bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bad Boys 11 – Toni Schumacher

Vi kaster os over en ny serie, hvor vi ser sætter vores personlige hold over skæve personligheder i tysk fodbold.

”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.

Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.

 

Målmand – Harald ”Toni” Schumacher

Mellem stængerne er der bestemt nok at vælge imellem. Jeg kunne sagtens have valgt den altid iltre Oliver Kahn, der både kunne dele ud til modstandere og journalistspirer, når han ikke syntes om sidstnævntes spørgsmål

Uli Stein, der især blev kendt for sit ”stenslag” på Bayerns Jürgen Wegmann, da denne havde formastet sig til at score på Stein i den tyske Super Cup i 1987, var også et god bud, men det var for mig fuldstændig indlysende valg var dog Harald ”Toni” Schumacher.

Han var en af de allerbedste tyske målmænd nogensinde men også en fyr, der trak en hulens masse overskrifter af de forkerte grunde.
Schumacher var aldrig beskeden omkring egne evner, men det var især efter et voldsomt overfald på en modstander, men også da han senere kom i tanker om at skrive en bog, at målmanden for alvor mærkede medaljens bagside eller høstede som fortjent, som nogle vil mene.

 

Ungdomsårene

Harald Schumacher blev født i Düren lidt sydvest for Köln et par måneder før ”Das Wunder von Bern” i 1954. Han blev som otteårig meldt ind i den lokale klub Schwarz-Weiss Düren og spillede egentlig på midtbanen, hvor han dog havde svært ved at økonomisere sine kræfter ordentligt, hvorfor han som 12-årig blev placeret mellem stolperne. Her viste han straks sit ekstraordinære talent og blev som 16-årig udtaget til det tyske ungdomslandshold. I 1972 spillede Düren semifinale i Mittelrhein mesterskaberne mod 1. FC Köln.

Den tidligere landsholdsspiller Josef Röhrig stod i spidsen for Kölns A-Jugend, og han så straks potentialet i den unge Schumacher og hentede ham til domkirkebyen og den unge mand måtte opgive sin læreplads som kobbersmed og i stedet går i mesterlære som målmand.

1 FC Köln 1972-1987

Den unge målmand måtte tilbringe sin første sæson i Bundesligaen på bænken, men fra sæsonen 1974-1975 og 15 år frem var han første mand på holdkortet hos ”Die Geissböcke.
Det var her, at Harald Schumacher fik sit kælenavn ”Toni”. Da både han og Konopka hed Harald, mente forsvarsspilleren Heinz Simmet, at den nye målmand måtte have et andet kaldenavn, så det var den rigtige spiller, der reagerede, når han blev råbt på. Da 1. FC. Köln i 60´erne havde en målmand, der faktisk hed Toni Schumacher, så gav kælenavnet ”Toni” nærmest sig selv.

1. FC Köln var med spillere som Wolfgang Overath, Bernd Cullmann, Heinz Flohe og japaneren Okudera et af de bedste hold i Bundesligaen i 70´erne men stod dog trods et par pokaltitler oftest i skyggen af Bayern München og Borussia Mönchengladbach.

I 1978 vandt klubben dog sit foreløbig sidste mesterskab, da de vandt ligaen på en bedre målforskel end Gladbach, der ellers slog Dortmund 12-0 i sidste runde.

Ud over mesterskabet vandt han yderligere en pokaltitel med 1. FC. Köln i 1983.

I 1984 og 1986 blev Toni Schumacher kåret til årets tyske fodboldspiller. Det var efter 1986 afstemningen, som han vandt med 203 stemmer, at han udtalte. ”så er der nogle af mine fjender, der har stemt på mig, for så mange venner har jeg ikke.”
Toni Schumacher nåede at spille 422 Bundesligakampe for 1. FC. Köln.

 

Schalke 04, Fenerbahce og Bayern München 1987-1991

Op til 1987-1988 sæsonen skiftede Schumacher til Schalke 04, og begge parter oplevede en katastrofesæson. Schalke endte på sidstepladsen, og Toni Schumacher måtte hente bolden ud af eget net hele 84 gange.
Nu måtte der ske noget nyt, så Schumacher skiftede til Fenerbahce, hvor han som anfører straks førte klubben fra den asiatiske side af Bosperus til mesterskabet. Harald Schumacher spillede yderligere to sæsoner i det tyrkiske, hvor han oplevede sin anden ungdom og blev publikumsyndling hos de ellers kræsne tyrkiske fans.
I 1991 vendte Toni Schumacher snuden hjem og det endda til FC Bayern München, der havde brug for en reserve, da klubbens to bedste keepere var blevet skadet. Det blev til i alt otte Bundesligakampe hos Bayern i den sæson, hvor Søren Lerby stod ved roret i det sydtyske.

 

Den eftermiddag i Dortmund i 1996


Da Toni Schumacher i sommeren 1992 offentliggjorde afslutningen på sin karriere, brugte han nogle år som målmandstræner hos hhv. Schalke, Bayern og Dortmund. Det er normalt et hverv, man kan passe i relativ ubemærkethed, men med Schumacher måtte det nødvendigvis være anderledes.

Dortmund havde i 1996 vundet mesterskabet inden sidste spillerunde mod Freiburg. Steffen Freund havde i den næstesidste kamp – ude mod 1860 München – brækket tommelfingeren, og så var der en plads fri på bænken, så træner Ottmar Hitzfeld indvilgede i, at skrive Schumacher på holdkortet.
I løbet af anden halvleg begyndte Freund at råbe til den ellers iskolde Hitzfeld, at han skulle skifte Schumacher ind, og efter at Freiburg reducerede til 2-3 kort før tid, skete det.

Mens Westfalenstadion eksploderede, blev Schumacher skiftet ind og holdt naturligvis buret rent. ”Toni” kunne således fejre sit andet tyske mesterskab i en alder af 42. Harald ”Toni” Schumacher er stadig den ældste spiller, der har vundet det tyske mesterskab.

Årene på landsholdet

Efter Sepp Maier i 1979 stoppede på landsholdet, fik ”Toni” sin debut i en 3-1-sejr i Island, hvor han i anden halvleg afløste Sepp Maier. Egentlig havde den tyske landstræner regnet med, at pladsen skulle gå til Herthas Nobert Nigbur, men da denne var skadet, udnyttede Toni Schumacher chancen og blev både Tysklands, og nok også verdens, bedste målmand frem til 1986.
Året efter sin debut vandt han EM med det efter min mening næstbedste tyske landshold nogensinde, hvor Horst Hrubesch scorede begge tyske finalemål i Rom mod Belgien. Schumacher spillede endda kampen med en brækket knogle i den ene hånd. Holdet talte ud over Schumacher profiler som Rummenigge, Schuster, Förster brødrene og Uli Stieleke.
To gange ”opnåede” han at tabe en VM finale. I 1986 tabte tyskerne 2-3 til Maradona. Det skete i en finale, hvor Schumacher ved argentinernes 1-0 mål lavede en kæmpe fejl og mildest talt så tung ud, da Burruchaga scorede et sent sejrsmål for argentinerne.

Den aften i Sevilla

Det andet finalenederlag led tyskerne i 1982, hvor Italien og Paolo Rossi viste sig at være en for stor en mundfuld.

Det var dog især semifinalen mod Frankrig, der for mange kom til at definere Schumachers karriere og især eftermæle.
Tyskerne kom ind til semifinalen som et hold i moralsk underskud efter en fej kamp i Gijon, hvor de sammen med Østrig sendte Algeriet ud af VM ved ikke at spille fodbold.

Begge hold var videre, hvis tyskerne vandt med 1-0, og da Hrubesch tidligt i kampen scorede til netop det resultat, holdt begge hold simpelthen op med at spille fodbold i resten af kampen.
Semifinalen, der blev spillet i Sevilla, skulle vise sig at blive en af VM´s allerstørste klassikere. Schumachers klubkammerat Littbarski bragte tidligt tyskerne foran, hvorefter Platini kort tid efter udlignede på et lidt tyndt straffespark.
Stillingen holdt til pausen, og i det 50. minut kom den episode, som kampen blev husket for. Platini fandt den helt fri Battiston med en flot aflevering. Battiston koncentrerede sig om, at få vippet bolden henover den fremadstormende Toni Schumacher, der ikke stoppede sit løb men flæskede den intetanende Battiston i sådan en grad, at det kostede franskmanden et brud på halshvirvlen og to tænder. Den hollandske dommer Charles Corver, som ellers stod godt placeret, gav ikke engang Schumacher det gule kort.

1-1 var resultatet efter 90 minutter. Frankrig kom foran 3-1 i den forlængede spilletid men tyskerne kom mirakuløst tilbage bl.a. ved et af Klaus Fischers signaturmål, så kampen måtte ud i en straffesparkskonkurrence, som Schumacher naturligvis afgjorde ved at snuppe to af franskmændenes forsøg.
Episoden i Sevilla gjorde for en stund Schumacher til fodboldverdenens mest forhadte person. Da han senere, i et mislykket forsøg på ”damage controll”, tilbød at betale Battistons tandlægeregning, røg den sidste ”goodwill” hos de fleste fodboldfans.

Toni Schumacher nåede at spille 76 landskampe for Vesttyskland.

 

Forfatteren Toni Schumacher

I marts 1987 debuterede Schumacher som forfatter, da han udgav bogen ”Anpfiff”.

I bogen lagde Schumacher sig ud med stort set alle i den tyske fodboldverden. Han fortalte blandt andet, hvordan doping hørte til dagens orden i de tyske topklubber, og at han selv havde taget Captagon, ligesom han beskrev tidligere med- og modspillere i utvetydigt negative vendinger, og at landsholdsspillerne i 1982 havde taget magten og i stedet for at koncentrere sig om turneringen hyggede de sig med kvinder og alkohol i rigelige mængder. Endelig lagde han sig ud med DFB i almindelighed og dets præsident Herbert Neuberger i særdeleshed.

Reaktionerne udeblev ikke. Schumacher udtalte senere, at Teamchef Beckenbauer egentlig støttede ham i starten, men at Neuberger pressede ”Der Kaiser” til at suspendere Schumacher fra landsholdet. Samme skæbne led han kort tid efter i 1. FC. Köln.

 

En tidstypisk (tysk) fodboldspiller

Harald ”Toni” Schumacher var en fodboldspiller, der delte vandene – også i Vesttyskland. Han var respekteret for sine evner i målet men opnåede aldrig at blive folkekær som sin forgænger på landsholdet Sepp Maier. Dertil var han måske endda for ”tysk” selv for tyskerne, og samtidig manglede han det glimt i øjet og den humor, der havde gjort Sepp så elsket.

Schumacher var indbegrebet af sin tids fodboldkultur. Han forlangte alt af sine holdkammerater, endnu mere af sig selv og ville bare vinde for enhver pris. Hvordan resultaterne så kom i hus, og om det var kønt at kigge på, det var han fløjtende ligeglad med.

Hvis man går på YouTube og finder den kamp, hvor han vinder mesterskabet med Dortmund, er det velgørende at se Schumacher give den som ”hyggeonkel” og mærke f.eks. Steffens Freunds respekt. Schumacher var blevet lidt mere rund med alderen på det tidspunkt. Ellers bliver man vist ikke ”Publikumsliebling” på Westfalenstadion.
Jeg vil i hvert fald hellere huske BVB versionen af Toni Schumacher end den, som han viste frem i Sevilla.

Foto: www.fc.de

You may also like
Werder Bremen
Interview: Jens Stage og den vilde udvikling – Fra Brabrand til Bundesligaen
Diego Maradona
Diego Maradona i Meppen
Bundesliga
Hvad blev der af Bayer Uerdingen? Brian Laudrup, en dansk landstræner og fodboldens største comeback
3. Liga
Hvad blev der af..? MSV Duisburg: Zebraer, Erik Bo Andersen og økonomisk kaos