Når man har vundet VM, EM, det senere Champions League samt tyske og spanske mesterskaber, er det ofte de præstationer, man huskes bedst for. Men ikke i Paul Breitners tilfælde. Tyskeren var nemlig det, som nogle vil kalde en karakter, mens andre, onde tunger, nok nærmere vil kalde manden med den store afro for kontroversiel og dobbeltmoralsk.
Historien om fodboldspilleren Paul Breitner begynder på samme måde som de fleste fodboldspilleres, og dem der blot drømmer om at blive det. For som seks-årig begyndte han i den lille lokale klub SV Kolbermoor i Bayern. Kolbermoor er i øvrigt samme by, hvor Bastian Schweinsteiger, en anden senere verdensmester og Bayern München-legende, indledte sin karriere. I 1961, da Breitner er fyldt 12, skifter han hjembyens lokale klub ud med de lidt større rammer i ESV Freilassing næsten 100 km væk. Dog var Freilassing ikke helt fremmed for familien Breitner, da Pauls far var ungdomstræner i klubben.
Paul Breitner imponerede i en ung alder fra sin, på papiret, plads på venstre kant og senere venstre back. Breitner var meget flakkende i sit spil, og han kunne lige så godt findes løbende på højrekanten som på sin plads på backen i den modsatte side. Dette var dog ikke et problem ifølge ungdomslandstræner Udo Lattek, der ikke var den eneste på ungdomslandsholdet, der skulle få en indflydelse på Breitners liv og karriere. Som værelseskammerat fik Breitner nemlig Uli Hoeneß, men hans betydning vender vi dog tilbage til senere.
I første omgang var træner Lattek nemlig blevet træner for delstatens store Bundesligaklub Bayern München i 1970, og han tog de to værelseskammerater med til klubben. Selvom Breitner kun var i slutningen af sine teenageår, blev han hurtigt stamspiller og var med til at vinde tre mesterskaber i streg i 1972, -73 og -74. Udover at være en del af et succesfuldt hold med spillere som Franz Beckenbauer, Gerd Müller og Sepp Maier, har Breitners spillestil haft en stor indflydelse på fodboldspillet i dag. Bevidst eller ej revolutionerede den omflakkende Breitner nemlig backens rolle fra udelukkende at være defensivt orienteret til at bidrage offensivt med løb på kanten. I dag hedder den offensive back paradoksalt nok ”en moderne back”, men Breitner var her næsten 50 år forud for sin tid.
Lille bog og stor succes
Alt var dog ikke fryd og gammen, for ud over at revolutionere fodboldspillet havde Breitner også et lidt specielt forhold til netop revolution. Han var ikke bleg for at udtrykke sin politiske holdning i pressen, og i 1972, som 21-årig, meldte Breitner sig i SPD´s valgkampagne. SPD er den tyske version af Socialdemokratiet i Danmark, men i slutningen af 60´erne og starten af 70´erne var flere radikale venstrefløjspolitikere en del af partiet, som derfor også flugtede med resten af Breitners politiske engagement.
Breitners politiske overbevisning kom på en lidt utraditionel måde til udtryk, da han til træning engang har haft Kinas kommunistiske leder Mao Zedongs citatbog ”Maos lille røde” med. Samtidig har ”Røde Paul”, som Breitner blev kendt som grundet sin politiske overbevisning, også udtrykt interesse i den marxistiske Che Guevaras idéer, og det var tydeligt for enhver, at den unge Bayern-spiller havde stærke sympatier for venstrefløjens kommunistiske tankegang.
Alt dette faldt dog ikke i specielt god jord hos den konservative klubpræsident Wilhelm Neudecker, der sågar ville gå så langt, at han ville sælge sin offensive venstreback i sommeren 1973.
Men den opmærksomme læser vil bemærke, at ”Røde Paul”, på trods af sine kommunistiske tendenser, stadig var i klubben i sæsonen 1973/-74, for Neudeckers ønske blev ignoreret efter protester fra spillertruppen. Derfor fik Breitner altså lov til at blive i klubben, og det kan han i dag være glad for. For ud over at vinde sit tredje mesterskab på stribe, vandt Bayern sin første titel i Den Europæiske Mesterholdsturnering (det senere Champions League) denne sommer, og Breitner var kun en del af holdet på grund af holdkammeraternes støtte.
Fra F.C. Hollywood til Hollywood
Inden Paul Breitner fik sit gennembrud i Bundesligaen, skulle den unge, utraditionelle mand igen bringe sig selv i fokus for noget uden for fodboldbanen. Breitner fik nemlig kort efter sit skifte til Bayern München en indkaldelse til det vesttyske militær, men Breitner havde ikke tænkt sig at møde op til session frivilligt. Derfor mødte militærpolitiet flere gange op på hans adresse, hvor Paul Breitner så havde gemt sig i sin kælder, men da han blev truet med retsforfølgelse, overgav han sig i trods, og han endte med at rense toiletter på militærbarakkerne, mens resten af truppen spillede Bundesligafodbold.
Breitner havde allerede i en ung alder gjort sig bemærket for flere usædvanlige episoder uden for banen, men inden på banen gik det anderledes godt. Breitner og Bayern vandt udover de tre mesterskaber og en europæisk titel også pokalfinalen i 1971, og Breitners offensive kvaliteter sikrede ham debut på det tyske A-landshold i 1-7-sejren ude mod Norge i sommeren 1971.
På klubplan skiftede Breitner efter de store triumfer i 1974 til den spanske hovedstadsklub Real Madrid, hvor han under en ny træner blev flyttet ind på den centrale midtbane. I forvejen havde kongeklubben en anden tysker på midtbanen, nemlig Günter Netzer, der året inden var hentet til efter 21 år i Borussia Mönchengladbach. De to styrede spillet, satte fart og skabte et utal af chancer, og Paul Breitner formåede endnu en gang at revolutionere spillet og trække opmærksomhed for spillet på banen – i stedet for det udenfor. De to tyskere og Real vandt ”the double”, mesterskabet og pokalen i Breitners første sæson, mens de året efter vandt mesterskabet og røg ud i Mesterholdsturneringens semifinale til Bayern München. Sidste sæson i den hvidklædte Madridklub endte med en skuffende 9. plads i ligaen, og en fyring af den træner, der hentede Breitner til klubben. Paul Breitner havde dog også fundet på noget andet at tage sig til end kun fodbold. I 1976 var han nemlig med som skuespiller i western-filmen ”Potato Fritz”, der eftersigende skulle være lige så dårlig, som den lyder. Breitner skiftede altså F.C. Hollywood ud med Hollywood og filmlærredet, men hans succes var nok størst i førstnævnte. Alligevel fortsatte Breitner i filmbranchen, hvor han i alt har været medvirkende i fem film og én TV-serie.
Tilbage til Tyskland og landsholdssucces
Real Madrid besluttede sig i sommeren 1977 for at sælge Breitner, men der skulle en stor sum penge til før, at klubben ville lade tyskeren gå. Og endnu engang skulle en sag omhandlende Breitner involvere en noget utraditionel metode. Den store pose penge til overgangssummen (omkring 600.000 kr.) kom nemlig fra den daværende Bundesligaklub Eintracht Braunschweigs hovedsponsor Jägermeister. Skiftet blev dog ikke en succes, selvom Breitner scorede 10 mål i 30 ligakampe. Derfor skiftede han allerede sæsonen efter, denne gang tilbage til Bayern München.
Her fik Paul Breitner igen succes, både personligt og kollektivt, og det var spillet på banen, der mest var i fokus for den flamboyante sydtysker. For allerede sæsonen efter blev han anfører, og han havde sine scoringsmæssige bedste sæsoner. Fra 78/79-sæsonen, hvor han skiftede tilbage til Bayern, og frem til 81/82 lavede Breitner mindst 10 ligamål, og især 81/82 sæsonen var imponerende med 18 mål og syv oplæg i 29 ligakampe. Målscoringen skulle jo desuden sammenholdes med Breitners position på den centrale midtbane, hvilket blot gør bedriften mere imponerende. Derudover blev det til yderligere to Bundesligatitler og en pokaltitel i den sidste tid i Bayern.
Indtil videre har vi kun set på Breitners skæve livsstil og præstationer på klubniveau, men når man som tysk fodboldspiller skal gøre sig fortjent til legendestatus, skal man oftest også have spillet på landsholdet. Og når man som Breitner netop er en legendarisk fodboldspiller, har man selvfølgelig også repræsenteret sit land. Breitner nåede dog ”blot” 47 landskampe, men han har alligevel opnået store sejre med det vesttyske landshold.
Breitner fik som tidligere nævnt sin landsholdsdebut som 19-årig på backen i 1971, og den unge spiller erobrede hurtigt en plads i startelleveren. Derfor var han også en del af det landshold, der sikrede det første europamesterskab til landet, da de ved EM i Belgien i 1972 var bedst af de fire deltagende nationer. I semifinalen slog tyskerne værts- og nabolandet Belgien 2-1 på to mål af Gerd Müller, mens Sovjetunionen overbevisende blev slået 3-0 – ligeledes med to scoringer af Gerd Müller og derudover en enkelt af Herbert Wimmer.
To år senere kom den helt store landsholdstriumf for Paul Breitner og resten af det stærke tyske landshold. 1974 er i hvert fald et år Breitner vil huske, for ud over en Bundesligatitel og sejr i Den Europæiske Mesterholdsturnering spillede han en stor rolle i tyskernes succes ved VM-slutrunden i hjemlandet. Han scorede sejrsmålet i første gruppekamp mod Chile, mens han fordoblede sin måltotal i turneringen ved at score i andenrundekampen mod Jugoslavien, hvor Vesttyskland med tre imponerende sejre spillede sig i finalen mod Holland med blandet andet Johan Cruyff på holdet.
Vesttyskernes mandsskab var dog ikke helt uden profiler, for både Beckenbauer, Müller og Uli Hoeneß var mildt sagt habile fodboldspillere. Finalen begyndte dog på den værst tænkelige måde, da hollænderne efter to minutter blev tilkendt et straffespark efter, at Cruyff blev nedlagt i feltet. En anden legendarisk spiller, Johan Neeskeens, scorede, og Holland var tidligt i front. Tyskerne fik dog kæmpet sig tilbage i kampen, og ligesom for Holland var det et straffespark, som tyskerne scorede på. Selvom han ikke var den faste skytte, fik Breitner ansvaret, og han svigtede ikke.
Skuddet blevet placeret til hans venstre side, og selvom målmand Jongbloed hoppede til den rigtige side, kunne Breitner og tyskerne juble. Små 20 minutter senere kunne jublen for alvor begynde, da en af verdens mest scorende spillere Gerd Müller kort før pause sikrede tyskerne føringen. Den holdt resten af kampen, og Vesttyskland og Breitner fejre triumfen, mens Beckenbauer løftede den gyldne pokal.
Noget atypisk, som mange ting efterhånden var med Breitner, stoppede han på landsholdet på grund af uenigheder med landstræner Helmut Schön efter slutrunden, og han spillede kun to EM-kvalkampe i perioden 1974 til 1981. Derfor gik Breitner glip af to EM-finaler, den ene med sejr til følge, på grund af sin beslutning. I 1981 fik den tidligere landsholdsassistent Jupp Derwall, der afløste Schön tre år tidligere, dog Breitner tilbage på landsholdet, og han var med til at kvalificere landet til VM i Spanien i 1982.
Slutrunden startede dog på den værst tænkelige måde, for tyskerne tabte 2-1 til undertippede Algeriet og var presset til sejr for at gå videre. Det blev dog også til to sejre i de to resterende gruppekampe. Sidste gruppekamp mod Østrig endte dog noget kontroversielt. Begge hold ville nemlig gå videre med en tysk sejr på højest to mål, og da Tyskland kom foran 1-0 efter 10 minutter endte kampen nærmest uden flere chancer, og den er derfor blevet døbt ”Nichtangriffspakt von Gijon” (på dansk ”ikke-angrebspagten i Gijon”), der var den spanske by, hvor kampen blev spillet. Tyskland spillede sig dog hele vejen videre til finalen efter en sejr og en uafgjort i anden runde, mens semifinalen mod Frankrig blev afgjort i straffesparkskonkurrence, hvor Breitner i øvrigt scorede på sit forsøg.
I finalen ventede Italien, og ligesom Breitners sidste VM-finale kom holdet bagud. Dog ikke blot 1-0, men 3-0 efter 81 minutter, og Tyskland havde kastet håndklædet i ringen. Alligevel endte Breitner med at skrive historie, for han blev den blot tredje ud af indtil videre fire til at score i to VM-finaler. Ligesom i den første fik Breitner ansvaret for et straffespark, som han ligeledes udnyttede. Kampen blev den endegyldigt sidste landskamp for Paul Breitner, der endte med at have repræsenteret sit land 47 gange med 10 mål, en EM- og en VM-titel til følge.
Det sidste skæg i karrieren
Sluttede Paul Breitners landsholdskarriere uden en eneste opsigtsvækkende begivehed uden for banen, kan man spørge sig selv. Og hertil er svaret, selvfølgelig, nej. Igennem det mest af sin karriere har Breitner været kendetegnet ved sit store afrohår og sit fuldskæg. Men optil VM-slutrunden i 1982 blev Breitner tilbudt omkring 600.000 kr. for at barbere sit skæg af og deltage i et reklamestunt ved at bruge firmaet Pitralons aftershave, og Breitner vakte endnu engang opsigt ved at modtage det store pengebeløb, og han spillede i turneringen med overskæg, mindre hår på hovedet og en hel del rigere.
I 1983 lagde Breitner støvlerne på hylden, men han var ikke færdig med fodbold. Han skrev flere artikler med kritik af fodboldens verden. Blandt andet har han kritiseret Beckenbauer for at være fodboldens undergraver og transfersystemet for at være imod menneskelig værdighed. Alligevel havde Breitner tilsyneladende intet problem med at tage imod store sign-on fees ved klubskifter, specielt skiftet til Real Madrid sikrede ham en stor sum penge. En anden side af netop det skifte har også medført kritik og udstillet hans dobbeltmoral. For mens han spillede i klubben, var den fascistiske diktator Franco tæt knyttet til klubben, mens Breitner åbenlyst var i den modsatte politiske grøft. En sidste kritik går ligeledes på Breitners dobbeltmoral i forbindelse med hans politiske synspunkter. For han var ikke bleg for at reklamere for kapitalistiske virksomheder som førnævnte Pitralon, McDonalds og tobaksvirksomheder, og samtidig kørte han i dyre biler.
Historien om Paul Breitner, der har vundet stort set alt, hvad der er at vinde i topfodbold, slutter dog ikke uden endnu en pudsig historie. For i 1998 efter landstræner Berti Vogts opsigelse blev Paul Breitner offentliggjort som ny mand i spidsen for landsholdet. Men efter kun 17 timer og pres fra flere højtstående medlemmer i det tyske fodboldforbund, måtte DFB trække ansættelsen tilbage, og Breitner blev herefter kendt som ”17 timers landstræneren”.
Senest har Breitner været ansat som ekspertkommentator på tysk TV, og han har også været talentspejder for Bayern München, men i dag arbejder han med salg og køb af ejendomme. Tidligere har vi beskrevet, at både Lattek og Hoeneß ville have en indflydelse på Breitners liv, men indtil videre har vi kun set på Latteks. For Hoeneß´ største indflydelse er fra nyere tid. I 2017 kritiserede Breitner Bayern i TV, og de to modpoler, med Hoeneß fokus på forretning og Breitners på maoisme, har offentligt kritiseret hinanden. Det er endda gået så vidt, at klubpræsident Hoeneß har forbudt Breitner at komme i VIP-området på Bayerns hjemmebane Allianz Arena. Breitner fodboldmæssige liv har både været op og ned, men i de flestes hjerter, men i hvert fald ikke Hoeneß´, er Paul Breitner en skæv og opsigtsvækkende karakter, der vil blive huske både for alt det på banen, men så sandelig også det udenfor.
