bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Tyske ord, udtryk, sprogblomster

Tysk er et herligt sprog. Om det så er grammatiske remser eller fodboldfraser er (næsten) underordnet. Vi hylder her den tyske ordbog med en lang række af de bedste og mest gængse fodboldudtryk syd for grænsen. Der er uden tvivl en masse, vi ikke har med på denne liste, så skriv meget gerne de eller det udtryk, du synes, der mangler, og så får vi føjet dem til.

Fritz Walter Wetter – En af tysk fodbolds største spillere gennem tiderne, Fritz Walter, var som regel bedst, når det stod ned i stænger. Så hvis du ser en Bundesligakamp med tysk kommentator, og det regner voldsomt, så forvent, at vejret omtales som Fritz Walter Wetter.

Salami Spieltag – Udtrykket er forholdsvist nyt og blev anvendt i forbindelse med 1/8-finalerne i Champions League, der blev afviklet over cirka en måned.

Sonntagsschuss – Direkte oversat betyder det et søndagsskud og dækker oprindeligt over et heldigt scoret mål. Bruges nu om dage også om mål scoret fra længere afstand.

Flasche leer – Ingen, måske ikke Trappatoni selv, ved, hvad udtrykket reelt betyder. Den italienske træner udtalte de berømte ord på et endnu mere berømt pressemøde, hvor han selv stillede spørgsmål og svarede på noget, der mindede om tysk, inden han rasende stormede ud af lokalet.

Pöhler – Ordet er i sær kendt fra den velkendte kasket, Jürgen Klopp ofte har haft på i Bundesligaen. En Pöhler er et slang udtryk for en person fra Dortmund eller Ruhrdistriktet

Ruhrpot – Område mellem Dortmund, Gelsenkirchen (Schalke) og Bochum, der traditionelt set er kendt som et industriområde.

Der Maß aller Dinge – Det er ham eller dem som sætter overliggeren for alle andre. Hvis en spiller eksempelvis præsterer godt i længere tid og roses meget, bliver han oftest omtalt som “Der Maß aller Dinge“.

Einbahnstrasse – En ensrettetvej. Benyttes når der er spil til et mål.

GötzseiDank – Udtrykket opstod efter Mario Götzes scoring i VM-finalen og er direkte taget fra frasen Gott sei Dank (Vær Gud taknemmelig). Blev valgt ind som nummer to i konkurrencen om at blive årets tyske ord i 2014.

Doppelpack – Når en spiller scorer to gange i samme kamp, så er det en ”Doppelpack“ Udtrykket forbindes især med legendariske Toni Polster, der havde for vane at nette flere gange i én og samme kamp.

Dribblanski – Vi bevæger os lidt over i en glidebane her, for udtrykket er østrigsk-tysk og refererer til en teknisk dygtig spiller, der er god til at drible.

Kaugummi-Transfer – En tyggegummihandel. Når en handel mellem to klubber trækker ud, så kan du være sikker på, at Bild har en overskrift med “Kaugummi-Transfer” på nettet.

Hinkelpot – Tyskernes kælenavn til Champions League pokalen, som vi herhjemme kalder pokalen med de store ører.

Leistungsträger – En præstationsbærer er nok den mest direkte oversættelse, men det dækker over en spiller, der i kraft af sine præstationer går forrest og fører sit hold frem. Lidt i dur med en Spielführer.

Glatt Rot – Når en spiller modtager et direkte rødt kort for et groft frispark, får han det glatte røde. Har formegentlig noget at gøre med, at forseelsen er så slem, at dommeren slet ikke er i tvivl og hurtigt får kortet op af lommen.

Nicht von schlechten Eltern – Et kompliment af den store slags. Når noget er så godt, at det ikke kommer fra fremmede eller dårlige forældre. Bonusinfo. Også navnet på en tysk serie i 90’erne.

Gut gedacht – aber schlecht gemacht – Det er tysk, og det rimer. Hvad mere er der at sige?

Ampel Rot – Får en spiller først gult, og dernæst rødt, så er det jo lidt ligesom et lyskryds, der skifter farve.

Grätsche – En af den slags aktioner der kan føre til glatt Rot. Det er en glidende tackling og kan både benyttes ved de vellykkede og mindre heldige af slagsen.

Edelroller – Når du ikke rigtig får træf på bolden, og den triller ned mod målet, så er der tale om en Edelroller.

Bankdrücker – En person, der oftest sidder på bænken.

Eiertor – Et drop eller i hvert fald en bold, som målmanden burde have gjort noget mere ved.

Fahrstuhlmannschaft – På dansk vil vi sige et elevatorhold. Altså et hold der rykker op og ned mellem de forskellige rækker.

Kerze – Bruges om en mislykket clearing, hvor bolden ryger stejlt op i luften som et….stearinlys,

Flanke – En aflevering på tværs eller et indlæg kaldes på tysk for en flanke. Der er sådan set ikke noget specielt ved det. Det er bare et herligt ord.

Bananenflanke – Det vi på dansk kalder en papegøje. Altså et indlæg der tager en drejning, fordi der er skru i bolden.

Phantomtor – Thomas Helmer gjorde det i 1994, og Kiessling gentog bedriften i 2013. At score et mål uden reelt at score. Et fantommål.

Wembley-Tor – I Tyskland er de stadig overbeviste om, at Geoff Hursts scoring i VM finalen i 1966 IKKE var over stregen. Vores naboer føler sig fortsat bortdømt over det såkaldte Wembley-Tor. Det hjalp dog lidt på humøret, da Englands Frank Lampard fik et mål annuleret i 1/8-finalen ved VM 2010, selvom bolden dengang var klart inde.

Anschlusstreffer – Når et hold scorer, så de nu kun er bagud med et enkelt mål. Altså ikke helt det samme som end reducering.

Fallrückzieher – Det er svært sådan helt mundrettte at oversætte dette vidunderlige ord, som betyder noget i retning af at falde tilbage, og som selvfølgelig anvendes om et saksespark.

Raumdeuter – Et begreb der hører sammen med Thomas Müller. Det tyske ord er egentlig Traumdeuter (Drømmetyder), men Müller omformulerede det, da han i en artikel skulle beskrive sin force som fodboldspiller. Hans evner til at tyde eller finde diverse rum på banen. Tjek evt. www.theraumdeuter.com for mere info om revisoren.

Es Müllert Wieder – Vi bliver hos den gode Thomas Müller, for når han scorer for enten Bayern eller landsholdet, så kan du være sikker på, at de sociale medier trender med sætningen “Es  Müllert Wieder”. Udtrykket stammer oprindeligt fra legendariske Gerd Müller og hans mange mål.

Kugelblitz – Gode gamle Ailton, der hamrede mål ind i Bundesligaen fik dette tilnavn i sine velmagtsdage i Werder Bremen.

Anti-Relegationsgipfel – blev opfundet til kampen mellem HSV og Wolfsburg i 2017, hvor begge hold i sidste spillerunden havde chancen for at undgå Relegationspladsen, hvis de sikrede sig en sejr.

Rabenschwarzer Tag – når alt går galt er Deng en sort dag. Sort som en ravn, vel at mærke.

Abwehrriegel – Benyttet om et system, hvor defensiven sikres ved at også midtbane og angribere agerer forsvarer.

Breckstange – et koben, og anvendes metaforisk, når et hold skal forsøge at score et mål og tager alle midler i brug, koste hvad det vil.

Dosenöffner – Når man skal nedbryde en defensiv har man nogle gange brug for en dåseåbner.

Das ist Schnee von Gestern – Gårsdagens sne bruges ikke kun i fodbold, men generelt når det skal forklares, hvorfor noget ikke længere er relevant.

Weiße Weste – Når en målmand holder buret rent, så behøver han ikke gøre sin spilledragt beskidt, og derfor får han en hvide vest til samlingen.

Rudelbildung – Når en gruppe spillere, typisk efter en kontroversiel dommerkendelse, samles i en tæt kreds omkring dommeren og står og argumenterer højlydt, hvilket ofte ender med skubberi og gule kort.

Manndecker – En spiller der mandsopdækker en modstander. Det tyske sprog er herligt simpelt, og Jürgen Kohler var indbegrebet af en Manndecker

Innenverteidiger – Verteidiger, der betyder forsvarer, er i sig selv et flot ord. Tilføj innen, og så har du et helt perfekt ord for en midterforsvarer.

Defensivpapst – En defensiv pave, bruges om en træner, der næsten prædiker for at hans hold spiller til nul og har fokus på defensiven. I Tyskland er Otto Rehhagel en sådan en.

Gurke – Laver du en tunnel på en modstander, så laver du en Gurke.

Kacktor – Et lortemål

Pleite – Kan betyde konkurs eller nederlag alt efter hvilken kontekst, det bringes i.

Hinrunde – Bundesligaen er delt op i to halvsæsoner på hver sin side af julen. Efterårsrunden kaldes Hinrunden.

Rückrunde – På samme måde kaldes forårsrunden for Rückrunden.

Klassenerhalt – At forblive i klassen, eller ganske enkelt at sikre overlevelse.

Der Bomber der Nation – Nationens bomber var og vil altid være Gerd Müller. Godt nok har Klose overtaget rekorden som den mest scorende på landsholdet nogensinde, men Gerd med nummer 13 på ryggen, er stadig den største tyske angriber gennem tiderne.

Reklamierarm – En klagearm. Du ved, som målmænd og særligt Manuel Neuer løfter i vejret for at protestere over offside eller frispark hver eneste gang, han indkasserer en scoring. Google eventuelt Manuel Neuer og Reklamierarm og få syn for sagen.

Gegenpressing – Betyder modpres og blev især benyttet som taktisk udtryk i forbindelse med Dortmunds to mesterskaber i 11 og 12, grundet den aggressive spillestil som holdet havde.

Rhythmuswechseln – Udtrykket fik for alvor fodfæste under VM i 2014. Tyskerne havde indtil da primært praktiseret gegenpressing, men da vejrforholdene i Brasilien gjorde det svært at presse højt gennem 90 minutter, ændrede Löw taktik forud for åbningskampen mod Portugal. Resultat blev mere rhytmuswechseln – afveksling i rytme og tempo.

Viererkette – En firerkæde.

Fußballgott – Begrebet fodboldgud er blevet udvandet lidt i de senere år, men hvis du spørger os tilhører titlen Alexander Meier. Det blev anvendt længe før ham, men ingen personificerede det bedre end Meier.

Spitzenreiter – Betyder egentlig en leder, men bruges i fodboldmæssig sammenhæng af førerholdet i Bundesligaens fans.

Flugkopfball – En flyvende hollænder er selvfølgelig fint nok, men tyskerne har naturligvis et bedre udtryk. Da Yordan Letchkov sendte Tyskland ud af VM 1994 skete det med en Flugkopfball.

Kopfballstark – Ikke så mange dikke darer, det er bare en flot måde at udrykke, at en spiller er godt til hovedstød.

Schwalbe – Når en spiller forsøger at filme sig til et frispark eller straffe. En Schwalbe-König er en, der mestrer kunsten særdeles godt. Luca Toni havde den uofficielle titel i sin tid i Bayern München, men i dag tilhører den titel Timo Werner.

Lattenknaller – Et skud der ikke bare rammer overliggeren, men decideret bliver hamret – eller knaldet -derop er selvfølgelig en Lattenknaller.

Gipfel – Når noget er i top, er det Gipfel. En topkamp bliver ofte kategoriseret som Das Gipfel.

Nach dem Spiel ist vor dem Spiel – Klassisk tysk udtryk, der direkte oversat betyder, at efter kampen er før kampen. En floskel brugt især af trænere, der umiddelbart efter en sejr allerede ser frem mod den næste kamp.

Fliegenfänger – En dårlig målmand.

Jahrhunderttalent – Et udtryk, der bliver benyttet om et talent så stort, at han kun dukker op én gang hvert århundrede. Der er gået lidt inflation i det på det seneste, men udtrykket tilhører primært Mathias Sammer, der for år tilbage beskrev Mario Götze som et Jahrhundertalent.

Umschaltspiel – Omstillingsspiel. Enkelt og simpelt.

Schlachtenbummler – En term til at beskrive tyske fodboldfans i deres oprindelse, hvor der ikke var den store forskel på, hvilket hold man holdte med. Oprindeligt dækkede begrebet over folk, der tog til fronten i den tysk/franske krig, og i dag bruges det i lidt mere løst til at beskrive fans, der rejser med deres hold på udebaneture.

Kuttenfans – Du kender dem godt. De berømte fan iført cowboyveste med emblemer på. Har du sådan en, er du en kuttenfan.

Peitschenknaller – En benhård og streng træner. En træner af den gamle tyske skole, hvor disciplin og medicinbolde går hånd i hånd = Felix Magath.

Außenrist – Et dejligt ord for en yderside. Mats Hummels bruger udtrykket som handle på twitter, da han om nogen perfektionerer netop ydersidesparket.

Blutgrätsche – Hvis en modstander begår et voldsomt frispark, hvor han ikke har til hensigt at nå bolden.

Englische Woche – Når klubberne spiller to kampe i løbet af en uge, bliver det omtalt som en engelsk uge.

Herbstmeister – Holdet der fører, når efterårssæsonen er slut bliver døbt Herbstmeister.

Schale – Betyder skål eller fad og er en forkortelse af Die Meisterschale – Mesterskabstrofæet. Trofæet bliver også omtalt som salatfadet.

Schießbude – Tysk for skydetelt. Kan eventuelt suppleres af Wer hat nocht nicht? Wer will noch mal? Når en klub scorer elfter behov og i grove træk selv kan vælge, hvem der er næste mand på måltavlen.

Chancentod – Chancedøden er den direkte oversættelse. Mario Gomez var ofte manden, der blev kaldt Chancentod på det tyske landshold, ikke mindst efter EM i 2008 hvor han missede en stor mulighed i finalen mod Spanien.

Der Mario Gomez Button – Lidt mere Mario Gomez, der har sin egen knap, som man kan trykke på, når han scorer, og så kommer der skøn, skøn musik. Prøv selv

Platzverweis – Når du får et rødt kort, bliver du ”forvist fra din plads”.

Schönwetter-Fußballer – En humørspiller, der har det bedst i godt vejr og er knap så god i modgang.

Karnevalsverein – Udtryk om en klub, der kommer fra en by, der har et større karneval. Det er især Mainz 05, der bliver omtalt som Karnevalsklubben, men også Düsseldorf og FC Köln kan nikke genkendende til beskrivelsen.

Zauberfuß – En superfod oftest tilhørende en dygtig frisparksskytte. Thomas Häßler havde en Zauberfuß.

Trainingsweltmeister – Vi kender alle typen, der er fuldstændig forrygende under træningen, men som ikke kan få det til at fungere, når der skal spilles kamp. En træningsverdensmester.

Stehgeiger – Måske vores absolut yndlingsudtryk over dem alle. En Stehgeiger er egentlig en stående violinist i et ensemble. I fodbold er det som oftest tieren. Den lidt ældre erfarne spiller, der får musikken til at spile og det hele til at se godt ud med sin fine teknik, men som ikke bevæger sig ret meget.

Flügelflitzer – En meget bred kantspiller

Kellerduel – En kælderduel er den direkte oversættelse. Det er et begreb, der anvendes, når to bundhold mødes i en kamp.

Relegationsspiel – Når sæsonen er slut, mødes tredjesidst i Bundesligaen og tredjebedst i 2. Bundesligaen over to kampe. Den samlede vinder af denne Relegationsspiel får pladsen i Bundesligaen. Samme scenarie gør sig gældende i de lavere rækker.

Plasticderby – Bruges især om kampen mellem Wolfsburg og Hoffenheim, da deres ejerstruktur og manglende fanbase er til evig spot og hån fra samtlige øvrige klubber i Bundesligaen

Die Pillen – Pillerne. Et øgenavn for Leverkusen, der er tæt koblet sammen med medicinalvirksomheden Bayer.

Die Fohlen – Kælenavn for Borussia Mönchengladbach. Opstod i 70’erne, da mange unge spillere (Føl) fik chancen i klubben.

Frankenderby – Kaldenavn for kampen mellem Greuther Fürth og FC Nürnberg.

Revierderby – Kaldenavn for kampen mellem Dortmund og Schalke.

FC Hollywood – Øgenavn for Bayern München. Det daterer sig mere til start 90’erne, hvor der konstant var uro i klubben.

Die Fernrohr – Kaldenavn for Bayern München der er så langt foran alle andre hold i ligaen, at de må bruge et fernrohr(teleskop) for overhovedet at spotte dem.

Nordderby – Navn på kampen mellem HSV og Werder Bremen. Kommer selvfølgelig af deres geografiske placering.

Dinosauer/Der Dino – HSV var længe den eneste klub, der havde spillet alle sæsoner i Bundesligaen. De var derfor Bundesligaens dinosaur.

RB Leipzig – De er ejet af Red Bull, og det er energidrikken, der sprøjter penge i projektet, men RB står ikke for Red Bull. I hvert fald ikke officielt, fordi en sponsor ikke må indgå i et klubnavn. RB står derfor for Rasen Ballsport, der direkte oversat giver det meget mundrette ”græs boldspil.”

Geissböcken – FC Kölns kælenavn. Klubbens maskot er en gedebuk. Det blev den, da cirkus direktøren Carola Williams i 50’erne donerede en gedebuk ved navn Hennes til den daværende præsident Franz Kremer.

Rote Teufel – Kaiserslauterns kaldenavn. Som så meget andet med den klub, så er det Fritz Walter (der også har lagt navn til deres stadion), der er medvirkende til udtrykket. I 50’erne spillede Kaiserslautern aggressivt som djævlen, mente man, og da de også dengang spillede i rødt, så blev de til de røde djævle. Kaiserslautern var formentlig dermed før Manchester United i forhold til kælenavnet. Englænderne hævdes først at have fået øgenavnet i 1960’erne.

Die Zebras – MSV Duisburg spiller i blå og hvide striber. Det minder (næsten) om en Zebra. Ikke videre opfindsomt, men nuvel.

Vizekusen – Leverkusen er den evige toer. På engelsk omtales de som Neverkusen, men på tysk er det Vizekusen (Vicekusen). Det blev især grelt i sæsonen 01/02, hvor klubben blev nummer to i Bundesligaen, pokalen og Champions League. Klubben er dog kommet sig over skuffelsen siden, og marketingsafdelingen har endda taget patent på navnet. Det samme gør sig i øvrigt gældende for begrebet ”Meisterkusen“, men deres historie taget i betragtning kunne de nok godt have sparet den udgiftspost. En ældre vittighed lyder, at hvis der var en konkurrence om at blive nummer to, ville Leverkusen bliver nummer……..to.

Die Werkself – Kaldenavn for Bayer Leverkusen. Klubben er ejet af Bayer og det gør dem til et firmahold. Werkself betyder de 11 fra fabrikken.

Königsblauen, Knappen – Kongeblå referer til holdets trøjer, mens Knappe var det tyske udtryk for en minearbejder efter endt læretid. Dem var der rigtig mange af i Gelsenkirchen en årgang, og derfor fik de tilnavnet Die Knappen.

Alte Dame – Kaldenavn for Hertha BSC. Navnet har to årsager. Den ene er, at klubben blev stiftet i 1892 og dermed er en af de ældste i Tyskland. Den anden er, at Hertha er et feminint klingende navn, der oprindeligt tilhørte et dampskib, som en af de fire grundlæggere af klubben havde været på rundtur med.

Löwen – 1860 München. Klubbens våbenskjold fra 1911 havde en løve, og derfor skulle holdet selvfølgelig have tilnavnet løverne.

Der Club – I 1920’erne var Nürnberg altdominerende i tysk fodbold, hvor det blev til mesterskaber på stribe. Derfor fik de ganske enkelt kælenavnet Der Club – Klubben!

Adler – En Adler er en ørn. Sådan en har Eintracht Frankfurt som deres symbol, og derfor er klubben selvfølgelig kendt som Die Adlern – ørnene.

Schlappekicker – Schlappe var i delstaten Hessen, hvor Frankfurt har hjemme, et andet navn for sko. Da flere af Eintracht Frankfurts spillere tidligere arbejdede på skofabrikken, blev holdet kaldet for Die Schlappekicker – det har altså intet med det at være slap at gøre.

Die Eisern – Jernene er Union Berlins øgenavn. Ingen ved i dag helt præcist hvor navnet stammer fra, men klubben blev dannet i et gammelt industriområde, hvor flere af spilleren arbejdede i det daglige.

Die Wölfe – Wolfsburgs kælenavn. WOLF er tysk for ulv. Wölfe er ulve i flertal. Marketingsafdelingen har nok ikke været på overarbejde den dag, der skulle findes på et kælenavn.

Borussia – Går igen i flere klubnavne herunder Dortmund og Gladbachs. Borussia er det latinske udtryk for Preussen.

Meister der Herzen – På dansk kan vi godt lide den moralske vinder, og det er lidt det samme, det tyske begreb her dækker over. Et hold som ikke vandt, men som (oftest mest i følge dem selv) havde fortjent at vinde. I Tyskland er det hold Schalke efter den legendariske mesterskabsfinale i 2001, hvor Patrick Anderson i slutminutterne sikrede Bayern mesterskabet foran Schalke, der ellers allerede var begyndt at fejre titlen.

Graumäuse – Grå mus. Udtrykket hæfter sig på et hold, der ikke spiller særligt attraktivt og var længe møntet på især Bochum.

Himmelstürmer – Den direte oversættelse er himmelstormer, og det dækker over en spiller, der lige pludselig bryder gennem lydmuren med gode præstationer. Ikke nødvendigvis det samme som en døgnflue eller et one-hit-wonder.

Die Unabsteigbaren – Udtryk benyttet om et hold, der ikke kan rykke ned trods profetier om det modsatte (En tysk udgave af SønderjyskE så at sige). Det var i mange år Bochum, der havde det tilnavn, senere blev det givet videre til Nürnberg, men da begge hold nu er i 2. Bundesliga kan det gives videre til den næste i rækken. Måske Augsburg?

Die Unausteigbaren – Den direkte modsætning. Benyttes om et hold, der gang på gang glipper oprykningen. Greuther Fürth har næsten eneret på det tilnavn, selvom de kort var i Bundesligaen i 2012/2013 sæsonen. De rykkede dog ned samme år, og siden da har de (selvsagt) ikke kunne rykke op.

Weltpokalsiegerbesieger – Er man en lille klub må man fejre de sejre, man nu kan. Da FC St. Pauli i 2002 besejrede Bayern kort tid efter, at sydtyskerne havde vundet VM for klubhold, blev der trykt trøjer med skriften Weltpokalsiegerbesieger – verdensmester for klubhold besejrer. Endnu en tysk sprogblomst. Ingen grund til at dele et ord op med unødvendige mellemrum.

Hoppenheim – Hoffenheims ejer og mæcen hedder Dietmar Hopp. Uden ham og hans penge var Hoffenheim formentlig stadig at finde i de regionale rækker.

Breisgrau-brasilianer – Det er efterhånden en del år siden, at der var noget brasiliansk over den måde fodboldklubben fra Breisgrau-området, SC Freiburg spillede på. Men navnet hænger ved endnu. Onde tunger vil måske påstå, at det også er en del år siden, at Brasilien spillede brasiliansk.

You may also like
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien
Borussia Dortmund, mål, 100 bedste mål, Karl-Heinz Riedle, Kælenavne
Tyske kælenavne: Fra Kugelblitz og Pannen-Olli til Titan og Tante Kähte
DDR, Die Wende
FDGB-Pokalfinalen 1990 – Mellem Murens fald og Die Wende