bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nyheder > Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans

Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans

Red Bull, RB Leipzig

På 15 år har RB Leipzig nået fire oprykninger, spillet sig i fire pokalfinaler og konstant ligget i toppen af Bundesligaen. Alligevel møder klubben fortsat massiv modstand blandt tyske fodboldfans, og ellers ultra populære Jürgen Klopp blev næsten lagt for had, da det kom frem, at han fremover skal være”Head of Global Soccer” for hele RB-koncernen. Men med modstanden følger også medgang på tilhængersiden.

RB Leipzig.

Sig de to bogstaver i sammenhæng med navnet på Tysklands ottende største by, og langt de fleste traditionalister og fundamentalister blandt tyske fodboldfans vil få samme røde ansigtsfarve i arrigskab, som den røde tyr i sponsorlogoet på RB Leipzigs snehvide trøje har.

Efter 15 år i tysk fodbold og ni sæsoner blandt de 18 bedste hold i Forbundsrepublikken, har det stadig ikke fået raseriet mod RasenBallsport Leipzig til at køle af. 

Så sent som i sidste sæson måtte fansene af Leipzig-klubben lægge næsebor til en særdeles ildelugtende hilsen på en udebanetur til ellers upåagtede Heidenheim. Her havde hjemmeholdets fans hældt smørsyre ud over ståpladserne i udebaneafsnittet på det ellers ganske gemytlige Voith-Arena.

Fansene af lille 1. FC Heidenheim er langt fra de eneste, der har luftet deres modstand mod RB Leipzig, som mange tyske fodboldfans mener, er den onde repræsentant for den kommercialisering og pengedominans, der har holdt sit indtog i fodboldens internationale verden i de seneste 20 år. Den er Tyskland i det store hele gået udenom med den særlige 50+1-regel, der sikrer, at moderklubberne og dermed fansene har den afgørende magt i de professionelle fodboldklubber.

St. Pauli takkede nej til Red Bull

Men hvordan er græssportsklubben, der sportsligt har været en stor åbenbaring i Bundesligaen med sit høje pres, enorme tempo og målsøgende spil, som har givet masser af succes, stadig en paria, der bliver mødt med fordømmelse og manglende respekt af de øvrige klubbers fans?

I midten af 00’erne var den østrigske brusedrik-koncern Red Bull på udkig efter en tysk klub, der kunne agere spydspids for deres satsning inden for fodbolden. I 2005 havde man overtaget Austria Salzburg fra Red Bull-koncernens hjemby, og til stor fortrydelse ærgrelse og raseri blandt Austria-tilhængerne havde Red Bull-koncernen slettet alt, hvad der havde med klubbens indtil da 72-årige historie at gøre. Ingen mesterskaber, ingen pokaltitler og ingen finaleplads i UEFA Cup’en i 1994 var længere en del af klubbens identitet og historie. Selv de klassiske lilla og hvide farver blev slettet og erstattet med de rød-blå farver fra Red Bull.

Den øvelse ville blive sværere at trumfe igennem i Tyskland på grund af 50+1-reglen. Men der blev alligevel kigget rundt i det tyske fodboldlandskab, hvor FC St. Pauli, 1860 München og Fortuna Düsseldorf var tre af de klubber, der blev udsat for frieri fra Red Bull-koncernen. Alle tre steder blev man dog afvist, selv om den lyseblå klub i München dog var åben for et samarbejde, der dog i sidste ende ikke kunne lade sig gøre.

I stedet kiggede man mod Leipzig, der havde et netop ombygget Zentralstadion, der blev brugt til VM 2006. Men der var ingen klub til at spille på det fine stadion, der risikerede at ende som en hvid elefant. Og Leipzig var en ganske interessant by at kigge på. På nær en enkelt sæson i 1993-94, hvor nu hedengangne VfB Leipzig havde været på et kortvarigt besøg i Bundesligaen, havde byen ikke haft noget at sige i toppen af tysk fodbold. 

Byen havde og har samtidig også stolte fodboldtraditioner. Blandt andet var det i Leipzig, at det tyske fodboldforbund, DFB, blev stiftet i 1900, og byen huser også Lokomotive Leipzig, der var finalist i pokalvindernes Europa Cup i 1987. Desuden har man i Sachsen Leipzig, Chemie Leipzig yderligere to traditionsklubber, der i dag spiller i de lavere, tyske rækker.

En af de tre Leipzig-klubber, Sachsen Leipzig, var interesseret i et samarbejde med Red Bull, men en navneændring i et samarbejde og de facto overtagelse, samt en frygt hos DFB for, at investorerne ville få for stor indflydelse, satte en stopper for det projekt.

SSV Markranstädt = RB Leipzig

Men når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed selv gå til bjerget. Derfor blev den nye klub, RasenBallsport Leipzig stiftet i sommeren 2008, og i løbet af det kommende år havde den nydannede klub kigget lidt uden for bygrænsen mod vest, hvor landsbyklubben SSV Markranstädt huserede i den sydlige gruppe af Oberliga Nordost, der er femtebedste række.

Græssportsklubben overtog licensen fra SSV Markranstädt, og i sommeren 2009 var man klar til at spille sig op gennem rækkerne fra Oberliga Nordost, mens SSV Markranstädt stille og roligt gik i opløsning og røg på historiens losseplads, hvor ingen ville huske dem – hvis det altså ikke havde været for den klub, der overtog deres licens.

Alt var på papiret gået efter bogen og fuldstændigt overholdt reglerne i tysk fodbold. Men hvori lå så problematikken i, at RB Leipzig nu var en – i første omgang – perifer del af det tyske fodboldlandskab i en amatørrække?

For det første gav forkortelsen RB associationer til den absolutte hovedsponsor og reelle ejer af klubben. For det andet var RB ikke en klub, som en fodboldklub er som flest i Tyskland, hvor det ikke er usædvanligt med både fem- og sekscifrede medlemstal i moderklubberne.

Et marketingsprodukt

I Rasenballsport Leipzig var der fra start af kun omkring 15 medlemmer, og det antal er vokset til omkring 20 i dag. Ud over at det koster en god sum penge at blive medlem, kræver det også godkendelse af klubbens bestyrelse at blive medlem af klubben. Og for at blive medlem skal man have nære kontakter til Red Bull-koncernen. Den måde at udnytte reglerne til det yderste komma var en torn i øjet for mange fans, der nærmest fra første kamp udtrykte sin modstand mod det, der skulle være opkomlingen fra Leipzig.

“RB Leipzig er et produkt, ikke en klub. Og den eksisterer kun så længe, at den kan være med til at være et marketingsprodukt for Red Bull”, lød og lyder kritikken blandt andet af klubben.

Protesterne var massive, og allerede i de første optrædener i de lavere rækker, var der protester. En af de mere massive var i DFB Pokal, hvor man trak Dynamo Dresden. De to østtyske byer har i forvejen en årelang rivalisering, og at Leipzig kom med en opkomling med masser af penge i ryggen, var ikke populært hos de sort-gule fra Dresden, der i mange år var den næststærkeste kraft i østtysk fodbold.

Ud over masser af bannere med hånlige beskeder i retning af RB Leipzig, blev der også kastet et tyrehoved ned på banen som en foragt mod de røde tyre fra byen 110 kilometer mod nordvest.

Efter tre års bøvl med at komme op fra Regionalligaen til 3. Liga og yderligere en sæson i 3. Liga samt to sæsoner i 2. Bundesliga, kunne RB Leipzig efter syv års eksistens i 2016 kalde sig Bundesliga-mandskab. Men det skortede heller ikke på protesterne blandt de øvrige klubbers fans.

Mest markant var Borussia Dortmunds fans, der havde en alt andet en venlig modtagelse til gæsterne ved mødet på Signal Iduna Park i begyndelsen af februar 2017. Inden kampen var der nogle af de største uroligheder i årevis blandt fans, og på stadion var der også masser af protester mod RB. Det har der også været i de efterfølgende år, selv om der ikke har været større voldelige aktioner i de senere år.

Hadet fortsætter

Andre steder blev der kastet med falske pengesedler efter RB-bussen, når den trillede op mod stadion, og den daværende RB-sportschef Ralf Rangnick blev også udsat for masser af skældsord fra tribunerne, der ofte blev meget personlige, hvor man antydede en forbindelse med hans tidligere stresssygdom.

Alt det har dog ikke påvirket RB Leipzig sportsligt. Det er blevet til to andenpladser, tre tredjepladser og to fjerdepladser samt en sjetteplads i Bundesligaen. Det er suppleret af to sejre og to nederlag i DFB Pokalfinaler, en sejr i den tyske Super Cup samt semifinaler i både Champions League og Europa League. Og med tiden er der kommet en større anerkendelse af RB Leipzig som klub og faktor i tysk fodbold.

Sören Bär, der er professor med speciale i events ved universitetet i Bayreuth, har lavet en undersøgelse af RB Leipzigs popularitet. Den tog udgangspunkt i en meningsmåling, der viste, at RB Leipzig var den klub, som tredjeflest fodboldfans i Tyskland holder med, kun overgået af Bayern München og Borussia Dortmund. Men samtidig var det også den næstmest hadede klub, kun overgået af Bayern München.

I sin forskning havde Sören Bär taget udgangspunkt i at undersøge fodboldfans i Leipzigs tilhørsforhold. Hovedparten af dem, der var skiftet til RB Leipzig, gav udtryk for, at de ønskede at være en del af en succes, og derfor betød kritikken og den kommercielle del omkring klubben mindre for de nye fans.

Samtidig er RB Leipzig sammen med Union Berlin de eneste repræsentanter fra de fem østlige delstater, der indtil 1990 udgjorde DDR. Derfor har klubben også en vis opbakning i de nye delstater, selv om der også stadig er stor rivalitet med de traditionsrige klubber, der tidligere spillede med i DDR-Oberligaen, men i dag frister en mere trist skæbne i lavere, fælles tyske rækker.

Ingen tradition

Et rigtigt stort kritikpunkt fra andre klubber er manglen på tradition hos RB Leipzig. Den manglende tradition blev for alvor tydelig ved specielt pokalfinalerne i 2022 og 2023. Her skulle en legende fra hver af de deltagende klubber være med til at bære pokalen ind på Olympiastadion i Berlin. Men med knapt 15 år på bagen og en noget nær tom historiebog for slet ikke at tale om mangel på fortidens profiler, måtte RB Leipzig en tur i trickkisten for at finde en legende.

Legenden fandt de blandt målmandstrænerne. Her regerer Perry Bräutigam, der er født i Altenburg, 50 kilometer syd for Leipzig. Men på nær en enkelt sæson som 14-årig for én af de andre Leipzig-klubber, Lok Leipzig, i midten af 1970’erne, bragte hans karriere ham aldrig forbi Leipzig. I stedet spillede han hovedparten af karrieren for FC Carl-Zeiss Jena, inden det blev til en sæson i 1. FC Nürnberg og syv sæsoner som afslutning på karrieren i Hansa Rostock.

Perry Bräutigam, der nåede tre landskampe for DDR, nåede at være målmandstræner i seks år, inden han blev målmandsscout og siden ambassadør for klubben.

Succes er dog ikke lig med anerkendelse. Da RB Leipzig i 2022 efter to tabte finaler endelig kunne stå med DFB Pokalen i hånden, var der kun lykønskninger på sociale medier fra TSG Hoffenheim. Werder Bremen valgte at takke modstanderne fra Freiburg for en flot kamp, mens VfL Bochum lykønskede FV Engers for at have vundet den lokale pokalturnering i Rheinland, der samtidig gav en billet til den landsdækkende DFB Pokal i den efterfølgende sæson.

Men selv om der er fans i forbundsrepublikken, der den dag i dag nægter at tage RB Leipzig i deres mund og i stedet omtaler dem som SSV Markranstädt, er den så mange steder så forhadte klub så småt ved at sætte sine aftryk på tysk fodbold. Og det selvom den model, klubben er skabt på, stadig ikke vækker begejstring hos konservative og traditionsbundne tyske fodboldfans, så har RB vist vejen for, hvad der skal til for at skabe et succesfuldt hold i et område, der ellers ikke havde haft mange fodboldglæder i de første 25 år efter genforeningen.

You may also like
Hannover, optakt, højdepunkter
Das Niedersachsenderby – Tysklands vildeste lokalopgør?
RB Leipzig, Red Bull
Sæsonoptakt: RB Leipzig – Gammel Red Bull på nye dåser
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien
Borussia Dortmund, mål, 100 bedste mål, Karl-Heinz Riedle, Kælenavne
Tyske kælenavne: Fra Kugelblitz og Pannen-Olli til Titan og Tante Kähte

Leave a Reply