bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Målmand i angrebet – markspillere i målet: Koller, Tarnat, Schjønberg og andre uvante helte

Målmand i angrebet – markspillere i målet: Koller, Tarnat, Schjønberg og andre uvante helte

Bundesligaen, Meisterschale

Der kan ske mærkværdige ting, når målmænd ikke passer deres sædvanlige plads mellem stængerne. 

Der var engang, hvor strikse regler for antallet af udskiftningsspillere kunne give nogle pudsige situationer. Og endnu mere grotesk kunne det blive, når det tyske fodboldforbund, DFB, satte regler for, hvor mange amatørspillere, der måtte være en del af en trup til en Bundesliga-kamp.

Det kunne give nogle pudsige situationer, hvor målmænd måtte forlade de vante og trygge rammer i eget felt for i stedet at droppe spillet med hænderne og skabe ravage med hoved og fødder i den modsatte ende af banen.

I dag er det nærmest umuligt at forestille sig, at der var en skarp opdeling mellem amatører og professionelle, og den holdt ved op til 1990’erne. Det gav nogle pudsige trupsammensætninger, når de professionelles trupper var ramt af skader eller karantæner, og der blev kigget mod de på papiret ikke-betalte spillere for at lukke huller.

I 1986 blev situationen i flere tilfælde grotesk. Blandt andet i den tredje og afgørende Relegationskamp mellem Borussia Dortmund og Fortuna Köln. Lillebror-klubben fra Köln var op til den afgørende kamp i Düsseldorf blevet ramt af et kollektivt maveonde og kunne ikke stille hold. Det var heller ikke muligt at supplere med amatørspillere fra andetholdet, og derfor måtte kampen udsættes en uge, inden de afkræftede profis fra Fortuna måtte indkassere en lussing på 8-0, og dermed aldrig kom tættere på Bundesligaen.

Fem måneder senere ramte den groteske regel om brugen af amatørspillere igen den professionelle virkelighed. Arminia Bielefeld var sæsonen før blevet nummer fire, kun ét point fra at vippe Fortuna Köln væk fra den tredjeplads, der gav Relegationskampene. Men i midten af oktober lå Bielefeld på en 18.-plads blandt de daværende 20 hold i 2. Bundesliga, og en af årsagerne var en særdeles uheldig sæsonstart, hvor man var løbet ind i masser af skader.

Skadessituationen var så slem, at man i 13. runde på hjemmebane mod Saarbrücken måtte stille til kamp med kun ti spillere i startopstillingen. De syv professionelle, der var til rådighed, var suppleret af datidens maksimale tre amatørspillere, og derfor var bielefelderne nødt til at handicappe sig selv fra start i kampen, der endte med et nederlag på 1-3.

Tre uger senere var det tid til den næste hjemmekamp, som var et næsten-lokalopgør mod VfL Osnabrück. I mellemtiden havde Bielefeld fyret træner Horst Franz, der måtte ud på grund af manglende resultater, hvilket virker grotesk med tanke på hans arbejdsbetingelser med den særdeles mangelfulde trup. 

Trænerafløseren Fritz Fuchs havde lige akkurat skrabet 11 spillere sammen til kampen, men det havde krævet en særlig og meget kreativ tankegang. Fritz Fuchs skiftede ud i målet, som Wolfgang Kneib normalt passede, og i stedet var Dirk Hellmann i kassen.

Men Wolfgang Kneib var dog alligevel med i startopstillingen. Den knapt to meter høje keeper var i stedet sat i startopstillingen som angriber, og den taktiske omstilling må have forvirret de lilla fra Osnabrück. Inden der var gået ti minutter var Bielefeld foran 2-0, men de kunne ikke holde føringen, og gæsterne, der var med i toppen af 2. Bundesliga på det tidspunkt, kunne tage de 55 kilometer mod nordvest med to point i hånden efter en 3-2 sejr.

I et interview med magasinet 11Freunde så Wolfgang Kneib, der i øvrigt et par sæsoner tidligere blev den første fodboldspiller, der meldte sig ledig hos arbejdsformidlingen, tilbage på den specielle kamp mod Osnabrück. Han huskede at have fået en halv chance, da han fik bolden på kanten af straffesparksfeltet og ville sparke til bolden med sit venstre ben. “Men pludselig var bolden væk”, kommenterede Wolfgang Kneib episoden.

En halv snes år senere var det Wolfgang Kneibs målmandskollega, Richard Golz, der for en stund måtte agere angriber. Igen var det reglen om et maksimalt antal amatørspillere, der satte rammerne for den usædvanlige disposition, der måske alligevel ikke var så overraskende, når man ser på, hvem der var HSV-træner. Det var Felix Magath…

Richard Golz var startet i målet i den udsatte udekamp mod Hansa Rostock, der blev spillet en råkold onsdag aften i midten af april. I løbet af de første 25 minutter var hjemmeholdet kommet foran 2-0, og det endte også med at blive kampens resultat.

I de sidste ti minutter ville Felix Magath dog prøve noget andet i offensiven. Problemet var bare, at han ikke havde nogle angribere til disposition på bænken, og derfor måtte klare sig med det, han havde taget med til østersøkysten. 

Derfor blev Daniel Stendel pillet ud, målmand Holger Hiemann sat i målet og den næsten to meter høje Richard Golz udstyret med en provisorisk trøje med et hurtigt påklistret rygnummer 1 på trøjen. 

Det blev til en enkelt ganske stor chance for Golz i den usædvanlige rolle, som man tidligere på sæsonen også havde overvejet kunne være en taktisk mulighed, men ingen mål fra den mangeårige HSV-målmand.

Halvandet år senere lykkedes det dog for en målmand at score et mål i Bundesligaen. Som en passende julegave til de trofaste og dengang knapt så hårdtprøvede Schalke-fans blev Jens Lehmann den første målmand, der som målmand scorede i åbent spil i Bundesligaen. Og hvor kan den slags næsten kun ske, når man som Schalke-fan og -spiller vil gnide lidt ekstra salt i såret? Selvfølgelig på Westfalenstadion i Dortmund i et Revierderby.

Datoen var 19. december 1997, og Schalke var bagud 2-1, da man i overtiden fik et hjørnespark. Jens Lehmann luskede med frem i feltet, og efter et hjørnespark blev bolden snittet af et par Dortmund-spillere, inden en Schalke-spiller sparkede halvkikset mod mål. Fem meter fra kassen stod Jens Lehmann og satte hovedet på den dårlige afslutning, der havde retning til at gå et godt stykke forbi. I stedet blev bolden pandet ind bag kollega Stefan Klos i Dortmund-målet, der kunne sprælle lige så tosset som han ville uden at kunne forhindre udligningen.

2-2 og julefreden var sikret i den blå del af Ruhrgebiet oven på et Revierderby mellem de to tyske Europa Cup-vindere fra tidligere på året.

Det hænder dog også, at markspillere må en tur i målet for at agere målmænd af den ene eller anden årsag. Her kan markspillerne også få en helterolle, hvis de på deres uvante plads kan holde modstanderne fra at score og på den måde hive et eller måske tre point i hus.

Det præsterede Bayern Münchens Michael Tarnat, da han blev sat i mål i en god halv time i en udekamp på Waldstadion i Frankfurt i efteråret 1999. Først havde Samuel Kuffour knockoutet målmand Oliver Kahn alvorligt og ganske grusomt i en forsvarsaktion. Kuffour forsvarede bolden i en duel mod Frankfurt-angriberen med det skønne navn, Bachirou Salou, mens Oliver Kahn kom susende ud af målet for at afværge situationen.

Kahn fik fat i bolden, men i samme øjeblik blev han også ramt Kuffours knæ på kindbenet, og Kahn gik bevidstløs og fuldstændig knockoutet i jorden med en alvorlig hjernerystelse. 

Det var selvsagt slut med spilletid for Kahn i den kamp efter en lille time, og i stedet kom reservekeeper Bernd Dreher i målet. Det holdt dog kun syv minutter. Så vred han alvorligt om på knæet, og det kostede ham et overrevet korsbånd.

“Det havde jeg aldrig oplevet før”, sagde Bayern-træner Ottmar Hitzfeld ifølge Der Spiegel efter kampen, og rådvildt kiggede han rundt efter en løsning på den usædvanlige situation med to alvorligt skadede målmænd på få minutter. 

Her sprang Michael Tarnat til, og med kort varsel trak han i Bernd Drehers alt for store trøje, mens guldhalskæden i bedste 90’er-stil dinglede om halsen på ham. Det var dog ikke helt uvant for Tarnat at stille sig mellem stængerne. Det havde han gjort flere gange efter træningerne, og havde også været målmand som drengespiller.

“Han er faktisk verdensklasse, når vi spiller efter træningen,” sagde holdkammerat Thomas Linke om Tarnats evner i målet til Der Spiegel. Og selv om Frankfurt havde fordel af at spille mod et hold uden en normal målmand i buret, kom man ikke frem til nogle nævneværdige chancer. 

Til gengæld var Bayern så Bayern-agtige, som kun Bayern kan være det. På mål af Giovane Elber og Samuel Kuffour vendte de kampen i den sidste halve time til en 2-1-sejr, og Tarnat måtte kun én gang for alvor vise sine evner på stregen. Et afrettet skud var på vej mod den fjerneste stolpe, men Tarnat fik vendt sig og heroisk smidt sig, så han kunne puffe bolden væk lige før målstregen.

Bayern var dog selv ved at blive drevet til vanvid af en markspiller, der helt uvant var blevet sendt i målet. I et af de mest mindeværdige opgør mellem Bayern München og Borussia Dortmund på Olympiastadion i efteråret 2002 måtte gæsternes tjekkiske kæmpeklods af en angriber, Jan Koller, en tur i målet. 

Koller havde bragt BVB foran 1-0 i første halvleg, men Bayern havde i løbet af et kvarter i begyndelsen af anden halvleg vendt kampen til en 2-1-føring. Det andet mål kunne dog dufte af offside, da Claudio Pizarro skubbede bolden over stregen fra halvanden meters afstand, og det brokkede Dortmund-målmand Jens Lehmann så meget over, at han fik gult-rødt kort.

Die Borussen havde dog allerede skiftet ud tre gange i kampen, og så måtte Jan Koller krybe i Lehmanns allerede godt svedte og beskidte målmandstrøje, der sad noget stramt på den kæmpestore tjekkes krop, lige som ærmerne også stumpede en smule…

Koller havde dog ingen problemer med at begå sig i den forkerte ende af banen. Han diskede op med flere redninger og indgreb og gjorde det så godt, at han kom på ugens hold hos Kicker for sin målmandspræstation i de sidste 25 minutter af kampen. 

Selv om Jan Koller leverede en stor præstation, så reddede han trods alt ikke et straffespark. Det er der dansker-dong på, da Michael Schjønberg har en straffesparksredning på sit ganske fine tyske fodbold-cv. Den kom i næstsidste runde af Bundesligaen i 2000 i en udekamp for Kaiserslautern mod Freiburg. I løbet af første halvleg var først den normale førstemålmand Georg Koch og siden reserven Uwe Gospodarek blevet skadet, og derfor måtte Die Roten Teufeln grave lidt for at finde en målmand til de sidste 45 minutter.

Det blev Michael Schjønberg, der fik tjansen, og ti minutter før tid reddede han et straffespark fra Alexander Iashvili. Det var dog ikke nok til at sikre Lautern et point i kampen. Efter 1-1 ved halvtid scorede Freiburg en enkelt gang efter pausen, men Schjønberg fik fine anmeldelser i Kicker for sin indsats og var også dagens bedste lauterer ifølge karaktergivningen.

You may also like
Få rabatter på billetter til Bundesligaen
Få rabat på fodboldkampe i Bundesligaen med Bulibold
Få rabatter på billetter til Bundesligaen
Få rabat på billetter til Bundesligaen
Spilletidspunkter for runde 6-12 i Bundesligaen
Spilletidspunkter for runde 6-12 i Bundesligaen: Bayern mod Dortmund lørdag aften
Werder Bremen, optakt, højdepunkter, stadionkapacitet
Sæsonoptakt: SV Werder Bremen – Når tredje gang nok ikke bliver lykkens gang