bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 23 i 2. Bundesliga: Tæt i toppen og ny træner i Hertha
Kuttenfans, Hertha

Så lykkedes det endelig Magdeburg at vinde hjemme, og det skete endda, da topholdet fra Köln lagde vejen forbi. Den sejr kombineret med pointtab til både HSV og K´lautern og sejre til både Düsseldorf og Paderborn, gør kampen om oprykning mere fortættet, end den var i forvejen. I bunden overlod Braunschweig 16. pladsen til Münster, da ”Die Löwen” hjemme slog Paderborn.
Velkommen til optakten til runde 23 i verdens bedste næstbedste, liga men mest spændende, liga, der byder på to topkampe samt et bundbrag.

HSV – 1. FC Kaiserslautern – fredag kl. 18.30

Det var en déjà vu-oplevelse for HSV, da holdet skulle på besøg hos en af oprykkerne for anden uge i træk. Præcist som i forrige rundes kamp i Münster, var holdet bagud ved pausen, da de i sidste runde var på besøg i Regensburg. Denne gang blev det dog ikke til sejr, men blot det ene point, som Davie Selke skaffede ”Die Rothausen”, da han udnyttede et straffespark syv minutter før tid. På det tidspunkt spillede HSV endda i undertal, da Emir Sahiti fik sit andet gule kort, da han brokkede sig over et indkast og efterfølgende lod sig provokere af Regensburg tilhængerne og lavede obskure fagter mod tribunen. DFB har meddelt, at de vil undersøge sagen, der måske kan ende med en længere karantæne til Kosovoalbaneren.
Tingene kunne måske have set anderledes ud, hvis Selke havde udnyttet det straffespark, som HSV blev tildelt kort efter pausen, men her parerede Regensburgs målmand Selkes svage skud.
K´lautern var få centimeter fra sejren i hjemmekampen mod Hannover, da Daniel Hansliks hovedstøds forsøg blev reddet på stregen af en Hannover-forsvarer. Det ville dog have været en meget heldig sejr, da Hannover havde kampens klart bedste chancer. Nu endte det i stedet 0-0, hvilket K´lautern træner Markus Anfang mente var et retfærdigt resultat.
Bulibolds tip: HSV – 1. FC Kaiserslautern 2-1

Hertha Berlin – 1. FC Nürnberg – fredag kl. 18.30

Så gik den ikke længere for Christian Fiél, der blot nåede at stå i spidsen for Hertha i 25 kampe. Lørdag aften tabte Hertha sin fjerde kamp i træk i Düsseldorf og på trods af at holdet fra hovedstaden spillede bedre end længe set, så valgte bestyrelsen søndag aften at afbryde samarbejdet med Fiél. Klubben meldte mandag ud, at det bliver Stefan Leitl, der overtager trænersædet hos Hertha. Leitl, der underskrev en kontrakt frem til 2027, blev i vinterpausen fyret i Hannover.
Nürnberg vandt derimod for tredje gang i træk, da bundholdet fra Ulm blev sendt hjem med et 2-0-nederlag i bagagen. Sejren, der kom i stand via sene scoringer af Caspar Jander (86) og Janis Antiste i dommerens overtid, betyder, at Nürnberg måske igen kan drømme om at deltage i kampen om oprykning. ”Der Club ligger således blot fem point efter HSV og K´lautern, der pt deler andenpladsen mellem sig.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – 1. FC Nürnberg 2-1

SC Preußen Münster – Jahn Regensburg – lørdag kl. 13.00

”Lige nu bliver vi ikke belønnet efter, hvor mange kræfter, vi smider ind i kampene, og det gør ondt,” lød det fra Münster-træner Sasha Hildmann. efter han havde set sit hold tabe for tredje kamp i træk, da Paderborn slog oprykkerne via to sene mål. Dermed falder Münster ned på ”Relegationspladsen.”
Regensburg fik derimod point ud af anstrengelserne, da de tog imod HSV, men det ene point kan sagtens vise sig at være for lidt, når tabellen gøres op til maj. Den i Köln lejede angriber Sargis Adamyan hjalp ellers sin ”moderklub”, da han bragte Regensburg foran efter blot syv minutters spil. I det 54. minut blev gæsterne tildelt et straffespark, men Regensburg-keeper Felix Gebhardt kunne uden problemer redde det svage forsøg. I det 77. minut faldt oddsene på hjemmesejr betragteligt, da HSV blev reduceret til ti mand men det lykkedes alligevel ikke Regensburg at hive sejren i land, da HSV udlignede kort før tid ved at udnytte endnu et straffespark.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – Jahn Regensburg 3-1

SSV Ulm 1846 – SV Elversberg – lørdag kl. 13.00

Thomas Wörle havde kun ros tilovers for sit mandskabs indsats trods 2-0-nederlaget i Nürnberg. Efter en første halvleg, hvor ingen af mandskaberne præsterede at registrere et skud på mål, kom der mere gang i løjerne i anden halvleg. Der skulle dog et ”Sontagsschuss” til, før Nürnberg kom på tavlen, og da Ulm forsøgte at presse på til sidst, øgede værterne til 2-0 på en kontra.
Præcist som det er tilfældet med Nürnberg, så er Elversberg ved at liste sig ind i topstriden igen. I sidste weekend gik det ud over Fürth, der ellers kom med to sejre i træk. Hjemme satte Elversberg dog det hele på plads i første halvleg, hvor Fisnik Asllani scorede allerede i det sjette minut, og hvor Carlo Sickinger fordoblede føringen kort inden pausen. At anden halvleg så ikke bød på ret meget action, kan de være bedøvende ligeglade med i Elversberg. Træner Horst Steffen var da også yderst tilfreds, da han snakkede med medierne efter kampen. ”Vi spillede godt og på trods af god modstand fra Fürths side, så var sejren fortjent.” Elversberg ligger nu i slipstrømmen af topholdene med blot fire point op til andenpladsen.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – SV Elversberg 1-1

Karlsruher Sport Club – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00

KSC er stadig uden sejr i 2025, og det har betydet, at klubben er raslet fra anden og helt ned på 10. pladsen i ligaen. Heller ikke i udekampen mod Schalke lykkedes det at få tre point med hjem. Værterne bragte sig foran efter seks minutters spil, og selvom det lykkedes Leon Jensen at udligne godt midtvejs i halvlegen, gjorde Schalke det til 2-1 kort tid efter. Kort inde i anden omgang fik Fabian Schleussener bolden i nettet til, hvad alle troede var udligningen, men scoringen kunne ikke klare VAR-tjekket og blev korrekt annulleret for offside, og da der ikke skete alverden i resten af halvlegen, så lykkedes det ikke for KSC at vende udviklingen. ”Vi kan ikke holde nullet for tiden, og da vi samtidig har svært ved at score, så vinder man altså ikke mange fodboldkampe,” udtalte KSC angriber Marvin Wanitzek efter kampen, og det må man jo give ham ret i.
Den 24. februar 2024 vandt Magdeburg hjemmekampen mod Schalke med 3-0, men at der skulle gå præcist 51 uger, inden ”Die Ossies” igen hentede tre point på eget græs, var der vel ingen, der havde forestillet sig. I sidste weekend lykkedes det dog Magdeburg at slå Köln ligeledes med samme cifre, som Schalke blev det i sin tid. ”Det var et spørgsmål om tid. Vi gør rigtig meget rigtigt og har som regel let ved at score mål. Denne gang holdt defensiven, og det skal der til, hvis man vil vinde sådanne kampe,” lød det fra en tilfreds Magdeburg-træner Christian Titz efter kampen. Daniel Heber, Mohammed El Hankouri og Samuel Loric scorede målene i kampens sidste fjerdedel.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – 1. FC Magdeburg 0-4

Hannover 96 – SC Paderborn 07 – lørdag kl. 20.30

Heldet var ikke med 96’erne fra Hannover i udekampen mod Kaiserslautern, da de var det klart bedste mandskab set over hele kampen. Et dygtigt kæmpende K´lautern forsvar og overliggeren holdt dog gæsterne fra at score, og så endte det hele, som det startede. Hannovers træner havde da også masser af roser til sit hold efter kampen, omend han gerne så chancerne blive udnyttet. ”Vi havde så mange kæmpe chancer, og så skal bolden altså ind i kassen,” lød det fra en skuffet André Breitenreiter efter kampen.
Paderborn slog hjemme Münster, da Marvin Mehlem og Ilyas Ansah begge scorede i kampens sidste ti minutter. Efter kampen følte Paderborn træner Lukas Kwasniok trang til at rose sig selv: ”Jeg har været her i fire sæsoner, og i dem alle har vi ligget i top-6 efter 22 runder. Vi vil gøre alt for at blive heroppe,” lød det fra en træner, der var godt tilfreds med sig selv og sit arbejde.
Bulibolds tip: Hannover 96 – SC Paderborn 07 3-0

SV Darmstadt 98 – Schalke 04 – søndag kl. 13.30

Det er ikke let at være Florian Kohfeldt for tiden. I hvert fald ikke når man ser på, hvor udisciplineret nogle af hans spillere agerer på banen. I forrige runde mod Elversberg gik Fabian Nürnberger amok på en modspiller og fik direkte rødt samt otte spilledages karantæne, og i opgøret ude mod Braunschweig var det Jean-Paul Boëtius, der ikke kunne styre sig. Hollænderen gik i det 63. minut alt for hårdt ind i en tackling og blev ligeledes præsenteret for det røde kort. To minutter forinden havde Braunschweig bragt sig på 1-0, og så er det ekstra svært at komme tilbage, når man spiller ti mod elleve.
Schalke måtte klare sig uden deres topscorer Moussa Sylla, der fik en slem fiberskade i forrige runde mod Köln. Når så Kenan Karamann heller ikke kom på tavlen, som det var tilfældet mod KSC, så vil man jo mene, at Schalke er på spanden. Heldigvis for ”Die Knappen” tog Jannik Bachmann over, da han gjorde det til 1-0 seks minutter inde i opgøret. Nå så også Syllas afløser scorer, som det skete for Pape Meissa Ba, så skal det hele nok gå. Schalke vandt i hvert fald kampen 2-1 og ligger hinsides godt og ondt på ligaens 11. plads.
Bulibolds tip: SV Darmstadt 98 – Schalke 04 2-1

SpVgg Greuther Fürth – Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30

Efter to sejre i træk blev det hverdag igen for Jan Siewert og hans Fürth-mandskab, da de tabte 2-0 i Elversberg. ”De scorer på nogle dumme tidspunkter for os. Vi starter fint, og så scorer de, og lige som jeg troede, vi kunne gå til pause med 0-1, så scorer de igen.” Fürth ligger dog fortsat lunt i svinget med seks point ned til 16. pladsen.
Det gør Braunschweig ikke, men via hjemmesejren på 1-0 over Darmstadt er ”Die Löwen” for første gang i lang tid ikke længere at finde blandt de tre nederste. Lino Tempelmann scorede kampens eneste mål efter præcis en times spil. Braunschweig træner Daniel Scherning var i sagens natur en lettet mand efter kampen og indrømmede da også, at hans mandskab var på spanden i flere perioder af kampen.
Bulibolds tip: SpVgg Greuther Fürth – Eintracht Braunschweig 0-0

1. FC Köln – Fortuna Düsseldorf – søndag kl. 13.30

Vi slutter runden af med topkampen og Rheinderbyet mellem Köln og Düsseldorf.
Gerhard Strubers mandskab bevarede trods nederlaget i Magdeburg lige netop førstepladsen, da HSV ikke kunne slå Regensburg. Kölnerne startede egentlig opgøret bedst, men kunne ikke få bolden sendt ind bag en velspillende Magdeburg målmand. Det var derfor også en skuffet Struber, der efter kampen gav sin analyse: ”Vi startede godt, men mistede fart i løbet af kampen. Deres mål kan vores forsvar ikke være stolte af, men Magdeburg er et godt hold.”

Düsseldorf modstandere fik også en god start i hjemmekampen mod Hertha. Gæsterne gik til pause foran 1-0, men i anden halvleg vendte Dzenan Pejcinovic kampen med en “Doppelpack” på blot tre minutter. Düsseldorfs første mål fik Hertha spillerne helt op i det røde felt. Düsseldorfs Jamil Siebert begik et klart frispark mod gæsternes Michael Cuisance. Dommeren lod dog spillet fortsætte, da Hertha via fordelen faktisk fik en stor chance. Düsseldorfs målmand Florian Kastenmeier reddede dog og satte det modangreb i gang, der førte til Düsseldorfs udligning. Hertha spillerne var rasende, da de mente, dommeren burde have stoppet spillet, uagtet de selv forsøgte at score, mens deres mand var nede. Tobias Reichel, der dømte kampen, fortalte efter kampen, at han skønnede, at Hertha spilleren ikke var alvorlig skadet og derfor ikke stoppede spillet, men i stedet lod Hertha bevare fordelen. Han gav efterfølgende Jamil Siebert et gult kort efter Düsseldorfs scoring, som jo var første gang bolden var ude af spil efter frisparket. Godt dommerarbejde set herfra.
Bulibolds tip: 1. FC Köln – Fortuna Düsseldorf 1-0

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

HSV´s Davie Selke var den eneste spiller i den absolutte top, der kom på tavlen i sidste runde. Listen toppes derfor stadig af Magdeburgs Martijn Kaars med 15 mål. Selke følger lige efter med 14 basser, mens den langtidsskadede Moussa Sylla bliver stående med sine 13 scoringer en rum tid.

Stillingen i 3. Liga

24. runde var god ved de to øst-mandskaber Energie Cottbus og Dynamo Dresden, der begge vandt og samtidig kunne se de nærmeste konkurrenter sætte point til.
Dynamoerne slog hjemme 1860 med hele 5-2, mens Cottbus nøjedes med en smal 1-0 sejr over Verl.
Saarbrücken, der indtager tredjepladsen, gik ned med 0-2 i Unterhaching, og da Ingolstadt samtidig måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Stuttgart, betyder det, at Cottbus og Dresden har hhv. syv og fire point ned til tredjepladsen. Sebastian Grønning havde for øvrigt ikke en god kamp for Ingolstadt. Danskeren brændte nemlig et straffespark ved stillingen 1-0.

You may also like
Magdeburg, fodboldrejse, stadion
Optakt til 26. runde i 2. Bundesliga – Nur der HSV
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til 24. runde i 2. Bundesliga – Nur der HSV
21. runde i 2. Bundesliga
Optakt til 21. runde i 2. Bundesliga – Knüller i Köln
Magdeburg, fodboldrejse, stadion
Optakt til 21. runde i 2. Bundesliga: Kong Kaars og 27.000 tilskuere i Regionalligaen