bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > Øst for paradis

Bundesligaen boomer, og det tyske landshold er blevet europas kæledægger. Sæson efter sæson sættes der tilskuerrekorder, og alle taler begejstret om den nye, unge generation af tyske spillere, men i denne euforiserende stemning skeler de færreste mod det gamle Østtyskland. For faktum er, at Bundesligaen nu på femte år i træk ikke har en eneste klub fra det tidligere DDR i den bedste række, og i truppen til EM 2012 var der kun fundet plads til to spillere med en opvækst i øst.

Tysklands måske største spiller gennem tiderne, Franz Beckenbauer, var optimistisk ved genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Som træner havde han netop ført Vesttyskland til verdensmesterskabet i 1990 og ved udsigten til at få endnu flere spillere at vælge imellem tegnede alt lyst for fremtiden.

“Jeg er ked af det på vegne af resten af verden, men med de nye spillere fra øst, bliver Tyskland umulige at slå i fremtiden”

Citatet er senere blevet et af de mest berømte i tysk fodboldhold historie. For selvom det var fyldt med vanlig, tysk arrogance, havde ingen i det fodboldglade land forestillet sig, at der Kaiser skulle tage så grueligt fejl. 23 år efter postulatet har Tyskland blot vundet en enkelt stor turnering og de østtyske succeshistorier har de seneste år været ikke-eksisterende. Men hvorfor er det gået så galt?

En gylden generation

Da Berlinmuren blev væltet og grænserne åbnet, skulle det tyske fodboldforbund finde ud af, hvordan man inkluderede øst klubberne i Bundesligaen. Til at begynde med, var der ikke den store jubel ved en udsigt til en fælles liga, og den senere præsident hos DFB, Egidius Braun udtalte på et møde for vest og østtyske sportsjournalister, at en fælles liga var ren fantasi.

“Vi vil da gerne hjælpe klubberne derovre, men det må blive i form af bolde og net som vi kan sende over til dem.”

Udefra så det dog ikke godt ud, at den nye samlede nation, ikke havde en fælles liga, og problematikken blev derfor hurtigt bragt op på et politisk niveau. Forud for 1991-1992 sæsonen gav vesttyskerne efter, og resultatet blev at Hansa Rostock og Dynamo Dresden blev inviteret indenfor i det gode selskab, mens yderligere seks østklubber blev placeret i 2. Bundesliga.

Tilværelsen for Hansa Rostock og Dynamo Dresden i Bundesligaen, der med de to klubbers indtræden var blevet udvidet til 20 hold, var dog en stakket frist. Rostock rykkede  ned allerede året efter, mens Dresden fik fire år i det forjættede land med en 13 plads som bedste slutplacering. De to klubber var stærkt hæmmet af den dårlige økonomi i øst, så hver gang et nyt talent så dagens lys, gik der ikke lang tid, før han rykkede mod vest. Især Dresden rådede på papiret over et lovende mandskab med spillere som Ulf Kirsten, Olaf Marshal, Jens Jeremies, Alexander Zickler og ikke mindst Mathias Sammer, men alle blev de solgt videre til mere pengestærke klubber.

Fussball-Ost-Bundesliga_Deutschland_2009-10

En oversigt over klubberne fra det tidligere Østtyskland

For Rostocks vedkommende lykkedes det at vende tilbage til Bundesligaen et par år senere. Til trods for de ringere økonomiske vilkår var de en fast bestanddel af ligaen, indtil klubben igen rykkede ud  i 2005 og efterlod en Bundesliga uden østtysk islæt for første gang siden genforeningen. I den mellemliggende tid opnåede klubben en sjetteplads, ligesom de blev den første tyske klub nogensinde til at benytte seks udlændinge på samme tid – alle seks udlændinge var i øvrigt svenskere.

Tiden uden en østtysk klub begrænsede sig i første omgang til en enkelt sæson, da Energie Cottbus rykkede op året efter. Deres ophold sluttede dog i juni 2009, da de tabte relegations opgøret mod Nürnberg, og siden da har Bundesligaen ikke haft et hold fra det tidligere DDR.

Østens skræk blev vestens succes

Egentlig var det ikke nogen overraskelse, at Bundesligaen en dag vil blive “‘øst-fri”, men det skabte alligevel dybe panderynker i de tyske fodboldkredse, da dagen indtraf. Især daværende Wolfsburg manager, Dieter Hoeneß, var klar i mælet.

“Det er en katastrofal udvikling, men klubberne er også selv skyld i det. De har tænkt på en kortsigtet løsning med banditter som investorer, der kun har haft en hurtigt profit for øje. Det er det, de lider af i dag, men det er ikke for sent. Der skal investere i talentarbejde, men problemet er, at i en klub hvor der ikke er penge, er det netop talentarbejdet, der oftest bliver skåret i først,” lød udmeldingen fra Hoeneß i et større interview med Focus for år tilbage.

Den økonomiske forskel er efterhånden blevet så stor mellem øst og vest, at det er svært at få øje på, hvordan situationen skal ændre sig de næste mange år. For gabet er blevet så markant, at det kræver en gevaldig saltvandsindsprøjtning at få en klub fra øst op på omgangshøjde med klubberne i vest. I Yussuf Poulsens Leipzig gør de i øjeblikket forsøget med støtte fra Red Bull og deres mange millioner, men den kopi er næsten umulig at efterligne i andre klubber.

I 1999 vedtog det tyske fodboldforbund nemlig den berømte 50+1 regel, der skulle sikre, at ingen tvivlsomme oliemilliardærer skulle opkøbe en klub for dernæst at efterlade den i ruiner. Officielt var det fordi, man skelede til udviklingen i Premier League, men der er nok ingen tvivl om, at østklubbernes dårlige økonomi grundet “banditterne”, som Hoeneß kaldte investorerne, også har spillet ind i den ligning. På den måde er det derfor lidt paradoksalt, at østens dårlige økonomi, nu er det der umiddelbart forhindrer en genoprejsning her tyve år senere.

Talenterne er forsvundet

Selvom østklubberne aldrig har været med helt fremme i Bundesligaen, så har de tidligere produceret store spillere. I den trup der vandt EM i 1996 stammede Sammer, Schneider og Freund fra DDR. Senere kom spillere som Ballack, Ulf Kirsten, Jörg Heinrich, Thomas Linke, Tim Borowski og Carsten Jancker til, men de sidste par slutrunder har antallet af spillere med en opvækst i det tidligere Østtyskland været stærkt begrænset. Ved VM i 2002 toppede antallet med syv. Fire år senere ved VM på hjemmebane, var det så skåret ned til fire, og ved sidste års EM slutrunde kunne kun to spillere fra det tidligere østtyskland klare cuttet. Toni Kroos og Marcel Schmelzer.

Scmelzer og Kroos var de to eneste spillere med en opvækst i øst ved sidste slutrunde

Scmelzer og Kroos var de to eneste spillere med en opvækst i øst ved sidste slutrunde

Sidstnævnte, med en fortid Magdeburg, er endda overbevist om, at han aldrig var blevet til noget, hvis han havde siddet fast i Østtyskland bare en sæson længere.

“Jeg var heldig, at jeg skiftede til Dortmund i tide. Var jeg blevet længere i øst, var jeg endt som mine kammerater, der havde potentialet, men aldrig nåede højere end 2. Bundesliga.”

Den manglende østtyske succes er en gevaldig sten i det tyske fodboldforbunds sko i disse år, hvor Bundesligaen er stærkere end nogensinde før, og det tyske landshold spiller underholdende og angrebslysten fodbold. Så længe det er tilfældet, kan DFB muligvis vende det blinde øje til, men de mindre østtyske klubber er begyndt at røre på sig. De opfordrer forbundet til at støtte klubberne rent økonomisk gennem en årrække, men spørgsmålet er om ikke løbet for østtysk fodbold er kørt. For selvom tyskerne den 2. oktober fejrede genforeningsdagen, og man udadtil fremstår som en samlet nation, så har landet fodboldmæssigt aldrig været mere splittet.

 

Relateret
You may also like
DDR – proletariatets fodboldhold?
Red Bull giver Østtyskland en stemme, men Dresden leverer håbet
Sommereventyret er forbi
Bundesligaen tordner fortsat frem