bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Ugen der gik: Moukoko på græs, Hoeneß-kritik og ingen øl eller udebanefans

Hver uge ser vi nærmere på de vigtigste historier fra tysk fodbold

 

Youssoufa Moukoko træner med i Dortmund
Mandag indledte Dortmund træningen forud for den kommende sæson, og selvom der selvfølgelig var stor interesse for at se nyindkøbene Thomas Meunier og Jude Bellingham i aktion, så var de flestes øjne rettet mod det blot 15-årige supertalent, Youssoufa Moukoko, der for første gang trænede med førsteholdet. Den talentfulde angriber har slået et væld af rekorder på ungdomsholdet, hvor han trods sin alder er topscorer i U19-ligaen. Planen er, at han jævnligt skal træne med Dortmunds bedste, hvor han takket være en ny regelændring kan få Bundesligadebut, når han fylder 16 år i november måned. Sker dette, vil han blive den yngste spiller nogensinde i Bundesligaen. Den rekord tilhører netop nu Sahin, og måske er det også derfor, at Moukoko har fået Sahins gamle trøjenummer, 18.

Læs også: Quiz – De 20 yngste spillere i Bundesligaen


Alexander Schwolow til Hertha
Det har ikke været nogen hemmelighed, at Schwolow gerne ville prøve noget nyt efter at par succesfulde sæsoner i Freiburg, men det var til gengæld overraskende, at det var Hertha, der lykkedes med at hente den dygtige målmand, i hvert fald har Schalke længe været sat i forbindelse med Schwolow som afløser for Alexander Nübel, der som bekendt er skiftet til Bayern München, men de Kongeblå fra Ruhr må altså fortsætte jagten på deres nye førstemålmand lidt endnu.


Robin Knoche til Union Berlin
Efter 15 år er det slut i Wolfsburg for Robin Knoche, der i næste sæson i stedet tørner ud for Union Berlin. Den 28-årige forsvarsspiller skifter transferfrit til hovedstadsklubben og skal være med til at forbedre den defensiv, der i sidste sæson lukkede 58 mål ind.

 

Uli Hoeneß med kritik af Dortmunds transferstrategi
Han er officielt gået på pension, men det afholder selvfølgelig ikke Uli Hoeneß fra at have en mening om det meste. Denne gang er turen så kommet til de evige rivaler fra Dortmund og mere specifikt deres transferstrategi, som han for nyligt kritiserede.

”Når Dortmund køber en talentfuld spiller, og han leverer, kan man få måneder senere udefra eller endda fra klubben selv høre, at han på et tidspunkt skal sælges videre. Det mener jeg er uklogt. Hvordan skal en spiller nogensinde opnå 100 procent DNA følelse hos en klub, når han har den følelse, at han på et tidspunkt skal sælges videre,” lød det i et interview med Frankfurter Allgemeinen Zeitung.

Selvom den gode Uli bestemt har en pointe, så blev det selvsagt ikke velmodtaget hos BVB, hvor både Watzke og Zorc var ude at afvise kritikken, ligesom Bayerns Karl-Heinz Rummenigge så sig nødsaget til at ringe til Watzke for at undskylde på vegne af Hoeneß.

 

Ingen udebanefans og ingen øl indtil slutningen af oktober
De 36 klubber i både 1. og 2. Bundesliga mødtes tirsdag sammen med DFL for at drøfte, hvordan man langsomt vender tilbage til igen at kunne huse tilskuere på diverse tyske fodboldstadioner. Planen er fortsat, at der kan komme fans på stadion, når den nye sæson begynder i september, men det står også klart, at der ikke kommer til at blive tale om udebanefans, ståpladser og alkohol før allertidligst i november.

Vil du ned og se tysk fodbold, når der igen lukkes fans ind på stadion? Så få tips og tricks til din næste fodboldtur i vores store stadionguide-sektion

 

Gennembrud i forhandlinger med David Alaba?
Det er endnu ikke lykkedes at forlænge kontrakten med David Alaba, der har udløb i næste sæson, men nu forlyder det, at der måske er et gennembrud i forhandlingerne. Rummenigge har i denne uge været ude at kalde David Alaba for den sorte Franz Beckenbauer og talt om østrigerens store betydning for Bayern München og potentielt store betydning som frontfigur i Black Lives Matter kampagnen.

 

Byttehandel mellem Frankfurt og Hoffenheim
Frem og tilbage er lige langt. Tirsdag fandt der en interessant byttehandel sted, da Hoffenheim kunne præsentere Mijat Gacinovic, samtidig med at Frankfurt hentede Steven Zuber. Ved første øjekast ser det unægteligt ud til, at Hoffenheim skal være mest tilfredse med den aftale.

 

Farvel til Bargfrede, Bartels og Langkamp samt Kruse
Det lykkedes ikke Werder Bremen at overbevise tidligere angriber Max Kruse om, at han igen skulle tørne ud for de grønblusede, der i det hele taget har måtte tage afsked med en del spillere, i ugen der gik. Mandag sagde de farvel til Bargfrede og Langkamp, hvor særligt førstnævnte fik meget ødelagt af skader, og onsdag blev det også farvel til Fin Bartels, der fremover tørner ud for Holstein Kiel.

Max Kruse til Union Berlin
For den tidligere tyske landsholdsangriber skifter nemlig til Union Berlin, der dermed bliver hans sjette Bundesligaklub i karrieren efter tidligere ophold i Freiburg, St Pauli, Wolfsburg, Gladbach, og Werder Bremen. Hos Union bliver han holdkammerat med Marcus Ingvartsen.

 

Benedikt Höwedes og Sandro Wagner takker af
En verdensmester og en Bundesligalegende har i denne uge sagt farvel. Benedikt Höwedes fulgte i sporene på André Schürrle og valgte at trække sig tilbage som 32-årig, mens Sandro Wagner droppede sit kinesiske eventyr og i stedet gav udtryk for, at han nu jagter en trænerkarriere. Se, det er noget, vi glæder os til.

 

 

 

You may also like
De kontraktfrie spillere, David Alaba, Frederik Sørensen, Julian Draxler
De kontraktfrie spillere – hvad sker der med Alaba, Boateng, Draxler og Frederik Sørensen?
Ugens duel – David Alaba (Bayern München) mod Yussuf Poulsen (RB Leipzig)
Ugens duel – Kai Havertz (Bayer Leverkusen) mod David Alaba (Bayern München)
Bayern München, fodboldtrøjer
Servus Uli Hoeneß -slagtersønnen fra Ulm takker af