bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Managerspil > Optakt til VM-Manager 1/8-finaler: En heldig hånd

Optakt til VM-Manager 1/8-finaler: En heldig hånd

VM Manager, holdet.dk, VM 2026

Runde 4 var god ved mit hold, da resultaterne betød, at det kravlede op som nummer 1,191, og hvor alle – minus Ismael Sarr – kvalificerede sig til næste runde. Nu er det dog ved at være slut med kampe, hvor den ene part er storfavorit, så fremover gælder det om at holde tungen lige i munden og have en heldig hånd mht., hvem der booker pladsen i kvartfinalerne.

Mine overvejelser til VM-Manager 1/8-finaler

Jeg er nødt til at sige farvel og tak til mine to egyptere, da de står overfor en ualmindelig svær kamp mod Argentina. Sarr skal naturligvis også erstattes, og her kigger jeg mod Frankrig, der har vist noget nær skræmmende styrke, samt mod Marokko, der har en fin kamp mod Canada.

Mine udskiftninger til VM-Manager 1/8-finaler

Målmand
M. Shobeir (2,7 mio,) Egypten ud – M. Maignan (5,5 mio.) Frankrig ind
Jeg køber min forhåbentlig sidste målmand under dette VM. Maignan er sidste skanse på et eventyrligt stærkt fransk hold.

Forsvar

A. Freeman (3 mio,) USA ud – A. Hakimi (4,5 mio.) Marokko ind
Jeg kan ikke blive klog på kampen mellem USA og Belgien, og så kan jeg lige så godt satse på Marokkos meget offensive back Hakimi. PSG-backen er med i rigtig meget, når Marokko angriber, hvilket indtil nu har kastet både mål og assist af sig.

Midtbane

R. Alvarado (2,9 mio.) Mexico ud – B. Barcola (4,6 mio.) Frankrig ind
Jeg er nødt til at købe Barcola, og det koster Alvarado pladsen. Barcola spiller venstre fløj i det franske tremandsangrib og kom senest på tavlen, da Le Bleu sendte svenskerne hjem.

Angreb

H. Kane (10,4 mio,) England ud – O. Dembele (6,5 mio.) Frankrig ind
Det gør lidt ondt at sælge en Harry Kane, som har vist sig som en veritabel enmandshær for England, men jeg tror heller ikke det bliver ved dette VM, at ”Football is coming home.”
For godt det halve beløb kan jeg få den aktuelle indehaver af Ballon d´Or, og så har Frankrig en på papiret meget lettere kamp mod Paraguay end Englands ditto på udebane mod Mexico.

Mit anførervalg til VM-Manager 1/8-finaler

Den franske landstræner Didier Deschamps må kunne nogle tricks, som de godt kunne bruge i Real Madrid. Når Kylian Mbappé stiller op for Frankrig, er det helt uden den irriterende attitude, som han ofte viser for Los Blancos. På landsholdet knokler han bare løs og scorer samtidig masser af mål. Den indstilling giver ham bindet på mit hold.

Foto: Holdet.dk

You may also like
EM-manager, Nationalelf, EM 2020, Tyske landsholdsspillere, VM Managerhold
Optakt til VM Manager semifinaler – Three Lions og otte kokkemænd
Tyskland, EM 2024, Managerspil
Optakt til VM-Manager kvartfinaler: Dyre englændere
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Analyse: Tysk tristesse efter endnu en VM-fiasko
EM-manager, Nationalelf, EM 2020, Tyske landsholdsspillere, VM Managerhold
Optakt til VM-Manager 1/16-finaler: Messi og Argentina