For 100 år siden var Greuther Fürth en af de helt store i tysk fodbold. Men rivaliseringen med ærkerivalerne var så stor, at man ikke ville sidde i samme vogn som spillerne fra modstanderholdet, da man skulle med toget til en landskamp i Holland. I dag arbejder fangrupperinger på et navneskifte, som passer til klubbens rødder og glorværdige fortid.
SpielVereinigung Greuther Fürth.
Navnet ligger ikke helt rigtigt i munden, når talen falder på en af de helt store klubber i tysk fodbolds unge år.
Og selv om det nærmer sig 30 år siden, navnet Greuther Fürth opstod efter en sammensmeltning mellem landsbyklubben fra 360 sjæle-flækken Vestenbergsgreuth 40 kilometer mod nordvest og den meget store storebror fra Fürth, der gennem årene mere eller mindre er smeltet sammen mod syd med Nürnberg, så er der kræfter, der gerne vil tilbage til rødderne navnemæssigt.
I hvert tilfælde skal en generalforsamling kort inde i det nye år tage stilling til, om SpielVereinigung Greuther Fürth skal omdøbes til det oprindelige SpielVereinigung Fürth. Det er fanscenen omkring klubben, der har taget initiativ til at få streget det tillagte “Greuther” i klubnavnet. Og kravet bliver bakket op af fans fra blandt andet Hertha Berlin og Borussia Mönchengladbach, der traditionelt har haft et godt forhold til fansene i Fürth.
“Der er stadig mange, der har det svært med at identificere sig 100 procent med klubben. Det kan man se på trøjerne, hvor “Greuther” skiller SpVgg og Fürth ad. Vi spiller i en række sammen med andre navnkundige klubber og bliver hele tiden gjort til grin. Vi er en klub med en stor historie. Vi er tredobbelte mestre, med fem titler har vi flest gange vundet den sydtyske pokalturnering, og vi ligger nummer et i evighedstabellen for 2. Bundesliga,” siger Mario John, der er medarrangør i initiativet, der stammer fra fanklubben “Stradevia Fürth”.
Der skal et flertal på 75 procent på en generalforsamling til at få gennemført navneændringen, som fanklubben håber kan træde i kraft fra sæsonen 2027-28. Det passer med, at Fürth til den tid kan fejre sit 125 års jubilæum. Klubbens præsident, Volker Heissmann, hilser på klubbens hjemmeside initiativet til et muligt navneskifte velkommen.
“Vi er glade for, at der nu foreligger en tidsplan, hvor der er sat et tidspunkt for, hvornår der kan komme en demokratisk taget beslutning fra vores stemmeberettigede medlemmer, som vi alle derefter vil respektere”, siger han.
Men hvem er den traditionsrige klub, hvor fangruppen har været sure på navnet i knapt 30 år? Og hvem er den undselige lillebror, der engang var opkomlingen ude fra den mørkeste provins, og som på en enkelt aften blev verdensberømte i hele republikken?
Et mesterskab til evigheden
SpielVereinigung Fürth kan prale med at have været mestre i usædvanligt lang tid. Efter det første mesterskab i 1914 blev fodbolden i det daværende kejserrige suspenderet i seks år på grund af første verdenskrig. Først i 1920 blev der igen spillet om et tysk mesterskab i den nye Weimar-republik, og i de mellemliggende seks år kunne Fürth kalde sig mestre. Det var de også tæt på at kunne i det efterfølgende år, selv om de i krigsårene havde mistet fire spillere fra mesterholdet i 1914. Finalen i 1920 blev dog tabt til ærkerivalerne og de den dag i dag største fjender inde fra storbyen mod syd, 1. FC. Nürnberg, med 2-0. Nürnbergerne var i den periode også en stormagt i tysk fodbold, hvor man hentede fem mesterskaber på ni år.
Hvor dominerende fürtherne sammen med lokalrivalerne fra Nürnberg var i mellemkrigsårene, så man i forbindelse med en landskamp på udebane mod Holland i april 1924. Holdet bestod udelukkende udtaget spillere til Nationalelf fra de to klubber, og da spillerne steg på toget, havde Nürnberg-spillerne sat sig i den forreste vogn, mens de udtagede spillere fra Fürth havde sat sig i den bageste vogn. Da toget ankom til Düsseldorf, som var mødestedet for landsholdet inden kampen i Amsterdam, undrede holdleder Paul Blaschke sig. Han bemærkede kun, at spillerne fra Nürnberg steg ud af toget og lagde ikke mærke til, at Fürth-spillerne steg ud i den anden ende.
Da han så spillerne fra Fürth stige ud af den bageste vogn, skulle han have sagt: “Hvad er der i vejen med jer? I skal jo være venner. I morgen har I en kamp mod Holland.”
Opsangen fra holdlederen hjalp ikke det store. Spillerne sad stadig opdelt på turen mod hotellet, og på næste dags togtur gennem Holland til kampen i Amsterdam. Selv i omklædningsrummet før kampen sad de to klubbers spillere i hver sit hjørne. Og da tyskerne scorede kampens eneste mål jublede Fürth-spillerne over målet, der kom efter et oplæg af deres Karl Auer, mens Nürnberg-spillerne sjoskede tilbage på egen banehalvdel uden at tiljuble deres Heinrich Träg, der scorede målet.
Ægteskab kostede klubskifte
Navne som Karl Auer, Ludwig Leinberger og Karl Mai siger ikke nutidens fodboldfans det store, men de er blandt de Fürth-spillere, der opnåede flest landskampe i den gyldne æra.
Til gengæld var Hans Sutor langt fra en velset person i SpVgg Fürth i storhedstiden. Han blev nærmest tvunget til at forlade klubben og skifte til Nürnberg kort efter finalen om det tyske mesterskab i 1920. Han giftede sig med en kvinde fra Nürnberg, og det var så upopulært, at han ikke længere måtte spille for Fürth. I stedet skiftede han til 1. FC Nürnberg, hvor han nåede at vinde yderligere tre tyske mesterskaber.
I det hele taget var og er skifter mellem de to klubber ikke velansete, og der har også kun været meget få skifter mellem klubberne gennem historien. En af dem var den nuværende landsholdsangriber Niclas Füllkrug. Han var udlejet til Fürth fra Bremen i 2013-14 sæsonen, men blev efter lejeopholdet solgt til Nürnberg.
Fra Fürth til Greuther
Efter storhedstiden i 20’erne formåede Fürth op gennem 1930’erne at holde sig i den bedste række i Bayern, som var højeste niveau i et land, der endnu ikke havde en landsdækkende række for de bedste mandskaber. Men efter anden verdenskrig var det slut med storheden for klubben, der kom til at rode rundt mellem anden- og fjerdebedste række i en lang årrække derefter.
I midten af 1990’erne begyndte man så småt at røre på sig igen. Nok havde fürtherne været blandt de 20 hold, der grundlagde den landsdækkende 2. Bundesliga i 1974, men det uden at gøre det store væsen af sig. En enkelt fjerdeplads blev den bedste placering, hvor man ellers placerede sig solidt enten lige over eller lige under midten indtil 1983, hvor man rykkede ud af rækken.
Penge var der ikke mange af, og løsningen kom fra en noget uventet kant. Den kom ude fra provinsen, tre kvarters kørsel nordvest for Fürth, hvor den undselige landsby Vestenergsgreuth ligger. Absolut ingen uden for nærområdet ville kende flækken med de 360 indbyggere, hvis det ikke var på grund af byens fodboldhold. Op gennem 1980’erne og første halvdel af -90’erne var TSV Vestenbergsgreuth begyndt at røre på sig i de øvre amatørrækker i Bayern, og de to klubber mødte også hinanden af og til i blandt andet Regionalliga Süd, hvor begge klubber huserede i begyndelsen af 90’erne. Vestenbergsgreuth havde en pæn sum penge i ryggen, men hverken befolkningsmæssig opbakning eller stadion til at kunne klare sig langsigtet på højt niveau i tysk fodbold. Situationen var til gengæld omvendt i Fürth, hvor man havde opbakning og infrastruktur, men absolut ingen penge.
Trapattonis debut og en pokalsensation
Som skrevet skulle TSV Vestenbergsgreuth kun bruge en enkelt søndag aften i midten af august 1994 for at gøre klubben og landsbyen verdensberømt i hele Tyskland. Klubben, der dengang spillede i den fjerdebedste række, havde kvalificeret sig til DFB Pokal og havde her fået den helt store jackpot ved at få Bayern München som modstander i første runde.
Kampen blev tv-transmitteret på ZDF, og et par minutter før pausen blev Roland Stein den store helt for Vestenbergsgreuth ved at score kampens eneste mål, der sendte Bayern ud af pokalturneringen og gjorde dem til nationens fodboldmæssige vittighed i en uges tid. Imens kunne greutherne sole sig i opmærksomheden oven på den sensationelle sejr, der endda blev hentet på Frankenstadion inde i Nürnberg, da det lokale stadion ikke kunne huse et besøg af mægtige FC Bayern.
Og det var ikke fordi, Bayern undervurderede modstanderen. Kampen var Giovanni Trapattonis debut som Bayern-træner, og han havde sendt det store kavalleri i form af Oliver Kahn (også Bayern-debutant) i målet, Thomas Helmer i forsvaret, Lothar Matthäus og Mehmet Scholl på midtbanen og Jean-Pierre Papin i angrebet i kamp
I den anden ende var der stort set kun nobodies. Målscorer Roland Stein nåede syv kampe i 2. Bundesliga for Schweinfurt som sit sportslige højdepunkt ud over kampen mod Bayern, men et par andre navne kom man til at høre langt mere til.
Med Harry Koch og Frank Schmidt på holdet
En af dem var den dengang 24-årige forsvarer Harry Koch, der ikke kun brillerede med sit udprægede 90’er-look i form af en fyldig Vokuhila med krølpermanent og et Oberlippenbart, som end ikke Rudi Völler var i nærheden af at kunne præstere i hans storhedstid. Harry Koch, der også er far til den nuværende Frankfurt-spiller Robin Koch, pakkede Jean-Pierre Papin fuldstændig ind, og kampen blev springbrættet for ham til en langvarig karriere i Kaiserslautern, hvor han vandt både DFB Pokal og et tysk mesterskab.
I den anden ende af banen huserede en 20-årig spiller i angrebet med det leverpostej-farvede navn Frank Schmidt. Som spiller opnåede han ikke den store succes, men i dag er han kendt som den Frank Schmidt, der har ført 1. FC Heidenheim fra den femtebedste række til Bundesligaen, hvor han snart skal i gang med sin 17. sæson som træner. Frank Schmidt nåede 51 kampe for Vestenbergsgreuth og scorede ti mål for klubben, inden han via østrigsk fodbold samt ophold i Alemannia Aachen og Waldhof Mannheim røg tilbage til fødebyens fodboldstolthed som først spiller og siden træner.
De uoprykkelige rykker ned
Som Greuther Fürth har klubben gennem de knapt 30 år under det navn levet en grå tilværelse hovedsageligt på næstbedste niveau. I flere år gjaldt klubben som Unaufsteigbar, da det blev til flere lige-ved-og-næsten-placeringer i kampen om at rykke op i Bundesligaen. Syv femtepladser og en enkelt fjerdeplads blev det til i 2. Bundesliga i de første 11 år efter årtusindskiftet.
I 2014 brød man stimen med en tredjeplads, hvorefter man i to Relegationskampe mod HSV forblev ubesejret. Men efter 0-0 i Hamburg og 1-1 hjemme i Sportpark Ronhof måtte man sige farvel til oprykningen på den daværende regel om flest scorede udebanemål.
Da havde man dog fået lov til at snuse til livet på første klasse. I 2012 rykkede man endelig op i den bedste række efter mange års forgæves forsøg. Men det var dog en kort frist, for holdet var trods de mange nærved-oprykninger ikke gearet til at spille med de allerbedste. Det blev til nul sejre i 17 hjemmekampe, 21 point, 26 scorede mål og en sikker nedrykning i første sæson, og bedre blev det ikke i andet forsøg i den bedste række.
Selv om det knapt kunne blive dårligere, så blev det en endnu dårligere optræden i det fine selskab ni år senere, da man fik et andet forsøg i den bedste række. Der gik 15 kampe, før man hentede den første sæsonsejr, og det begyndte at blive en stående vittighed i tysk fodbold, om Greuther Fürth i det hele taget kunne vinde på hjemmebane i Bundesligaen. Hjemmesejren kom dog i 15. runde mod Union Berlin, og derefter blev det til nærmest en stime, da man lige efter vinterpausen i den coronaramte sæson også hentede sejre mod Mainz og Hertha Berlin.
Dermed var halvdelen af 18 point i hus. Men med kun 28 scorede mål blev det til endnu en stensikker nedrykning i sæsonen 2021-22 og siden har Greuther Fürth ikke været i nærheden af at komme op blandt de bedste.
I moderne tid har Greuther Fürth heller ikke brilleret med navnkundige spillere på længere ophold, selv om man fik fingrene i det tidligere Bayern-stortalent, tysk-amerikanske Julian Green. Den i dag 30-årige midtbanespiller er avanceret til en legende efter ni år i klubben, hvor han har spillet langt over 200 kampe. Desuden havde man i seks år den marokkanske elegantier Rachid Azzouzi i sine rækker, ligesom den tidligere HSV- og Werder Bremen-libero, Dietmar Beiersdorfer fik en sæson i klubben i sine helt unge år. Derudover kan nævnes svenske Branimir Hrgota, der næsten har udviklet sig til lidt af en klublengende
På danskerfronten har hele seks danskere været forbi klubben. Viggo Jensen fik den længste karriere i klubben, da han spillede fire sæsoner fra 1974-78. Siden har Troels Bech, Hans Henrik Andreasen, Tobias Mikkelsen, Uffe Bech og senest Emil Berggren været i klubben med varierende succes, ligesom man til denne sæson råder over dansk-luxembourgeren Mathias Olesen, der er hentet i Köln.
En tur i Playmobil-land
Men mens det sportsligt har været grå middelklasse på næstbedste niveau for Greuther Fürth, fik klubben til gengæld noget nær kultstatus hos groundhoppere og andre med nørdede tendenser inden for stadionnavne. Klubbens stadion ligger i Sportpark Ronhof, og det navn bærer stadion i dag. Men Greuther Fürth var hurtigt med på dillen med at omdøbe stadion efter en sponsor. Og her fandt man en særdeles navnkundig legekammerat. I 1997 blev legetøjsproducenten Playmobil navngiver for stadion, der fik det mundrette navn Playmobil-Stadion, som man beholdt i de efterfølgende 13 år, inden det i de efterfølgende fire år hed Trolli Arena, opkaldt efter en slikproducent.
I den kommende sæson har fansene sat en fed streg under runde 15 og 32. Her står den på rivalduellen mod hadeholdet fra Nürnberg, og her har fürtherne revanche til gode fra sidste sæson, hvor to frygtelige opgør set fra deres side endte med to forsmædelige nederlag på henholdsvis 0-3 og 0-4 mod die Clubberer. Det er dog langt fra den største lussing til Fürth i de 274 hidtidige opgør. Den første kamp mellem de to klubber i det, der bliver kaldt Frankenderby, fandt sted i september 1902, og det opgør vandt 1. FC Nürnberg med 15-0…
I 274 Frankenderbys har Nürnberg vundet 142 gange, mens Greuther Fürth har vundet 82 gange. De sidste 50 kampe er endt uafgjort, og Nürnberg har en målscore på 592-356 i opgørene.
