bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Genfærdet fra Gijon spøger igen

Genfærdet fra Gijon spøger igen

Få kampe har efterladt så historisk et aftryk, at der efterfølgende finder en regelændring sted. Skandalekampen ved VM i 1982 mellem Vesttyskland og Østrig var en af disse. 32 år efter det, der blev kendt som “ikke-angrebspagten” igen kommet på alles læber.

Når Tyskland og USA torsdag spiller gruppefinale i VM’s gruppe G, er det med en viden om, at begge hold vil avancere til ottendedelsfinalerne med et uafgjort resultat. De to lande har selvfølgelig allerede taget afstand fra rygter om en aftalt pointdeling, men for især tyskerne har spekulationerne fået et mere end 30 år gammelt sår til at bryde op igen.

For de seneste år har Tyskland været på en gevaldig charmeoffensiv. De har med angrebslysten fodbold og unge, talentfulde spillere bevæget sig væk fra fortidens prædikat som det kyniske og kalkulerede mandskab, der ikke skyede nogen midler for at vinde. Et prædikat der især fik fat ved VM-slutrunden i 1982 i Spanien, hvor specielt to episoder stadig huskes tilbage på med gru mere end 30 år efter.

Den ene fandt sted i semifinalen mod Frankrig, hvor Harald “Toni” Schumacher i et nådesløst overgreb slog adskillige tænder ud på Patrick Battiston, da denne havde frit løb mod det tyske mål. Billederne af den bevidstløse Battiston der ligger på græsset, mens Schumacher med hænderne i siden blot venter på at sætte spillet igang igen, vil for altid stå tilbage som en af de mest chokerende øjeblikke i VM’s historie. Men selv denne episode blegner, når den holdes op mod de begivenheder, der udspillede sig tretten dage før i spanske Gijon, da Vesttyskland og Østrig mødte hinanden i den sidste gruppekamp.

De fleste enten husker eller har hørt om den famøse kamp, men for en god ordens skyld opsummerer vi situationen her.

Algeriet havde chokeret alt og alle, da de i deres første VM kamp nogensinde besejrede Vesttyskland med 2-1. Inden kampen havde de tyske spillere ellers joket med, at de ville dedikere de første syv scoringer til deres hustruer og den ottende til deres hunde, mens daværende landstræner Jupp Derwall gik skridtet videre og lovede, at han ville tage det første tog tilbage til München, hvis ikke det lykkedes dem at besejre de undertippede afrikanere.

Derwall havde efter sigende modtaget en video med et par af Algeriets kampe forud for VM, men af fare for at blive til grin overfor sine spillere, valgte han ikke at vise den til dem. Det burde han nu nok have gjort, for afrikanerne var deres modstandere overlegne og vandt helt fortjent med 2-1.

Den overraskende sejr skabte eufori i Algeriet, og måske også hovmod, for i næste kamp kom afrikanerne igen ned på jorden, da de måtte indkassere et nederlag til Østrig på 2-0. I sidste kamp besejrede de Chile med 3-2, og så var det ellers bare at vente til næste dag, hvor Østrig og Vesttyskland skulle op mod hinanden. Dengang blev de sidste kampe i grupperne nemlig ikke spillet samtidig. Alt andet end en tysk sejr på enten et eller to mål ville sende Algeriet, som det første afrikanske hold nogensinde, videre fra gruppespillet, mens ovenstående scenarie ville sende både Østrig og Vesttyskland videre.

Algierne havde måske forventet en taktisk affære, men selv ikke de kunne forestille sig, hvad der skulle ske i de 90 minutter, som for altid vil have en plads i fodboldens mere dystre del af historiebøgerne. På forhånd havde mange fans forventet og håbet på en kamp, hvor tyskerne ville være opsatte på at revanchere nederlaget mod naboerne fra VM fire år forinden, der ved den lejlighed kostede dem videre avancement i turneringen.

Kampen begyndte også livligt, da Horst Hrubesch efter blot ti minutters spil bragte Vesttyskland på vinderkurs, men herefter ændrede kampen fuldstændig karakter. De næste 80 minutter blev en sand ørkenvandring, hvor holdene skiftevis trillede bolden rundt på egen banehalvdel, inden de sparkede en lang bold op til modstanderne uden for alvor selv at jage den. Hele verden så til i en obskur blanding af foragt og afmagt, og selv de tyske og østrigske kommentatorer var lamslåede over at se, de scener der udspillede sig nede på banen.

“Det vi er vidne til her er en skandale og har intet at gøre med fodbold. I kan sige, hvad I vil, men målet helliger ikke midlet”, udtrykte ARD’s Eberhard Stanjek det, mens Østrigs kommentator var mindst lige så forfærdet og opfordrede folk til at slukke for deres tv.

På stadion vinkede de spanske tilskuere med deres hvide tørklæder, mens de algierske fans i Gijon brændte pesetas som et symbol på den korruption og matchfixing, de følte kampen var. De eneste der tilsyneladende ikke havde noget problem med det, der var foregået, var de to holds spillere og trænere. Østrigs Hans Tschak mente, at der intet forkasteligt var i en “taktisk spillet kamp”, og det kunne end ikke “10.000 ørkensønners” beskyldninger få ham til at ændre mening om, mens de tyske spilleres svar til de fans, der demonstrerede foran spillerhotellet, var at smide vandballoner i hovedet på dem.

De internationale medier kogte over af raseri i de efterfølgende uger og beskrev kampen som “Skandalen i Gijon” og “Ikke-angrebspagten”, mens Tyskland og Østrig refererede til den som Der Anschluss (Forbindelsen, red).  Begivenhederne den 25. juni i Gijon kastede en sort skygge over resten af VM-turneringen, og FIFA indførte efterfølgende en regelændring om, at de sidste gruppekampe altid skulle spilles samtidig for at undgå lignende scenarier. De implicerede parter holdte siden hen lav profil, når snakken faldt på kampen, og først 25 år senere gav Hans-Peter Briegel en uforbeholden undskyldning til Algeriet, som han mente havde fortjent at gå videre.

På torsdag er uafgjort en sejr
Til trods for FIFA’s regelændring sker det alligevel, at hold der møder hinanden i sidste runde begge kan gå videre hvis resultatet “flasker sig”, præcis som det var tilfældet ved EM i 2004, da Danmark og Sverige med 2-2 i den sidste kamp sendte Italien ud af turneringen.
Ved den lejlighed jokede Morten Olsen forud for opgøret, at kampen nok ville ende 2-2, men belært af historien har tyskerne taget stor afstand fra spekulationerne om en ny ikke-angrebspagt.

“Det driver dig kun til vanvid, hvis du spekulerer på et uafgjort resultat. Jeg foretrækker, at vi i stedet finder det spil frem, som vi viste mod Portugal,” forklarede Mats Hummels på tyskernes pressemøde.

Torsdagens kamp har også fået ekstra stor bevågenhed, fordi USA i øjeblikket ledes af Jürgen Klinsmann, der udover selv at have stået i spidsen for “Die Nationalelf” privat er gode venner med Joachim Löw. Klinsmann blev naturligvis forelagt mulighederne for et uafgjort resultat på pressemødet efter kampen mod Ghana, men den tidligere angriber var hurtig i sin afstandstagen til sådanne spekulationer.

“I taler om en kamp, der fandt sted for flere årtier siden, og som kun er en del af Tysklands historie, Ikke USA’s. Vi kender kun til det at give alt i hver eneste kamp. Vi har en fighterånd, energi og beslutsomhed til at gøre det godt i hver eneste kamp. Vores ambition er at besejre Tyskland.”

Tyskerne kan nøjes med uafgjort for at vinde gruppen, da deres målforskel er bedre end amerikanernes, men med minderne om den sorte aften i Gijon, der langsomt dukker op til overfladerne igen, vil det være en kærkommen mulighed for dette tyske landshold til for alvor at lægge afstand til fortiden med en sejr.

Og hvem skal tyskerne så møde, hvis de som ventet slutter på gruppens førsteplads? Algeriet, med stor sandsynlighed. Sådan har historien det som ofte med at gentage sig.

You may also like
Analyse: Derfor skuffede Tyskland ved VM
VM optakt: Sydkorea – Tyskland
VM optakt: Tyskland – Sverige
VM-optakt: Tyskland – Mexico