2. Bundesliga er svær at blive klog på. I sidste uge havde jeg mere eller mindre kaldt de tre klubber, som jeg mente ville besætte top-3, når sæsonen er forbi, hvorefter de naturligvis tabte alle tre. De betød, at to af dem røg ud af top-3 og blev erstattet af Paderborn og Hannover, og at der nu kun er fire point fra 9. pladsen og op til førstepladsen. Det skete alt sammen i en runde, hvor der blev scoret 45 mål i de ni opgør, hvilket er det næsthøjeste antal i en runde nogensinde.
Velkommen til optakten til runde 11 i verdens bedste næstbedste liga, som bl.a. byder på Hannover-KSC.
SSV Ulm 1846 – Schalke 04 – fredag kl. 18.30
Oprykkerne fra Ulm fik et overraskende point med hjem fra Böllenfalltor i Darmstadt. Værterne bragte sig foran efter 16 minutters spil, men føringen holdt blot i to minutter, så udlignede Aaron Keller. Darmstadt havde flest chancer i resten af kampen, men det lykkedes Ulm at tage et point med hjem fra en svær udebane. ”Det var vigtigt, at vi fik udlignet så hurtigt”, lød det fra en tilfreds Ulm-træner Thomas Wörle efter kampen.
Schalke måtte for anden gang i træk gå fra banen som tabere. I hjemmekampen mod Fürth var gæsterne klart bedst i den første halvleg, som de vandt 3-1. Da Felipe Sanchez kort inde i anden halvleg modtog sit andet gule kort, og da gæsterne dernæst gjorde det til 1-4, lignede det afgørelsen, men så tog fanden ved Schalke. Først reducerede Paul Seguin, og i overtiden lykkedes det Taylan Bulut at reducere yderligere. Mere blev det dog ikke til, og således blev det ikke til point i Kees van Wonderens hjemmedebut som Schalke-træner.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – Schalke 04 1-1
Preußen Münster – Fortuna Düsseldorf – fredag kl. 18.30
Münsters udekamp i Braunschweig var næsten en tro kopi af Darmstadt-Ulm. Værterne bragte sig foran efter et kvarters spil, men her holdt føringen kun et minut, så gjorde Jorrit Hendrix det til 1-1, hvilket blev kampens resultat. ”Efter udligningen kontrollerede vi kampen og tillod ikke de store chancer”, lød det fra en tilfreds Sascha Hildmann efter kampen.
Düsseldorfs hjemmekamp mod K´lautern forløb i en times tid, som de fleste havde ventet. Gæsterne bragte sig godt nok tidligt foran, men Isak Bergmann Johannesson og Myron van Brederode sørgede for, at Düsseldorf kom i front. På blot ni gyldne minutter scorede K´lautern dog tre gange, og dermed var Felix Klaus´ mål i overtiden ikke nok til, at Düsseldorf fik point ud af kampen. Fortunaerne ligger trods nederlaget fortsat på ligaens dukseplads.
Bulibolds tip: Preußen Münster – Fortuna Düsseldorf 1-3
SpVgg Greuther Fürth – Darmstadt 98 – lørdag kl. 13.00
I den forgangne uge slap Fürths tålmodighed med Alexander Zorniger op, og klubben erstattede i første omgang den tidligere Brøndby-træner med Leo Haas, der trænede klubbens U23 mandskab. Haas fik en glimrende debut, da hans hold tog alle tre point med fra Gelschenkirchen. Roberto Massimo og Damian Michalski sørgede for en 2-0-føring inden den halve time, og selvom Schalke fik reduceret, så genoprettede Massimo tomåls-afstanden kort før pausen. I anden halvleg blev værterne reduceret til ti mand, og da Noel Futkeu lidt senere scorede til 4-1, lignede det en klar afgørelse. Schalke kom dog tilbage og fik reduceret to gange, men det var ikke nok, og dermed fik Haas stoppet blødningen, der kulminerede med 0-4-nederlaget hjemme til bysbørnene fra Nürnberg.
Darmstadt skuffede hjemme mod Ulm. Fraser Hornby bragte ”Die Liljen” foran efter et kvarters spil, men oprykkerne slog tilbage blot et minut senere. I resten af kampen forsøgte Darmstadt at lægge pres på Ulm. Det blev bare aldrig rigtig farligt, og dermed endte kampen 1-1.
Bulibolds tip: SpVgg Greuther Fürth – Darmstadt 2-2
SSV Jahn Regensburg – SV Elversberg – lørdag kl. 13.00
Ét sølle mål var det blevet til for Regensburg inden udekampen i Nürnberg, og selvom det lykkedes bundholdet at score tre gange på Max Morlock Stadion, så nytter det ikke alverden, når modparten netter otte gange. ”Die Jahnelf” var med i en times tid, da Eric Hottmann og Christian Viet fik udlignet Nürnbergs 2-0-føring. Hjemmeholdet scorede til 3-2 i første halvlegs overtid, hvorefter Kai Pröger endnu engang fik udlignet for gæsterne. Herefter væltede korthuset dog for Regensburg. Nürnberg scorede således hele fem gange i den sidste halve time. Nederlaget kostede efter kampen Joe Enoch pladsen. Den hidtidige assistenttræner Andreas Patz overtager midlertidigt trænersædet, indtil en fast afløser er fundet.
Elversberg kom tidligt bagud i hjemmekampen mod HSV, men Kosovoalbaneren Fisnik Aslani sørgede med to mål på hver side af pausen for, at Elversberg kom i spidsen. Luca Schnellbacher gjorde det til 3-1, inden HSV fik reduceret syv minutter før tid. Minuttet efter fik en HSV spiller dog sit andet gule kort, og så kunne Robin Fellhauer slå sejren fast med sit mål til 4-2 i dommerens overtid. ”Det er en fed følelse at slå HSV, især når vi var bagude så længe”, udtalte en yderst tilfreds Horst Steffen efter kampen. Med sejren kravler Elversberg op i udkanten af oprykningskampen og ligger nummer syv med 16 point.
Bulibolds tip: SSV Jahn Regensburg – SV Elversberg 1-1
Hannover 96 – Karlsruher Sport Club – lørdag kl. 13.00
Med en klar 3-0-sejr ude i lokalopgøret mod Magdeburg kan Hannover pludselig kalde sig et tophold. Andreas Voglsammer sørgede med en “Doppelpack” for, at gæsterne kunne gå til pause foran 2-0. I anden halvleg sørgede Håvard Nielsen for 0-3-slutresultatet, der bragte Hannover helt op på ligaens andenplads. ”Jeg er glad for, at vi endelig vandt ude”, sagde Hannover træner Stefan Leitl efter kampen, og han skal nu forsvare topplaceringen, i det tætteste vi kommer en topkamp i runde 11, når KSC lægger vejen forbi.
KSC havde bolden klart mest i hjemmekampen mod Hertha, men gæsterne var det mest effektive hold og vandt da også 3-1 og tilføjede dermed KSC sæsonens første nederlag. Hertha kom i spidsen allerede efter ni minutter, og da Marvin Wanichek ikke formåede at udnytte et straffespark, måtte KSC helt hen til første halvlegs tillægstid, før det lykkedes at udligne ved Budu Zivzivadse. I anden halvleg lagde Karlsruhe pres på, men blev fanget i to omstillinger, som Hertha udnyttede til at sikre sig alle tre point.
Bulibolds tip: Hannover 96 – Karlsruher Sport Club 3-1
Hertha Berlin – 1. FC Köln – lørdag kl. 20.30
Den Gamle Dame fra hovedstaden startede klart bedst i udekampen mod Karlsruhe, da Ibrahim Maza gjorde det til 0-1 efter blot ni minutters spil. Han blev dog skadet ved scoringen og måtte umiddelbart efter lade sig udskifte. KSC fik udlignet inden pausen, men på scoringer af Deyovaisio Zeefulk og Florian Niederlechner sikrede berlinerne tre rare point, der bringer dem op på 6. pladsen. ”Vi vidste godt, at vi måtte lide, hvis vi ville vinde her. Vi scorede på de helt rigtige tidspunkter og var måske også en smule heldige”, lød det fra Hertha-træner Christian Fiel efter kampen.
”Keller raus” lød det fra hovedparten af de 50.000 tilskuere på RheinEnergieStadion i Köln, da hjemmeholdet tabte 1-2 til Paderborn. Tilskuerne sigtede på sportchef Christian Keller, der nu sammen med træner Gerhard Struber efter de seneste elendige resultater må konstatere, at sæderne under deres bagdele mindst er smålune. Jan Thielmann havde ellers bragt Köln foran efter en god times spil, men gæsterne snuppede via to sene scoringer alle tre point. Köln ligger nu blot på 12. pladsen med 12 point.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – 1. FC Köln 2-2
1. FC Kaiserslautern – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30
Markus Anfangs tropper var på en svær opgave i udekampen mod Düsseldorf og på trods af en tidlig føring ved Daniel Hanslik, så kom Düsseldorf tilbage og bragte sig foran 2-1. K´lautern skulle dog vise sig være en for hård nød at knække for topholdet. Daisute Yokota, Ragnar Ache og Daniel Hanslik igen sørgede for en 4-2-føring på blot ni minutter, og så kunne Anfang være fløjtende ligeglad med,at Düsseldorf fik reduceret langt inde i overtiden. Det var derfor en glad og stolt Markus Anfang, der efter kampen konstaterede, at når man laver fire mål mod topholdet på udebane, så fortjener man sejren.
Magdeburg gled endnu længere væk fra toppen, da holdet hjemme tabte naboopgøret til Hannover med 0-3. 1. FCM-træner Christian Titz mente efter kampen, at hans hold havde foræret alle tre mål væk, men faktum er, at hans hold lider under mangel på effektivitet. Magdeburg havde således bolden i 65 procent af tiden og skud på mål hed 20-12 i hjemmeholdets favør. Der må øves skudtræning i denne uge i det østtyske, inden han slipper sit mandskab løs på Fritz Walter Stadion.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – 1. FC Magdeburg 2-2
SC Paderborn 07 – Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30
Via et flot comeback sikrede Paderborn sig alle tre point i udekampen mod Köln. Værterne bragte sig ellers foran efter 66 minutter, men den tidligere Union og Augsburg-spiller Sven Michel ville det anderledes og sikrede Paderborn sejren med sine to mål. Paderborn-træner, Lukas Kwasniok havde således en heldig hånd, da han efter 0-3-nederlaget til K´lautern i den forgangne runde, havde ændret sit hold på hele fem positioner og bl.a. gav den blot 17-årige Luis Engelns sin første kamp fra start. Engelns er søn af den tidligere Gladbach-træner Daniel Farke.
Kwasnioks modpart i søndagens kamp Daniel Scherning var ikke tilfreds med, hvad hans Braunschweig-mandskab leverede i hjemmekampen mod Münster. Det startede ellers så lovende, da Rayan Philipe bragte værterne foran efter 15 minutter. Münster udlignede bare minuttet efter, og da der ikke blev scoret yderligere, hænger begge mandskaber foreløbig fast i bunden.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Eintracht Braunschweig 3-0
HSV – 1. FC Nürnberg – søndag kl. 13.30
Vi slutter runden af med to mandskaber, der til sammen har vundet 15 tyske mesterskaber. HSV viste pludselig efter en række fine kampe den ustabilitet, der har kostet oprykningen i de sidste efterhånden seks sæsoner. I udekampen på Waldstadion Kaiserlinde i Elversberg tabte ”Die Rothosen” 4-2, og det endda efter at have ført gennem næsten hele første halvleg. Davie Selke bragte planmæssigt HSV foran efter seks minutter, men da hjemmeholdet scorede de næste tre mål, så det pludselig sort ud for favoritterne. Davie Selke skabte lidt håb, da han reducerede i det 83. minut men blot minuttet senere slukkede holdkammeraten Jonas Meffert det, da han modtog sin anden advarsel. I stedet lukkede Elversberg kampen med målet til 4-2 i dommerens overtid. Waldstadion Kaiserlinde er dermed fortsat et af blot fem Bundesligastadions i Tyskland, hvor det aldrig er lykkedes HSV at vinde.
Hvis der er et hold, der kan lave mål lige nu, så er det Miroslav Kloses Nürnberg. ”Der Club” fulgte således den flotte derby-sejr op med 8-3 hjemme mod stakkels Regensburg. Gæsterne fulgte endda med til stillingen 3-3, men i den sidste halve time spillede Nürnberg sig helt ud og scorede fem gange. Julian Stefanos Tzimas, Mahir Emreli, Lukas Schleimer og Jens Castrop. Kampens sidste træffer var et selvmål af Regensburgs Louis Breunig. Nürnberg-træner Klose var klædelig beskeden efter kampen og konstaterede, at otte mål nok var i overkanten af, hvad der var fortjent.
Bulibolds tip: HSV – 1. FC Nürnberg 3-1
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
Georgiske Budu Zivzivadse headede sig op på førstepladsen, som han dog må dele med Robert Glatzel og Isac Lidberg, der begge gik målløse fra banen. Trioen har alle scoret syv gange hver. Fire spillere deler andenpladsen med seks træffere
Stillingen i 3. Liga
Med en 5-1-sejr over 1860 spillede Energie Cottbus sig op på førstepladsen, hvor de dog ligger a point med Sandhausen, der måtte nøjes med 1-1 i Verl. Bielefeld holdt lige præcist fast i tredjepladsen efter et skuffende 1-1-resultat hjemme mod Aachen. Efter fire kampe i træk uden sejr lykkedes det endelig Dynamo Dresden at hive en 2-1-sejr i land i hjemmekampen mod Hannover II.
I bunden skaffede Hansa Rostock sig lidt luft ned til stregen, da de pulveriserede Essen med 4-0, hvilket betød, at sidstnævnte for første gang røg ned under stregen.
- Optakt til runde 34 i 2. Bundesliga – Glückwunsch HSVEfter syv lange ørkenvandringer lykkedes det endelig HSV at forlade 2. Bundesliga og rykke op i det forjættede land. Köln… Read More
- Syv års mareridt er slut for HSV – men venter nu 27 år med masser af nedrykninger?Syv års mareridt er slut for HSV – men venter 27 år med masser af nedrykninger? HSV er tilbage, men er de nu også for alvor tilbage?
- HSV All-Time 11 – Magath, Uns Uwe og krøllede KeeganHSV All-Time 11 – Magath, Uns Uwe og krøllede Keegan. Det er tid til at finde de bedste 11 fodboldspillere, der nogenside har tørnet ud for HSV
- Optakt til Bundes Manager runde 18 – Kiel ahoy”Die Bulibold-Elf” må konstatere, at CV Jørgensen havde ret: ”Sæsonen er slut”, men det skal da ikke forhindre mig i at forsøge at pynte på resultatet. Derfor satses der denne gang på, at Holstein Kiel kan fortsætte deres gode form og sikre både dem og mit hold flere point i de to sidste runder.
- Kan Online Fodboldspil Erstatte Den Ægte Vare?Velkommen til en spændende snak om online fodboldspil og deres mulige fremtid. Her udforskes fordele, ulemper og alt midtimellem. Tag… Read More