bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sådan ender Bundesligaen – stor optakt til den kommende sæson
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester

Når skolebørnene er sendt i skole igen efter en lang sommerferie, begynder den søde tid for alvor for fans af Bundesligaen. Den nye sæson skal i gang, og for en gangs skyld ser der ud til at være masser af spænding, specielt i toppen af rækken.

I de seneste syv år har spændingen i topkampen været lige så forudsigelig, som at skolernes sommerferie ligger i juli – Bayern München bliver mestre, og det største spørgsmål har været, hvor stort et forspring der ville være ned til nummer to.

Men sådan kommer det formentlig ikke til at gå i år. Nok har Bayern München lavet et rekordindkøb ved at hente Lucas Hernandez for 80 millioner euro og suppleret defensiven med købet af verdensmester Benjamin Pavard i Stuttgart for 35 millioner euro. Men offensivt er der ikke kommet de store forstærkninger, og bayerne ser svækkede ud med en tynd trup efter Robben og Ribery nu endegyldigt har sagt farvel til Säbener Strasse. Arbejdet for sportschef Hasan Salihamidzic blev ikke lettere af, at ønskespilleren, Leroy Sané, ødelagde et korsbånd i Community Shield-finalen mod Liverpool i begyndelsen af august.

Kroatiske Ivan Perisic er det nye navn til offensiven, men den 30-årige kroat er hentet på en hylde, hvor Bayern normalt ikke kan finde brugbare varer. Samtidig er truppen på flere pladser smal, og der skal ikke mange skader til, før man skal være Bayern-kender for at kende alle reserver.

Kritikken har da også været markant for de manglende forstærkninger, og måske kan Salihamidzic sidde på et yderligt mandat, hvis det ikke lykkes at finde bedre afløsere end Perisic for de to verdensklasse-kanter, der har været synonym med Bayerns succes i den seneste halve snes år.

Men mens det har været svært at finde de offensive forstærkninger på Säbener Strasse i München, er det til gengæld gået noget bedre hos rivalerne hos Borussia Dortmund.Thorgan Hazard og Julian Brandt er hentet til en i forvejen god offensiv, og bagtil skal tilbagevendte Mats Hummels lukke af i den defensiv, der i sidste sæson var den manglende brik til at hente die Meisterschale tilbage til Borsigplatz.

Derfor kan det blive rigtigt interessant at se, om Lucien Favre kan holde fast i succesen fra den første sæson hos Schwarz-Gelb og lægge den ekstra byggesten på, der endelig skal vride die Meisterschale ud af hænderne på Bayern, som det meste af fodbold-Tyskland håber på vil lykkes. Borusserne har da også meldt ud, at målet i sæsonen hedder mesterskab, og det er en ganske offensiv udmelding fra Ruhr-distriktet, der på trods af et forspring på op mod ni point i sidste sæson ikke ville tage ordet mesterskab i deres mund.

Efter alt at dømme kommer de to giganter til at stikke af i toppen. Men derefter kan det blive et tæt opgør om de sidste to Champions League-pladser samt billetterne til Europa League. Umiddelbart ser det ud til, at RB Leipzig kan blive førsteudfordrer til de to store. Truppen er stort set intakt, efter det (indtil videre) er lykkedes at holde fast på top-angriber Timo Werner samt den defensive krumtap Upamecano. Det interessante bliver dog at se, hvordan den nye træner, Julian Nagelsmann, kan tage et skridt op og håndtere det større pres, der er i Leipzig i forhold til det mere fredelige Hoffenheim.

Et spændende bekendtskab i toppen bliver også Bayer Leverkusen. Træner Peter Bosz fik i foråret sat et ekstremt offensivt mandskab sammen, efter han overtog fra Heiko Herrlich. Mens Julian Brandt er sendt til Dortmund, har die Werkself formået at holde fast i mega-talentet Kai Havertz, og med et offensivt indkøb af Kerem Demirbay fra Hoffenheim kan Leverkusen være en kandidat til den sidste Champions League-plads.

Der er også et bredt felt derefter, der kan kæmpe med om Europa-billetterne. Men der er også masser af spørgsmålstegn. Borussia Mönchengladbach var ind til midten af februar et godt bud på at være den irriterende lillebror, der kunne bryde ind i de stores leg om mesterskabet. Men to slemme nederlag hjemme mod Wolfsburg og Bayern München knækkede nakken på Dieter Heckings mandskab, der langsomt gled ned gennem tabellen og til sidst måtte tage til takke med en plads i Europa League.

Til den nye sæson er Thorgan Hazard sendt til Dortmund, mens man selv har hentet Marcus Thuram i fransk fodbold. Samtidig snød den snu sportschef Max Eberl flere medbejlere for træner Marco Rose, der er hentet til fra RB Salzburg. Med sin aggressive stil skal han sætte en stopper for den nedtur, Die Fohlen oplevede i de sidste måneder i Bundesligaen under Dieter Hecking.

I Hoffenheim er et par af de store stjerner væk, blandt andet Demirbay, men også træner Nagelsmann. Til gengæld har SAP-milliardæren Dietmar Hopps private legetøj gennem mange år været eminente til at spotte unge, uslebne talenter og udviklet dem til store navne. Måske kan Robert Skov over et par år udvikle sig til at blive ét af de næste store salg, som hoffenheimerne kan glæde sig over.

Wolfsburg ser ud til at være status quo i forhold til sidste sæson, hvor Bruno Labbadia fik stabiliseret holdet oven på to sæsoner i træk med nervepirrende relegations-kampe. Det endte med en flot sjetteplads  i Bundesligaen og adgang til Europa League, men Labbadia stoppede i Folkevognsklubben efter knapt halvandet år og er erstattet af det østrigske trænertalent Oliver Glasner, der skal forsøge at holde fast i den fremgang, Labbadia fik skabt i den forgangne sæson.

I gruppen af lige-ved-og-næsten ligger også Schalke 04, der skal revanchere en frygtelig sæson, der ret beset kun blev reddet af, at Stuttgart var endnu ringere. Her er det den tidligere Huddersfield-træner og Klopp-assistent i Dortmund, David Wagner, der skal samle stumperne med en trup, der defensivt er habil, men offensivt mangler pondus, selv om de har hentet kantspilleren Benito Raman i Düsseldorf for 13 millioner euro. David Wagner skal sætte sin lid til, at den klodsede men ofte effektive Guido Burgstaller igen finder et passende niveau og leverer de mål, der skal sende Schalke op i den ende af tabellen, de selv anser sig for at være en naturlig del af.

Eintracht Frankfurt ser til gengæld voldsomt svækkede ud. Masser af mål er pillet ud af die Adler med mega-salgene af Luka Jovic til Real Madrid samt Sébastian Haller til West Ham. Dermed er Ante Rebic ene mand tilbage fra den ekstremt farlige front-trio, og det er formentlig et svækket hold, som træner Adi Hütter har til rådighed i den nye sæson, selv om der er kommet 110 millioner euro ekstra på kontoen. En lille del af dem er brugt på at hente målmand Kevin Trapp endeligt hjem fra Paris SG efter han i sidste sæson var lejet, ligesom også Martin Hinteregger og Sebastian Rode har fået vekslet deres lejekontrakter til et par permanente af slagsen.

De kommer formentlig til at ligge i et felt, hvor de sammen med Werder Bremen og Hertha BSC er for gode til at blive fedtet ind i nedrykningskampen, men mangler stabiliteten til for alvor at være med om de sjove pladser i toppen af rækken. Bremen kan dog med endnu en god sæson muligvis være med i kampen om top-7, der giver en europæisk billet. Her har den unge træner Florian Kohfeldt med et køligt overblik fået samlet et godt Bremen-hold, der på gode dage driller alle hold i rækken, efter hanseaterne gennem flere år flirtede voldsomt med sin kun anden nedrykning i ligaens historie.

Feltet af måske-nedrykkere i Bundesligaen bliver ganske bredt igen i år. I Düsseldorf fik den gamle træner-ræv Friedhelm Funkel reddet oprykkerne i særdeles god tid i den forgangne sæson og leverede en fremragende præstation med tiendepladsen. Om de kommer lige så højt op i denne sæson er mere tvivlsomt, men det vil igen være en succes, hvis klubben fra Rhinens østlige bred endnu en gang kan sige farvel til nedrykningsspøgelset tidligt i sæsonen.

Augsburg, Mainz og Freiburg kommer også til at ligge i feltet lige over relegationspladsen, hvor de nok kommer til at skule lidt mod den fæle 16.-plads, men i sidste ende tørrer sveden af panden og akkurat redder sig. Af de tre er det formentlig Augsburg, der kommer til at stå svagest efter en optakt med spillersalg, trænerskifte og uro i truppen.

Mainz skal igen samle en ung trup efter salget af angriberen Gbamin, der hældte 25 millioner euro i klubkassen. For de penge har man igen snusfornuftigt hentet unge, upcoming spillere til relativt billige penge eller på lejeaftaler suppleret med den koreanske arbejdshest Dong Wong-Ji, der kommer til fra Augsburg. Risikoen er som i de øvrige sæsoner, at træner Sandro Schwarz ikke får kollektivet til at fungere med de mange unge.

I bunden er 1. FC Köln igen-igen vendt tilbage til Bundesligaen, og de har fået selskab af no-namere som SC Paderborn og Union Berlin.Af de tre oprykkere bør EFFZEH have de største muligheder for at holde fast i pladsen blandt de bedste. Økonomien er på plads, og de har formået at holde fast på en Bundesliga-duelig trup efter nedrykningen i 2018, som også var med til at spille kölnerne op igen.

Union Berlin har blandt andet hentet den tidligere Dortmund-stopper Neven Subotic og skal nok blive et interessant og festligt bekendtskab, når kult-klubben fra Köpenick for første gang nogensinde er med hos de allerbedste efter mange års tilløb. Også Marcus Ingvardtsen er hentet til Berlin sammen med Anthony Ujah, men det bliver en hård kamp for overlevelse for die Eisernen.

Det gør det også for Paderborn, der efter en rutstjebanetur af de store er tilbage i Bundesligaen for anden gang efter premieren i 2014-15 sæsonen. Siden rykkede de ud af både 2. Bundesliga og 3. Liga, men blev i 2017 reddet af den manglende licens til 1860 München, hvorefter turen gik direkte op gennem 3. Liga og 2. Bundesliga til endnu en omgang i det fineste selskab.

Træner Steffen Baumgart sværgede til en offensiv stil i den forgangne sæson, der gav masser af målrige kampe især på hjemmebanen Benteler Arena. Og han er også citeret i Kickers Bundesliga-magasin for at sige, at han hellere vil vinde 5-4 end 1-0. Det bliver dog en hård omgang for paderbornerne at overleve i den bedste række. Der er kun brugt en halv million euro på indkøb til den nye sæson, og der er stort set ingen Bundesliga-erfaring i truppen. Forsvareren Uwe Hünemeier har med 37 kampe over en tredjedel af truppens samlede kampen i Bundesligaen, der i alt tæller 95 kampe.

Fredag aften kan man nyde den første lækkerbidsken, når Bundesligaen bliver sparket i gang med et klassisk opgør mellem Bayern München og Hertha BSC Berlin. Derefter er der yderligere 305 kampe i vente, inden mesterskab, europæiske billetter og nedrykninger endeligt er fordelt 16. maj.

Jetzt geht’s wieder los!

 

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane