bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Mine op- og nedture i Schalke 04 – Interview med Søren Larsen

Mine op- og nedture i Schalke 04 – Interview med Søren Larsen

Søren Larsen Schalke 04

Efter stor succes i den svenske klub Djurgården IF skiftede Søren Larsen i 2005 til Schalke 04. Det blev begyndelsen på tre år med op- og nedture. Søren Larsen debuterede med mål, og blev hyldet af både de tyske fans og medier. Han fik kælenavnet ”Die Waffe”, og viste sin målfarlighed i Bundesligaen, men efter den gode start begyndte nedturene for Søren Larsen. Masser af skader, samt dårlige form, medførte, at ”Die Waffe” begyndte at skyde med løst krudt. Søren Larsen fortæller her om sin tid i Tyskland, og hvordan han oplevede opturene og nedturene i Schalke 04. 

Den store transfersaga

Interessen fra Schalke 04 opstod, da jeg blev udtaget til det danske landshold efter en god periode for Djurgården. Til landskampen var Schalke faktisk på tribunen for at se på en anden spiller, men endte med at få en interesse for mig. De fulgte mig derefter i noget tid og endte med at afgive et bud på mig. Jeg havde en købsklausul i min kontrakt, som Djurgården valgte at ignorere, da de ville have flere penge for mig. Det hed sig, at hvis klubben modtog et bud på én million euro, så skulle de slippe mig. Schalke valgte at byde denne million, men Djurgården ville ikke sælge mig.

Jeg husker der gik en fire/fem ugers tid, før det hele faldt på plads. Jeg var lidt bange for, at transferen til Schalke ville glippe, da Djurgården skabte sig under forhandlingerne.

Jeg var i tvivl om, hvor lang tid Schalke ville gå med til Djurgårdens skaberi. Selvom det blev en ret stor saga i den svenske presse, så forholdt jeg mig tavs. Jeg snakkede ikke med pressen, og det var ikke nogen god idé. Da jeg ikke valgte at tage offentlig del i transfersagaen, så blev min lejr hurtigt stemplet som the bad guys. Det var ret voldsomt. Selv når jeg var hjemme på ferie, ventede der en masse svenske journalister ude foran min dør. De tog et uskyldigt billede af mig, hvor jeg bare satte mig ind i min bil. Billedet røg direkte på forsiden med overskriften ”Her flygter Søren Larsen”.  I denne periode blev jeg ved med at spille kampe og score mål for at vise, at Schalke skulle blive ved med at gå efter mig. Jeg var dog bekymret for, at de til sidst fik nok og afbrød forhandlingerne. Hele transferen endte i en stor omgang rod, hvor Djurgården fik det dobbelte for mig.

Jeg stod nu foran et skifte, som var en stor mundfuld, men et skifte jeg rigtig gerne ville. Jeg kan huske at folk sagde, at Schalke var en for stor klub. Det var dog en klub, som jeg ikke kunne sige nej til. For mig var det et perfekt skifte.

Den perfekte start i Bundesligaen

Efter transferen var gået igennem, gik der ikke ret lang tid, før jeg debuterede på hjemmebane mod FC Kaiserslautern. At stå dernede på et kæmpe stadion (red. Veltins-Arena) er, hvad jeg altid har ville. Og endda at komme ind og score til 1-1 på min første berøring, og være med til at vende kampen, var så fedt. Det var sindssygt at score, og det var den perfekte start for mig. Der blev faktisk taget et rigtig godt billede af, hvor jeg scorer til 1-1, som viser min glæde. Samtidigt viser billedet også, at jeg var en smule overrasket over, at det gik så stærkt for mig.

Det var vigtigt for mig at få slettet det nul på målkontoen. Det eneste jeg tænkte på, da jeg gik på banen var, at jeg skulle score mål. Selvfølgelig er holdets succes vigtig, men jeg var der for en ting, og det var at score mål. Derfor var jeg også ligeglad med, hvis jeg spillede som en pose nødder. Hvis jeg havde scoret et mål, så var der ingen som kunne brokke sig. Det var også den letteste vej til at stige i hierarkiet, da man ikke kan komme uden om en mand, der scorer mål. Efter otte kampe havde jeg scoret fire mål, og det var fantastisk. Det er lidt klicheagtigt at sige, at det var drømmen, men det var det jo. At komme til en storklub og vise, at man har niveauet og kan score mål mod de bedste.

Lynhurtigt blev jeg en yndling blandt Schalkes fans. Jeg solgte flere trøjer end alle andre, og de heppede og jublede mig på banen. Jeg fik også lynhurtigt en sang fra fansene. Det var fedt, at 60.000 fans sang for mig. Efterfølgende fandt jeg så ud af, at det kun var Ebbe Sand som havde sin egen sang, så det var ret specielt, at jeg fik min egen. Jeg røg direkte ind i hjerterne på fansene, og det var så dejligt. Det var en sindssyg fed tid, og så var jeg jo også skadesfri. Jeg fik en længere periode, hvor jeg kunne vise, at jeg godt kunne spille fodbold.

Vanvidskampen mod Leverkusen

7-4 mod Leverkusen. Det var en vild kamp. Op til kampen havde vi haft en dårlig periode, hvor vi havde spillet et par 0-0 kampe. Jeg trænede fint og håbede på, jeg snart fik chancen fra start. Jeg fik så lov til at starte inde mod Leverkusen. Jeg scorede til 1-0, og tænkte “Bom! Jeg er tilbage. Ikke så meget pis”. Det var sådan det skulle være. Ret hurtigt blev det både 2-0 og 3-0. Midt i kampen tænkte jeg, at det var en sindssyg kamp, som jeg var en del af. Selvom vi førte, havde Leverkusen ikke spillet dårligt. Da vi kom foran 3-0, så var jeg sikker på, at sejren var hjemme. Nu var det kun et spørgsmål om, hvor meget vi skulle vinde, og hvor mange mål jeg skulle score.

Lige pludselig eksploderede kampen. 3-0 blev hurtigt til 3-2, og jeg kunne slet ikke forstå det. Vi kommer dog igen med 4-2 og 5-2, hvor jeg endelig fik scoret mit andet mål. Det kørte for mig, og jeg spillede en kanon kamp. Men igen udviklede kampen sig hurtigt, og endte med at stå 5-4. Jeg tænkte ”Hvad fanden sker der her?”.  

Vi var nervøse for, at de kunne komme tilbage og udligne til 5-5. Det var derfor en forløsning for os, da vi scorede til 6-4. Derefter blev jeg udskiftet til stående ovationer og jubel fra fansene. Jeg havde scoret to mål og spillet en god kamp. Jeg var man of the match. Det var perfekt og en fed oplevelse, og vi vinder kampen med 7-4 til sidst.

Det var vildt bekræftende, da jeg efterfølgende kom på rundens hold, og blev kåret som rundens bedste spiller i Bundesligaen. Jeg sugede det selvfølgelig til mig, men jeg vidste også, at i morgen var der endnu en træning, og så startede vi for ny. Det gav mig selvtillid, men jeg vidste også godt, at der skulle være en rundens spiller, og denne gang blev det altså mig. Det var dejligt, men større var det heller ikke. Der ventede en ny uge og en ny kamp, hvor jeg endnu en gang skulle score mål.

Tabte mesterskabet i Revierderbyet

I min første sæson følte jeg, at jeg var tæt på at blive førstevalg på toppen. Kevin (red. Kuranyi) havde ikke en dårlig sæson, men jeg synes, at jeg på alle punkter havde været bedre end ham igennem hele sæsonen. Der opstod en stemning af uvished blandt andre personer over, hvorfor jeg ikke spillede fremfor Kevin, hvorfor var jeg ikke første mand? Folk snakkede heller ikke længere om Ebbe Sand. Det var enten Kevin eller mig. Han fik virkelig lang snor i den første sæson, men jeg havde spillet en rigtig god sæson og scoret vigtige mål, så jeg var klar til at overtage den plads i min anden sæson.

Til første træning i den nye sæson kom jeg på A-holdet da vi spillede til sidst, og jeg tænkte selvfølgelig på, om træneren nu ville satse på mig fremfor Kevin? Jeg fik dernæst otte minutter i en kamp, og efterfølgende spillede Kevin fuldtid. Jeg var slet ikke i nærheden af startopstillingen efterfølgende. Det var virkelig mærkeligt, fordi jeg havde spillet fint. Men jeg måtte jo bare kæmpe videre. Vi spillede så en UEFA-Cup kamp mod AS Nancy, hvor jeg kom ind og scorede til 1-0. Min anden sæson fortsatte, hvor den første slap, med mål.

Jeg begyndte så at få nogle muskulære problemer i baglåret, som fulgte mig i tre/fire år. Denne skade gjorde, at jeg røg ind og ud af truppen i min anden sæson. Det var et helvede for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne ikke finde nogen løsning på skaden. Skaden i sig selv var ikke langvarig, men det var gentagne baglårsproblemer, som holdt mig ude. Det gjorde det svært for mig at komme ind i et flow, da jeg var ude i 14 dage, og så var jeg tilbage i tre uger, og så var jeg ude i en uge og så videre. Det var et underligt forløb, men der var intet andet at gøre, end at kæmpe videre. Det var pisse irriterende. Jeg ville spille fodbold, jeg ville score mål og jeg ville træne, men det kan du altså bare ikke, når du render ind og ud af truppen hele tiden med skader.

Nedturen fortsatte til sidst i sæsonen, hvor vi tabte mesterskabet til Stuttgart. I andensidste spillerunde havde vi muligheden for at vinde mesterskabet på udebane i Dortmund. Det kunne ikke blive større. Revierderby. Det er dog ikke let at vinde i Dortmund, og slet ikke når du spiller med en blå trøje, og det vidste vi godt. Dortmund havde intet at spille for, men vi tabte alligevel 0-2. Det var en ret lige kamp, men vi formåede aldrig at få spillet til at fungere. Da jeg kom på banen, kunne jeg godt mærke, at det var op ad bakke. Vi kom aldrig rigtig frem til nogle indlæg, eller nogle nærgående skud, og det var virkelig frustrerende. Efter kampen var der fuldstændig stille nede i omklædningsrummet, fordi vi godt vidste hvad der var glippet. Vi tabte mesterskabet den dag i Dortmund.

”Det er som en sygdom, der rammer en”

I min tredje sæson var jeg overhovedet ikke skadet. Jeg missede en træning på hele sæsonen, men nedturen ramte mig alligevel. Det kørte ikke for mig, og jeg var selv klar over det. Jeg ramte bare ikke formen. Selvom jeg trænede og trænede, så var der intet som fungerede for mig, og når jeg endelig fik chancen, så greb jeg den ikke. Det var altid lige ved og næsten for mig. I min tredje sæson fik jeg dog en masse fede oplevelser. Jeg spillede 90 minutter mod Chelsea på hjemmebane i Champions League, hvor jeg spillede en ganske fin kamp. Derefter spillede jeg 90 minutter på udebane mod Chelsea, hvor jeg spillede en sindssyg god kamp. Jeg var millimeter fra at score på Petr Cech. Hvis jeg havde scoret der, så havde det hele nok vendt for mig.

Jeg fik så chancen fra start mod Hansa Rostock, hvor jeg spillede dårligt. Efter den kamp var tilliden til mig allerede opbrugt. Jeg skulle ind og præstere med det samme, fordi jeg havde spillet så godt i min første sæson. Det fungerede bare ikke for mig. I Champions League kvartfinalen, mod FC Barcelona, kom jeg også ind og gjorde det godt. Jeg skulle havde haft et straffespark, som jeg selv skulle have sparket. Hvis jeg havde fået det straffe, så havde jeg scoret, og så kunne jeg have vendt min nedtur til optur.

Det var pisse irriterende, fordi selvom jeg trænede godt og scorede masser af mål til træning og opvisningskampe, så var det alligevel halvandet år siden et officielt mål. Jeg vil gerne sige nej til, at jeg ikke tænkte over det i perioden, men det var nok noget, som alligevel gik igennem hovedet på mig. Det var skidt, fordi det påvirker en til at tage forkerte valg, når man endelig står foran kassen. Man tager nogle andre valg, fordi man vil gøre chancen endnu større, fremfor bare at sparke den i mål. Det er som en sygdom, der rammer en.

Det mislykkede skifte til Eintracht Frankfurt

I sommeren 2008 valgte jeg at skifte til Toulouse, da jeg ikke havde andre muligheder. Jeg ville rigtig gerne havde været til Frankfurt. Frankfurt spillede 4-4-2, og det passede perfekt til mig. Jeg fik forhandlet en kontrakt på plads med dem, som jeg var tilfreds med. Der var dog det problem, at Albert Streit og Jermaine Jones var blevet solgt fra Frankfurt til Schalke sæsonen forinden, og at der havde været nogle rigtige dårlige forhandlinger mellem de to klubber.

De to sportsdirektører gad derfor overhovedet ikke at snakke sammen, og det gik desværre udover mit skifte til Frankfurt. Efter fire uger, hvor hverken den ene eller den anden ville kontakte hinanden, tænkte jeg, at det ikke kunne være rigtigt. Det her gik udover min karriere, da jeg havde brug for det skifte. Frankfurt havde et fantastisk set up og var en fantastisk by. Det var også et hold, hvor det var nemmere for mig at komme på holdet, og hvor presset ikke var så stort som i Schalke. Alt passede for mig på et professionelt og personligt plan. Det var et øjeblik i min karriere, som var utroligt vigtigt for mig, men som blev forpurret af uenigheder.

Toulouse kom så på banen. De havde fulgt mig i lang tid, og jeg tænkte, at jeg måtte høre deres tilbud. Jeg var ikke særlig begejstret for den franske liga, men jeg blev nødt til det. Det var enten at blive et fjerde år i Schalke eller at skifte til Toulouse, fordi et skifte til Frankfurt ville aldrig komme til at ske. I bagklogskabens ulideligt klare lys, så ville jeg godt været blevet i Schalke og kæmpet for en plads. På det tidspunkt følte jeg dog, at jeg havde haft to sløje sæsoner, plus Schalke havde hentet et par nye angribere. Fred Rutten, som var den nye cheftræner, gjorde mig også usikker på, hvor jeg stod henne i hierarkiet. Jeg havde stadig en stor markedsværdi efter min første sæson, og derfor følte jeg, at det var det rigtige tidspunkt at skifte til Toulouse på.

Hvad nu hvis?

Jeg ser tilbage på min tid i Schalke med glæde. Det var en rigtig god tid, selvom det falmede lidt til sidst. Der var mange gode oplevelser. Især i min tredje sæson. Når folk spørger ”Har du spillet på Camp Nou?”, så svarer jeg ”Ja det var i min tredje sæson”. ”Har du spillet på Stamford Bridge?” ”Ja, det gjorde jeg i min tredje sæson”. Men jeg er da ærgerlig over, at jeg ikke kunne bære det gode moment, fra første sæson, videre ind i anden sæson. Jeg var så tæt på, men skaderne kom i vejen.

Når jeg tænker tilbage på min tid i Schalke, så er det på øjeblikke som det at blive taget ud i en 7-4 kamp mod Leverkusen til stående ovationer, eller det at score mod Alessandro Nesta og Paolo Maldini i Champions League. Det er øjeblikke, hvor man har personlig succes eller succes med holdet, som altid vil springe frem. Jeg er glad for det, som jeg har opnået i min karriere. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, hvis jeg nu ikke havde haft mine udfordringer. Hvad nu hvis jeg ikke havde haft de skader? Historien er dog, at jeg var ramt af udfordringer og skader, men jeg forsøgte at få det bedste ud af det. Det viste sig også ikke at være så tosset, når man ser overordnet på min karriere.

Jeg ville gerne havde haft muligheden for i perioder at vise mere, fordi det følte jeg, at jeg kunne. I de perioder hvor jeg ikke var begrænset, der viste jeg jo netop også, at jeg godt kunne spille fodbold. Da jeg skiftede fra Djurgården, var jeg den bedste spiller på holdet. I Schalke blev jeg også et hit. Når jeg havde de lange perioder, hvor jeg ikke var skadet, så kom jeg op på et niveau, hvor jeg gerne ville være. Det kunne havde været interessant at se, hvis jeg havde haft fem år og spillet 200 kampe, hvilken spiller jeg så var blevet?

Efter tre sæsoner i Schalke 04 skifter Søren Larsen til Toulouse FC i franske Ligue 1. Her får han ikke den ønskede succes, og bliver både lejet ud til tyske MSV Duisburg i 2. Bundesliga, og hollandske Feyenoord i Æresdivisionen. I 2011 vender Søren Larsen hjem til Danmark, og skifter til AGF, hvor han i 2014 stopper karrieren. ”Die Waffe” fik i sin første sæson i Schalke 04 vist, hvor målfarlig en angriber han var, og hvor han fra dag et af stemplede ind i Bundesligaen. Søren Larsen spillede 73 kampe og scorede 15 mål i den blå trøje.

Foto: www.schalke04.de

You may also like
Ballon d'Or
Quiz: Tyske Ballon d’Or vindere og podieplaceringer
Højdepunkter og mål: Schalke – Union Berlin 2-1
Optakt: Schalke 04 – Union Berlin
Nürnberg
Fanfortælling: Mit Nürnberg og kun mit