I oktober 1998 tog DFB ved deres ekstraordinære ”Bundestag” i Wiesbaden en beslutning, som Der Spiegel senere kaldte den mest gennemgribende siden etableringen af ligaen i 1963. Her blev det besluttet, at Bundesligaerne ikke kun var for de ”eingetragene Vereine” – registrerede foreninger med noble formål – men også for kapitalselskaber og aktieselskaber.
Ingen regel uden undtagelser
Et jammerkor anført af Dortmund præsident Gerd Niebaum havde i årevis ment, at børsnoteringer var nødvendigt, hvis tysk fodbold ikke skulle sakke yderligere bagud i forhold til italienske, spanske og især engelske klubber internationalt. Det var en bydende nødvendighed, at klubbernes professionelle afdelinger blev udskilt til et aktieselskab. Det notorisk konservative DFB nedsatte dog en arbejdsgruppe, der kom med klausulen, at moderklubben altid skal have 50 procent plus en stemme og hermed var den berømte 50+1 regel en realitet. DFB var med rette bekymrede for, at tvivlsomme tredjeparter i form af oligarker, diktaturstater og andet skidtfolk ville overtage klubberne, som vi har set det i England.
I optakten til mødet i Wiesbaden slog Wolfgang Holzhäuser, der måneder forinden var skiftet fra DFB til en stilling som kommerciel direktør i Leverkusen, på tromme for, at hans klub skulle undtages fra at leve op til reglen. Resultatet blev, at virksomheder, der kontinuerligt har støttet en forening i mere end 20 år også har lov til at overtage flertallet af stemmerne. Hermed havde Holzhäuser sikret sig sin klub en uudtømmelig kilde af midler, og da Bayer blev den første klub, der benyttede sig af undtagelsen, fik reglen hurtigt navnet ”Lex Leverkusen.”
Sorte tal i Leverkusen og Wolfsburg
Der er ikke mange, der er i tvivl om, at Leverkusen har været sæsonens med afstand bedste hold og Die Werkself er da også ved at sætte sig på tronen og kan med al sandsynlighed lade sig hylde som tyske mestre, når de tager imod Jess Thorups Augsburg i sidste spillerunde, men er det ”unfair hold”, som det hed sig, når vi spillede fodbold i skolegården?
Siden 2018 har DFL offentliggjort klubbernes økonomiske tal, og stort set alle leverer røde tal år efter år. Kun Leverkusen og Wolfsburg, der som bekendt er støttet af hhv. Bayer og Volkswagen præsterer regnskaber, der ender i et sort nul med samme pålidelighed, som Bayern München plejer at vinde sine mesterskaber.
Begge klubbers moderselskaber udligner simpelthen de tab, som andre klubber vil skulle regne med i næste års regnskaber. Det betyder, at Leverkusen og Wolfsburg kan slå sig løs på transfermarkedet som forkælede børn og selv om evt. gevinster skal sendes videre til moderselskabet, så giver det en finansiel frihed, som størstedelen af konkurrenterne ikke kommer i nærheden af. Egentlig skal ”Lex-Leverkusen” oversættes til Leverkusen-loven, men ”finansiel frihed” er et lige så godt bud.
50+1 – et levn fra fortiden eller fodboldens sidste håb?
Mens Uli Hoeneß, der aldrig går ned på kontroversielle meninger, mener, at reglen er et levn fra fortiden og har gjort sig til fortaler for, at klubberne skal have lov til at sætte deres virksomheder op som de lyster, og at tysk fodbold er nødt til at afskaffe reglen, hvis de vil følge med internationalt, så ser mange reglen som fodboldens sidste håb. På stort set alle stadions har man senest set massive protester mod DFL. De tyske fans ved nemlig godt, hvad der sker, hvis klubberne bliver til fals, som det er sket i England. En tysk far eller mor kan stadig tage sine to børn med til kamp, byde på en stadionplatte og slippe afsted med kun at skulle betale ca. 500 kr. I England ville han komme af med mindst det tredobbelte.
50+1 er langt fra perfekt. De smuthuller, som Leverkusen og Wolfsburg har fundet i reglen for slet ikke at tale om det miskmask af en konstruktion, som Leipzig byder ind med, giver jo netop ikke lige vilkår, men den slags må kunne rettes til. Problematikken har da også været helt oppe i Bundeskanzleramt, der jo skal sørge for lige konkurrencevilkår i Tyskland.
Helt firkantet skal man både i Tyskland, men også i resten af fodboldens verden spørge sig selv, om man vil sælge sin sjæl til djævelen eller forblive herre i eget hus og så tage med, at man får sværere ved at konkurrere mod de andre. Som SønderjyskE-fan, der har oplevet et kortvarigt intermezzo med amerikanske ejere og dermed tab af identitet, værdier etc, så ved jeg godt, hvilken vej jeg ville gå.
Vi er garanteret mange, der gerne så Bayerns dominans brudt efter 11 mesterskaber i træk, men i år holder jeg faktisk med sydtyskerne fra München.
