bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > VM 2014 – Wir sind Weltmeister

VM 2014 – Wir sind Weltmeister

Tysklands fjerde VM-titel kom i hus i en turnering, hvor semifinalen blev mere mindeværdig end finalen. Hvor det at tisse i hotellobbyer og kaste med döner fyldte op til turneringen, og hvor det at være en karnevalshold fik en ny betydning undervejs. Historien om Tysklands fjerde VM-titel.

Op til VM var der lidt kritiske røster. Godt nok havde Joachim Löw ført sit hold i minimum en semifinale i alle de turneringer, han havde været træner, men den sidste, store skalp manglede. Den gyldne generation, der sikrede U21 EM-guld i 2009 havde nu nået en alder, hvor rutinen matchede talentet.

I kvalifikationen op til slutrunden i Brasilien var der da heller ikke den store slinger i valsen. Heller ikke selvom die Mannschaft i gruppespillet smed en 4-0 føring mod Sverige overstyr med 35 minutter igen. I sidste ende betød det knap så meget, da de sluttede hele otte point foran netop svenskerne på andenpladsen.

Tyskland kom op af bowlen, da gruppe G skulle findes, og det gjorde de sammen med Portugal, Ghana og USA med manden, der var med til at sikre det sidste verdensmesterskab for Tyskland i 1990, nemlig Jürgen Klinsmann.

Historisk set går det sjældent stille af sig op til en VM-slutrunde, og denne gang var ingen undtagelse. Kevin Grosskreutz var kommet med på et yderligt mandat, og var ikke spået den store rolle. Det fik han heller ikke, men op til turneringen fyldte den karismatiske Grosskreutz plads i flere spalter, end hvad godt var. Han havde en træls sag hængende over hovedet i Köln, hvor han skulle have kastet en döner efter en person, der havde været lidt for nærgående, og som nu hævdede, at han havde fået forbrændinger af den stærke salsa, som der var i döneren. Ak ja. De fleste tyskere støttede op om den gode Kevin, lige indtil han kom sent og meget fuld tilbage på et hotelværelse efter pokalfinalen og begyndte at tisse i lobbyen. Kunne sådan en mand virkelig repræsentere Tyskland?

Ja, sagde Löw, da han skulle udtage sine 23 spillere. Grosskreutz var med, og det samme var klubkammeraten Marco Reus. Til at begynde med. For den offensive spiller, der indtil da havde været forholdsvist forskånet for alvorlige skader kom galt af sted i den sidste træningskamp mod Armenien og måtte melde afbud samme dag, som resten af truppen rejste til Brasilien. Et slemt slag for de tyske VM-chancer og ikke mindst for Marco Reus.

Genfærdet fra Gijon og sammenhold

Et par dage senere var latrinære optrin og alvorlige skader for en stund glemt. Tyskland og ikke mindst Thomas Müller indledte som fyr og flamme med en 4-0 sejr over Portugal i første kamp ved VM. Tre af de fire mål kom fra angriberen, hvor Pepe fik et rødt kort efter 37 minutter efter en duel mod netop Müller. Et klart vidnesbyrd om, hvad dette hold var i stand til. Og som det senere viste sig, skulle det ikke en gang blive den største sejr for die Mannschaft ved denne VM-slutrunde.

I anden kamp fulgte tyskerne traditionen ved at smide point. Denne gang med 2-2 mod Ghana, hvor det mest bemærkelsesværdige var, at Miroslav Klose kom på tavlen og dermed tangerede brasilianske Ronaldo som den mest scorende spiller ved et VM. Herefter fulgte et tæt på venskabeligt opgør mod USA og Klinsmann.

Begge hold kunne avancere fra gruppen med uafgjort, og straks blev der tænkt tilbage på ikke-angrebspagten i Gijon i 1982, hvor Tyskland og Østrig i en skandaløs kamp begge gik videre på bekostning af Algeriet. I den kamp kunne begge gå videre med en 1-0 sejr til tyskerne, og efter en tidlig scoring skete der ikke mere i det opgør til publikums store utilfredshed. Kampen blev så tåkrummende pinlig, at de østrigske kommentatorer helt opfordrede folk til at slukke for tv’et.

Nu stod tyskerne så i en lignende situation, og det hele blev kun mere besynderligt af, at Algeriet ventede i kvartfinalen. Löw lagde dog før kampen alle spekulationer til side, og sagde, at et tysk hold under ham aldrig ville spekulere i sådanne situationer, og på banen fulgte spillerne trop ved at vinde 1-0.

Både på banen og udenfor var der langt til det hold, der kastede en skændsel over tysk landsholdsfodbold i 1982. Efter kampen mod Østrig mod VM i Spanien blev spillerne opsøgt af sure fans på deres hotel. De ville have svar, og det fik de. Men ikke det svar de havde forventet. Spillerne gad ikke tale og smed i stedet vandballoner i hovedet på dem. Og da Harald ”Toni” Schumacher senere fuldstændig smadrede Patrick Battiston og slog adskillige tænder ud af munden på ham, var Tyskland hele verdens fjende.

Så var der altså noget mere klasse over dette tyske landshold anno 2014. Sammenholdet spillerne i mellem var stærkt, og de var inddelt i små grupper i hytter, hvor unge blev mikset med ældre og hvor Bayern, Dortmund og Schalke-spillere boede sammen. Når der var hviledag, begav de sig ud i lokalsamfundet for at møde de mange fans, og den lille landsby, hvis man overhovedet kan kalde det for en landsby med blot 900 indbyggere, fik lov at komme helt tæt på de tyske stjerner. Efterfølgende blev det ressort, som tyskerne selv havde bygget og betalt i dyre domme for i Santo Andre overdraget som gave til byen.

Smuk fodbold eller VM-titel

Efter tysk fodbold næsten var blevet synonym med gegenpressing i de foregående år, så opstod et nyt udtryk under sommerens VM-slutrunde. Rhythmuswechsel. Den brasilianske varme gjorde det svært at gå i helbanepres hele tiden, så i stedet skulle tempoet og rytmen i kampen varieres. Det var lykkedes i mod USA og Portugal, mens det så knap så godt ud mod Ghana. Nu ventede så endnu et afrikansk hold i kvartfinalen, men selvom Algeriet havde gjort det godt i gruppen, var tyskerne store favoritter til at gå videre.

Die Nationalelf havde også et kæmpe overtag i den ordinære tid i mod Algeriet, men formåede ikke at putte bolden ind, og kampen gik derfor i forlænget spilletid. Var VM indtil videre gået lidt for godt? Tyske stemmer begyndte at tænke tilbage til VM 1994, hvor et tysk landshold også havde suset igennem gruppen for så at ryge ud til Bulgarien. Men inden de nåede at tænke de tanker helt til ende, fik indskiftede André Schürrle sørget for, at tyskerne fik hul på bylden. Mesut Özil udbyggede føringen, og den tyske befolkning kunne tørre sveden af panden efter en kamp, hvor Manuel Neuer tilbragte meget tid oppe omkring midterlinjen og gav begrebet sweeper-keeper en hel ny betydning.

Der var lettelse at spore blandt de tyske spillere, mens den tyske presse omvendt ville vide, hvad der var gået galt.

Det skabte selvsagt problemer, da Per Mertesacker blev spurgt ind til, hvorfor det tyske spil var så sårbart, når de mødte modstandere, der var gode defensivt, og hvorfor de ikke kunne være mere overlegne i forhold til Algeriet.

’’Det er lige meget. Vi er blandt de otte sidste, og det er, hvad der betyder noget. Tror du, at det er karnevalshold, vi møder blandt de sidste 16? Hvad vil du have? Vil du have, at VM skal blive en succes? Eller vil du have, at vi ryger ud igen, og at vi har spillet flot fodbold? Jeg forstår overhovedet ikke dine spørgsmål. Vi er videre, og det er det der betyder noget.’’

Mertesacker gik viralt på nettet, men måtte til gengæld tage til takke med en plads på bænken i de resterende kampe. Det havde formentligt intet med interviewet at gøre, men det var som om, Löw fandt ud af, at ideen med at spille med fire midterstoppere i bagkæden ikke rigtig fungerede. Lahm, der havde vikarieret på midtbanen, hvor Schweinsteiger havde været lidt ude og inde af holdet, røg tilbage på backen og det klædte det tyske spil.

Også selvom det var en midterstopper, der sikrede sejren i kvartfinalen mod Frankrig. En tidlig scoring fra Mats Hummels og et par solide Manuel Neuer redninger, og så var pladsen i semifinalen booket.

Nein, es ist kein Traum

Her ventede Brasilien. Bookmakernes favorit inden slutrunden, men som op til kampen havde mistet både anfører Thiago Silva samt stjernen over dem alle, Neymar. Særligt sidstnævntes skade fik det fodboldglade land i tårer, men intet sammenlignet med, hvad der ventede forude.

Den 8. juli 2014 vil for altid stå mejslet ind i fodboldhistorien som en af VM’s mest spektakulære kampe nogensinde. Måske den mest spektakulære af dem alle. Der var ingen Geoff Hurst scoringer eller mål med Guds hånd, men der var fem mål på 29 minutter. Alle til Tyskland. Kanevalsstemningen var afløst af en tidlig Oktoberfest, og ingen kunne for alvor tro, hvad de var vidne til. De brasilianske fans på stadion var opløste af gråd, de tyske tv-kommentatorer måtte minde befolkningen om, at det ikke var en drøm, og da Sami Khedira efter 29 minutters spil efter endnu en opspilsfejl i det brasilianske forsvar gjorde det til 5-0, havde også de tyske spillere svært ved at finde ud af, hvad der foregik. Og så glemte man næsten helt, at Miroslav Klose noterede sig for et enkelt af målene og dermed gik forbi Ronaldo som VM’s mest scorende spiller i historien.

I anden halvleg forsøgte Brasilien at levere et mirakuløst comeback og havde flere gode forsøg i begyndelsen, men hver gang stod Neuer i vejen. I stedet scorede indskiftede André Schürrle to gange, og så gjorde det mindre, at Oscar fik lov til at reducere helt til sidst. 7-1. Den største sejr nogensinde i en VM-semifinale.

Den tyske befolkning var på den anden ende, men i Belo Horizonte var der en, der stadig forsøgte at bevare overblikket.

’’Det var vigtigt at svare på Brasiliens lidenskab med ro og afklarethed, og naturligvis også med mod og vores egne styrker. De var chokerede efter de mange mål, hvilket kun gjorde det lettere for os. Der venter os mere endnu. Jeg forlanger koncentration indtil på søndag,’’ lød det fra Joachim Löw, der virkede forholdsvis fattet i minutterne efter slutfløjtet.

Vis, at du er bedre end Messi

Scenen var sat. Igen skulle VM-finalen spilles mellem Argentina og Tyskland. Som i 1986 og 1990. Argentina havde modsat til Tyskland været ude i en sand straffesparks-gyser imod Holland i semifinalen, og havde inden da også været ude i et overtidsdrama imod Schweiz.

Finalen var ikke en så låst affære, som man før har set i de store finaler. Den største chance i hele den ordinære spilletid tilfaldt Argentina. Kroos var lige ved give argentinerne en føring ved en tilbagelægning med hovedet, der faldt lige for fødderne af Higuain, men han brændte dog på det skammeligste, og den dag i dag må den afbrænder stadigvæk forårsage søvnløse nætter for angriberen.

Netop Higuain troede, at han havde gjort det godt igen efter en halv times spil, og jublen var ikke til at tage fejl af. Den blev dog afløst af skuffelse, da linjedommeren stod med flaget hævet for offside.

Der var flere muligheder for gennembrud og gode afslutninger af begge mandskaber, hvor Höwedes også havde et hovedstød på stoplen lige inden pausen.

I anden kom tyskerne bedre med og satte sig på begivenhederne. Måske var det fordi, Christoph Kramer havde forladt banen efter en halv time. Den unge tysker var overraskende i startopstillingen, da det under opvarmningen stod klart, at Khedira ikke blev klar. Finalen blev dog ikke særlig mindeværdig for Kramer – bogstaveligt talt. Han stødte nemlig sammen med Garay og fik en alvorlig hjernerystelse. Kampens dommer Rizzoli fortalte senere, hvordan Kramer havde spurgt ham, om det her var finalen.

Men heller ikke uden Kramer kunne tyskerne score, og så måtte begge mandskaber ud i forlænget spilletid.

’’Vis, nu hele verden, at du er bedre end Messi. Vis at du kan afgøre den her kamp.’’ Sådan sagde Joachim Löw til Mario Götze, da han skiftede ham ind efter 88 minutter. Og Götze lyttede.

Måske han ikke var bedre end Messi, men denne aften i Rio de Janeiro gjorde det intet. I det 113. minut satte Schürrle sig igennem i højrekanten og lagde bolden ind i feltet, hvor en fremstormende Götze tog den ned med brystet og dernæst lagde den over Romero i målet. 1-0. Tyskerne var i ekstase og Götze lignede en, der havde svært ved at forstå, hvad der var sket.

Han var blevet matchwinner i en VM-finale på et hold, der tog verden med storm med deres mange mål, og som med deres aktioner uden for banen blev slutrundens kæledægger. Götze, der Jahrhunderttalent, der blev født i et samlet Tyskland, på det måske mest sammentømrede tyske landshold nogensinde havde sparket VM titlen og den fjerde stjerne til Tyskland. En af de mest homogene trupper var nu verdensmestre, og Thomas Müller havde svært ved at fokusere på meget andet efter finalen, hvor han blev spurgt til, om han var ærgerlig over ikke at have scoret i finalen og dermed vinde den gyldne støvle.

’’Jeg er fuldstændig ligeglad. Du kan bruge den gyldne støvle til at tørre dig omme bag i. Wir sind Weltmeister.’’

Læs også
VM 1954 – Miraklet i Bern

VM 1974 – Weltmeister på trods

VM 1990 – Da de italienske tyskere blev verdensmestre

 

Relateret
You may also like
Guide: Fodboldrejse til RB Leipzig
Quiz: Skifte fra danske til tyske klubber
Det var bare bedre i gamle dage
Arven fra Robert Enke – Depressionens indtog i moderne fodbold