bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Fanfortællinger > Fanfortælling: HSV og mig – Den nødvendige lidelseshistorie

Fanfortælling: HSV og mig – Den nødvendige lidelseshistorie

Indrømmet. Jeg har ikke været HSV-fan siden barnsben, men kun i ganske få år. Det er i virkeligheden en skam, for dermed er jeg gået glip af de gode år, hvor hanseaterne faktisk var en del af topstriden i den bedste tyske række.

I stedet har jeg været fan af HSV i de seneste seks år. Seks år hvor Hamburger SV har ligget og rodet rundt i den absolut tungeste ende af Bundesligaen. I de fleste af årene har man været i play-off-kampe for at undgå en nedrykning til 2. Bundesliga for første gang i klubbens historie.

I 2015 havde jeg endog afskrevet dem fra redning i opgøret mod Karlsruher SC fra 2. Bundesliga. Da de 90 minutter var spillet på Wildparkstadion i Karlsruhe, var det hjemmeholdet fra Karlsruher SC, der førte med 1-0. Efter 1-1 i det første opgør i Hamborg, så var det altså værterne, der på dette tidspunkt var i Bundesligaen. I de absolut døende sekunder af opgøret fik HSV et frispark tilkendt på kanten af Karlsruhers felt. Marcelo Diaz tog tilløb og sparkede frisparket ind bag en måbende Karlsruher-keeper, der stod som forstenet. I den forlængede spilletid nettede HSV’s Nicolai Müller til 2-1 til HSV og Bundesligaeksistensen var sikret i endnu en sæson.

Man kan med rette undre sig over, hvorfor jeg dog begyndte at holde med HSV i en periode, hvor holdet og klubben præsterer så dårligt, som tilfældet er. Og hvorfor mit forhold til klubben har udviklet sig i en sådan grad, at jeg endda i sidste sæson meldte mig ind i den officielle fanklub. For mig er svaret dog relativt simpelt. Det er den nødvendige lidelseshistorie, der gør fodbolden interessant. Laf mig uddybe .

Ud over at være fan af HSV, er jeg også tilhænger af Manchester City. Dette forhold har varet markant længere end mit forhold til nordtyskerne, men siden 2008 har forholdet ikke helt været det samme. Efter Sheik Mansours indtog i klubben, og milliardernes frie flow fra Emiraterne og til Etihad, har det været småt med de fiaskoer, der i så mange år klæbede til City. Om det er det der har gjort at jeg har kastet kærlighed på HSV, ved jeg ikke. Men faktum er, at der er en række fællestræk mellem det nuværende HSV og det oprindelige City fra dengang jeg begyndte at holde med dem i år 2000.

Sammenfaldet går blandt andet på de mange fiaskoer, som fans af HSV bliver udsat for nu. Hamborg som by er blandt de rigeste byer i Europa målt per indbygger. Alene det gør det utroligt, at klubben og holdet er på randen af økonomisk ruin. På en bizar måde tiltaler det mig. At holde med en klub, der burde rumme potentiale en masse, men som altid formår at skuffe sig selv og sine fans. Og dette til trods ser man en fantastisk loyal fanskare. Dette er også et sammenfald.

I HSV findes en stor fanskare. De møder op gang på gang til trods for at de gennem de seneste år er blevet budt på tørre tæsk i lange baner. De gange jeg har været på Volkspark Stadion har det altid været en gedigen fest. I hvert fald før kampen. Øllet flyder, og folk synger. Men de gør det på en galgenhumoristisk facon. De ved godt, at resultaterne er imod dem. Alligevel kommer de igen, for det kunne jo være, at de netop denne dag vinder. Det er fedt! Og det er det, fodbold handler om for mig. Hvis man vinder hver gang, så glemmer man, hvor godt en sejr virkelig føles, når den kommer på rette tid. Bevares, jeg er da stadig glad for at City vinder. Jeg er bare mere skuffet, når de taber, end jeg var, da jeg begyndte at holde med dem. Og jeg har det omvendt med HSV.

En af de første gange jeg besøgte Volkspark Stadion, var i 2012, da det galdt et opgør imod Borussia Dortmund. Gæsterne var forsvarende mestre og stillede blandt andet med Robert Lewandowski fra start. HSV rodede som vanligt i bunden af tabellen. Alligevel vandt hjemmeholdet med 3-2 efter to mål af den nuværende Tottenham-spiller Heung Min-Son. Og jeg skal love jer for, at der blev holdt en fest i Hamborg. Det er altså fedt at være der, når de store resultater indtræffer.

Det at jeg elsker de overraskende sejre er en af årsagerne til, at jeg elsker fodbold generelt. Selvfølgelig håber jeg på succes til HSV, men det er ikke det vigtigste for mig. Så havde jeg nok valgt anderledes og taget Bayern München eller et andet fast tophold.

Selvfølgelig betyder det ikke, at jeg håber på en nedrykning, om end den ganske sikkert venter om ganske få måneder. For første gang i klubbens historie. Men den lidelseshistorie som det er at følge HSV er bare for mig også en del af det at være fodboldfan. For at blive i Bibelsproget, så er der ind imellem brug for de syv magre år, før de syv fede kommer igen. Således også i forhold til HSV. Forhåbentligt. Klubben rummer så meget potentiale på, og ikke mindst udenfor banen. Det skal naturligvis indløses, men muligheden for fremtidig succes er til stede.

Næste gang jeg sætter mig bag rattet og drøner ned ad E45 mod det nordlige Tyskland, kan det meget vel være til et lokalopgør mod FC St. Pauli i den næstbedste tyske række. Det betyder mindre for mig. For oplevelsen af at ankomme til Volkspark Stadion og området omkring Stellingen S-Bahn station er for mig uafhængig af modstanderen på kampdagen. Der er stemningen det vigtigste. Og hvem ved? Næste år er HSV måske tophold i 2. Bundesliga og på vej imod en ny storhedstid. Efter de syv magre år….

Læs mange flere fanfortællinger her

Vil du gerne en tur til Hamborg og opleve den forrygende stemning som beskrevet ovenfor, så læs vores stadionguide med gode råd og se også, hvordan du får billetter.

Relateret
You may also like
Arven fra Robert Enke – Depressionens indtog i moderne fodbold
Podcast: Stor optakt til Der Klassisker
Quiz: Tyske spillere og trænere i Superligaen
Optakt: Hertha BSC – RB Leipzig