bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Bayern München – Hamburger SV

Optakt: Bayern München – Hamburger SV

Bayern München, fodboldtrøjer

Det er to hold fra hver sin ende af tabellen, der lørdag eftermiddag mødes på Allianz Arena. HSV er uden tvivl i krise, mens Bayern cruiser mod endnu et mesterskab. Der er ikke meget positivt i HSV, som mere end nogensinde før ligner en nedrykningskandidat, og det er bestemt ikke en nem opgave, der venter.

Kampfakta:

Spillested: Allianz Arena, München

Kamptidspunkt: Lørdag kl. 15.30

Dommer: Dingert

Holdnyt:

Bayern:

Det virker mere end usandsynligt, at Bayern München hjemme mod kriseramte HSV skal miste point i toppen af Bundesligaen. Siden Jupp Heynckes kom tilbage til klubben, har der ikke været meget slinger i valsen, og mens konkurrenterne er snublet, har Bayern bare kørt på.

Det betyder også, at Bayern München med en sejr over HSV kan sætte sig selv i en gylden position. Hvis Schalke vinder deres tre næste kampe, skal Bayern nemlig også det, og det vil reelt sige, at Bayern den 31. marts hjemme mod Dortmund, kan sikre sig det tyske mesterskab, hvis de altså henter ni point i de tre næste kampe.

Hvis man kigger tilbage på de sidste par indbyrdes kampe, ser det også rigtig godt ud for Bayern, der nemlig har vundet de sidste syv kampe mod HSV i henholdsvis Bundesligaen og DKB-Pokal. Specielt den polske topscorer, Robert Lewandowski, har en god statistik mod Hamburg, da han har scoret 13 mål i 16 kampe mod HSV i sin tid i Tyskland.

I sidste runde satte Bayern Freiburg på plads, da de hentede en sejr på hele 4-0. Bayern München er også stadig med i Champions League, og onsdag møder de Besiktas på en svær udebane. Det burde dog ikke betyde det store, da der stadig er god tid til at restituere for spillerne, derfor er der ingen undskyldninger for ikke at slå HSV.

Sandro Wagner er inde i en god periode, da han har scoret tre mål i det nye år, og tidligere på ugen, var han også ude igen og forklare, at han var den bedste tyske angriber i øjeblikket.

Inden kampen er der ikke de store problemer for Heynckes, som kun må undvære Manuel Neuer og Kingsley Coman.

HSV:

Der er kaos i klubben mod nord, som er inde i en forfærdelig periode. HSV ligger på 17. pladsen med 18 point, og under dem ligger Köln, som kun har et point færre. I sidste runde kom HSV heller ikke på tavlen, da de hjemme mødte Mainz i et bundopgør med kolossal betydning. HSV pressede på, og de var uden tvivl det bedste hold, men skarpheden manglede atter en gang.

Det betyder også, at Hamburg er truende tæt på den første nedrykning i klubbens historie, og det ser meget svært ud, når de lørdag møder Bayern München. Klubben har torsdag også fyret både direktør, Heribert Bruchhagen, og sportschef, Jens Todt, derfor er der nok ikke ligefrem ro på ledelsesgangene i det nordtyske.

Generelt har det ikke set specielt godt ud for HSV i denne sæson, og derfor lyver tabellen overhovedet heller ikke. Hamburg har simpelthen manglet skarphed igennem hele sæsonen, derfor er det også kun blevet til fire sejre. Mål har der heller ikke været for mange af, og faktisk har der kun været 18 af slagen i denne sæsons Bundesliga, hvilket er alt for lidt.

En sejr mod Bayern vil chokere hele Fodboldtyskland, men der er altså ikke specielt meget, der taler for point til HSV. I det omvendte opgør på Volksparkstadion kom Hamburg dog hæderligt fra det, da de kun tabte med 0-1. Point vil dog uden tvivl lune, da det er svært at se, i hvilke kampe Hamburg vil få skrabet de nødvendige point sammen.

Udover Bayern, så venter der flere yderst svære modstander i de kommende kampe i form af Hertha, Stuttgart, Schalke og Hoffenheim. Derfor kan man et eller andet sted godt forstå fansenes frustration, når man taber et livsvigtigt Nordderby til Werder i overtiden, samt spiller 0-0 hjemme mod Mainz.

Stabilitet har man stort set ikke set noget af, og faktisk er der også blevet brugt hele 25 forskellige spillere i løbet af denne sæson. Unge Jan-Fiete Arp ser mange gerne få chancen fra start, og om han kan stå for presset på én af verdens sværeste udebaner, vil vi få at se lørdag eftermiddag.

Et nederlag, som de fleste forventer, vil virkelig sende klubben ud i et sort hul, men heldigvis for HSV, møder Mainz Schalke, og her ligger det ikke ligefrem i kortene, at Mainz tager point. Til gengæld kan et nederlag også betyde, at de havner nede på sidstepladsen, hvis Köln får point ude mod Werder Bremen.

Hvis man sidder med HSV-briller og håber på en sejr, så skal der en virkelig solid præstation til, men vi så senest mod Mainz, at holdet sagtens kan skabe chancer, men den sidste finesse mangler. Èn af de gode ting, som man kan glæde sig over som HSV-fan, er til gengæld at Nicolai Müller er på vej tilbage fra sin korsbåndsskade, mens Holtby igen er at finde i truppen.

Hollerbach må til den svære udekamp foreløbig undvære Mavraj, som er syg. Udover ham er Thoelke og Albin Ekdal heller ikke til rådighed, mens Nicolai Müller heller ikke er sin skade kvit til opgøret.

Karantæner:

Bayern: Ingen
Hamburg: Ingen

Bud på startopstillinger:

Bayern München: Ulreich – Kimmich, J. Boateng, Hummels, Alaba – Javi Martinez – T. Müller, Vidal – Robben, F. Ribery – Lewandowski
Hamburger SV: Mathenia – G. Sakai, K Papadopoulos, van Drongelen – Diekmeier, Jung, Walace, Douglas Santos – Jatta, Kostic – Shipplock

Vidste du, at..:
vi skal helt tilbage til den 25. september 2009 for at finde den seneste HSV-sejr over Bayern München i Bundesliga-regi?

Dom:
Der skal ske kæmpe mirakler, hvis HSV overhovedet skal have en chance mod Bayern München på hjemmebane. Vi regner derfor heller ikke med et vildt tær opgør, men en kamp, hvor Bayern burde vinde sikkert, 4-0.

Læs også analysen – HSV – slutningen på en lidelseshistorie

Drømmer du om en tur til München og Allianz Arena, så kan du få gode tilbud på din næste fodboldrejse via vores samarbejdspartner. Læs mere her

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!