bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Da de italienske tyskere blev verdensmestre

Da de italienske tyskere blev verdensmestre

Spytklatter, Koemans toiletpapir, Gary Lineker og koldblodighed fra 11-meterpletten. VM i Italien beskrives ofte som en af de mest kedelige slutrunder nogensinde, men for Tyskland er VM i 1990 ikonisk i mere end en forstand.

Berlinmurens fald er godt et halvt år gammel, da VM i 1990 begynder, men Tyskland er endnu ikke en samlet nation, og derfor bliver der også i fodboldmæssig forstand fortsat skelnet mellem Øst og Vest lidt endnu.

Det politiske verdensbillede i midten af 80’erne og frem til 1990 har også indflydelse på VM i 1990. Sovjetunionen er i midten af 80’erne favorit til at blive tildelt VM i fodbold, men en boykotning af De Olympiske Lege i 1984 i Los Angeles gør, at Sovjetunionen ikke længere har opbakning til af afholde VM. Det bliver i stedet Italien, der får tildelt VM, og eftersom Sovjetunionen er i opbrud omkring 1990, er det vidst meget godt, at Sovjetunionen boykottede OL i 1984.

Vesttyskland er havnet i en overkommelig pulje med Jugoslavien, De Forenede Arabiske Emirater og Colombia, hvor de to første kampe da vindes komfortabelt med henholdsvis 4-1 og 5-1. Det eneste pointtab kommer mod Colombia. Daværende FC Köln-spiller Pierre Littbarski tror, han har afgjort kampen ved at score til 1-0 i det 88. minut efter fornemt forarbejde af Rudi Völler, men flot colombiansk kombinationsspil gør, at Freddy Rincón kort tid efter er alene med Bodo Illgner. Og selv i den italienske sommervarme er han iskold og skydder bolden imellem benene på Illgner, og vesttyskernes pointtab var en realitet.

De italienske tyskere mod de italienske hollændere.

Når VM i 1990 af mange huskes som den dårligste slutrunde nogensinde, skyldes det manglen på de helt store stjerner og deraf lysten til at angribe. Som forfatteren Uli Hesse glimrende bemærker i sin bog TOR, så virkede det til, at de fleste hold havde indset, at de ikke var gode nok til at kontrollere kampene og derfor valgte de i stedet at forsøge at stille sig så dybt ned som muligt for at forsvare. Resultatet blev den mest målfattige VM-slutrunde til dato.
De mindeværdige kampe var få, men selvfølgelig var tyskerne involveret i det opgør, som slutrunden nok bedst huskes for. Og selvfølgelig var det mod Holland. Den i de år største fjende.
Rivaliseringen de to lande i mellem begyndte allerede i VM 1974, og det tog for alvor fart i slut 80’erne. Da de to hold mødtes i 1989 i Rotterdam, havde en hollandsk avis den frækhed at sammenligne Matthäus med Hitler, mens Koeman glædeligt fortalte, at han havde brugt en trøje, som han havde byttet med Olaf Thon fra et tidligere opgør, som toiletpapir.

San Siro i Milano dannede rammen om en kamp, der af mange blev anset som den bedste kamp under hele VM. Og at det var netop Milano, der lagde by til opgøret var på mange måder passende. I Milan rendte en hollandsk trio bestående af Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten rundt, mens naboerne fra Inter havde tre tyske spillere på kontrakt. rundt. Andreas Brehme, anfører Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann. Det var Tyskland mod Holland, men det var i ligeså høj grad Inter mod Milan.

Meget tidligt i opgøret kan man mærke spændingen, der er blevet overført fra klubhold til landshold, og især mellem Rudi Völler, der på det tidspunkt var i Roma og Frank Rijkaard. En hård tackling fra den hollandske forsvarsspiller sætter for alvor tingene i kog de to spillere imellem. Rijkaard modtager et gult kort, og da han lunter tilbage mod feltet, sender han en spytklat af sted mod Völlers karakteristiske krøllede manke i et af VM-historiens mest ikoniske øjeblikke. Völler konfronterer Rijkaard og får selv et gult kort, da kampens dommer ikke ser spytklatten forinden.

På det efterfølgende frispark udvikler det sig nok en gang til klammeri mellem Rijkaard og Völler, og mens hollænderen korrekt præsenteres for det røde kort, så bliver Völler også helt uforståeligt smidt ud.

”Det kan ikke være rigtigt. Det er en skandale beslutning,” lyder det fra de tyske kommentatorer, og de har ret. Selv uden sort-rød-gule briller er det svært at få øje på, hvad Völler har gjort forkert i den situation.
Rijkaard er ikke helt færdig med at smide mundvand efter Völler, så da de begge er på vej ud af banen, sender han endnu en spytklat i nakkehåret på Völler, der på imponerende vis bevarer fatningen, om end ansigtsudtrykket er opgivende.

Kampen er dog langt fra slut trods udvisningen af de to stjerner.

Anfører Gullit har chancen for at gøre det til 1-0 for tulipannationen, men brænder. Og det bliver dyrt. Klinsmann spiller en af sine bedste landskampe nogensinde, og efter fint forarbejde på venstrekanten af Buchwald gør han det til 1-0 til stor jubel hos tyskerne.

Fem minutter før tid fordobler Andreas Brehme føringen, og selvom Ronald Koeman skaber en anelse spænding til slut i kampen ved at score på et straffespark begået mod van Basten, så ændrer det ikke på, at Vesttyskland er i kvartfinalen imod Tjekkoslovakiet.

Tysk effektivitet fra 11-meter pletten

En kamp der igen spilles i Milano, men som ellers er langt fra kampen mod Holland, hvad angår kvalitet og dramatik. Lothar Matthäus afgør allerede kampen efter 25 minutter, da han resolut sparker bolden i højre side af målet på straffesparket begået på Jürgen Klinsmann efter en fornem dribletur. Langt fra det sidste straffespark i den turnering.

Tyskerne er nu klar til semifinalen imod England, og sikke en gyser det skulle blive.

’’Fodbold er et simpelt spil. 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og til slut vinder tyskerne altid.’’

Sådan sagde en noget skuffet Gary Lineker efter at Vesttyskland havde vundet over England i seminfinalen.

Gary Lineker gjorde det dog ellers til 1-1, efter at Andreas Brehme gjorde det til 1-0 på frispark, der overlistede Peter Shilton.

Det resultat holdte holdt indtil det 120. minut, og det hele skulle derfor afgøres i straffesparkskonkurrence. Selvsamme Gary Lineker scorede på det første straffespark. Det samme gjorde Peter Beardsly og David Platt også for englænderne. Problemet for englænderne var dog, at Andreas Brehme, Lothar Matthäus samt Karl-Heinz Riedle også alle havde konverteret deres straffespark til scoringer.

Stuart Pearce kunne ikke gøre kunsten efter de foregående seks skytter, og Vesttyskland stod nu med fordelen. Olaf Thon var iskold denne sene sommeraften, og da Chris Waddle næsten satte bolden i kredsløb, var Tyskland nu klar til VM finalen 1990.

I VM finalen ventede nu Argentina, og ikke mindst Diego Maradona. Det var en gentagelse af VM finalen i Mexico i 1986, og tyskerne var hævntørstige efter at have tabt kampen om VM-trofæet fire år forinden.

Den taktiske finale

En finale der efterhånden må klassificeres som en af de mest låste VM-finaler i nyere tid. Begge hold var bange for at indkassere det første mål og særligt argentinerne, der ikke ikke var på samme niveau som fire år tidligere og derfor mest koncentrerede sig om at stå dybt og forsvare sig. Finalen var meget låst, og der skulle et straffespark til i det 85. minut til at afgøre kampen.

Lothar Matthäus havde sparket i kvartfinalen, og de fleste forventede derfor også, at enten han eller Rudi Völler skulle sparke. Men da bolden blev placeret på pletten, var det Andreas Brehme, der tog tilløb.

’’Jeg var omkring 40 meter væk fra Rudi Völler og José Serrizuela, da dommeren fløjtede. Han pegede på pletten og forsåragede et mindre kaos. Argentinerne var ikke tilfredse og blev ved med at skyde bolden væk. Det tog næsten otte minutter, før jeg endelig fik lov til at skyde.’’

”Det stod hurtigt klart for mig, at det var mig der skulle sparke. Der var altid sat tre straffesparksskytter på. Rudi Völler, men straffesparket var blevet begået imod ham, og man skulle aldrig skyde et straffespark, hvis det var begået mod en selv. Så var der Matthäus, men han følte ikke for det. Det var vigtigt for os, at den der sparkede straffesparket var fuld af selvtillid og kunne konvertere, så jeg tog sparket”

”Argentinerne skød bolden væk, og de prøvede helt klart at forstyrre mig. Rudi Völler kom over og sagde til mig: ’’Gør du det her nu, så er vi verdensmestre’’ ’’Nå tak,’’ svarede jeg. ’’Jeg tager det til efterretning,” har Brehme senere berettet om sit nok mest berømte aktion nogensinde.

Hvis Beckenbauer var kejser, så var Matthäus konge. Om ikke andet af selvtillid. Så når han ikke ville sparke hang det også sammen med, at han i pausen havde måtte skifte støvle på sin højre fod, og at han ikke for alvor følte sig tilpas i de nye støvler.

Den argentinske målmand Sergio Goycochea havde reddet flere straffespark i turneringen, men straffesparket fra Andreas Brehme tog han ikke. ’’I starten tænkte jeg: Bare slap af. Fokuser på skuddet. Så ramte jeg rigtigt. Da bolden ramte min inderside, var jeg i et kort øjeblik i chok, men øjeblikket efter var den inde.’’

Få minutter efter var Vesttyskerne fulde af eufori, og festen i Rom ville ingen ende tage, da slutføjet lød på Stadio Olimpico. Lothar Matthäus løftede VM trofæet, og Vesttyskland var nu verdensmestre for tredje gang i historien.

Kejserens nye klæder

Scenerne efterfølgende er svære at glemme. Tyskerne og ikke mindst fotograferne løber rundt på banen, mens Franz Beckenbauer nærmest uimponeret af, at han nu kan kalde sig verdensmester som både træner og spiller, spankulerer rundt med medaljen om halsen. Nogle kaldte det arrogance, andre selvsikkerhed.

Måske det var en blanding af begge dele, for da han på pressemødet efter kampen skulle sætte ord på triumfen, leverede han det måske største selvmål nogensinde.

’’Vi er nummer 1 i verden lige nu. Jeg tror ikke at dette tyske hold vil blive besejret. Det gør mig ondt for resten af verdenen, men nu hvor vi også kan bruge spillere frø Østtyskland, bliver det tyske hold uovervindeligt i mange år.’

En kommentar der ikke ligefrem mindskede presset på hans afløser Berti Vogts, der kom til at lide under Beckenbauers hovmod den aften i Rom.

En aften hvor tyskerne var på toppen. De var det bedste hold i en ellers middelmådig slutrunde, der dog altid vil blive husket for Linekers citat, Rijkaards spytklat, Brehmes straffe og Beckenbauers profeti.
Læs også: EM 1992 – En samlet nation, et splittet hold

Læs også: Miraklet i Bern – VM triumfen i 1954

Relateret
You may also like
Marco Reus – der Pechvogel
Analyse: Derfor skuffede Tyskland ved VM
VM optakt: Sydkorea – Tyskland
VM optakt: Tyskland – Sverige