”Moderne fodbold stinker” hedder et af mine fantasyfootball-hold. Misforstå mig ret, jeg elsker stadig fodbold og ser bestemt min del. Jeg er dog blevet uendelig træt af alle de penge, klubberne formøbler, al den tid spillerne bruger foran spejlet og på at optage nye dansetrin til deres SoMe kanal og al den umage, de gør sig for ikke at sige noget som helst, når de bliver interviewet.
Moderne fodboldspillere er efterhånden blevet så skolede i omgang med medierne, at svarene i et interview er ca. lige så forudsigelige og søvndyssende som slutningen på den til enhver tid seneste Ragner Grasten film.
Jeg vil i den her artikelserie prøve at stille et hold bestående af 11 spillere og en træner, hvor præmissen er, at de skal være markante personligheder, gode fodboldspillere og meget gerne politisk ukorrekte. I må bære over med, at jeg primært udtager spillere, der havde deres storhedstid i forrige århundrede. Det skyldes ikke kun min alder, men også at jeg synes, at størstedelen af moderne fodboldspillere er dødkedelige.
Højre midtbane – Maurizio Gaudino
Så er det vist på tide, at vi får en ”pretty boy” på holdet, så jeg har valgt Maurizio Gaudino til pladsen på højre midt. Gaudino var en forrygende god fodboldspiller og samtidig en fyr, der kunne lokke flere kvindelige tilskuere på stadion, når han indtog højre flanke iført langt hår, skægstubbe og guldkæde.
Selv om Maurizio Gaudino måske ikke har helt så meget kant, som andre på mit hold, så er en mand der spiller en god fodbold, er til hurtige biler og som oven i købet kan score Katarina Witt mens han er iført rulleskøjter altid velkommen på mit hold.
Waldhof Mannheim og en rekord, der stadig står
Maurizio Gaudinos familie stammer oprindelig fra Napoli området i Italien men indvandrede i starten af 60´erne til Tyskland. Her fødtes Maurizio i 1966, og han begyndte sin karriere hos den lille Mannheim klub TSG Rheinau. I 1980 skiftede han videre til den store klub i byen – SV Waldhof Mannheim. Waldhof blev trænet af Klaus Schlappner, der med sit runde, hvalrosformede hoved under den karakteristiske hat var en legende i tysk fodbold.
En anden stor profil på Waldhofs hold i de år var for øvrigt en vis Jürgen Kohler. Maurizio Gaudino slog allerede i sin første kamp en rekord, da han som 17-årig blev præsenteret for det røde kort i sin debut for Mannheim i 1984. Maurizio Gaudino spillede for ”Die Waldhof Buben” indtil 1987, hvor turen gik videre mod sydvest.
Tysk mester, Bundesligaens bedste midtbane og en tur i skoven
I 1987 skrev Maurizio Gaudino med storholdet fra Mercedes byen. Her nåede han at spille seks sæsoner. Især 1991-1992 sæsonen vil blive husket, da VFB Stuttgart med profiler som Guido Buchwald, Eike Immel og Mathias Sammer vandt det tyske mesterskab.
I 1993 skiftede Gaudino til storsatsende Eintracht Frankfurt og blev en fast part af en af klubbens (på papiret) stærkeste opstillinger nogensinde. På målet havde man veteranen Uli Stein, og forsvaret blev styret af stortalentet Manfred Binz. Midtbanen er vel en af de bedste, der er set i Bundesligaens historie. Uwe Bein var ”Dreh- und angelpunkt” som 10´er. Han blev flankeret af Gaudino og Jay Jay Okocha, mens Ralf Falkenmeyer stod for det defensive bag de tre. Angrebet bestod af den polske veteran Jan Furtok og den ghanesiske ”hardhitter” Tony Yeboah.
Eintracht Frankfurts hold i 1994-1995 sæsonen var på papiret stærkt nok til mindst at kæmpe med om mesterskabet. Frankfurt spillede også noget fantastisk fodbold i den sæson, men holdet var alt for svingende i præstationerne, og undervejs smed man træner Klaus Topmöller på porten. Klubikonet Charly Körbel tog over som midlertidig løsning, men han kunne ikke rette skuden op, og Frankfurt sluttede sæsonen på en skuffende 5. plads.
Til sæsonen 1995-1996 blev Jupp Heynckes ansat som ny cheftræner. Nu skulle potentialet udnyttes, og Frankfurt skulle til tops. Der skete dog det helt modsatte. Heynckes blev fyret i april og klubben endte som nummer 17 og måtte en tur ned i 2. Bundesliga.
Alt dette nåede Maurizio Gaudino dog ikke at opleve på nærmeste hånd. For knap halvvejs i sæsonen var holdet i gang med den afsluttende træning inden en kamp. Der blev spillet 5 mod 2.
Yeboah, Okocha og Gaudino gik mere op i at lave tunneller på Torsten Legat end selve spillet. Det fik Heynckes til at eksplodere, og han beordrede trekløveret på en ekstra løbetur i skoven som straf.
Da de vendte retur, skulle de egentlig indlogere sig på hotellet. Yeboah nægtede dog – han følte sin autoritet undergravet, Okocha meldte sig syg, og så stod Gaudino alene tilbage. Han valgte dog at stå solidarisk med sine to afrikanske holdkammerater, hvilket straks gjorde ham til Heynckes perfekte syndebuk. Træneren lod nyheden om, at Gaudino nægtede af spille for Eintracht sive ud til pressen, så et brud med klubben var uundgåeligt.
Karrierens sidste 148 kampe fordelt på seks klubber
Eintracht lejede derfor Maurizio Gaudino ud til Manchester City – før City blev rige vel at mærke.
Her klarede han sig fint og scorede fire mål i 21 kampe.
City var dog ikke i stand til at opfylde tyskerens krav, og Gaudino fortsatte derfor i mexicanske Club América.
De sidste tre sæsoner i sin karriere tilbragte Gaudino i hhv. FC Basel, VFL Bochum og Antalyaspor.
Gaudinos barndomsklub Waldhof Mainheimm var i 2003 gået fallit og var degraderet til Oberliga Baden Württemberg. I et forsøg på at genrejse klubben blev Gaudino i 2004 hyret som spillende træner. En aftale, der sluttede i 2005, da klubben igen røg i finansielle vanskeligheder. Gaudino opnåede sideløbende med sin klubkarriere fem landskampe for Tyskland, hvori han nettede en enkelt gang. Han var således med i Tysklands trup til VM i USA i 1994, hvor han dog ikke kom på banen.
Fra en rulleskøjtedans med Kati Witt direkte i fængsel
I 1992 Gaudino deltog i et Thomas Gottschalk talkshow, hvor han bl.a. skulle udføre en rulleskøjtedans sammen med den tidligere østtyske skøjteprinsesse Katarina Witt (hun kan med fordel tjekkes ud på Youtube). Efter udsendelsen blev Gaudino arresteret af politiet, der sigtede ham for svindel med stjålne biler.
Sagen endte med at Gaudino modtog en dom på tre års betinget fængsel og fik en bøde på DM 180.000,-
Da Gaudino stadig spillede for Stuttgart, modtog han løbende behandlinger for diverse skader hos Dr. Müller-Wohlfahrt i München. På Autobahn fra München richtung Stuttgart satte Gaudino angiveligt flere rekorder for at køre strækningen så hurtigt som muligt.
Maurizio Gaudinos søn Gianluca er for øvrigt også professionel fodboldspiller. Han spillede i Bayern Münchens ungdomsafdeling og debuterede senere som klubbens fjerde yngste nogensinde i Bundesligaen. Talentet rakte dog ikke helt, så Gianluca Gaudino er efter omveje via St Gallen, Chievo og Young Boys, endt hos Sandhausen i 2. Bundesliga.
Maurizio Gaudino bor i dag i München, hvor han driver et sportsagentur.
Se resten af holdet her: