Sidste sæson:
Nummer 15
32 point og kun tre point fra at skulle i playoff om en tur ned i Zweite Liga. En katastrofal sæson for et hold, der jagtede Europa-pladserne året forinden.
Horst Steffen blev hentet til som træner fra Elversberg, og truppen fik et par – på papiret – markante forstærkninger i form af blandt andet Mbangula fra Juventus og Boniface, der blev lejet i Leverkusen.
Det skal med, at truppen var hårdt plaget af skader, og man måtte blandt andet se bort fra truppens måske vigtigste mand, Mitchell Weiser, i hele sæsonen. Men Steffen fik det aldrig til at flyde.
De store transfers floppede, og Boniface endte som en Keita 2.0.
Efter en stime på ti kampe uden sejr blev Steffen fyret i februar. Ind kom Daniel Thioune, der – ikke uden problemer – sikrede Werder Bremen en ny sæson i Tysklands bedste række.
Med ti mål blev Jens Stage den helt store profil, og det store spørgsmål er, om han stadig spiller i Bremen, når vinduet lukker i.
Transfers:
Man sidder næsten med følelsen af et decideret brandudsalg i Bremen, hvor store profiler har forladt klubben.
Det store forsvarstalent, Karim Coulibaly, er solgt til Strasbourg for 20 millioner euro, mens målmand Mio Backhaus er draget sydpå til Freiburg. Den “østrigske Messi”, Romano Schmid, er taget til storsatsende Frosinone.
Leonardo Bittencourt er taget hjem til Energie Cottbus i jagten på mere spilletid, mens lejeaftalerne med Suguwara, Boniface, Wöber, Isaac Schmidt, Jovan Milosevic og Cameron Puertas alle er løbet ud.
Der er sket særdeles meget på indsiden. Niclas Füllkrug og Eren Dinkci er vendt hjem på lejeaftaler, mens midtbanen er forstærket med den unge spanier Chuki fra Valladolid og den tidligere HSV-spiller Ludovit Reis. Begge på en fri transfer.
I forsvaret er unge Oscar Wójcik, der tidligere har været sat i forbindelse med Brøndby IF, hentet ind. Til målet er den østrigske landsholdsspiller Alexander Schlager og estiske Karl Hein kommet til for at dyste om pladsen som Backhaus-afløser.
I angrebet har man suppleret op med den schweiziske VM-spiller Cedric Itten samt Paul Erevbenagie, der er hevet op fra reserverne. Han kan godt få et gennembrud denne sæson.
Styrket/svækket:
Svækket
Sådan går det Werder Bremen denne sæson:
Bliver Jens Stage? Og kan hjemvendte Niclas Füllkrug holde sig fit?
Meget ligger på skuldrene af de to. Truppen er tynd og sårbar over for skader. Derfor skal de to levere en stor sæson, hvis Werder ikke hurtigt skal forholde sig til nedrykningsstregen.
Egentlig er ambitionerne til langt mere, men klubben fattes penge. Derfor har man sagt farvel til flere store profiler og står med en trup under ombygning.
På papiret har man hentet en del spændende spillere, men fælles for dem er, at de er unge og uden Bundesliga-erfaring. Selvfølgelig står Füllkrug ud, og ingen med et grønt-hvidt-hjerte kan være utilfreds med den handel. Men tager man fanbrillerne af, står det også klart, at han kommer med nogle skuffende sæsoner i bagagen. Så man kan ikke bare forvente, at han laver 10-15 mål.
Offensiven er bestemt ikke uden potentiale, men skal spilles sammen. Daniel Thioune får brug for den tid, Horst Steffen ikke fik. Der er stadig et par dage tilbage af transfervinduet, og vi må forvente, at Werder stadig vil blive aktive. Der mangler i den grad bredde i defensiven.
Det lugter lidt af en sæson i den tunge ende for Werder. At Jens Stage angiveligt var opsat på et skifte til Hoffenheim, siger en del om situationen i Nordtyskland.
Bud på placering:
15-16
Bud på Werder Bremens idealopstilling:
4-3-3
Karl Hein; Mitchell Weiser, Amos Pieper, Marco Friedl, Oliver Deman; Ludovit Reis, Senne Lynen, Jens Stage; Justin Njinmah, Niclas Füllkrug, Samuel Mbangula
Hold øje med:
Samuel Mbangula
Det bliver lidt af en “make it or break it”-sæson for den teknisk stærke kantspiller. Belgieren har ikke været i nærheden af at indfri de store forventninger, da han sidste sæson blev hentet for 10 millioner euro i Juventus. Det er mange penge for Werder Bremen, så man har ikke råd til, at han mislykkes.
I seneste sæson kunne han end ikke spille sig i startopstillingen. Han viste dog i glimt et højt topniveau, og flere fans forstod ikke, hvorfor han ikke fik mere spilletid.
Der er lagt op til, at Mbangula nu skal have chancen fra start. Med sin teknik og fart kan han blive Werders offensive omdrejningspunkt. Men i pokalturneringens første runde mod Lüneburg blev han flået ud i pausen.
- Sæsonoptakt: Werder Bremen – Fra europadrømme til mareridt om Zweite LigaSæsonoptakt: Werder Bremen – Fra europadrømme til mareridt om Zweite Liga. Kan Werder Bremen komme i problemer, selvom helten Füllkrug er tilbage på Weser?
- De tyske holds muligheder i Champions League 2026/27De tyske holds muligheder i Champions League 2026/27. Kan Bayern Munchen, Dortmund, RB Leipzig og VfB Stuttgart alle spille sig videre fra ligafasen?
- Sæsonoptakt: Gladbach – permanent tristesse Sæsonoptakt: Gladbach – permanent tristesse. Die Fohlen er de sidste mange sæsoner havnet i den nederste del af tabellen. Det kommer til at ske igen
- Så mange sæsonkort sælger Bundesligaklubberne: Revierklubberne i topSå mange sæsonkort sælger Bundesligaklubberne. Schalke og Dortmund topper listen, mens Paderborn og Elversberg sælger færrest.
- Optakt til Bundes Manager efterår 2026 runde 1Optakt til Bundes Manager efterår 2026 runde 1. Harry Kane er et must, men hvilke andre ti spillere skal du ellers have på? Stage, Karetsas, Ginter?








