bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Kaiserens nye klæder – Historien om Franz Beckenbauer

Kaiserens nye klæder – Historien om Franz Beckenbauer

Franz Beckenbauer, Der Kaiser, Tyskland, Bayern München

En rød trøje og korte, røde shorts var de første klæder, Franz Beckenbauer iklædte sig, da han for 56 år siden for første gang beskæftigede sig med topfodbold. Siden har den nu 75-årige Beckenbauer både båret træningsdragter og jakkesæt som træner, FIFA-komite-medlem og præsident for Bayern München. Her kommer historien bag Kaiserens mange forskellige klæder.

Beckenbauer. Et legendarisk navn inden for fodbold, som ejermanden med fornavnet Franz introducerede for fodboldverden i 1964, hvor en 18-årig knægt debuterede på venstrekanten i den anden bedste tyske række for de senere rekordmestre fra Bayern München.

Faktisk var det lidt et tilfælde, at Franz Beckenbauer overhovedet endte hos de røde fra München, da han var erklæret 1860-fan som barn. Planen var også, at han skulle skifte til lokalrivalerne, men da han i en ungdomsturnering kom op at tottes med en spiller fra 1860, besluttede Beckenbauer sig for, at han aldrig ville spille for 1860-München.

Det er altså 55 år siden, at Beckenbauer iklædte sig Bayern Münchens røde spillertrøje for første gang. Beckenbauer havde allerede året forinden vakt opmærksomhed – dog hverken for sine evner på fodboldbanen eller sin påklædning for den sags skyld.

Den unge tysker havde derimod gjort sin kæreste gravid og ville imod sædvanen ikke giftes med hende, hvilket førte til en udelukkelse fra de tyske ungdomslandshold. På klubplan gik det dog anderledes godt, hvor en oprykning til Bundesligaen og efterfølgende pokalsejr og sejr i Pokalvindernes Turnering i 1966-67. Fra 1968 blev dragten desuden prydet med et kaptajnarmbånd på højre arm af den unge sydtysker. Der blev det siddende de næste ni år, og Beckenbauer var den første til at løfte Bundesligatrofæet for Bayern. Samtidig var Beckenbauer hurtigt taget til nåde på landsholdet og debuterede i Vesttysklands hvide trøje i 1965.

Nu har vi set lidt på klæderne, men hvorfor Beckenbauer bliver kaldt der Kaiser er ikke helt sikkert. Sikkert er dog, at tilnavnet har sin oprindelse i slutningen af 60´erne, men historien bag er der to versioner af. Den mest populære forklaring er også en anekdote, Beckenbauer selv har brugt.

Bayern München spillede en venskabskamp i Wien i Østrig, hvor Franz Beckenbauer efter kampen blev fotograferet ved siden af en statue af den tidligere østrigske kejser Franz Joseph den 1., og siden blev Beckenbauers navnebrors titel også brugt om ham selv. Avisen Welt am Sonntag har dog en anden version, der ikke er lige så udbredt, men stadig er en spøjs fortælling. Ifølge mediet tacklede Beckenbauer Schalke 04´s Reinhard Libuda i pokalfinalen i 1969, og da fansene begyndte at buhe, tog Bayern-forsvareren bolden, løb ned foran Schalkes fans og balancerede den på foden i 30 sekunder. Beckenbauer fik derefter af medier og fans tilnavnet der Kaiser, da kejser overgik Libudas titel som ”Kongen af Westfalen”. Navnet passer ekstra godt til netop Beckenbauer, da han som spiller var en leder og meget elegant, som også er træk, der kræves af en kejser.

Guld til Der Kaiser

I H.C. Andersens eventyr har kejseren masser af guld, som han bruger til at købe sine nye klæder, men Beckenbauer vandt også guld og trofæer flere gange i sin karriere. Efter at Beckenbauer fik sit tilnavn, begyndte han for alvor at være med til at sikre titler til Bayern München, det vesttyske landshold og ham selv. Blandt andet blev Bayern München mestre tre gange i streg fra 1971-72 til 1973-74 og vandt også Europa cuppen (det senere Champions League) tre gange i træk fra 1974 til 1976. På klubplan var der altså intet behov for investeringer i nye klæder til kejser Franz.

Udover de mange flotte sejre influerede Franz Beckenbauer fodbolden på en helt anden måde. Han er nemlig set som manden bag libero-rollen, som han selv spillede efter sin debut på venstrekanten. Liberoen er en offensiv sweeper, der i defensiven var spilleren mellem forsvar og målmand, altså en klassisk sweeper, mens han i offensiven gik op og indtog rollen som central midtbane og agerede playmaker. Dette var med til at revolutionere fodboldspillet i de næste 20 år, inden Brasilien fandt et modtræk i slutningen af 80´erne.

Netop på landsholdsplan vandt liberoen frem efter, at Beckenbauer blev anfører for Vesttyskland i 1971, og han bidrog straks med idéen om, at han selv skulle spille rollen som libero på landsholdet også. Til EM det efterfølgende år fik Beckenbauer muligheden for at bevise sin styrke på positionen, hvilket han gjorde så godt, at tyskerne besejrede Sovjetunionen 3-0 i finalen, og Franz Beckenbauer kunne dermed løfte EM-trofæet, og han blev samme år kåret til Europas bedste fodboldspiller.

Af landsholdsturneringer er det største naturligvis verdensmesterskabet, og her havde Beckenbauer før EM-sejren haft stor succes – dog uden at komme helt til tops. I 1966 var det blevet til et finalenederlag på 4-2 efter forlænget spilletid til værterne fra England. Selvom Beckenbauer blot var 20 år og indtog en defensiv rolle, blev han nummer tre på topscorerlisten, og hans spil affødte respekt fra Manchester United-legenden Bobby Charlton, som senere er blevet gode venner med tyskeren. Efterfølgende har Charlton udtalt, at ”vi var så travle med at sikre os, at den anden ikke foretog noget, så vi neutraliserede hinanden”, hvilket må siges at være stor ros til den unge Beckenbauer.

Fire år senere til VM i Mexico fik tyskerne bronze efter en 1-0 sejr mod Uruguay i kampen om tredjepladsen, og Beckenbauer blev for andet VM i træk valgt til turneringens hold, men mere ville have mere. Det lykkedes også endelig i ved VM i 1974, hvor vesttyskerne på hjemmebane slog Johan Cruyff og Hollands totalfodbold med 2-1 i finalen. Her havde Beckenbauer som libero altså lukket ned for en af tidens mest effektive taktikker, og han kunne som anfører løfte det gyldne VM-trofæ.

Med til historien hører også, at Franz Beckenbauer næsten var spillende træner ved den slutrunde. Det tyske landshold havde stribevis af problemer med forbundet og pressen, og det blev så meget, at daværende træner Helmut Schön ikke kunne overskue at tale med pressen og låste sig inde på sit hotelværelse. Først da Beckenbauer troppede op og tog ordet til de resterende presseseancer, kom der ro på.

To år efter blev Franz Beckenbauer for anden gang, efter et finalenederlag til Tjekkoslovakiet ved EM i 1976, kåret til Europas bedste.

Eventyr i USA og på trænerbænken

Franz Beckenbauer forlod Bayern München i 1977 efter 13 år i klubben og fortsatte sit eventyr på den anden side af Atlanten i New York Cosmos. Her blev både bankkontoen og trofæskabet fyldt yderligere op, da Beckenbauer som en af de største fodboldspillere i sin tid trak en klækkelig hyre og samtidig var med til at vinde den nordamerikanske liga i 1977, 1978 og 1980. Der Kaiser kunne nu for første gang iklæde sig nye farver, da New York Cosmos´ trøjer var grønne. Om det var farven, der ikke behagede Beckenbauer, er usikkert, men efter tre år i Amerika vendte han hjem til Tyskland, denne gang til Hamborg og HSV. Her vandt han sit femte tyske mesterskab, inden han igen tog til New York Cosmos og stillede støvlerne på hylden i 1983.

I 572 klubkampe blev det til 83 mål, mens det på landsholdsplan blev til 103 kampe og 14 scoringer. Her bemærker den opmærksomme læser, at Beckenbauer på trods af sin defensive rolle scorede lige under 100 mål, hvilket tydeligt vidner om hans høje niveau over alt på banen.

Efter spillerkarrieren trak der Kaiser i landsholdets træningsdragt, da han i 1984 blev udpeget som tysk landstræner. Dette vakte naturligvis en vis opsigt hos vores fodboldglade naboer i syd, da Beckenbauer, på trods af sine store bedrifter som spiller, ikke havde erfaring som træner. Alligevel må det siges, at ansættelsen var succesfuld, da Vesttyskland to år efter vandt VM-sølv i 1986 efter nederlag til tyskernes onde VM-ånd fra Argentina. Endnu mere succesfuld viste ansættelsen at være, da det sidste opdelte tyske landshold under Beckenbauers ledelse vandt VM i 1990 efter et revancheopgør mod netop Argentina. Dermed er Beckenbauer én af kun tre pesoner, der har vundet VM som både spiller og træner.

Efter VM-sejren tog Franz Beckenbauer til Frankrig og blev træner i Marseille. Her var han kun træner i 17 kampe, men Marseille vandt i samme sæson mesterskabet og tabte finalen i UEFA Cuppen (nu Europa League). Først tre år efter tog Beckenbauer igen rollen som træner. Denne gang i hjerteklubben Bayern München, hvor han tog over i midten af sæsonen og førte klubben til mesterskabet. I sommeren 1994 stoppede Beckenbauer indtil videre som træner og blev i stedet præsident i Bayern, men tog midlertidigt over i 1996, hvor han sikrede UEFA Cuppen. Beckenbauer havde altså for anden gang skiftet outfit til nu at bære et jakkesæt, og Kaiseren havde altså fået nye klæder endnu en gang. I 2009 stoppede Beckenbauer som præsident og fik i stedet titlen som ærespræsident i klubben.

”Men han har jo ikke noget tøj på”

Sideløbende med sin ansættelse i Bayern München var Beckenbauer FIFA-kommissær, leder af kommissionen, der skulle sikre Tysklands værtskab for VM i 2006 og var fra 2007 til 2011 vicepræsident i FIFA. Som bekendt lykkedes det at sikre Tyskland VM, men senere har Beckenbauer indrømmet, at alt ikke foregik efter bogen. Ligeledes er han under mistanke for at have modtaget bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM-værtsskabet til Qatar i 2022. Beckenbauer har flere gange afvist alle beskyldninger, men samtidig har han modtaget en bøde på 50.000 i 2016, da han nægtede at samarbejde med FIFA i undersøgelserne af bestikkelse.

Her kan man altså vende tilbage til H.C. Andersens eventyr om kejseren og hans nye klæder. I eventyret bliver kejseren snydt af to skræddere og ender med at gå uden tøj igennem byen. I Beckenbauers tilfælde er det dog Der Kaiser, der formodentligt har snydt, men også ham, der i overført betydning ender i rampelyset uden tøj, og det er kun ham selv, der ikke er sit embede værdig. Derfor kan hele fodboldverden, som den lille dreng i eventyret, pege på Beckenbauer og sige: ”Men han har jo ikke noget tøj på”.

Eventyret om Franz ”Der Kaiser” Beckenbauer ender altså med, at en af de bedste fodboldspillere nogensinde på trods af en enestående karriere med VM-sejr, internationale og nationale titler og personlig hæder smudsede sit omdømme til.

 

foto: www.fcbayern.de

You may also like
VAR, dommere, fodbolddommere, Tyskland
Tyske dommere i fokus: Da Ahlenfelder fik for meget snaps, og Eschweiler slog en baglæns kolbøtte
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans