Tyskland røg tidligt ud af en VM-slutrunde. Igen. Hvorfor gik det galt, hvor stor er krisen, og hvad arbejdes der med i kulissen for at få Tyskland tilbage til verdenstoppen? Nicolai Lisberg med en analyse af den tyske VM-nedtur.
Turniermannschaft. En af mange tyske sprogblomster, der har det med at blive hevet frem hver anden sommer. I bund og grund betyder det turneringshold. Underforstået, et hold der altid klarer sig godt ved en slutrunde. Et hold som måske endda vokser sig større i løbet af en slutrunde, begynder man at læse lidt ind i selve udtrykket.
Tyskland var et Turniermannschaft. Et hold, der ikke altid spiller for spiller var blandt de bedste, men som oftest formåede at gå langt. Nogle gange hele vejen.
Tænk på VM i 2002. Carsten Ramelow, Bernd Schneider, Oliver Neuville, Thomas Linke, Didi Hamann, Jens Jeremies, Christoph Metzelder og Marco Bode var alle i startopstillingen i finalen. På bænken sad spillere som Gerald Asamoah, Maro Rehmer, Frank Baumann og Jörg Böhme.
Tag Michael Ballack og Oliver Kahn ud af den trup, og så var der ikke meget stjernestøv over de klistermærker, man kunne finde i Hanuta-pakkerne den sommer hos Otto Duborg eller Kalle.
Da Tyskland vandt deres første VM-titel i 1954, slog de Ungarn i finalen med 3-2. Det samme hold som de havde tabt til i gruppespillet med 8-3.
I 1974 havde de spillerne og var på hjemmebane, men der var også den ene skandale efter den anden. De virkede flere gange undervejs til at være i opløsning med en træner, der ikke ville vise sig på pressemøder, og en angriber i Gerd Müller, der allerede inden finalen mod Holland havde besluttet sig for, at det skulle blive hans sidste kamp i landsholdstrøjen.
I 1990 og 1996 var det heller ikke fordi, de var bedre end England i de to semifinaler, men de gik alligevel videre og vandt VM og EM. For som sagde dengang: “Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold, og til sidst vinder tyskerne.”
Ti års tristesse
For sådan var det. Ofte, i hvert fald. Det var ikke altid lige sådan at forklare, hvordan Tyskland altid var blandt favoritterne, men det var de. Fra 2006 og frem til 2016 kom de som minimum til semifinalerne ved seks slutrunder i træk. Turniermannschaft!
Sådan er det ikke længere. Siden semifinalen ved EM i 2016 har Tyskland skuffet stort. To exit i gruppespillet ved VM i 2018 og 2022 og halvlunkne præstationer ved både EM i 2021 og 2024. Seks semifinalepladser er blevet vekslet til fem mere eller mindre fiaskoer i træk. Så når Gary Lineker – der var han igen – forud for kampen mod Paraguay talte om et af de dårligste tyske landshold i lang tid, var det ikke bare vanlig engelsk arrogance. Det var vel ikke engang en kritik. Det var et faktum.
For aldrig før har Tyskland over så lang en periode været så dårlige på landsholdsniveau, som de er netop nu. Og det er det, der bekymrer. Præstationen og nederlaget mod Paraguay var ikke en undtagelse. Det var en gentagelse.
Selvindsigt
I 2018, da de røg ud af gruppespillet, kunne det muligvis slås hen som enkeltstående tilfælde. Det blev det også til en vis grad, da både systemet og Joachim Löw kørte ufortrødent videre. Sådan går det næppe i 2026. Allerede efter kampen mod Paraguay blev Julian Nagelsmann forholdt sin fremtid. Han forklarede, at hans kontrakt løber til 2028, og at han ikke har i sinde at løbe fra sit ansvar. Det må være op til det tyske fodboldforbund, DFB, at træffe den beslutning, lod han forstå.
Gør de det, altså siger farvel til Nagelsmann, er der ikke nogen tvivl om, at Jürgen Klopp står øverst på listen. Hos DFB, formentlig, men især hos den tyske befolkning. Et ægteskab med den upopulære Red Bull-koncern har ikke skadet hans renommé mere, end at hans popularitet stadig er ekstrem stor i Bundeslandet.
Löw, Flick, Nagelsmann og inden længe måske Jürgen Klopp. Det er ikke manglen af tyske trænere med CV’et i orden, der er problemet. Det er oplagt at skifte træner, når noget tydeligvis ikke fungerer. Men når noget ikke fungerer over en så lang periode, er det måske tid til selvindsigt i et helt andet omfang.
Et nyt reboot
Den del evner de heldigvis i Tyskland. Det var modet til at ændre med kulturen, måden at udvikle spillere på, der i begyndelsen af dette årtusinde førte til et tysk nybrud. Fortællingen om, hvordan den tyske talentudvikling ændrede sig markant efter fiaskoerne i 2000 og 2004 er fortalt mange gange, så den skal jeg ikke trætte med yderligere. Men kom den med en følgepris? Glemte Tyskland i sin iver efter at producere små, vævre, elegante fodboldspillere at fokusere på det, de indtil da havde været så gode til? For hvor blev det tyske Kampfschwein af? Ham der ikke nødvendigvis var den bedste eller mest talentfulde, men som ville vinde for enhver pris.
Det var ikke kønt, da Toni Schumacher begik vold på Battiston i 1982, eller da Tyskland ved samme slutrunde var involveret i skandalen i Gijon, hvor de i samarbejde med Østrig sendte Algeriet ud af VM i en på alle måder bedrøvende kamp. Men det var tysk og effektivt.
Hans-Georg Schwarzenbeck blegnede også rent teknisk i forhold til Kejseren Franz Beckenbauer hos verdensmestrene i 1974, men få kunne tackle som “Katsche“, der ifølge Gerd Müller havde ligaens hårdeste knogler.
Jürgen Kohler og Guido Buchwald var Manndeckere af Guds nåde på 90’er-holdet. Spillere som Lothar Matthäus og Stefan Effenberg også kunne være svære at holde af, hvis ikke man var fra Tyskland. Sidstnævnte i nogle tilfælde uanset farven på passet som ved VM 1994, men det er en historie til en anden gang.
Hvor er de dumme drenge?
Kampsvinet, eller den dumme dreng, som en reporter formastede sig til at sige efter Paraguay-kampen, er blevet en mangelvare i tysk fodbold. Antonio Rüdiger blev næsten smidt af landsholdet efter sin optræden i Copa del Rey-finalen mellem Real Madrid og FC Barcelona i sidste sæson. Både Julian Nagelsman og Rudi Völler måtte i hvert fald offentligt ud at sige, at sådan kunne man ikke gebærde sig, når man repræsenterede landsholdet.
“I ønsker jo ikke nogen dumme drenge,” som Rüdiger svarede på føromtalte journalists spørgsmål efter det smertefulde nederlag mod Paraguay.
Måske har han ret. For ved tyskerne overhovedet, hvad det er, de vil have? Skal alle de gode tanker fra årtusindeskiftet parkeres, eller skal man yderlige ud af den vej? Den tyske talentdebat raser i disse år, og i disse år er forslagene mange. En ny U21 liga ser lyset i næste sæson. Den skal hjælpe spillere i de seneste teenageår til at blive indsluset i professionel fodbold, men det er vel ikke det, der for alvor rykker noget?
Er fodbold uden vindere løsningen?
Mere fundamentalt er det, at man for nogle år tilbage gennemtænkte børnefodbolden på en helt ny måde. Mere funino, mindre fodbold, som det hed. Flere kampe med færre spillere på holdene, så der kommer flere boldberøringer. Samtidig skulle det i de helt unge rækker (op til 11-års alderen) være slut med at spille med vindere og tabere. Der skulle ikke længere skal kåres en vinder af en given række. Der skulle være fokus på udviklingen og glæden ved fodbolden. Ikke på resultaterne.
En holistisk tilgang, men også en kritisabel tilgang ifølge flere eksperter. For tager man konkurrenceelementet ud af børnefodbolden, får man en generation, for hvem det at vinde eller tabe ikke spiller nogen rolle, lyder modargumentet.
Svaret på om den ændrede børnefodbold er godt eller skidt for tysk landsholdsfodbold, kender vi ikke endnu. Det får vi først om små ti år, når en ny generation byder sig til. Det kan føles som en evighed her i timerne og dagene efter endnu et pinligt VM-exit. Særligt med tanke på, at det er præcis ti år siden, at Tyskland sidst leverede ved en slutrunde. Det var dengang, hvor Tyskland rent faktisk var et Turniermannschaft. Det er de ikke længere.
