”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.
Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.
Chefen for det hele – Zlatko ”Tschik” Cajkovski
Så kom tiden, hvor jeg skulle finde den træner, der kan sætte sig igennem overfor den flok af kæmpe egoer og personligheder. Der er rigtig mange markante trænere at vælge mellem. Jeg havde den kokain sniffende Daum inde i mine overvejelser, ligesom HSV´s tidligere mestertræner – den alkoholiske Branco Zebec, der tit var beruset, når han sad på bænken og endda var så fuld, at han ved pressekonferencen efter en kamp tre gange forgæves forsøgte at sige: ”Vogelsperspektive”, inden han overlod konferencen til HSV´s direktør og gik op i baren, hvor han bestilte en dobbelt cognac. Det er derfor ikke sært, at han ofte blev kaldt Fernet Branco.
Mit valg er dog faldet på en anden serbo-kroat, nemlig Zlatko Cajkovski, der nok er ukendt for de yngste læsere af Bulibold, men ikke desto mindre var den træner, der for alvor placerede Bayern München på fodboldens verdenskort. Han var en af sin tids rejsende i professionel fodbold og blev bl.a. kaldt dværgen, der gjorde andre større.
Cajkovski var kun 164 cm lav og blev fik derfor kælenavnet Tschik, hvilket betyder cigaretskod på serbokroatisk. Han var selv en spiller i den absolutte verdensklasse og vandt OL-sølv med Jugoslavien i både1948, hvor Danmark som bekendt vandt bronze, samt i 1952. Begge gange spillede han sammen med sin bror Zejliko.
På klubplan repræsenterede han Partisan Beograd i hjemlandet, og da han havde spillet kampe nok, fik han lov til at rejse ud og fik i alt fem sæsoner i hhv. FC Köln og Hapoel Haifa. Han vandt både det jugoslaviske mesterskab samt pokalen, det tyske mesterskab og den israelske pokaltitel.
Tschik som træner
Da Tschik i 1958 sluttede sin aktive karriere i Hapoel, blev han straks ansat som træner samme sted. Her brugte han to år på at komme ind i faget, inden de regerende hollandske mestre Utrecht lokkede Tschik tilbage til Europa. Det blev kun til en lidt skuffende 4. plads i Eresdivisionen. Så sæsonen efter skiftede han til 1. FC Köln. Han blev to år i domkirkebyen og vandt i sæsonen 1963-64 det tyske mesterskab i den allerførste Bundesligasæson.
Efter Kölns guldsæson lokkede Feyenoord, men parterne kunne ikke få en aftale på plads. I stedet tog Tschik til München, men ikke til byens store klub 1860 München. Det var i stedet 2. Bundesligaholdet Bayern München, der havde ambitioner om at rykke op i den bedste række og mente, at Tschik var manden, der kunne forløse ambitionerne. Bayern, der blot en gang tidligere i 1932 havde vundet det tyske mesterskab, ville nu ikke længere står i skyggen af ”Die Löwen”
Fra starten tog han alle med storm i München. Tschik brillerede med et cirkus tysk, omtalte altid sig selv i 3. person og underholdt gerne med røverhistorier fra sin egen aktive karriere. Tschik var en feinschmecker, både når det gjaldt fodbold, men bestemt også mht. bordets glæder. Efter at have afsluttet sin aktive karriere åd han sig hurtigt tyk som en tønde, og i en tid hvor mange klubber kopierede Inters ultradefensive catenaccio ville Tschik hellere spille fremad og brugte gerne unge talenter, som han selv kunne forme til sin foretrukne spillestil.
Inden sin anden sæson hos Bayern indlemmede Tschik tre ungdomsspillere i førsteholdstruppen nemlig Sepp Maier, Franz Beckenbauer og Gerd Müller. Alle tre spillere skulle senere blive den bedste længdeakse set i tysk fodbold, men i 1964 var de blot upolerede talenter. De fleste kunne nok se, at Sepp var en meget talentfuld målmand men med de to andre havde Tschik to modsatrettede problemer. Beckenbauer var alt for tynd og splejset til at begå sig på højeste niveau, men ved hjælp af ekstra portioner mad og masser af fysisk træning fik han gjort ”Der Kaiser” stærk og muskuløs nok til førsteholdet.
Hvad angik Gerd Müller var problemet et andet. ”Hvad skal jeg med den vægtløfter?” udbrød Tschik på trods af, at han selv havde hentet ham op i førsteholdstruppen. Gerd Müller lignede heller ikke den typiske fodboldspiller. Han var kun ni cm højere en Tschik, og det smalleste sted på ham var hovedet, der virkede som sad det fast på skuldrene uden hals og gik man nedefter, så blev han bare bredere. F.eks. målte hvert af Müllers lår 62 cm. Da han efter første træning ville hente anden portion mad, tog Tschik tallerkenen fra ham med ordene: ”Sie nicht Beckenbauer. Sie mein kleines dickes Müller”.
I starten spillede Gerd Müller slet ikke, men måtte nøjes med at blive haglet igennem på træningsbanen, hvor han i løbet af tre uger tabte 12 kilo.
Da ”Tschik” på det tidspunkt kaldte spillerne sammen, spurgte han retorisk: ”Wo ist mein kleines dickes Müller?” Fra den dag af spillede Müller hver gang. Han scorede to gange i sin debut, hvor Bayern slog Freiburg med 11-2 og lavede i alt 33 mål i 26 kampe den sæson. Det var altså i høj grad ”Tschiks” fortjeneste, at Gerd Müller udviklede sig til ”Bomber der Nation.” og bl.a. scorede svimlende 68 mål i blot 62 landskampe.
Læs også: Gerd Müller – Der Bomber der Nation
Med ”Tschik” ved roret rykkede Bayern i 1965 op i Bundesligaen og vandt året efter pokalturneringen, da Meidericher SV (nuværende MSV Duisburg) i Frankfurt blev besejret med 4-2.
Det gav adgang til Europa Cuppen for pokalvindere, og her vandt Bayern sin første internationale titel ved i Nürnberg at slå Rangers med 1-0 efter forlænget spilletid på et mål af Franz ”Bulle” Roth.
Tiden efter Bayern
Efter en skuffende 1967-68 sæson måtte både ”Tschik” og Bayern videre. Man kan sammenligne Tschik med Marcello Bielsa. Begge var/er utrolig passionerede omkring fodbolden, men stiller også så høje krav, at det slider på omgivelserne. Bortset fra tiden i Bayern var ”Tschik således aldrig mere end to år samme sted.
I den resterende del af sin karriere trænede ”Tschik” klubber som Hannover 96, Dinamo Zagreb, 1. FC Nürnberg, 1. FC Köln, Kickers Offenbach (som han bragte op i Bundesligaen) og AEK Athen med hvem han vandt både den græske liga samt pokalturneringen.
Zlatko ”Tschik” Cajkovski trænede i sæsonen 1983-1984 i sin sidste sæson det græske hold Apollon Kalamarias og slog sig derefter ned i München, hvor han havde sin faste plads på Olympia-Stadion.
Han led voldsomt af sukkersyge, hvilket kostede en amputation af det ene ben. Han kom sig aldrig efter operationen og døde i 1998, hvorefter hans urne blev sendt til Zabreb.
Hans søn nåede at spille 85 kampe i 2. Bundesliga for klubber som Kickers Offenbach, FC Augsburg, Waldhof Mannheim og SSV Ulm.
Bad Boys-11
Med ”Tschik” er jeg nået til enden af min serie om store personligheder i tysk fodbold. Jeg er helt på det rene med, at nostalgi ikke er, hvad det har været, og at et hold bestående af 11 så markante personligheder nok i virkeligheden ville give mere bøvl end succes. Holdet endte med at stille sådan op:
Det kunne dæleme være en sjov kamp, at se mine drenge mod et moderne hold bestående af Kimmich, Neuer, Brandt, Ginter og hvad nutidens velfriserede (og hamrende dygtige) profiler ellers hedder. Vi ville nok få smæk, men jeg ved godt hvilket omklædningsrum, jeg helst ville være i, når der fløjtes op til 3. halvleg.
Jeg håber, I har nydt turen ned af ”memory lane.”
Se resten af holdet her:
Højre midtbane: Maurizio Gaudino
