”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.
Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.
Så er vi nået til sidste mand på holdkortet, og jeg var bestemt i tvivl om, hvem jeg skulle vælge. Manfred Burgsmüller og Frank Mill var med i overvejelserne, men valget faldt på en ”ulænding”, som saglige Richardo i sin tid kaldte Horst Wohlers. Min nummer ni blev Toni Polster, som dermed bliver den eneste ikke tysker i min startopstilling.
Polster fik kælenavnet ”Doppelpack” på grund af, at han ofte scorede to mål i samme kamp. Han var ikke en fantastisk tekniker, men klarede sig primært ved hjælp at fart og kraft kombineret med en veludviklet målnæse.
Og så er det vel de færreste, der ved, at Toni Polster også gav den som ”Schlagersänger” i en grad, der må afkræve respekt hos både Hansi Hinterseer og Franzi25.
Første gang i 1997, da han under det fantastiske navn: ”Toni Polster & Die Fablösen Thekenschlampen udgav ”Toni Lass Es Polstern” og senere i 2008 kom med et helt album, ”12 meistertitel”, der endda både vandt guld og platin i alpelandet. Jeg har desværre ikke kunnet finde en video, hvor Polster synger, men du kan gå på Spotify, hvor han f.eks. brillerer med sangen ”Ich kann verlieren”, og på det omkvæd skråler den gode Toni videre. ”aber Ich tu es nicht gern”
En fyr med de evner er til enhver tid velkommen på mit hold.
Fra Østrig til Spanien via Italien
Toni Polster fik sin fodboldopdragelse i Austria Wien. I sin første seniorsæson blev han kortvarigt udlejet til Simmeringer SC, men efter kun 13 kampe vendte han tilbage til Austria.
Her spillede han fem sæsoner hos wienerne og formåede at holde et snit på over et halvt mål pr. kamp. Med Austria vandt han tre mesterskaber og nåede semifinalen i Europa Cup´en for pokalvindere i 1983 og kvartfinalerne i mesterholdenes ditto i 1985, hvor han endda scorede mod Liverpool, men dog ikke kunne forhindre englændernes samlede sejr.
Toni Polster burde have vundet Den Gyldne Støvle med sine 39 mål i 1987, men han blev snydt af rumæneren Rodion Camataru, der overhalede Polster ved bl.a. at lave 20 mål i sæsonens sidste 6 kampe.
Toni Polster fik dog senere sin oprejsning. Da Ceacescu styret blev væltet i 1990, kom det frem, at Nicolae Ceausescus kone Elena, der var præsident for Dynamo Bucharest, havde beordret Dynamos modstandere til at lade Camataru score sine mål så uforstyrret som muligt, og dengang parerede man altså alle ordrer fra en med efternavnet Ceasescu. Derfor blev kåringen af Camataru erklæret ugyldig, og Toni Polster fik sin velfortjente gyldne støvle.
Den slags plejer man at få øje på i de større ligaer, og i 1987 skiftede han derfor til Torino Calcio. Opholdet i støvlelandet blev dog kortvarigt, da han allerede sæsonen efter skiftede til FC Sevilla. I Andalusiens hovedstad spillede Polster i de næste tre sæsoner og blev hurtigt en af La Ligas mest frygtede angribere. Polster sluttede sit spanske visit af med en sæson hos først CD Longroñes og siden Rayo Vallecano. Polster scorede i alt 83 mål i 171 kampe i det spanske.
1. FC Köln
Polster skiftede i 1993 til Bundesligaen, hvor han hos sammen med Bruno Labbadia udgjorde en frygtet frontduo. Han skød sig straks ind i det ellers kræsne kölnerpublikums hjerter og blev nummer to på topscorerlisten i 1997, et mål efter Ulf Kirsten. I Köln nåede han at spille under Morten Olsen, med hvem han i sin første sæson for klubben oplevede en mirakuløs redning i sidste spillerunde, hvor Köln ellers lå til en tilsyneladende sikker nedrykning.
Efter Olsens fyring i 1993 fik Köln først Stefan Engels og siden Peter Neuruer, der selv var en farverig skikkelse. Neururer og Polster var ikke altid enige om taktikken og diskuterede ofte i pressen, hvordan klubben skulle spille. Da Toni Polster på et tidspunkt blev spurgt, hvordan forholdet til Neururer var, svarede han:
”Vi lader os begge skille fra vores koner og flytter sammen.”
På et andet tidspunkt blev Polster spurgt, om det var Neururers skyld, at Köln pludselig vandt en del kampe, og svaret var:
”Sandheden er, at han har fortalt om sin skattegæld, og så er vi nødt til at spille til, så han får del i en masse sejrsbonusser og kan betale sin gæld.”
I 1997-1998 sæsonen gik den ikke længere for FC Köln. Holdet sluttede trods 13 Polster mål næstsidst, og da Toni ikke havde lyst til turen ned i 2. Bundesliga, måtte deres veje skilles.
Borussia Mönchengladbach
Derfor skiftede Polster inden 1998-99 sæsonen til Gladbach, der på det tidspunkt havde den tidligere verdensmester Rainer Bonhof som træner. Polsters første sæson i Gladbach blev dog en decideret katastrofesæson. Holdet endte på en klar sidsteplads med sølle 21 point, og ”Die Fohlenelf” måtte en tur ned i 2. Bundesliga. Denne gang tog Polster turen med, men målmaskinen var blevet rusten, og i 2000 blev han lejet ud til Austria Salzburg, hvor han dog blot nåede at score to mål i 14 kampe, inden han stoppede karrieren.
Toni Polster og det østrigske landshold
Polster debuterede for Østrig i efter VM i 1982. Han nåede at spille 95 kampe og scorede imponerende 44 mål for alpelandet. De fleste var dengang enige om, at Toni Polster, Hans Krankl og Herbert Prohaska var de tre bedste fodboldspillere, som Østrig havde fostret. På dette punkt var Polster sjovt nok beskeden. ”Prohaska var den bedste af os tre. Han havde bare ikke det samme killerinstinkt, som Hans og jeg havde.”
Polster skal bare være på mit hold. Han kan lave mål, har et glimt i øjet, og i sin tid kunne han fremvise det lækreste Bundesligahår. Skulle han så få trang til for megen sang i bruseren, så er der garanteret en eller to på holdet, der kan lukke kæften på Toni ”Doppelpack” Polster.
Så er min serie med gamle spillere, der i mine øjne var væsentlig mere interessante end de nutidige. Jeg vil næste gang slutte af med at fortælle, hvem der skal træne holdet. Det kræver sin mand at styre 11 sjove, storrygende og lettere alkoholiske kæmpeegoer, men det skal vi nok få hen.
Se resten af holdet her:
