bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > En æra er slut –  Det tyske landshold siger farvel til Adidas

En æra er slut –  Det tyske landshold siger farvel til Adidas

VM 2014, Tyskland, Argentina, Brasilien, landshold

I over 70 år har det tyske landshold været klædt i Adidas-trøjer. Men nu er det slut. De to forestående landskampe bliver de sidste med Adidas og de tre striber, for fra 2027 af bliver det Nike, der skal følge op på den store arv med lanceringen af nogle af fodboldens mest ikoniske trøjer.

De fleste er nok bekendte med historien, men lad os bare opridse den kort. De to brødre Rudi og Adi Dassler begyndte i 1924 at udvikle sportsudstyr. Det skete i det fællesejede firma, Gebrüder Dassler Schuhfabrik, der som navnet antyder, særligt fokuserede på sko.

De havde pæn succes allerede fra starten, men det helt store gennembrud kom ved OL i 1936, hvor de var leverandør til ikoniske Jesse Owen. Det skete med en speciel og håndlavet pigsko, der fik masser af omtale som Jesse Owen vandt fire Guld-medaljer med, og han blev selve symbolet på oprøret mod Hitlers nazisme og propaganda.

Ikke lang tid efter gik de to brødre dog hver til sit. Pudsigt nok grundet uenigheder vedrørende forholdet til nazismen. Rudi oprettede firmaet Ruda, der inden længe blev til Puma, mens Adi fulgte omtrent samme opskrift ved at tage de første tre bogstaver fra fornavnet og slå det sammen med efternavnet. 

Adidas var født, og det blev indledningen til et af de mest ikoniske samarbejder i sportsverdenen.

Tre striber, fire stjerner

For sig Adidas og det tyske landshold, og billederne kommer væltende frem. Franz Beckenbauer i den helt enkle, hvide trøje fra VM-triumfen i 1974. Rudi Völler i 90’er trøjen med det tyske flag pixeleret hen over brystkassen. Eller den smukke grønne andentrøje, der første gang så dagens lys i kvalifikationen til selvsamme slutrunde.

Det var naturligvis også Adidas og Rudis blik for innovation, der leverede støvlerne til Das Wunder von Bern i 1954. Adidas var tysk landsholdsfodbold.

De ikoniske tre striber, der var med til at sikre de foreløbigt fire stjerner. Det føltes utænkeligt, at Adidas en dag ikke længere skulle beklæde det tyske landshold.

Farvel til Adidas

Men den dag i marts 2024 blev Fodboldtyskland ramt af et mindre chok. DFB meddelte, at kontrakten med Adidas, der stod til at udløbe i 2026, ikke ville blive forlænget. I stedet ville man fremover få sine trøjer leveret fra konkurrenterne Nike.

Og vil man forstå, hvor stor opstandelse det vakte hos naboerne mod syd, er det bare at se på nogle af de udtalelser, som førende politikere kom med i kølvandet på nyheden.

“Jeg kan næsten ikke forestille mig den tyske trøje uden de tre striber. Adidas og sort, rød og guld har altid hørt sammen for mig. Et stykke tysk identitet. Jeg ville have ønsket mig lidt mere lokalpatriotisme,” lød det fra Robert Habeck, der var daværende økonomiminister.

Hans kollega, Markus Söder, ministerpræsident i delstaten Bayern, beskrev beslutningen imod Adidas og til fordel for Nike som “forkert og uforståelig.”

“Landsholdet spiller i tre striber. Det var lige så sikkert, som at bolden er rund, og at en kamp varer 90 minutter. Tysk fodbold … er ikke en brik i internationale virksomhedskampe. Handel er ikke alt. Trods alle de økonomiske udfordringer ville DFB have haft gavn af mere ligefremhed.”

En fordobling af prisen

Det var ikke første gang, at Nike havde forsøgt at stjæle Tysklands kronjuvel. For 20 år siden kom de ligeledes med et tilbud, men dengang valgte DFB at forblive loyale over for deres mangeårige samarbejdspartner. Måske også under pres. For hos Bayern Munchen, hvor Adidas er strategisk partner og har en procentdel af aktierne, ville man ikke acceptere, at deres spillere skulle blive “tilsværtet” af Nike. Således sagde Karl-Heinz Rummenigge i 2007, at man ville overveje ikke at frigive sine spillere til det tyske landshold, såfremt DFB skulle vælge Nike over Adidas.

Så hvorfor har DFB nu endelig valgt at klippe navlestrengen? Penge!

Det anslås, at Nike er villige til at betale det tyske fodboldforbund mindst 100 millioner euro årligt i de kommende syv år. En fordobling af de 50 millioner euro, som Adidas indtil videre har betalt. En voldsom sum for et landshold, der befinder sig i en historisk sportslig deroute, og hvor merchandise er blevet en stadig større indtægtskilde, når de sproglige resultater ikke flugter med ambitionerne.

Den ellers først latterliggjorte lyserøde trøje fra EM på hjemmebane i 2024 blev eksempelvis et kultfænomen. Faktisk endte den med at blive den mest solgte tyske landsholdstrøje nogensinde. 

Tyskland har ikke vundet noget af betydning i ti år, men på ét punkt har de stadig været foran alle andre lande. Og nu bliver det fremover Nike’s opgave at berige os med nogle af de smukkeste fodboldtrøjer, der findes.


You may also like
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Jürgen Klopps første landsholdtrup: 44 spillere til fire kampe
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Analyse: Tysk tristesse efter endnu en VM-fiasko
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Uli Stein vs Toni Schumacher – Suppenkasper 
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1. runde i DFB-Pokal 2026/27