Formation: 4-3-3
Målmand – Hans Tilkowski
Født i Dortmund og klubbens førstevalg efter skiftet fra naboerne i Westfalia Herne. Selv om karrieren i BVB var kort, var han en sikker ankermand på det hold, der vandt DFB Pokalen i 1965. Året efter vandt de ikke bare klubbens første europæiske titel, men Borussia Dortmund blev også den første tyske klub til at hjemtage et internationalt trofæ. Historiske meritter som Hans Tilkowski havde stor del og ære i. Hans evner i målet var anerkendt ud over Tysklands grænser, og han nåede 39 landskampe for Tyskland. Her i blandt den berømte finale i 1966 mod England.
Venstre back – Dede (Leonardo de Deus Santos)
I et årti der så stærke brasilianske navne i Dortmund; Julio Cesar, Evanilson, Amoroso og Ewerthon – kom en bare 20-årig Dede til Dortmund i 1998. 398 kampe og 13 år, hvor af nogle var på økonomisk 2 .klasse blev han i klubben kendt som en loyal figur, der stod last og brast og sidenhen spillede en vigtig rolle som profil og forbillede for unge spillere som Mario Götze og Mats Hummels.
Hans tekniske kvaliteter, hurtighed og styrke gjorde ham særdeles farlig i det offensive spil, men også en type der kunne regnes med i det defensive arbejde. Måske den største fanfavorit Dortmund nogensinde har haft.
Højre Back – Lukasz Piszczek
Fandt sig hurtigt til rette under Jurgen Klopp efter skiftet fra Hertha Berlin, hvor han gik fra at være kant til back. Kendt for sin alsidighed. Stærkt frem ad banen og defensivt pålidelig. Med en glimrende teknik og en arbejdsindsats, der aldrig var middelmådig, er han i dag blevet et klubikon. På årets Bundesliga hold i 2016 og 2017 blev hans individuelle kvaliteter anerkendt, men han huskes i særdeleshed for at være en del af den polske trio (Lewandowski & Błaszczykowski) der var med til at vinde Bundesligaen i 2011 og 2012.
Midtstopper – Mats Hummels
Vokset op i München og kom som helt ung til klubben, hvor han med 14 sæsoner har været med til at skrive historien om det morderne Borussia Dortmund og sidenhen har været personificeringen på Jurgen Klopp æraen. Selv om der altid har været kritiske røster om hans fart (med rette..) så har han formået at kompensere med sin gode placeringsevne og en kirurgisk præcision i taklingerne. Som moderne midtstopper var han dygtig i det opbyggende spil og med en efterhånden berømt yderside der både kunne finde rum mellem modstandernes forsvarslinjer eller assistere holdkammerater gennem flere kæder som det sidste touch inden en scoring, høstede han stor anerkendelse i sine sidste år i Borussia Dortmund.
Midtstopper – Jurgen Kohler
Årets udenlandske spiller i Serie A i 1992 og af mange anerkendt som en af sin generations bedste forsvarsspillere. Kompromisløs i sine markeringer og en fantastisk Manndecker med en exceptionel timing i sine taklinger. Samtidig kendt for at være en hård hund og en stærk leder på det Champions League vindende hold i 1997. Og derudover selvfølgelig verdensmester med Tyskland i 1990. Intet all-time best Borussia Dortmund hold uden Der Fußballgott.
Midtbane – Andreas Möller
Endnu en spiller fra de ikoniske 90’ere som med elegant stil og sit drive fremover banen altid skabte noget uforudsigeligt og kreativt til at nedbryde modstandernes forsvar. Hans hurtige afleveringer og giftige afslutninger bragte ham på 88 mål og 94 assists i 301 kampe. Flotte tal for en spiller, der ofte var afgørende for sit holds præstationer og resultater. Han var i klubben over to perioder, hvoraf den sidste blev den mest succesfulde (1994-2000) og kronen på værket var ligeledes for Möller, Champions League trofæet i 1997. Han var en kontroversiel figur og var flere gange i konflikt med medier, fans og fodbold Tyskland i almindelighed. Hans skifte fra Borussia Dortmund til Schalke 04 i år 2000 bekræfter det, men hans evner på banen overskygger den dårlige beslutnings- og dømmekraft.
Central Midtbane – Mathias Sammer
Klubbens hidtil eneste Ballon d’Or vinder. Han kunne spille centralt I forsvaret eller på midtbanen. Hans spilfordeling var exceptionel, og hans evne til at læse spillet var niveauer over gennemsnittet. Samtidig havde han en benhård attitude i de fysiske dueller og en vindermentalitet, der ofte lod sig høre blandt medspillere, når de ikke præsterede efter hans standarder. Efter et mislykket ophold hos Inter I Italien kom han til klubben i 1993, hvor han blev et omdrejningspunkt for de succesrige år i 90’erne med mesterskaber og Champions League titel. Årets fodboldspiller i Tyskland i 1995 og 1996 og ligeledes Europamester med Tyskland i 1996. For en spiller på hans position står Ballon d’Or som en stor og markant hæder for, hvor dygtig en spiller han var.
Midtbane – Michael Zorc
One-club-man. Og vel sagtens klubbens største personlighed gennem tiden. Som spiller repræsenterede han klubben fra 1981-1998. En talentfuld og dygtig midtbanespiller der med et lidt defensivt udgangspunkt på midtbanen stadig var kendt for sine dybe løb frem ad banen og hans evne til at score mål. 159 blev det til i 572 kampe. Han har oplevet klubbens op- og nedture både på banen og fra direktionslokalet, hvor han som sportsdirektør har været med til at forme klubben fra en stor Bundesliga klub til en markant klub i international fodbold. Det er ikke for meget at sige, at der ikke er nogen større end Michael Zorc i Dortmund. Efter en kort pause, da han trådte tilbage som sportsdirektør, er han nu igen involveret i klubben. Denne gang med en plads i Supervisory Boardet.
Angriber – Alfred Preißler
Klubbens all-time topscorer. Selv om arkiverne ikke flyder over med sekvenser og slow’s fra 1950’erne af Adi Preißler’s mange mål for Borussia Dortmund, ved vi, at han var en sin tids helt store stjerner. Han var anerkendt som en klog spiller, der sammen med Alfred Niepieklo og Alfred Kelbassa udgjorde et giftigt angreb kendt som “Die drei Alfredos”. Sammen brød de Schalkes dominans i Oberliga West, og med Alfred Preißler som anfører blev de tyske mestre i 1956 og 1957. Med sine 177 mål i 274 kampe skriver han sig ind som en af klubbens allerstørste i historien.
Angriber – Erling Haaland
Da han som 19 årig ankom fra RB Salzburg i januar 2020, havde han allerede gjort sig bemærket med scoringer i Champions League. Men ingen havde forestillet sig den debut, han fik i udekampen mod Augsburg, da han blev indskiftet i 56’. 23 minutter senere havde han lavet hattrick, og Dortmund vendte 3-1 til 3-5. Som topscorer i Champions League i sæsonen 2020/2021 og med en DFB Pokal titel med Borussia Dortmund sikrede han sig både individuel og kollektiv succes. Med spektakulære og flotte mål i stimer tørrede hans målstrøm aldrig ud, selv om tiden i klubben for mange fans nok blev lidt for kort. Han blev på mange måder et billede på den strategi, klubben havde slået sig ind på: ‘We don’t buy superstars, we make them’. Klemmer sig på ren kvalitet ind foran spillere som Chapuisat og Lewandowski
Angriber – Marco Reus
Atletisk, stor spilintelligens, hurtig og med et rigtigt godt spark. Bysbarnet er blevet en levende legende, der ud over sine fodboldmæssige færdigheder er blevet kendt for sin loyalitet. Som ungdomsspiller blev han vurderet for lille til at forsætte på akademiet, og turen gik derfor via Ahlen over Borussia Mönchengladbach, inden han i 2012 kom tilbage, hvor det hele startede. Han fejrede 2 DFB pokaltitler med klubben, mens det tyske mesterskab forblev ved lige ved og næsten. Tættest kom han på det I sæsonen 18/19 og igen i 22/23, og selv om det også var en karriere, der var plaget af mange og alvorlige skader, så var han på sine bedste dage en af de meste elegante spillere, der har optrådt i den sort / gule trøje.
Læs også: Bayern Münchens bedste 11 nogensinde
Læs også: Gladbachs bedste 11 nogensinde