bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bad boys 11 – Defensiv midtbane: Bernd Schuster
Meisterschale, Bundesliga, Bundesligasæson, Bundesligaen, sæsonen 2022/23, video

    ”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.

Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.

 

Defensiv midtbane – Bernd Schuster

På pladsen som 6´er har jeg valgt Bernd Schuster.

”Der weisse Engel” var et gudsbenådet talent, der både besad et rigtig god overblik og en blændende sparketeknik. Samtidig var Bernd Schuster i besiddelse af en selvforståelse og et ego, der har givet mange af hans trænere grå hår før tid. Oven alt dette, så blev Schusters karriere styret benhårdt af hans kone Gabi, der altid stod for forhandlingerne, når Schuster skulle skifte klub.

Bernd Schuster spillede som ungdomsspiller i sin fødeby Augsburg, men skiftede i sommeren 1978 til de nykårede tyske mester fra Köln.
Han fik to sæsoner i domkirkebyen, nåede en tysk pokalfinale men sluttede opholdet i unåde, da han midtvejs i anden sæson blev smidt ud af truppen, efter han forlangte at blive løst fra sin kontrakt, der ellers først udløb i 1982.

FC Barcelona 1980-1988 Bonkammerat med Maradona

Alle detaljer var egentlig på plads omkring et skifte til New York Cosmos, hvor han skulle afløse selveste Franz Beckenbauer, men Schusters hustru Gabi forhandlede i stedet et skifte på plads med FC Barcelona.

”Barça” var på det tidspunkt Europas fodboldmæssige galehus, og man kan indvende, at de med ansættelsen af Schuster forsøgte at slukke en brand ved at overøse den med napalm. At de fik en af verdens bedste midtbanespillere var de færreste i tvivl om.

Starten i Barcelona var svær. Bernd Schuster tjente klart mest af alle i klubben, hvilket nærmest gjorde hans holdkammerater til sine personlige fjender.

Efter et halvt år lagde Schuster sig ud med klubben og træner Helenio Herrera.

Da Barcelonas topscorer Quini blev bortført af terrorister, truede Bernd Schuster med sympatistrejke, indtil Quini blev frigivet, og han fik endda sine ellers modvillige holdkammerater med på vognen. Strejken blev dog afblæst, da Quini fra sit fangenskab fik sendt en besked til sine holdkammerater om, at de skulle spille videre.
Det gjorde de så, men sæsonen endte med en skuffende 5. plads. Det betød, at selv en sejr i Copa del Rey ikke kunne redde Herrera, og klubben hyrede i stedet Udo Lattek som ny cheftræner. Ledelsen har nok ment at, hvis de hentede en tysk træner, så måtte denne da kunne tæmme Bernd Schuster.

Lattek, der som bekendt tidligere havde haft Allan Simonsen under sine vinger i Gladbach, lagde nogenlunde fra land. Barcelona spillede godt, lavede en hulens masse mål, men de blev kun nummer to efter Real Sociedad, der genvandt det spanske mesterskab.
Lattek havde sæsonen igennem sine problemer med den egenrådige Bernd Schuster, men det var intet i forhold til næste sæson, hvor Schuster og Barcelona fik selskab af den argentinske sensation Diego Maradona, der dog desværre for FC Barcelona havde det mindst lige så stramt med autoriteter, som Schuster havde det. Det betød så også et farvel til Allan Simonsen, der højst overraskende skiftede til Charlton Athletic.

Schuster og Maradona blev straks bonkammerater, og i fællesskab gjorde de det meget svært for Lattek at bevare kontrollen over omklædningsrummet.

Begge spillere foretrak bl.a. at sove længe og overlade de tidlige træningspas til resten af truppen. De to rebeller forsømte sjældent en lejlighed til at undergrave Latteks autoritet, og allerede i efteråret 1982 forlangte Schuster Latteks afgang. Det var først ved sæsonafslutningen, at tyskeren røg på porten.
Barcelona har med ansættelsen af den tidligere argentinske landstræner Cesar Luis Menotti nok tænkt, at han vil kunne få skik på Maradonas opførsel på og især udenfor banen. Hvordan den sag endte er en anden, men ikke mindre kendt historie.

Schuster var med i startopstillingen, da Barcelona i 1986 i Sevilla mødte Steaua Bukarest i finalen i Europa Cuppen for mesterhold. Da Venables formastede sig til at skifte Schuster ud fem minutter før den oprindelige spilletids udløb, forlod tyskeren simpelthen Estadio Pizjuan og tog en taxi direkte hen til hotellet, hvor han i radioen kunne høre om Steauas sensationelle sejr efter straffe.

Barcelonas koleriske præsident Nuñez humør har nok ikke været alt for godt efter nederlaget, men da han hørte om Schusters opførsel, stak det helt af. Han råbte til folk i klubben, at han aldrig ville se Schuster i klubbens farver igen. Helt så galt gik det ikke, men hændelserne omkring finalen belastede deres i forvejen dårlige forhold, og efter otte år i Barcelona foretog Schuster i 1988 det forbudte skifte til Real Madrid.
Hos Real Madrid vandt  Bernd Schuster yderligere to mesterskaber, inden han i sommeren 1990 skiftede til Atlético. Bernd Schuster blev således den første udlænding, der har spillet for de tre store i Spanien. Han opnåede at vinde La Liga tre gange og Copa del Rey seks gang samt Europacuppen for pokalvindere en enkelt.

Schuster var en markant personlighed i det spanske, om end det sjældent var præstationerne på banen, der udløste de største overskrifter.

 

Bayer Leverkusen og de flotte mål

Efter 13 år i det spanske trak Bundesligaen igen, og det blev ”Die Werkself” fra Leverkusen, der løb med Schusters underskrift. Leverkusens trinde manager Rainer Calmund udtalte ved en senere lejlighed, at han aldrig havde mødt en agent, der nåede Gabi Schuster til sokkeholderne, hvad angik vedholdenhed og ”pokerface”, så Schuster-parret fik deres krav igennem, og han spillede tre år i Leverkusen, hvor han fra pladsen som nummer seks styrede spillet.

I 1994 opnåede Schuster det enestående at besætte de øverste tre pladser, da ”Tor des Jahres” skulle kåres. Årets mål blev endda senere kåret til ”Tor des Jahrzehnts”. I sin sidste sæson i Leverkusen satte Erich Ribbeck dog ofte Schuster på bænken, og selv om han forsøgte at sikre sig en startplads med juridiske fiksfakserier, så sluttede han i sommeren 1996 sin karriere som Bundesligaspiller.

Læs også: Quiz: Vindere af Tor des Jahres 

Schuster spillede en enkelt sæson i UNAM Puma fra Mexico City, inden han i sommeren 1997 sluttede sin aktive karriere.

”Die Nationalelf” og de voldsomme krav

Kapitlet om Schusters landsholdskarriere er væsentlig kortere, end det burde have været, og igen spøger Gabi Schuster i kulissen.

Bernd Schuster debuterede i 1979 og var med på det vesttyske landshold, der i 1980 vandt EM, hvor han blev kåret til turnerings bedste spiller.

Et år senere meddelte Schuster, at han ikke gad spille på et landshold, hvor Karl-Heinz Rummenigge og Paul Breitner også spillede.

Det krav trak han dog siden tilbage, men en slem knæskade forhindrede han i at deltage ved VM i 1982.
Schusters, hvis forhold til landsholdstræneren Jupp Derwall og præsidenten for DFB Herbert Neuberger på mange måder mindede om det han havde til Nuñez i Barcelona, nåede at annoncere sin tilbagetrækning fra landsholdet en del gange og fortrød siden næsten lige så ofte. I august 1984 var det dog endegyldigt slut. Den nye ”Teamchef” Franz Beckenbauer ville ikke lade Schuster spille dennes yndlingsposition Libero, og så meldte Schuster endegyldigt fra.
Op til VM slutrunden i Mexico i 1986 forsøgte Beckenbauer at lokke Schuster tilbage til landsholdet, men Gabi Schuster forlangte, at DFB skulle betale Schuster 1 million D-Mark, hvis han igen skulle trække i den hvide trøje. Neuberger gik endda på ”Betteltour” for at finde sponsorer, men han nåede kun at få lovning på 300.000 D-Mark.

Det beløb var ikke nok for Gabi, og dermed kom en af Vesttysklands mest talentfulde spillere aldrig til at optræde ved et VM. Bernd Schuster nåede at spille 21 landskampe og scorede fire mål.

 

Gabi Schuster

Bernd Schusters trænerkarriere bragte ham vidt omkring. Han nåede at være træner i en lang række klubber bl.a Besiktas, Malaga, Shaktar Donetsk, Getafe, Xerez, Dalian Yifang fra Kina og Real Madrid. Med Real vandt han endda mesterskabet i 2008, hvor han først blev valgt som årets træner i Spanien og siden blev fyret.

Bernd Schuster har givet ikke været let at arbejde sammen med, men de spillere der giver egen træner bøvl, har det altså med at give modstandernes træner endnu mere bøvl. Havde man så fået nogenlunde styr på Bernd Schuster, så var der jo også lige det med Fru Schuster.

Man kan påstå, at Schuster med valget af Fru Gabi var langt forud for sin tid. Professionel fodbold var dengang næsten udelukkende en mandeverden, så Schusters valg af manager gjorde, at han ofte blev beskyldt for at være en tøffelhelt, der bare havde givet op og overladt alle beslutningerne til fruen.

Bernd Schuster havde ingen problemer med det. Han fortalte pressen, at den slags ikke interesserede ham, og når nu konen var rigtig god til den slags, så lå den jo lige til højrebenet.

Gabi Schuster var vel den første rigtige WAG (wifes and girlfriends of high-profile Sportsmen). Indtil da havde fodboldspillernes koner mest levet godt i det skjulte.

Gabi derimod levede bedst i offentlighedens søgelys, og da hun samtidig var en formidabel forhandler, lå en udadvendt rolle fint til hende. Førnævnte Calmund udtalte, efter han havde signet Schuster fra Atlético, at hvis han havde sådan en kone, så ville han straks udnævne hende som sin personlige manager.

Schuster er en af de sikreste spillere på mit hold. Han har masser af personlighed og var en fantastisk spiller. Han kan sikkert godt skabe sig i ny og næ, men jeg tænker, at vi har personligheder nok på holdet til at dæmpe ham til det tålelige.

At vi så kan få Gabi til at forhandle aftalen på plads, når vi skal have en enkelt en på den lokale efter kampen, det er jo ren win/win.

Se resten af holdet her:

Målmand: Toni Schumacher

Venstre back: Walter Frosch

Midterstopper: Uli Borowka

Højre back: Thorsten Legat

 

Foto: www.dfb.de

You may also like
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga
Vokuhila: Det bedste Bundesligahår og skæg
VM 2014, Tyskland, Brasilien, VM-semifinalen, Miroslav Klose, 1-7
Brasilien – Tyskland 1-7: Kampen vi aldrig glemmer
Fodboldcitat, ejerforholdene
Historien om Uwe Rösler – En Manchester City legende indtager Aarhus
Schalke, Gazprom, trøjesponsorer
Kronhjorte, kondomer og kyllinger – trøjesponsorer og deres historie i Bundesligaen