Da ingen af mine spillere præsterede noget som helst, måtte mit hold sige farvel til top 1.000.
Bundes Manager runde 6 ser mindst lige så svær ud, men jeg tror, jeg har fundet en fidus, omend det er en af de letgenkendelige af slagsen.
Målmand
Jeg holder fast ved Marvin Schwäbe (3,7 mio.) trods en ikke helt let kamp i Frankfurt. Efter kampen mod ”Die Adler” kan man nemlig godt beholde Schwäbe i mindst to kampe, da modstanderne der hedder Schalke og Union. Skal du ud og købe en ny keeper, vil jeg anbefale Werders Karl Hein (3,3 mio.) da han og Werder i de næste tre runder møder Paderborn (h), Mainz (u) og Hoffenheim (h).
Forsvar
I forsvaret skifter jeg Koki Machida (2 mio.) ud. Hoffenheim har haft en frygtelig start på sæsonen og tabte senest 2-3 hjemme mod HSV. Japaneren bliver erstattet af Marco Friedl (2,6 mio.), der har pæne chancer for rent mål i hjemmekampen mod Paderborn. Ellers er Nico Schlotterbeck (5,4) en god, men dyr anbefaling. Den målfarlige midtstopper sad over, da Dortmund tabte mod Bodø og skulle dermed være en sikker starter i Berlin.
Skal du gå helt billigt til værks, så er Schalkes Adrian Gantenbein (2,1 mio.) et godt bud i hjemmekampen mod Mainz. Tror du mest på udeholdet, så gå med Anthony Caci (3,1 mio.), der har leveret to mål samt et oplæg.
Midtbane
Jeg sætter tre midtbanespillere af holdet. Adam Hlozek (3,9 mio.) og Ethan Nwaneri (3,2 mio,) er særdeles usikre startere for hhv. Hoffenheim og BVB og bliver erstattet af de to werderanere Ludovit Reis (2,2 mio.) og Chuki (3,2 mio.). Endelig så koster Freiburgs svære program Derry Scherhant (3,5 mio.) pladsen.
Angreb
Scherhants plads giver jeg til Werders Nicklas Füllkrug (4,7 mio.), der efter to jammerlige ophold hos West Ham og AC Milan er tilbage i Bundesligaens trygge rammer. Her har ”Fülle” nu scoret i de seneste fire kampe, og jeg kan ikke se, hvorfor den stime ikke kan fortsætte mod Paderborn.
Tror du ikke på Werder, så kan Frankfurt-duoen Jonathan Burkardt (6,5 mio.) og/eller Younes Ebnoutalib (3,7 mio.) måske friste. Frankfurt møder hjemme FC Köln og har virkelig brug for at vaske den grimme plet fra udekampen mod Leipzig væk.
Mit anførervalg til Bundes Manager runde 6
Business as usual omkring bindet, som Harry Kane fortsætter med.





