På en eller anden måde er Diego Maradona altid i medierne. For tiden er det hans nye job som træner hos Gimnasia y Esgrima La Plata og en ny dokumentarfilm om hans tid i Barcelona og Napoli, der skaber opmærksomhed om det argentinske fodboldikon. Mere end 20 år efter at hans på alle måder ekstraordinære karriere som fodboldspiller sluttede, er hans gøren og væren stadig global news i sportsverdenen.
Der, hvor han har spillet, har han sat sit præg på. Det gælder selvfølgelig først og fremmest de store fodboldbyer Neapel og Barcelona, men på en måde også den lille nordtyske by Meppen. Det var nemlig SV Meppens hjemmebane, hvor stjernespilleren startede sit europæiske fodboldeventyr.
Diego Maradona i Meppen — det er en af fodboldens skønne anekdoter.
Det unge supertalent Diego Armando Maradona, som netop havde vundet det argentinske mesterskab med Boca Juniors og var blevet topscorer for tredje gang i træk, skiftede efter VM i sommeren 1982 til FC Barcelona. Træneren på det tidspunkt var tyskeren Udo Lattek, der havde vundet den europæiske pokalvinderturnering i sit første år hos catalanerne og nu tog fat på sin anden sæson.
Latteks stjernebesatte hold var på træningslejr i Holland og ville teste mod et tysk amatørhold, der — som Lattek udtrykte det — ikke viste så stærk „Einsatzfreude“ som hollændere. Valget faldt på Oberliga-holdet SV Meppen, som fejrede sit 70-års jubilæum og ville byde fansene en venskabskamp mod en stor klub. Takket være Meppens gode kontakter til UEFA og Udo Lattek samt en god portion held blev det altså en af Europas allerstørste klubber.
I Barça-bussen, som rullede mod Emsland den 3. August 1982, sad blandt andre Allan Simonsen, Bernd Schuster, Quini, Pichi Alonso og den nyrekrutterede Diego Maradona. I Meppen blev de budt velkommen af 22.000 begejstrede fans.
Officielt var der på SV Meppens hjemmebane kun plads til 18.000 tilskuere. Men det er jo ikke hver dag, at fodboldverdenens crème de la crème kommer til den nordtyske provins, så man improviserede ekstra pladser (ølkasser med træplanker på!), som stod kun få meter fra banen.
Alle fremmødte, dem på de officielle siddepladser, dem på ølkasserne ved sidelinjen, og dem, som var klatret op på træerne omkring stadionet, blev vidner til et historisk øjeblik. Diego Maradonas debut for et europæisk hold og hans første mål i Barça-trøjen — efter 13 minutter scorede han på straffe. Oberliga-holdet gjorde det så godt de kunne, men Quini, Simonsen, Morán og Muñoz sørgede for en 5-0 sejr til catalanerne. Resultatet var imidlertid ikke så vigtigt den eftermiddag. De fremmødte vidste, at de var med på begyndelsen af en rigtig stor karriere.
Maradonas karriereafsnit i Barcelona skulle byde på flere titler, men også nogle vanskeligheder. Blandt andet var forholdet mellem ham og Lattek ikke det bedste. Tyskeren blev fyret i marts 1983, og der var rygter om, at grunden for fyringen var det spændte forhold mellem stjernespilleren og træneren. Udo Lattek gik videre til Bayern München, hvor han vandt mesterskabet i 1985, 1986 og 1987. Maradona skiftede til SSC Neapel i 1984, hvor han havde sin bedste tid, med to mesterskaber og UEFA-pokalen. Verdensmestertitlen 1986 med det argentinske landshold faldt også i den tid.
Og hvad så med SV Meppen, der for en lille stund havde været vært for Udo Lattek, Diego Maradona og co.? Klubben rykkede op til 2. Bundesliga i 1987 og holdt sig der til 1998. I 1996/97 var de med i Bundesligahistoriens målrigeste kamp, et 7-6 nederlag mod 1. FC Kaiserslautern.
I dag spiller SV Meppen i 3. Liga, og sidst gjorde de opmærksom på sig var med en „revanche-sejr“ på 6-1 mod Kaiserslautern. Men det er en anden tennisciffer-kamp, som altid vil blive husket i Meppen. Kampen mod Barça i august 1982, Maradonas debut.