Da Dynamo Dresden og PSV Schwerin den 2. juni løb på banen til den næstsidste udgave af FDGP-Pokalfinale, var der større ting på spil for både indbyggerne i DDR, hvorfor der kun mødte 6.000 tilskuere op til finalen.
Med murens fald bag sig og med Genforeningen lige om hjørnet, var det en tid, hvor tingene udviklede sig med rasende fart, Det var bestemt ikke alle, der fandt sig tilrette med overgangen til markedsøkonomi samt det faktum, at alt hvad der havde værdi, blev målt i D-Mark.
De 26 spillere, der kom på banen i kampen, kom på mange måder til at udgøre et mikrokosmos for, hvordan DDR´s 16 mio indbyggere klarede ”Die Wende.”
DDR anno 1990
Efter murens fald 9. november 1989 og frem til at Genforeningen blev underskrevet den 31. august 1990, befandt bonde- og arbejderrepublikkens indbyggere sig i et underligt vakuum. Hvad skulle man stille op med den nyvundne frihed, og hvad sker der, når alt de trygge dagligdagsting, som der trods alt var i DDR, pludselig forsvinder?
Samtidig skulle indbyggerne pludselig tage stilling til alle de nye faktorer, som overgangen fra planøkonomi til de frie markedskræfter medfører. I det gamle DDR fandtes der f.eks. ikke arbejdsløshed, men nu befandt de fleste østtyske virksomheder, der i mange tilfælde aldrig nogensinde havde givet en Ostmark i overskud, sig naturligvis i akut lukningsfare.
Et godt eksempel var det kendte bilmærke Trabant, der næsten blev symbolet på Genforeningen. De blev fremstillet hos VEB Automobilwerk i Zwickau, der måtte dreje nøglen om allerede i 1991.
1. juli 1990 indførtes den af nogle længe ventede ”Währungsunion”, der gjorde det muligt for DDR-borgerne at veksle deres Ostmark til den stærke D-Mark. Vekselforholdet var en til en, men var man ved muffen, skulle man dog af med to Ostmark pr. D-Mark for alle beløb over 6.000 Ostmark.
Kombinationen af pludselig frihed og frygt for, om eksistensgrundlaget pludselig forsvandt, var svær at håndtere for mange østtyskere. Putter man de to ting i samme gryde man, hvori årevis af indestængt vrede over et totalitært system, i forvejen koger, så har man givet årsagen til, at så mange søgte løsningerne i det højreradikale miljø.
For mange af de østtyske fodboldspillere var det gyldne tider. Pludselig kunne de se frem til at kunne spille i Bundesligaen uden at skulle risikere liv og lemmer i forbindelse med en flugt og uden at skulle frygte repressalier mod den familie, der blev i DDR. Dynamo Dresden spillerne fik en forsmag på de nye tider, da en bilforhandler fra Hamburg gav alle fra truppen en sponsorbil i form af en Audi-80.
Spillerne tog mandskabsbussen til Hamburg og kørte derefter i konvoj hjem til Dresden i biler, der havde væsentlig flere hestekræfter end de Wartburg, Trabbier og Ladaer, som spillerne var vant til.
Især i de mange fangrupperinger så man en stigende højreradikalisme, der betød, at der pludselig var masser af ballade og slagsmål omkring kampene i toppen af østtysk fodbold.
Kampen
Det var en stor overraskelse, at finalens ene deltager var PSV Schwerin. Forkortelsen foran bynavnet har for øvrigt intet med den hollandske elektronikgigant at gøre, som det er tilfældet med navnebrødrene fra Eindhoven, men står i stedet for ”Polizei Sport Verein Schwerin.”
Holdet fra det allervestligste DDR havde således slået to af de store ud på vejen til Friedrich-Ludwig-Jahn Sportpark i form af 1. FC Magdeburg og Lok. Leipzig. I semifinalen foregik der for øvrigt to sideløbende kampe, da fansene fra Schwerin og Magdeburg lystigt tævede løs på hinanden på banen ved siden af det stadion, hvor fodboldholdene dystede.
Derimod var det intet overraskende i, at Dynamo Dresden var finalens anden deltager, især set i lyset af at Vorwärts Frankfurt slog Erich Mielkes BFD Dynamo ud i kvartfinalen. De to Dynamo-hold havde delt de foregående 15 DDR-mesterskaber mellem sig.
Da Schwerin-spillerne løb på banen, kunne man allerede se, at de nye tider var på vej. Trøjesponsoren var nemlig det vesttyske erotiske magasin ”Neue Revue”, som vel var den tids tyske pendant til Ugens Rapport.
Schwerin fortsatte med at overraske, da André Kort fem minutter inde i finalen satte en kølig inderside på Matthias Stammanns fine indlæg og bragte Schwerin foran 1-0.
Det unge supertalent Jörg Stübner udlignede for Dresden godt ti minutter senere, og på trods af at Dresden fik Hans-Uwe Pilz smidt ud i starten af anden halvleg, så lykkedes det Ulf Kirsten at sikre Dynamoerne sejren med et mål fem minutter før tid. Det var for øvrigt foreløbig sidste gang, at Dynamo Dresden vandt en titel.
Når gribbene svæver over stadion
Samtidig med at aktørerne kæmpede om trofæet på banen, foregik der en mindst lige så hård kamp i kulissen, hvor repræsentanter for de vesttyske klubber kæmpede om at få fingrene i de største talenter i DDR.
”Solidarität ist doch keine Einbahnstrasse” udtalte Helmut Kohl i forbindelse med Genforeningen, men spillerne bevægede sig kun i én retning – fra øst mod vest.
Dynamo-ikonet Ralf Minge udtalte senere: ”Wir hätten vom Kapitalismus keine Ahnung,” og det gjorde sig gældende hos ledelsen i stort set alle østtyske klubber. Derfor blev tiden omkring Genforeningen et kæmpe tag-selv-bord for klubberne fra Bundesrepublikken, der næsten skamløst tømte Oberligaen for alt, hvad der bare mindede om talent. Især Leverkusens trinde manager Reiner Calmund tog for sig af retterne.
Da DDR den 15. november, altså blot seks dage efter murens fald, skulle spille den afgørende kvalifikationskamp i Wien, havde Calmund tre agenter på plads på Praterstadion. Den ene fik han endda udstyret med et pressekort, så han kunne give den som fotograf og dermed komme tæt på de østtyske spillere. De tre fyre havde fået samme ordre; ”Skaf mig kontaktoplysningerne på Ulf Kirsten, Andreas Thom og Matthias Sammer.”
Da sidstnævnte blev udskiftet og tog plads på østtyskernes bænk, sad der pludselig en tyk ”fotograf” ved siden af ham, som sagde: ”Jeg skulle hilse fra Hr. Calmund. Han vil gerne hente dig til Leverkusen, men lad os snakkes ved på Hotel Lindabrunn efter kampen.” Ca. samme besked fik Andreas Thom, da han slukøret forlod banen efter det 3-0-nederlag, der betød, at DDR ikke kom med til VM i Italien.
Calmund var ikke den eneste manager fra det vesttyske på hotellet. Her sad også Werders Willi Lemke og lurede på Rico Steinmann, mens repræsentanter fra Dortmund forgæves forsøgte at få Rainer Ernst til klubben.
Bundeskansleren griber ind
Selveste ”Genforeningens fader”, den meget fodboldinteresserede Helmuth Kohl lagde et landsfaderligt pres på Bayer-koncernen og bad dem holde Calmund i kort snor og få stoppet dennes ”gravrøveri” hos DDR-klubberne. Det reagerede ledelsen på, og derfor endte den senere Ballon D´Or vinder i stedet hos VFB Stuttgart.
Calmund fik dog en Matthias, da han under finalen fik øje på Schwerins Matthias Stammann og hentede denne til ”Die Werkself.”
Reiner Calmund, der i sine velmagtsdage kunne præstere en kampvægt på 172 kg tabte sig for øvrigt og vejer i dag ”blot” omkring de 100 kg efter angiveligt at have taget Leverkusens Dieter Trzoleks udmelding til sig: ”Der Reiner betreibt Selbstmord mit Messer und Gabel.”
De fleste Dynamo-spillere og enkelte fra Schwerin endte siden ”Im Westen”, hvor især den bindegale præsident i Fortuna Köln Jean Löring ligeledes købte lystigt ind.
Ikke alle klarede ”Die Wende”
Præcist som det var tilfældet med mange ”almindelige” indbyggere, så kom nogle af spillerne ikke overens med de nye tider.
Jörg Stübner gjorde aldrig siden væsen af sig indenfor kridtstregerne, men døjede frem til sin alt for tidlige død i 2019 med depressioner og alkoholisme. Samme skæbne overgik de to Schwerin-spillere Dirk Gottschalk og Sven Buchsteiner.
Endelig så ventede nogle spillere med bævrende hjerter på, at Stasi-arkiverne blev åbnet. Både Frank Lieberraum og Torsten Gütschow fra Dresden blev siden afsløret som Stasi-agenter. Sidstnævnte havde under dæknavnet ”IM-Schröter” i årevis rapporteret til Stasi fra Dynamos omklædningsrum. Gütschow forsvarede sig med, at han som 18-årig blev presset af Stasi, da hans kærestes forældre havde søgt om tilladelse til at flytte til Vesttyskland. Angiveligt ville de sørge for, at han aldrig kom til at spille fodbold igen, hvis han altså nægtede at blive angiver.
Østtysk fodbold bløder stadig
Selvom de østtyske klubber efterhånden har fået luget ud i deres højreradikale fans og at tiden med næsten retsløse tilstande for længst er slut, så er skævheden stadig til at få øje på.
Hvis man i dag 32 år efter Genforeningen kigger på de tre øverste rækker, er sølle seks klubber fra DDR repræsenteret. Man kan endda sagtens argumentere for at tage RB Leipzig ud af den ligning. Klubben hed oprindeligt SSV Markranstädt, og havde det ikke været for Red Bull, så var klubben med garanti lige så ukendt i dag, som den var i 2009.
At så forholdsvis mange østtyskere bakker op om en historieløs klub som RB Leipzig, skyldes vel, at den sammen med Union er de eneste to klubber fra DDR, der for alvor er relevante, selvom Magdeburg og Dynamo Dresden efterhånden er ved at bygge noget op, som giver lovning på mere.
50 ud af de 58 klubber der spiller i de tre højeste rækker i tysk fodbold kommer altså fra det gamle Vesttyskland, hvorimod hver femte tysker kommer fra DDR. Dette viser med al tydelighed, at fodboldklubberne fra DDR stadig lider under den slagside, der opstod i kølvandet på Genforeningen.
Dette er naturligvis et resultat af, at de forskellige klubbers nøglepersoner ikke havde den fornødne ”know-how”, men hvordan kunne de også have erhvervet sig den, når de var vant til at bo i et land, hvor SED bestemte alt, og hvor intet foregik på markedsøkonomiske vilkår.
De vesttyske klubber bærer dog en mindst lige så stor del af ansvaret for, at langt de fleste østtyske klubber stadig ikke er kommet sig over ”Die Wende.”
Skruppelløse sportschefer og managers udnyttede østtyskernes uvidenhed og købte deres bedste spillere til priser, der lå langt under den reelle markedsværdi og var således medvirkende til, at klubberne blev tømt for deres værdier.
Så kan Reiner Calmund påstå nok så mange gange, at tingene skam foregik på en ordentlig og redelig facon.
