bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: Borussia Dortmund – Mission mesterskab

Sæsonoptakt: Borussia Dortmund – Mission mesterskab

Sidste sæson:
Nummer 2 i Bundesligaen

Med ansættelsen af Lucien Favre skulle Borussia Dortmund tilbage til de mere klassiske dyder, der næsten var forsvundet efter en kaotisk sæson året forinden med spillerstrejker og trænerfyringer.

Det var bestemt ikke alt, der fungerede gnidningsfrit i begyndelsen, men sæsonpremieren mod RB Leipzig blev på mange måder et varsel om, hvad der var i vente. Dortmund kom bagud 1-0, men de fik kæmpet sig tilbage og vandt i overbevisende stil med hele 4-1.

I begyndelsen var det netop den fight, der især blev kendetegnet ved de to nyindkøb Axel Witsel og Thomas Delaney, der gav point, inden offensiven i september for alvor begyndte at folde sig ud. Paco Alcácer scorede hver gang han kom på banen, Jacob Bruun Larsen lignede i omtrent halvanden måned en verdensstjerne i svøb, Marco Reus var forbilledlig som anfører og spilfordeler, og så begyndte Jadon Sancho at vise sig frem på allerøverste niveau.

Et nederlag ude mod Fortuna Düsseldorf i næstsidste runde inden vinterpausen kunne ikke ødelægge et noget nær perfekt efterår, der også bød på en meriterende 4-0 sejr mod Atlético Madrid, og Dortmund kunne overvintre som Herbstmeister med seks point ned til Bayern München.

Så kom foråret. Godt nok blev forspringet udbygget til syv point i 20. spillerunde, men det var noget mere hakkende end i efteråret, og defensiven, der blandt andet holdte fem clean sheets i Champions League gruppespillet, begyndte også at se skrøbelig ud.

3-0 hjemme mod Hoffenheim med et kvarter igen blev til 3-3. I München blev det til en sand ydmygelse med et nederlag på hele 5-0, og i Revierderbyet kortsluttede de sort-gule så, da de tabte med 4-2 på hjemmebane efter at have fået Marco Reus og Marius Wolf smidt ud.

De mange dumme pointtab blev dyre, og en flot sæson endte ud i ingenting, da DFB Pokalen var et overstået kapitel allerede i begyndelsen af februar, og i Champions League kunne Borussia Dortmund heller ikke gøre det store mod de senere finaledeltagere fra Tottenham, hvor det blev til et samlet nederlag på 4-0 i ottendedelsfinalerne.

Tansfers:

Michael Zorc lignede en mand, der meget gerne ville hurtigt på ferie, hvorfor han allerede i maj havde annonceret tre handler til en samlet værdi af 76 millioner euro.

Thorgan Hazard rygterne havde floreret siden efteråret, så det var ikke den store overraskelse, da belgieren blev præsenteret som ny spiller i Ruhr. Lidt kortere havde offentligheden kendt til interessen for Hoffenheims Nico Schulz, men i løbet af foråret stod det ret hurtigt klart, at Dortmund ville handle ind til back positionen, og at den tyske landsholdsspiller stod højt på listen.

Kort tid efter de to var præsenteret, kom meldingen så om, at BVB også hentede Julian Brandt i Leverkusen, der med en frikøbsklausul kunne hentes for gunstige 25 millioner euro.

Den mest overraskende handel kom dog først noget tid senere, da Mats Hummels besluttede sig for at vende tilbage til Borussia Dortmund, da han pludselig var i overskud i München.

Endelig så hentede de højreback Mateu Morey i Barcelona, der dog sidder ude med en skulderskade i de første mange uger, på en fri transfer, ligesom Paco Alcácer officielt blev købt fri efter at have været på et succesfuldt lejemål i sidste sæson.

Med de mange nyindkøb er der selvfølgelig også blevet luet ud i truppen, om end det ikke er sket i helt samme omfang som forventet.

Alexander Isak er sendt til Real Sociedad, hvor der dog skulle være en tilbagekøbsklausul i kontrakten, mens Sebastian Rode vekslede sin lejekontrakt i Frankfurt med en permanent en af slagsen.

Jeremy Toljan, Andre Schürrle og Felix Passlack er sendt ud på nye udlån til henholdsvis Sassuolo, Spartak Moskva og Fortuna Sittard. I Schürrles tilfælde med en købsoption efter sæsonen.

Mest prominente afgang er Abdou Diallo, der efter Mats Hummels’ ankomst valgte at søge til PSG for omtrent 32 millioner euro. Endelig så er Christian Pulisic også officielt væk, efter Chelsea købte ham i vinters, men derefter lejede ham ud til Dortmund, hvor han spillede det sidste halve år gratis.

Dortmunds trup er dog stadig en lille håndfuld spillere for stor, hvorfor Maximilian Philipp, Shinji Kagawa og måske også Ömer Toprak alle kan forlade klubben, inden transfervinduet lukker.

Mario Götze og Raphaël Guerreiro har begge kontraktudløb næste år, og selvom der forhandles om nye kontrakter med dem begge, kan de også risikere at blive solgt denne sommer.

Styrket/Svækket

Markant styrket.

Kun Abdou Diallo er væk fra startopstillingen, og her er Mats Hummels her og nu en opgradering med sin erfaring i forsvaret. Offensiven med Hazard og Brandt giver bredde og kvalitet og så er Nico Schulz en kærkommen forstærkning til backen.

Denne sæson:

Efter sidste år at have forsøgt at undgå favoritværdigheden, så har Borussia Dortmund allerede nu meldt åbent ud, at de forventer at spille med om mesterskabet. Alt andet ville næsten også have været kujonagtigt med de massive investeringer, som de har foretaget til en trup, der ikke er set stærkere siden mesterskabsårene.

Roman Bürki flagrer stadigvæk en tand for meget, men med tilgangen af Mats Hummels og til dels Nico Schulz, bør han også blive hjulpet bedre på vej af sit forsvar, end tilfældet var det sidste år. Og så glemmer man måske lidt hans gode efterår, hvor han til tider var Bundesligaens bedste målmand.

Længere femme på banen er Axel Witsel igen udset en nøglerolle, når han skal være ankeret på midten. Til at begynde med ser det ud som om, at Julian Weigl er valgt som makker på bekostning af Thomas Delaney, men det kommer til at afhænge meget af modstander og formation. I kampe, hvor de forventes at være klart mest på bolden, kan Lucien Favre forsøge sig med en 4-1-4-1-formation, som vi også så i sidste sæson og så bruge enten Mario Götze eller Julian Brandt ved siden af eller lige bagved Marco Reus.

Netop Marco Reus bliver igen vigtig i rollen som anfører og rollemodel for de mange unge spillere, for selvom både Götze og Brandt kan indtage hans rolle på banen, så mangler Dortmunds spil fart og aggressivitet, når Reus ikke er med.

En af Lucien Favres udfordringer i denne sæson bliver at holde alle spillere tilfredse i en trup, der stadig er en kende for stor. Borussia Dortmund var bedst i efteråret, da det var de samme 11, der spillede de fleste kampe, men der bør vær så meget kvalitet, særligt offensivt, at Favre kan tillade sig at rotere mere i år. Forsvaret bør han dog holde sig fra at ændre alt for meget ved. Skader tvang ham til at splitte det succesfulde par Diallo og Akanii op og sende dem ud på backerne, hvilket skabte en del uro i de bagerste geledder, da Dan-Axel Zagadou havde visse udfald.

Jadon Sancho viser ikke nogen tegn på, at sidste sæson skulle have været en sæson over niveau, og med en Paco Alcácer der har set godt ud i venskabskampene og endelig virker til at være helt i form, bør der være mange målrige kampe forude for de sort-gule. Så er spørgsmålet, hvordan truppen reagerer i foråret, hvis de igen ligger lunt til i kampen om mesterskabet. Har de lært af sidste sæsons fejltagelser, eller begynder nervøsiteten igen at spille ind?

Set med danske briller bliver det også interessant at følge Jacob Bruun Larsen i denne sæson. Danskeren fik sit gennembrud sidste år, men konkurrencen er øget, og han står ikke forrest i køen til spilletid. I sidste sæson blev han i enkelte kampe anvendt som angriber, og det kan igen blive hans mulighed for spilletid, da Paco Alcácer har brug for pauser, og fremtiden for Mario Götze fortsat er uvis.

I skrivende stund ligner det en helt lige kamp mellem Borussia Dortmund og Bayern München om titlen, men meget afhænger selvfølgelig af, hvad sydtyskerne hiver op af hatten i de næste par uger.

Dortmund har gjort deres forarbejde godt og har kunne lukrere på at have truppen samlet under hele optakten. Om det så rækker til klubbens første mesterskab siden 2012, får vi at se i maj.

Bud på placering 1-3

Bud på idealopstilling: 4-2-3-1
Bürki – Piszczek, Hummels, Akanji, Schulz – Weigl, Witsel – Sanho, Brandt, Reus, Alcácer

Hold øje med:
Mats Hummels

Det ville være oplagt at vælge en af de nye offensive kræfter som Hazard eller Brandt, men selvom de uden tvivl forstærker holdet, så var offensiven allerede ganske glimrende inden deres tilgang.

Det store problem i anden halvdel af sæsonen var forsvaret, hvor der manglede en naturlig leder, og det er netop den rolle, som Mats Hummels skal være med til at udfylde. Udover sin evne til at føre bolden frem og bygge spillet op bagfra, så skal han med sin ro og rutine sørge for, at Borussia Dortmund ikke mister koncentrationen, som vi så ofte så det i sidste sæson, ligesom hans hovedspil også bør hjælpe på de dødbolde, der efterhånden har været et problem i flere år, og i sidste sæson førte til interne skænderier mellem særligt Bürki og Favre.

Med sine 30 år er Hummels købt ind for her og nu at sikre Dortmund-succes, og skal de sort-gule have en chance for at løfte die Schale i maj, og for den sags skyld komme længere i Europa, så skal Hummels gerne ramme niveau fra start af.

Vil du en tur ned og se Borussia Dortmund opleve den Gule mur, så se her hvordan du får billetter til din næste fodboldrejse.

foto: www.bvb.de

You may also like
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse
Sæsonoptakt: TSG 1899 Hoffenheim – den upopulære landsbyklub
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Sæsonoptakt: Borussia Dortmund: Kan Stuttgarts bedste gøre Dortmund bedre?