bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > VM 1974: Weltmeister på trods

VM 1974: Weltmeister på trods

Tysklands andet verdensmesterskab er fortællingen om uenigheder og kaos før, under og efter slutrunden på tysk grund.

Det var ikke just nogen optimal optakt til den første VM-slutrunde på tysk grund. Op til turneringen i Vesttyskland, var der frygt. To år forinden havde de Olympiske Lege været afholdt i München, hvor israelske atleter blev taget som gidsler af den palæstinensiske terrorgruppe ‘Sorte September’. Den Kolde Krig var også på sit højeste, og her var det zoneopdelte Tyskland og specielt det zoneopdelte Berlin epicenter for konflikten mellem kapitalismen og kommunismen.

Men sommeren 1974 skulle være sommeren, hvor al den frygt blev lagt til side. Tyskerne havde fået tildelt værstskabet, efter at de slog Spanien, Italien og Holland i afstemningen. VM var en mulighed for at bryde ud af hverdagens frygt med truslen om atomkrig, jerntæppet, og i stedet begynde at håbe – håbe på landsholdet.

Vesttyskernes træner var Helmut Schön, der havde været assistent for succestræneren Sepp Herberger, der vandt vesttyskernes første VM i 1954. Schön havde haft ganske fin succes med det vesttyske landshold, som han blandt andet førte til den famøse VM-finale i 1966. Han fik bronze fire år senere ved VM i Mexico og havde senest vundet EM i 1972. Han blev kendt som “Der Mann mit der Mütze” pga. sin karakteristiske kasket. I de ti år han havde siddet i sædet, havde han bragt holdet langt, men han manglede stadig det største resultat.

Helmut Schön rådede over et hav af verdensklassespillere. Han havde Bayerns stjerneparade med Sepp Maier, Hans-Georg Schwarzenbeck, Franz Beckenbauer, Paul Breitner, Uli Hoeneß og Gerd Müller, der havde imponeret fodboldverdenen med en Bundesligatitel og en sejr i Europa Cuppen for Mesterhold samme år. Den tyske trup talte også flere interessante Gladbach-spillere ved navn som Berti Vogts, Jupp Heynckes, og Rainer Bonhof, ligesom Köln-legenden Wolfgang Overath også var med på holdet, mens Real Madrids Günter Netzer primært var reserve. Vesttyskland var ikke bare en kandidat til VM-titlen. De var de ubestridte favoritter.

Men som historien både før og senere skulle lære os, går det sjældent stille af sig i en tysk VM-trup. Før første fløjt overhovedet havde lydt, havde der været overskrifter og kontroverser i den vesttyske samling. Den vesttyske lejr, der lå helt oppe i det nordlige Vesttyskland langt fra de store byer, var stærkt beskyttet. Der var flere terrorgrupper, som var en trussel for sikkerheden. Det gjorde det derfor ikke sjovt at være en del af den vesttyske delegation. Målmanden Sepp Maier har udtalt “Vi var tungt beskyttet med mange politimænd rundt omkring os. Vi var lidt indespærret og kunne ikke gå frit rundt som fodboldspillere har lyst til,” mens Paul Breitner beskrev lejren som ”en borg”.

Op til slutrunden fyldte bonusserne også meget. Hollænderne og italienerne ville i tilfælde af en samlet sejr få tildelt en bonus på ca. 380.000 kroner, mens vesttyskerne ville få tildelt en bonus på ca. 115.000 kroner af fodboldforbundet. Den forskel var spillerne ikke tilfredse med, og de krævede mere.

Landstræner Helmut Schön stod fanget lidt midt i det hele, men valgte at støtte op om det tyske fodboldforbund og kaldte blandt andet spillerne for grådige, og mente de skulle se en ære i at repræsentere det vesttyske landshold. Helt op til åbningskampen var der forhandlinger mellem spillertruppen og DFB. DFB lagde et ultimativt bud på 265.000 kroner, men spillerne krævede en bonus på 285.000 kroner., ellers ville de ikke stille op. Helmut Schön var på ingen måde tilfreds, han truede endda med at skifte truppens 22 mand ud, og tage 22 nye ind. Med kort tid til turneringsstart stemte truppen i fællesskab om, hvorvidt de skulle acceptere DFB foreslåede bonus, eller om de skulle stå fast på den bonus, som de havde krævet. Franz Beckenbauer tog dog som anfører initiativ til at acceptere DFB’ s ultimatum 265.000 kroner, og nu havde Vesttyskland et hold klar til VM på hjemmebane 1974.

Kold krig, naboopgør og spytklatter

Den 14. juni begyndte slutrunden, og nu skulle der lukkes låg på kontroverserne. Nu havde vesttyskerne muligheden for at genvinde vesttyskernes kærlighed. Vesttyskland skulle spille deres første to kampe mod Chile og Australien, og skæbnen ville, at de skulle møde Østtyskland i den sidst kamp. I åbningskampen mod Chile var deres spil ikke poleret. Vesttyskland vandt 1-0 på et mål af Paul Breitner i første halvleg, men de leverede ikke en præstation, der imponerede. Fire dage senere spillede de i Hamborg på Volksparkstadion mod Australien. Her fik de en ny mulighed for at køre en modstand ned, og denne gang vandt de overbevisende 3-0, uden dog at skabe en fodboldfest. Spillernes og fansenes forhold var koldt som den aktuelle krig. Fansene havde gentagne gange råbt efter anfører Beckenbauer, der efter kampen spyttede ud mod tilskuerne.

Vesttyskland havde gjort rent bord efter de første to kamp og havde fire point (dengang gav en sejr to point). Alligevel befandt befolkningen sig ikke i en fodboldrus. Vesttyskland havde ikke spillet strålende fodbold hidtil og kun hentet pligtsejre. Man måtte kunne forvente mere fra så store og grådige stjerner, tænkte man som tysk fodboldfan. Nu skulle de dog spille den helt store kamp. I Hamborg var der kamp mellem øst og vest, kamp mellem kommunisme og kapitalisme. Vesttyskland var favoritter, og folk forventede en stor sejr over Østtyskland, der havde brug for point. Men igen kunne de ikke imponere de vesttyske fodboldfans, tværtimod. De kunne ikke finde vej til Østtysklands mål, og det endte med at østtyskernes Jürgen Sparwasser højst overraskende scorede sejrsmålet.

Der var 2.000 personer fra DDR, der havde fået lov til at komme til Hamborg for at støtte holdet, der var i eufori. Ellers kunne man fornemme utilfredse vesttyskere, der buhede og piftede af holdet.

Godt nok var denne kamp ikke afgørende for Vesttysklands chancer, men hadet til kommunisterne fra østblokken gjorde denne kamp til den helt store i gruppen. På trods af at Vesttyskland var kommet til mellemrunden, var folket ikke glade. Fodboldmæssigt havde det jo ikke været en katastrofe, men bonusforhandlingerne havde gjort spillerne upopulære.

Tankegangen om økonomiske goder i tilfælde af en sejr, skulle dog slutte her. “Tidligere havde vi med storhedsvanvid forhandlet om, hvad vi ville få, når vi vandt VM, og nu så det ud som om, at vi ville ryge ud i mellemrunden, det måtte ikke ske” sagde Paul Breitner.

Efter nederlaget til DDR var Helmut Schön helt nede i kulkælderen. Dagen efter nederlaget blev han inde på sit værelse, og han mødte ikke op til pressemødet. Det tyske fodboldforbund var så bekymret for Schön, der slet ikke kunne styre den tyske trup, at de overvejede at forfremme assistent Jupp Derwall. Den tyske presse ville dagen efter høre Schöns syn om DDR-kampen, men Schön kunne ikke overskue et pressemøde, og det tyske fodboldforbund så sig nødsaget til at aflyse seancen, hvilket ikke ligefrem gjorde landsholdet mere populært. I sidste ende lykkedes det dog at nå frem til en løsning, hvor Beckenbauer sad ved siden af Schön og reelt set styrede pressekonferencerne. Nogle vil hæve, at han derfra reelt set også styrede holdet i de resterende kampe.

Selvom nederlaget mod DDR gjorde ondt i selvforståelsen, så havde de måske i virkeligheden været meget heldige. Østtyskland, der havde vundet gruppen, endte nemlig i pulje med Argentina, Brasilien og Holland. Fordi Vesttyskland var blevet nummer to, skulle de i stedet op imod Sverige, Jugoslavien og Polen.

Der blev spekuleret i, at vesttyskerne havde tabt med vilje, men det virkede ikke sandsynligt, da kampen havde så enorm politisk betydning. Det var først otte år senere, at et tysk landshold for alvor skulle blive klandret for at have aftalt et resultat på forhånd.

Stemningen omkring det vesttyske landshold havde hidtil været negativ, men nu nærmede et vendepunkt sig. På Rheinstadion i Düsseldorf mødte de Jugoslavien. Vesttyskland kom bragende ud til første halvleg og viste noget af det, som havde været savnet. På trods af det gode spil, brænder vesttyskerne chance efter chance. Men efter godt og vel 40 minutter får de endelig hul på bylden. Paul Breitner modtager bolden fra Herbert Wimmer et godt stykke uden for feltet, tager et træk ind i banen og hamrer bolden op i det korte hjørne. Når man ikke kan score fra fem meters afstand, må man gøre det fra 25 meters afstand.

Vesttyskland går til pause foran med 1-0, og der hersker en helt anden stemning på stadion. Som tiden går i anden halvleg kommer Jugoslavien frem til flere muligheder, deres bedste tilbud er et godt frisparksforsøg fra Stanislav Karasi, men ti minutter før tid lykkes det for vesttyskerne at lukke kampen.

Wolfgang Overath sender et hurtigt frispark ned mod kanten, bolden bliver modtaget af Uli Hoeneß, som slår bolden fladt på tværs. Den jugoslaviske keeper dykker ned efter indlægget, men kan ikke nå bolden, og “Der Bomber Der Nation”, Gerd Müller, scorer i et tomt mål. Forløsningen er til at tage at føle på. Efterfølgende slår Vesttyskland Sverige med 4-2, og dermed er der lagt op til et brag af en sidste kamp mod Polen om en plads i VM-finalen. Fodboldfeberen havde endelig ramt Vesttyskland, og den var stærkt smittende.

Endelig finale

Kalenderen viste den 7. juli 1974, og det var tid til den afgørende mellemrundekamp. Når kampen var slut ville et af holdene stå i VM-finalen 1974, enten Vesttyskland eller Polen. Polen havde imponeret, og specielt VM-topscoreren Grzegorz Lato var en trussel. Luften var spændt i hele Vesttyskland og specielt i Frankfurt, hvor duellen skulle finde sted. Begge hold havde slået de to resterende hold i gruppen, og var derfor på samme antal point, men i tilfælde af uafgjort ville Vesttyskland gå til finalen, fordi vesttyskernes målscore var bedre.

Kampen blev udsat med et par minutter på grund af den massiv regn, der lagde sig over stadion. Da den østrigske dommer Erich Linemeyr endelig fik fløjtet semifinalen i gang, var banen hårdt medtaget af regnen. Det satte sit præg på kampen, selvom den blev bedre i takt med at kampen skred frem.

I første halvleg tilhørte stort set alt spil Polen. De kom også frem til flere gode muligheder, men Sepp Maier havde fundet de helt rette handsker frem til dagens kamp. Han var helt oppe i krogen efter et frispark fra Polens nr. 18 Robert Gadocha, og senere leverede han også en vild dobbeltredning, da Grzegorz Lato var fri foran mål. Vesttyskland kunne takke deres målmand for, at der fortsat stod 0-0 ved pausen, og at håbet om en VM-finale fortsat var intakt.

Anden halvleg begyndte, som første halvleg sluttede, Polen var det dominerende hold. Det ændrede sig dog lige så stille, og inden længe begyndte Vesttyskland at sidde på begivenhederne.

Bernd Hölzenbein blev sendt i dybden af Paul Breitner ude i venstre side, kom ind i feltet og blev fældet. Linemeyr takserede det til et straffespark, som det tydeligvis var. Nu havde Vesttyskland muligheden for at bringe sig i front, men for en sjælden gang brændte Gerd Müller et straffespark, så kampen var igen fuldstændig åben. Kort tid efter var Polen sågar tæt på tage føringen, da anføreren Kazimierz Deyna sendte et godt langskud mod kassen, men ligesom i første halvleg var Sepp Maier fremragende i målet.

Med et kvarter tilbage kommer forløsningen så endelig for Vesttyskland. Beckenbauer sender en lang aflevering frem til Hölzenbein, der sender bolden videre til Bonhoff, som tager bolden med i sit løb, dribler en mand og sender den over til Gerd Müller. Nu ligger ansvaret igen på “Der Bomber Der Nation”, og denne gang svigter han ikke. Gerd Müller sparker knastørt forbi Jan Tomazewski og sender Vesttyskland utroligt tæt på VM Finalen 1974. Polen jagter desperat to mål i slutminutterne, og Kmiecik er faktisk tæt på at udligne, men igen viser Sepp Maier strålende målmandsspil. Kampen slutter 1-0, og Vesttyskland er dermed videre til finalen. Her venter Holland og deres superhold, som havde begejstret hele verden med deres berygtede “Total-Fodbold”.

Overlegne hollændere og Gerd Müllers sidste spring

Dagene mellem den 3. juli og 7. juli 1974 emmede af spænding. Folk glædede sig til den store finale mellem de forbedrede vesttyskere og de flyvende hollændere. Før slutrunden begyndte blev Vesttyskland anset som favoritter til, men under slutrunden havde Holland overbevist eksperterne om, at det var drengene i orange, der var det bedste hold. Det var derfor Rinus Michels (Hollands træner under VM 1974, red.) hold, der i manges øjne var favoritter til at blive verdensmestre nu. Også blandt hollænderne selv

Dagen før finalen kom Bild med overskriften “Cruyff, Champagne og Nøgne Damer”. Ifølge avisen havde hollænderne holdt en “nøgenfest” ved poolen på deres hotel dagen før deres afgørende kamp i mellemrunden mod Brasilien. Bild påstod, at de havde billeder af festen, men billederne blev dog aldrig tilgængeliggjort. Historien går dog på, at de hollandske spillere jævnligt havde deres hysteriske spillerkoner i telefonen op til finalen, specielt Johan Cruyff skulle have været hårdt udsat.

Trods et stormvejr i medierne, så var hollændernes selvtillid stadig i top. De virkede rolige før finalen, og et minut inde i finalen, blev de måske endda ligefrem for selvsikre. Cruyff snoede sig igennem det tyske forsvar og satte Berti Vogts, der op til kampen havde forsøgt at træne til opgaven ved at mandsopdække Günter Netzer, uden det dog var gået særligt godt. Vogts blev sat, og Hoeneß nedlagde Cruyff i feltet. Johan Neeskens omsatte sikkert, og så var det op ad bakke for tyskerne. Men som i 1954 viste tyskerne, at de er gjort at et specielt stof. Holland kunne ikke udnytte det klare overtag, og langsomt men sikkert fik tyskerne kæmpet sig tilbage i kampen.

Hölzenbein slap igennem, og ligesom Hoeneß havde nedlagt Cruyff, var det nu Wim Jansen, der med en fejagtig beslutning fjernede benene under Hölzenbein, der i tyske kredse var berømt og berygtet for at falde let til jorden. Straffesparket var dog godt nok, og Breitners eksekvering af selvsamme fejlede bestemt heller intet. 1-1.

Mål ændrer kampe, og dét mål ændrede alt. Hollænderne panikkede pludselig, som gik det i samme øjeblik op for dem, at den VM-titel, de følte sig sikre på, lige pludselig var på vej ud af deres hænder. Og så skete det, som der skete så mange gange tidligere (men som aldrig skulle ske igen på landsholdet). Gerd Müller fandt lidt plads inde i feltet, vendte rundt om sig selv og sendte bolden over i det fjerne hjørne. 2-1 efterfulgt af en ikonisk jubelscene.

I anden havleg var Holland tilbage i den dominerende rolle, men Sepp Maier var umulig at passere, og når han alligevel blev det, stod træværk og tyske forsvarsspillere i vejen på stregen. Det var måske ikke videre fortjent, men Tyskland var verdensmestre for anden gang i historien!

Det skamfulde farvel

En turnering der var begyndt med krise om bonusforhandlinger var endt lykkeligt. Troede man. For selvom tyskerne kunne løfte VM-pokalen den juli aften i München, var problemerne først lige begyndt. Gerd Müller havde allerede fortalt Schön om sin beslutning om at stoppe på landsholdet inden finalen, men Schön havde fået ham overbevist om, at det var bedre, hvis han ventede til efter kampen mod Holland med at melde det offentligt ud.

Müller var som så mange andre spillere utilfredse med, at de ikke havde set meget til deres familier under turneringen, og at konerne i øvrigt måtte tage til takke med dårlige pladser på stadion, når Vesttyskland spillede.

Det var en generel opfattelse i truppen, at DFB ikke behandlede spillernes koner med den fornødne respekt, og det billede blev kun yderligere bekræftet, da de tyske spillere kom til Hilton hotellet i München, hvor det var meningen af festlighederne skulle foregå efter finalen.

Spillerne havde forventet, at konerne som minimum var inviteret med til banketten, men den eneste spillerkone de kunne se var Uli Hoeneß’ kone Susi. Hun blev dog hurtigt vist bort af en tjener på ordre fra Hans Deckert, der var delegationsleder hos DFB, og så brød et større skænderi ud mellem Hoeneß og Deckert.

Spillerne udvandrede og fejrede i stedet triumfen ude i München by, mens DFB-delegationen sad tilbage på Hilton hotellet. Gerd Müller var trådt tilbage, og kort tid efter fulgte Breitner og Overarth trop. Den tyske VM-slutrunde i 1974 viste succes på bundlinjen, men det havde på alle måder været en kaotisk sommer hele Vesttyskland.

Læs flere historie om de tyske VM titler:

VM 1954: Miraklet i Bern

VM 1990: Da de italienske tyskere blev verdensmestre 

Litteraturliste

http://sabotagetimes.com/football/the-story-of-the-1974-world-cup

http://www.footballhistory.org/player/gerd-muller.html

http://news.bbc.co.uk/sport2/hi/football/world_cup_2006/4850426.stm

https://beyondthelastman.com/2014/01/07/how-franz-beckenbauer-decided-the-1974-world-cup-final/

http://www.worldcupbrazil.net/world-cup-history/world-cup-70s-90s/1974-west-germany/#did-you-know

Relateret
You may also like
VM 2014 – Wir sind Weltmeister
Quiz: Top 25 over flest landskampe for Tyskland
Quiz: Kan du nævne alle tyske målscorere ved et VM?
Quiz: Kan du nævne holdene, der har spillet Relegationskampe