”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.
Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.
Jeg er nået til den spiller, der skal udfylde pladsen som central forsvarer på mit hold. Jeg stiller for øvrigt op i en 3-4-3-opstilling, da jeg tænker, at med de meget kontante typer, der fylder mit forsvar ud, så er det rigeligt med tre mand i den kæde.
På pladsen som central forsvarer har jeg valgt endnu en fyr, der ud over en ekstremt kontant spillestil også var alkoholiker – nemlig Uli Borowka. Han var en af de mest frygtede spillere i Bundesligaen, kongen af ”trash-talk” men også en spiller, der gennem hele karrieren kæmpede mod alkoholismen og måtte helt ned og skrabe bunden, inden han erkendte og handlede på sine indre dæmoner.
Borussia Mönchengladbach 1980-1987
Ulrich Ernst Borowka blev født i Menden i Saurland og spillede i sine ungdomsår i fire små klubber i lokalområdet. Han var aldrig den bedste tekniker på ungdomsholdene, men kompenserede for det med en jernvilje og en ”never say die” indstilling, der i sidste ende vækkede interessen på Bökelberg i Mönchengladbach.
Op til 1980 spillede han i Wanne-Eickel, men skiftede i sommerpausen til Borussia, der dog lod ham starte på amatørholdet. Her brugte han en sæson på at vænne sig til tempoet men gjorde det så godt, at klubben tilbød ham en plads i førsteholdstruppen, i første omgang dog uden kontrakt.
Første træning gik ikke godt for Uli Borowka. Under skudtræningen høvlede han konstant boldene over fangnettet bag målet, og under den afsluttende træning flæskede han en anden prøvespiller så hårdt, at denne måtte udgå fra træningen.
Nu tænkte Uli Borowka, at han nok havde misset chancen, men cheftræner Jupp Heynckes inviterede ham fortsat med til de næste træningspas, og pludselig stod Gladbach klar med en professionel kontrakt. Da kontrakten var i hus, tog Heynckes Borowka med ud på træningsbanen i en ”sonderschicht”, hvor han angiveligt lærte den unge forsvarer alle de beskidte tricks, som skal beherskes, hvis man vil gøre sig som forsvarsspiller i verdens hårdeste liga.
Borowka var fra sæsonstarten fast mand på et Borussia mandskab, der ikke havde samme styrke som i 70´erne, men som stadig var en fast bestanddel af toppen i Bundesligaen. Den nye unge spiller vandt straks tilskuernes hjerter med sin kompromisløse tilgang til spillet og var i gode hænder hos Gladbachs forsvarskrumtap Wilfried Hannes, hos hvem han kom i mesterlære, når det gjaldt ”trash-talk” og andre små tricks, der kunne bringe modstanderne ud af fatningen.
I en kamp mod Eintracht Frankfurt spurgte modstandernes Ronnie Borchers fortørnet Hannes om, hvem dog den nye spiller var: ”Das ist der neue Schlitzer vom Bökelberg” svarede Hannes (Schlitzer kan i denne forbindelse bedst oversættes til kødhammer).
Da Gladbach skulle møde Schalke, der havde det unge tyske stjernefrø Olaf Thon på holdet, mødte Borowka således yndlingen med ordene: ”Heute breche´ ich dir beide Beine”. Behøves jeg at skrive, at Thon var totalt anonym i kampen, som Gladbach for øvrigt vandt 3-1.
Det var i Gladbach lagde fundamentet til sit senere kælenavn ”Die Axt” (øksen). En del forsvarsspillere, bl.a. Sepp Piontek, havde tidligere ”opnået” kælenavnet ”Eisenfuss”, men man mente åbenbart, at Uli Borowka var en tand hårdere at spille overfor.
Borowka var en hjørnesten på Gladbachs hold indtil sommeren 1987, hvor både HSV og Werder Bremen bød på den knaldhårde forsvarsspiller.
Werder Bremen og Tyskland 1987-1995 – titler og alkohol
Det var Werder Bremen og Otto Rehhagel, der fik fornøjelsen af Borowkas evner på banen. Hos hanseaterne udviklede Borowka sig yderligt. Han blev straks fast mand, og efter det første år i Bremen debuterede han på det tyske landshold i en kamp mod Argentina, hvor han skulle dække selveste Maradona op. Borowka har stadig Maradonas trøje, som han byttede sig til, og der er en blodplet, som han påstår stammer fra Diegos overlæbe. Borowka nåede kun seks landskampe. Han blev af den tyske presse gjort til syndebuk efter semifinale nederlaget i EM 1988 mod Holland, hvor det ellers var Kohler, der ikke kunne styre van Basten. Borowka tog konsekvensen, og meddelte at han havde spillet sin sidste landskamp.
Med Werder Bremen høstede han sine største triumfer, da klubben vandt det tyske mesterskab i 1988 og 1993 samt pokaltitlen i 1991 og 1994.
Werder og Borowkas største triumf var at vinde Europacuppen for pokalvindere i 1992.
På Estadio de Luz i Lissabon vandt Bremen finalen over AS Monaco med 2-0 på mål af Klaus Allofs og Wynton Rufer.
Det var et af alletiders bedste Werder Bremen mandskaber, der blev sendt på banen i Lissabon den aften, hvor det ud over målscorerne er værd at nævne Dieter Eilts, Frank Neubarth, Mirko Votava og Marco Bode. Uli Borowka var en stensikker starter på det hold.
Lige så elsket han havde været på Bökelberg, blev han det også på Weserstadion. Publikum kunne ikke stå for den kompromisløse forsvarsspiller, der både havde et glimt i øjet og som altid forsøgte at ”trashtake” sine modstandere før og under kampen.
I en kamp mod Dortmund stod Borowka ved siden af Andreas Möller fra modstanderens hold. Möller brokkede sig over, hvorfor man skulle gå så langt for at komme ud på banen på Weserstadion. Borowka ”beroligede” Möller med, at han kunne være ganske rolig, for han skulle nok blive båret på en båre på tilbagevejen. Uli Borowka ”trash-talkede” fortsat alle sine modstandere. Han har udtalt, at de var let at skræmme spillere som Möller, Thon og Klinsmann mens typer som Frank Mill og Manfred Burgsmüller var immune over for den slags.
I en kamp mod Leverkusen skulle Borowka dække Ulf Kirsten op. Fem minutter inde i kampen fejede Kirsten Borowkas ben væk, og mens sidstnævnte forsøgte at komme til hægterne, hviskede Kirsten til ham, at det var for alle de spark og al den snak, Borowka havde leveret sidste gang de mødtes.
Det var også hos Werder, at Borowka for alvor lagde grunden til sit alkoholmisbrug. Det var dengang kutyme i spillertruppen, at når en ny spiller ankom, så skulle hele holdet i byen sammen. Den nye spiller skulle drikke en snaps med samtlige spillere fra truppen. Således også da Klaus Allofs blev købt hos Bordeaux 1990. Truppen røg på en kneipe, der lå i forbindelse med et hotel, og den stakkels Klaus måtte drikke 19 genstande, da trupperne på det tidspunkt bestod af 20 spillere.
Truppen efterlod den døddrukne Allofs i baren, og da Borowka nogle timer senere ville tjekke op på Allofs tilstand, var han væk. Borowka gik da fra hotelværelse til hotelværelse og åbnede dørene, for at se,om han lå der. Han fandt ikke Allofs, men fandt i stedet en af tidens hotteste fodboldkommentatorer fra ZDF på et værelse kun iført netstrømper og andet lingeri. I resten af sine aktive år fik Borowka kun gode karakterer af kommentatoren, også selv om han havde spillet som en pose nødder.
Det spidser til
Hvor andre spillere nøjes med sporadiske byture, så drak Borowka nu hver dag. Hans alkoholmisbrug var angiveligt en offentlig hemmelighed hos Werder Bremen – man tålte det, så længe han leverede på banen, men nu spidsede det til. Samtidig begyndte der at dukke historier om hustruvold op. I en kamp mod Karlsruhe råbte Karlsruhes træner således ind til sin spiller Sergej Kiriakow: ”frag den Penner doch mal, wass mit seiner Frau passiert ist.” Kongen af trash-talk smagte sin egen medicin.
Werders daværende manager Willi Lemke indrømmede senere, at man i klubben godt vidste, at Borowka havde problemer med sit alkoholmisbrug, og at klubben burde have reageret på det.
Kulminationen kom i 1996, hvor Borowka kørte galt i sin sportsvogn, hvor politiet bagefter målte en promille på 1,77.
Nu var Borowkas deroute for alvor i gang. Han blev fyret hos Werder og fik to domme for vold mod sin daværende kone, som siden lod sig skille.
Efter Bremen forsøgte Borowka at få karrieren på skinner igen, men ophold hos Tasmania Neuköln i Berlin og Hannover 96 blev begge uforløste.
Borowka forsøgte sig i 1997 som den første tyske spiller i den polske Ekstraklasa hos Wiedzew Lods hos hvem, han blot fik otte kampe, men dog nåede at blive polsk mester.
Efter sit polske eventyr forsøgte han sig som træner hos bl.a. OberNeueland, Berliner Ak 07 og Türkiemspor Berlin. På det tidspunkt var Borowkas alkoholmisbrug dog så voldsomt, at det straks blev opdaget og udløste en fyreseddel.
Syv år efter triumfen i Lissabon lå Borowka på en overbrækket madras på sit 15 m2 værelse og forsøgte at tage sit eget liv. Det lykkes dog heldigvis ikke, og Borowka hutler sig endnu et år igennem, inden han en dag i 2000 pludselig dukker op på kontoret hos sin gamle holdkammerat fra Gladbach-dagene Christian Hochstätter.
Hochstätter fik et chock, da han så, hvilken forfatning Borowka var i. Han var møgbeskidt og manglede flere tænder i munden.
Hochstätter fik kontakt til en afvænningsklinik, hvor Borowka dog i starten følte sig ”fejlcasted” til. Han syntes, de andre lignede nogle, der kun havde kort tid tilbage. Langsomt gik det dog op for ham, at de alle var i samme båd på det område, og at han selv ville drikke sig ihjel, hvis ikke der skete noget radikalt nu.
Han tog en kold tyrker, som varede fire måneder. Samtidig gennemgik han et terapiforløb, hvor han fik set sin egne problemer i øjnene. Borowka indså, at han altid havde manglet selvtillid og selvværd og altid havde forsøgt at kompensere for de mangler ved at dyrke rollen som machomand og ”Unbekvemster Gegner der Bundesliga”. En titel han faktisk vandt en del gange.
I dag
Uli Borowka vandt heldigvis kampen mod sig selv. Efter sin afvænning skrev han bogen ”Volle Pulle”, hvor han hudløst ærlig, gjorde op med alle tabuer og beskrev både sit liv på banen men også på baren.
Siden 2004 har Borowka arbejdet med at hjælpe andre ud af alkoholmisbruget. Han tager rundt i Tyskland og holder foredrag, men er også direkte behjælpelig med kontakten til misbrugsklinikker, når han bliver bedt om det.
Således ringede den gamle Werder Bremen ”Ehrensspielführers” Horst-Dieter Höttges søn på til Borowka og bad om hjælp, da Höttges var i svære problemer. Höttges ville ikke erkende sine problemer, men Uli Borowka ramte en nerve, da han spurgte Höttges: ” vil du helst huskes som Tysklands daværende bedste forsvarsspiller eller som ham, der lå i rendestenen?”
Höttges gav sig, og Borowka hjalp den aldrende Werder stjerne til et ophold på et plejehjem, som var specialiseret i den slags problemer. Borowka har også hjulpet en anden Bundeliga spiller, der endda led af tre forskellige slags afhængighed samtidig. Hos denne spiller skulle der 18 forsøg til før denne var tørlagt.
Uli Borowka var en frygtet forsvarer dengang, da han ikke turde se sin egen angst i øjnene men er i dag et flot eksempel på, at man kan komme videre, hvis man først erkender sine problemer og siden handler på dem.
Se resten af holdet her:
