Gennem 30 år var Udo Lattek en markant skikkelse på trænerbænken i Vesttyskland med en enkelt afstikker til Spanien. Han arbejdede sammen med både Franz Beckenbauer og Diego Maradona – og tog et stort opgør med sidstnævnte.
Det er ikke altid, hukommelsen rækker ret langt tilbage, når snakken falder på, hvem der har været blandt de største trænere gennem tiden.
I tysk fodbold vil det altid være nemt at pege på Ottmar Hitzfeld og hans syv mesterskaber med Dortmund og Bayern München. De blev krydret med Champions League-titler med begge klubber og en succesfuld afslutning på karrieren som schweizisk landstræner.
Jürgen Klopp og hans meritter med Mainz, Dortmund og Liverpool er også nemme at hive frem, og det samme gælder med Jupp Heynckes’ fire perioder hos Bayern München, der gav fire mesterskaber. Og så vil Joachim Löw, der gjorde Nationalelf til verdensmestre i 2014 også have en særlig plads på listen over tidernes største tyske trænere.
Men ser man lidt bagud, er der trænere, som med langt mindre midler end i dag og i langt mere jævnbyrdige ligaer formåede at skrue det ene mesterhold efter det andet sammen i en lang og succesfuld karriere.
En af dem er Udo Lattek. 31. januar 2025 var det ti år siden, han sagde farvel til de jordiske fodboldbaner for altid, få uger efter han var fyldt 80 år.
Men selv om Udo Lattek på nær et par korte indhop droppede trænergerningen allerede i slutningen af 1980’erne og gennem mange år mere var kendt som sportsdirektør og en til tider højtråbende kommentator og debattør på tysk tv, var han også et meget respekteret navn for sit arbejde uden for sidelinjen og sit sociale engagement. Det var en berømt, lyseblå pullover i ægte 80’er-stil et kendt bevis for. Men mere om den senere.
Otte mesterskaber i Vesttyskland med henholdsvis Bayern München og Borussia Mönchengladbach, tre pokaltitler, vinder af de tre europæiske turneringer, et udlandsophold hos FC Barcelona, et VM-sølv med det vesttyske landshold som assistenttræner som kun 31-årig. Og de otte vesttyske mesterskaber gør ham stadig til den træner, der har vundet flest mesterskaber i Bundesligaen.
35 år på bænken med enkelte pauser undervejs i forskellige funktioner, en højt respekteret kommentator og analytiker på tv efter karrieren og en stille tilbagetrækning fra fodboldens verden blev det til. I de mange år nåede Udo Lattek at arbejde med nogle af de allerstørste navne i international fodbold med Franz Beckenbauer og Diego Maradona som de mest prominente. Men han oplevede også livets allermørkeste side, da karrieren kørte på sit højeste.
På flugt til Aalborg
Med en så lang karriere er det oplagt at begynde ved begyndelsen for Udo Lattek. Han blev født 16 januar 1935 i Boze, der dengang var en del af det tyske rige, men som i dag er en undseelig flække i den nordøstlige krog af Polen, ikke langt fra grænsen til den russiske Kaliningrad-enklave.
Anden Verdenskrig og det tyske naziriges sammenbrud sendte i 1944 en ni-årig Udo Lattek på flugt sammen med sin mor og søstre på flugt med kun det allermest nødvendige under armen. For familien, hvor faderen var i russisk krigsfangeskab, regnede med, at de kunne vende tilbage til hjemmet efter kort tid.
Men flugten fra Ostpreussen blev permanent. Familien nåede til Pillau, der ligger i den nuværende Kaliningrad-enklave, og derfra gik turen med et flygtningeskib til først København og siden videre til Aalborg. Her opholdt han sig i et par år i en af de mange baraklandsbyer, der blev bygget over hele Danmark for at huse de omkring 250.000 tyske krigsflygtninge, der kom til landet. Familien Lattek endte et par år efter krigens afslutning i Wipperfürth, der ligger i det kuperede landskab 40 kilometer nordøst for Köln. Her genså Udo Lattek sin far, der var blevet løsladt fra sit russiske krigsfangenskab.
Som spiller havde Udo Lattek en habil, men langt fra prangende karriere som angriber. Den toppede med tre år i henholdsvis Bayer Leverkusen og siden VfL Osnabrück fra midten af 1950’erne og en halv snes år frem, hvor det blev til kampe og mål i den regionsopdelte Oberliga, der inden Bundesligaens indførelse i 1963 var den bedste række i Vesttyskland.
Det lå dog ikke i kortene, at han ville gå fodboldens vej, da han som 30-årig sagde farvel til grønsværen. Planen var, at han skulle overtage familiens landbrug i de nye omgivelser, men han tog først en gymnasial uddannelse og siden en uddannelse som idrætslærer ved siden af karrieren som spiller.
Chancen i Bayern
Det var også her, han blev opdaget af Helmut Schön, der dengang stod i spidsen for det vesttyske landshold. I 1965 fik Schön anbefalet den purunge Udo Lattek som træner af de vesttyske ungdomslandshold samt assistenttræner for A-landsholdet. Det var på anbefaling af en anden trænerlegende, Hennes Weisweiler, der dengang stod i spidsen for træneruddannelserne.
I fem år stod Lattek i kulissen hos DFB, og han stod også overfor at skulle en tur til Mexico for at være med til VM-slutrunden i 1970 som højre hånd for Helmut Schön. Men et par måneder før VM blev Mexico-turen aflyst til fordel for en anden og langt mere overraskende arbejdsopgave.
Spillerne i Bayern München var utilfredse med den daværende træner Branco Zebec, der endte med at blive fyret. Franz Beckenbauer lagde et godt ord ind for Lattek, som han kendte fra landsholdet, og den unge trio med Uli Hoeneß, Rainer Zobel og Paul Breitner kendte også Lattek fra deres fælles opgaver på ungdomslandsholdene.
Valget af Lattek var overraskende. Han var et ubeskrevet blad, havde aldrig stået i spidsen for et klubhold, og som bare 35-årig var han meget ung som træner. I datidens Vesttyskland var træneren en stor autoritet, hvor alder var en del af autoriteten, og tvivlen nagede om en så ung træner kunne styre et Bayern-hold, der var i støbeskeen til at blive noget helt stort.
Ser man bort fra Reinhard Saftig, der i 1983 fik tre kampe som kortvarig afløser for Pal Csernai i slutningen af sæsonen, er det i øvrigt kun Søren Lerby og Julian Nagelsmann, der har været yngre trænere i Bayern München end Udo Lattek.
Men alderen viste sig ikke at være et problem for Udo Lattek. Hans styrke lå ikke på det taktiske, men i stedet var han stærk i sin mandskabsbehandling og omgang med spillerne, der var meget anderledes end det autoritære og til tider kæft, trit og retning-ledelse, der dengang var herskende i vesttysk fodbold.
Allerede halvandet år senere kunne Udo Lattek glæde sig over sin første titel, da han vandt DFB Pokal i 1971, og året efter kunne han glæde sig over sit første af tre vesttyske mesterskaber i træk. Titlen i 1972 blev hentet i sidste runde af Bundesligaen på et tidspunkt, hvor Bayern München var i økonomiske vanskeligheder. Den sidste kamp hjemme mod Schalke 04 blev rykket fra det lille, men utidssvarende Städtische Stadion an der Grünwalder Straße, hvor der var plads til 45.000 tilskuere. I stedet rykkede man ind på det nybyggede og mastodontiske Olympiastadion, der skulle bruges til OL to måneder senere, og hvor der var plads til 79.000 tilskuere.
Stadion var udsolgt til premieren, der var en direkte duel om mesterskabet. Vinderen ville snuppe titlen, og Bayern lod – som næsten altid – ikke den store tvivl tilbage. Med en omgang dansker-dong i form af Johnny Hansen, der scorede kampens første mål, vandt hjemmeholdet 5-1 og det dermed tredje mesterskab til Bayern og det første til Udo Lattek. Samtidig reddede entreindtægterne fra det udsolgte stadion Bayern fra en økonomisk undergang.
Det blev til yderligere to titler til Udo Lattek i 1973 og 1974, og i den sidste sæson kunne han også glæde sig over en sejr i mesterholdenes Europa Cup efter en sejr over to kampe mod Atletico Madrid. Udo Lattek var undervejs i mesterholdsturneringen også på bænken for Bayern til det første tysk-tyske opgør i Europa Cup’en, hvor man mødte DDR-mestrene Dynamo Dresden i to tætte opgør.
Den første fyring for Udo Lattek
Men i sæsonen 1974-75 fungerede absolut intet for Udo Lattek på Säbener Strasse. Godt nok var Bayern München klar til kvartfinalen i Europa Cup’en for mesterhold, men hjemme i Bundesligaen var succesen behersket. Sæsonen blev indledt med en lussing på 0-6 ude mod Kickers Offenbach og en serie på 73 hjemmekampe uden nederlag blev også ødelagt af et nederlag på 0-2 til Schalke 04.
Ved jule- og nytårspausen lå Bayern på en sølle og beskæmmende 14.-plads med trods alt sikre seks point ned til en nedrykning. Men det var langt fra godt nok for præsident Wilhelm Neudecker, der fyrede Udo Lattek.
Derfor kunne han tage hjem til hjemstavnen ved Wipperfürth og Köln, der gennem hele karrieren var basen for Lattek-familien. I begyndelsen af 1975 skrev han under på en kontrakt med Rot-Weiss Essen. Udo Lattek kom dog aldrig til at træne kultklubben fra Hafenstrasse, der så gerne vil lege med de store brødre i Ruhr-området, men som gennem mange år havde rodet rundt langt nede i rækkerne.
”Hvad ville man vælge, hvis man har en cykel og en Mercedes at vælge mellem”, sagde Udo Lattek, da han i stedet for at blive træner i Essen i stedet blev præsenteret på Bökelberg i Mönchengladbach.
Die Fohlen var regerende mestre og havde spillet en medrivende fodbold med profiler som Jupp Heynckes, Allan Simonsen, Rainer Bonhof, Uli Stielike, Herbert Wimmer og målmand Wolfgang Kleff i truppen, men Lattek gik mere defensivt til opgaven i den nye sæson, og det var med succes. Det blev til yderligere to mesterskaber med Borussia Mönchengladbach, og i 1977 blev det til et gensyn med en Europa Cup-finale. Denne gang gik turen til Rom, hvor FC Liverpool var modstanderen på Stadio Olimpico. Trods et fremragende mål af Allan Simonsen måtte Borussia Mönchengladbach give fortabt med et nederlag på 1-3.
12-0 mod Dortmund
Det var tæt på at blive et fjerde mesterskab i træk for Borussia Mönchengladbach i sæsonen 1977-78, men på en dramatisk sidste spilledag blev mesterskabet afgjort. Lattek havde smidt alt, hvad der hed defensiv forsigtighed over bord i den sidste kamp mod Borussia Dortmund, der skulle vindes stort, hvis man skulle overhale rivalerne fra 1. FC Köln, der var á point, men havde en målscore, der var ti mål bedre.
Die Fohlen vandt ufattelige 12-0, men da Köln samtidig vandt 5-0 ude mod St. Pauli, blev det ikke til et titelhattrick med Borussia Mönchengladbach for Udo Lattek. Tidligere på sæsonen havde han også tabt semifinalen i mesterholdsturneringen, der var en revanche for finalen året før mod FC Liverpool.
Mønstre har det med at gentage sig, og da sæsonen 1978-79 begyndte at gå på hæld, var Borussia Mönchengladbach gledet langt ned i tabellen, på samme måde som Lattek efter fire år havde ført Bayern München mod bunden af Bundesligaen. Lattek blev dog reddet af den internationale succes i UEFA Cup’en, hvor Mönchengladbach nåede finalen. Her ventede Crvena Zvezda fra Beograd, og efter 1-1 i Beograd og 1-0 hjemme på reservehjemmebanen i Düsseldorf, kunne die Fohlen juble over deres anden triumf i turneringen og Udo Lattek stod også med to europæiske trofæer på sit cv.
Borussia og Lattek havde slidt glansen af hinanden, men Udo Lattek var ikke færdig med Borussia. Det blev i stedet Borussia Dortmund, der blev hans nye arbejdsgiver, men det blev to sæsoner uden titler eller markante aftryk fra Udo Latteks side.
En medvirkende årsag var formentlig den personlige tragedie, der ramte ham i den sidste sæson i Dortmund. Hans 15-årige søn, Dirk, blev ramt af leukæmi og døde i 1981. Udo Lattek stoppede i klubben i sommeren 1981 og vendte ryggen til Vesttyskland for at komme væk fra tabet af sønnen. I udlandet havde man bestemt ikke glemt de triumfer og succeser, Lattek havde været noget nær garant for i hjemlandet.
Genforenet med Allan Simonsen i Barcelona
Turen gik til FC Barcelona, hvor han blev genforenet med Allan Simonsen, som han havde arbejdet sammen med i fire succesfulde sæsoner i Mönchengladbach. Udo Lattek sagde i et senere portræt, at han efter sønnens død og de mange år i vesttysk fodbold trængte til nye udfordringer. Det kunne han passende gøre i et nyt land, hvor han også skulle lære et nyt sprog, og på tre måneder havde han lært at begå sig på spansk.
Den første sæson i Barcelona blev krydret med en triumf i pokalvindernes Europa Cup med et finalemål af Allan Simonsen mod Standard Liege. Dermed blev Lattek den første træner, der vandt alle tre europæiske turneringer. Siden er det kun Giovanni Trapattoni, der også har præsteret det. Jose Mourinho har også sejre i tre europæiske turneringer, men ud over Champions League og Europa League er det Conference League, der står på hans cv.
Tidligere havde FC Barcelona haft Hennes Weisweiler som træner, men hans kontante og autoritære stil passede slet ikke med det, catalanerne og specielt Johan Cruyff forstod ved en træners rolle, og efter et halvt år var Weisweiler fortid i Barcelona.
Men Udo Lattek fik spillerne på sin side og var generelt en populær skikkelse i truppen. Der var dog en enkelt, der var svær at styre, og han kom til i den anden og i sidste ende sidste sæson, Lattek var på Camp Nou.
Diego Armando Maradona.
Allerede som 22-årig havde den lille, runde argentiner sine egne meninger og holdninger til fodbolden og hans egen ageren på og specielt uden for banen.
Der var stridigheder omkring blandt andet disciplinen hos Maradona, og den kulminerede, da Udo Lattek en dag ikke gad vente på den argentinske verdensstjerne. Han lod ganske enkelt spillerbussen køre uden Diego, og det betød, at FC Barcelona kort efter kørte videre uden Udo Lattek som træner – han formodede selv, at det skyldtes, at Maradona havde beklaget sig til klubledelsen over Latteks handling og på den måde gennemtrumfet en fyring af træneren.
Tilbage til Bayern
Han skulle dog ikke gå arbejdsløs længe, og som man tidligere har set, ruster gammel kærlighed ikke på Säbener Strasse i Bayerns hovedstad. Hans tidligere spiller, Uli Hoeneß, der i mellemtiden var blevet manager og var i gang med de indledende øvelser til at gøre Bayern München til nutidens mastodont, tog fat i Lattek og hev ham tilbage på trænerbænken.
En af de første opgaver blev blandt andet at finde en afløser for den altdominerende midtbanestyrmand, Paul Breitner, der indstillede sin karriere, inden Lattek kom til. Der blev kigget rundt i Europa, og på De Meer i det sydøstlige Amsterdam var der gevinst.
Her huserede Søren Lerby, og han blev hentet til München, hvor han efter en lidt svær start voksede ind i rollen som dirigent og indpisker på en stærk midtbane, hvor også en ung Lothar Matthäus, som Lattek kendte fra Mönchengladbach, kom til året efter. De dannede en stærk duo, der i hele eller dele af Latteks anden trænerperiode blev suppleret af stærke spillere som målmand Jean-Marie Pfaff, liberoen Klaus Augenthaler, Karl-Heinz Rummenigge i angrebet og Hans Pflügler.
Udo Lattek var langt fra færdig med at hente mesterskaber, og det blev til tre mesterskaber i træk fra 1985-87, og i 1986 blev mesterskabet også krydret med en pokalsejr.
Mesterskabet i 1987 blev det ottende og sidste i karrieren. Og selv om Udo Lattek aldrig var begejstret for Olympiastadion (”det kan jeg godt sige på efterhånd. Vi syntes, at Olympiastadion var noget lort, fordi der var løbebaner omkring banen. Det var kun til de helt store kampe, der var noget stemning”) så fejrede han 1987-mesterskabet på en helt særlig måde.
Da kampen var slut, og mesterskabstrofæet var i hus, løb Lattek ned til de mest inkarnerede fans i Südkurven, trak bukserne af og smed dem op til tilskuerne, mens han fejrede titlen i underbukser.
Hans påklædning kom også i fokus et par måneder senere. Udo Lattek havde sagt farvel til München og goddag til Köln, hvor han boede med sin familie, der efter sønnens død var blevet beriget med to døtre. Trænergerningen var udskiftet med en stilling som sportsdirektør hos 1. FC Köln, og dermed kom han for første gang til at arbejde i den by, der havde været hans hjem og omdrejningspunkt gennem hele karrieren.
Til kölnernes første udekamp i Karlsruhe på en varm sommerdag i begyndelsen af august 1987 var Udo Lattek iført en blå pullover. Köln spillede 1-1, og det blev indledningen til en lang stime uden nederlag for die Geissböcken. I takt med, at nederlagene udeblev, lovede Lattek, at han ville blive ved med at have den blå pullover, der naturligvis var i en stilsikker 80’er-design, på til hver eneste kamp, indtil kölnerne tabte. Og den skulle heller ikke vaskes, hvilket gav masser af historier og omtale i den vesttyske presse.
Nederlaget kom i 14. spillerunde mod Werder Bremen, og efterfølgende indbragte sweateren 36.000 Mark ved en auktion. De penge donerede Udo Lattek til en stiftelse, der arbejder til fordel for kræftsyge børn, og dermed bandt han en sløjfe på sin egen sorg over sønnens død seks år tidligere.
Det var også i tiden i Köln, at det kom til en konfrontation med sin tidligere spiller og chef i Bayern München, Uli Hoeneß. Som sportsdirektør var han med i studiet ved ét af de mest legendariske interviews, der har været i Das Aktuelle Sportstudio. Udo Lattek var dog mest af alt sekundant for sin unge træner, Christoph Daum, der med kækhed, frækhed og flot spil udfordrede Bayern i en sådan grad, at der i fjerdesidste spillerunde i 1988-89 sæsonen var et direkte opgør om mestertitlen mellem de to klubber på Müngersdorfer Stadion i Köln.
I ugevis havde tilsviningerne fløjet i luften mellem Köln og München, og studieværten Bernd Heller forsøgte at være kampleder i ordduellen mellem de to evige uvenner Daum og Hoeness, mens Lattek og Bayern-træner Jupp Heynckes mere eller mindre var passive tilhørere i den 25 minutter lange duel.
Det må være op til læseren at vurdere, hvem der egentlig vandt ordduellen, men på banen vandt Bayern München 3-1 og kunne glæde sig over 1989-mesterskabet, der i sidste ende blev vundet med en sikker margin foran 1. FC Köln på andenpladsen.
Comeback på bænken
Selv om Udo Lattek af hensyn til sine to små døtre havde sagt, at han ikke længere ønskede at være træner, måtte han dog træde til i en enkelt kamp, da Erich Rutemöller blev fyret i foråret 1991, og derfor var overraskelsen stor, da han til sæsonstarten 1992-93 blev præsenteret som ny træner i Schalke 04. Königsblau var ved at genetablere sig i Bundesligaen efter nogle kaotiske år, hvor man havde været på fallittens rand, haft sportslig deroute med en heftig flirt med nedrykning fra 2. Bundesliga og den sædvanlige ævl og kævl omkring den egensindige præsident Günther Eichberg.
Men Lattek blev overtalt til endnu en tørn på trænerbænken, og i takt med den stigende kommercialisering af fodbolden blev han til den første kamp udstyret med en påklædning med mange så mange sponsorlogoer på, at det blev kommenteret af studievært Reinhold Beckmann i Sat 1-udsendelsen Ran.
Sæsonen blev indledt med et forsmædeligt 3-4-nederlag til ydmyge SC Wattenscheid, der knapt blev set som en lokalrival, selv om klubben som en forstad til Bochum kun ligger en halv snes kilometer fra den nordlige Gelsenkirchen-forstad, som Schalke er opkaldt efter.
Resten af Hinrunden i den sæson var en op- og nedtur for die Knappen, men resultaterne levede ikke op til den som sædvanligt tårnhøje forventninger på Parkstadion, og efter et halvt år var det slut med Lattek i Gelsenkirchen.
Og her kunne en lang og glorværdig trænerkarriere være endt for en 57-årig mand, der havde været med på sidelinjen gennem næsten 30 år, hvorfra han havde fulgt udviklingen fra grynede sort-hvide billeder filmet på lang afstand til superslow-billeder, knivskarpe farver og masser af dynamik i tv-produktionerne.
Men der ventede en sidste tur i karrusellen for Udo Lattek. Og endnu en gang var det en af hans tidligere klubber, der ringede for at bede om hjælp og assistance.
Borussia Dortmund havde med store armbevægelser og sportslig succes vist sig som en alvorlig udfordrer til den tyske fodboldtrone i anden halvdel af 1990’erne. Men nu var et nyt årtusind begyndt, og sæsonen var frem til vinterpausen ikke gået som forventet. Det havde kostet Michael Skibbe trænerjobbet, og i stedet hentede man Bernd Krauss ind, der havde haft pæn succes i blandt andet Borussia Mönchengladbach og Real Sociedad i Spanien.
Men Bernd Krauss var alt andet end en succes på Westfalenstadion. Faktisk var han tæt på en katastrofe i de 12 kampe, han nåede at få i spidsen for Schwarz-Gelb. Det blev ikke til en eneste sejr og fra at ligge lunt med i kampen om en international plads, gled Borussia ned gennem tabellen og flirtede til sidst voldsomt med en nedrykning.
Udo Lattek blev tilkaldt som motivationskunstneren, mens han fik assistance af Matthias Sammer, der stod for den sportslige del af trænergerningen. Makkerparret fik reddet BVB, blandt andet med en last minute-sejr i en vital udekamp mod Stuttgart, og Udo Lattek kunne som 65-årig endelig gå på fodboldmæssig pension uden grimme nedrykningspletter på den blå pullover, det overdimensionerede logo-tilklistrede sponsortøj, og hvad han ellers havde haft på gennem de 30 år som træner i Tyskland og Spanien.
I stedet kunne han sætte sig i den varme stol hos først DSF og siden Sport1, hvor han søndag efter søndag formiddag udlagde teksten for den forgangne Bundesliga-runde og det som regel med skarpe synspunkter og knivskarpe citater.
Det var ikke altid lige vellidt, og kommentarerne var ved at koste et venskab med den mangeårige kollega Erich Ribbeck.
Udo Lattek valgte selv at stoppe som kommentator i 2011 efter at have været med i 16 år. Året før var han blevet ramt af et hjerteanfald, hvor kun hurtig indgriben af hans kone reddede ham.
Men alderen og sygdommene begyndte at tære på Udo Lattek. To år senere blev det offentliggjort, at han led af Parkinson, og kort tid efter kom det også frem, at han var ramt af aldersdemens.
Det 80-årige liv sluttede 31. januar 2015, 15 dage efter han var fyldt 80 år. Men Udo Lattek vil altid have en stor plads i Bundesligaens historie som træner for to af de største og mest legendariske hold, ligaen har frembragt.
- Diplomater i korte bukser – Kampen mellem Gladbach og Israel
Diplomater i korte bukser – Kampen mellem Gladbach og Israel var med til at gøre meget for forholdet mellem Vesttyskland og Israel. - Optakt til runde 11 i Bundes Manager – Kom så Bo!!!
Runde 10 var dælme en svær en, hvilket da også afspejles af, at bedste runde totalt kun fik skrabet godt 1,2 mio. sammen. Bundesligaen er… Read More - Optakt til 26. runde i 2. Bundesliga – Nur der HSV
Optakt til 26. runde i 2. Bundesliga – Nur der HSVHSV og Köln var de eneste af topholdene, der sikrede sig alle tre points, og… Read More - Tysklands trup til kampene mod Italien: Tidligere AGF’er og comeback til Goretzka
Tysklands trup til kampene mod Italien: Tidligere AGF’er og comeback til Goretzka. Yann Bisseck kan få sin debut for det tyske landshold - Optakt til Bundes Manager runde 10 – ”Die Kraichgauer” kommer
Optakt til Bundes Manager runde 10 – ”Die Kraichgauer” kommer, og så er Harry Kane tilbage på holdet som anfører
