bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Borussia Dortmund > Die Mutter aller Derbys: Schalke mod Dortmund

Die Mutter aller Derbys: Schalke mod Dortmund

Optakt, Højdepunkter, Schalke, Dortmund, Revierderby

Intet andet opgør i tysk fodbold er fyldt med så stort et had og mediebevågenhed som Revierderbyet. Her følger et tilbageblik på nogle af de mest legendariske kampe.

Det hele begyndte tilbage i 1925, da byen Herne den 3. maj lagde grund til det første Revierderby mellem Schalke og Dortmund. Kampen vandt de kongeblå med 4-2, og det blev på mange måder startskuddet til klubbens storhedstid i tysk fodbold. I de næste 16 lokalopgør frem til 1943 vandt de nemlig de 15 af dem, mens en blev spillet uafgjort. Det var også i denne periode, at Schalke vandt seks af sine i alt syv mesterskaber.

Forskellen mellem de to klubber var indtil 2. verdenskrig så himmelråbende stor, at hadet og rivaliteten lå mange år ude i fremtiden. Rent faktisk blev Schalke-spillerne hyldet som helte efter deres første mesterskab i 1934. Så da de to naboklubber kort tid efter skulle møde hinanden, var tusindvis af Dortmund tilhængere mødt op på banegården for at lykønske de nykårede mestre, der endda blev eskorteret til rådhuset, hvor de kunne indskrive sig i byens gæstebog.

Efter krigen lykkedes det med et kuld af talentfulde spillere, herunder legenden August Lenz og siden hen de tre Alfredos, endelig at udforske Schalkes position som førerhund i Ruhr-distriktet. Det blev blandt andet til tre mesterskaber i perioden fra 1956-1963, og den nyskabte rivalitet på banen bredte sig hurtigt til tilskuerpladserne, hvor sejre i de to indbyrdes opgør kunne redde en ellers skidt sæson.

Siden dengang er intensiteten, hadet og mediebevågenheden blevet forøget år for år, og især de sidste 15-20 år har budt på en række legendariske derbys. Vi nævner her et par af de bedste.

19. december 1997: Dortmund – Schalke 2-2 – Lehmanns scoring

Hjemmeholdet er på vej mod en 2-1 sejr, da Schalke får tilkendt et hjørnespark i tre minutters overtid. Med frem løber Jens Lehmann, og efter lidt klumpspil havner bolden ved bagstolpen, hvor Lehman med pandebrasken header udligningen i kassen. Han bliver dermed den første målmand i Bundesligaens historie til at score i åbent spil, og han sikrer sig legendestatus i Schalke, indtil han to år senere foretager det forbudte skifte til Dortmund efter et mislykket ophold i Milan. I alt har 26 spillere optrådt for begge klubber.

30. januar 2004: Dortmund – Schalke 0-1 – To brændte straffe og én Ebbe Sand

Kampen i sig selv rammer aldrig et højere niveau, men som det hedder sig i opgørene mellem de to klubber er der til gengæld masser af dramatik. Allerede efter otte minutters spil får Dortmund tilkendt et straffe, men Jan Koller brænder på Frank Rost fra 11-meter pletten. Et kvarter før tid fløjtes der igen for straffe til hjemmeholdet, men selvom det denne gang er Torsten Frings med bolden for fødderne, forbliver resultatet det samme. Det ligner længe en 0-0 kamp, men kort før tid dukker Ebbe Sand op i feltet og sikrer Schalke en noget ufortjent sejr.

12. maj 2007: Dortmund – Schalke 2-0 – Meister der Herzensbrecher

Der er dømt mesterskabseufori blandt Schalkes fans, der med en sejr på udebane mod de bitre rivaler kan spille sig snublende nær deres første Bundesliga-trofæ nogensinde. En kæmpe skare af Schalke fans løfter inden kampen tusindvis af paptrofæer i vejret, men da kampen er forbi, er optimismen forvandlet til gråd. Dortmund vinder 2-0 og spiller mesterskabet i hænderne på Stuttgart, mens Metzelder gnider salt i såret ved at masseproducere t-shirts med skriften “Meister der Herzensbrecher”.

13. September 2008: Dortmund – Schalke 3-3 – To røde kort, et offsidemål og et vanvittigt comeback

Jürgen Klopps første Revierderby ligner længe ikke et, han vil huske tilbage på med glæde. På hjemmebane kommer holdet hurtigt bagud med 3-0, inden Dortmund får reduceret kort før pausen. To røde kort til Schalke, straffespark til Dortmund, et tydeligt offside mål fra Frei og på forunderligvis ingen tillægstid overhovedet er alt sammen ingredienserne i en forrygende, underholdende anden halvleg af et derby, som muligvis er det bedste af sin slags nogensinde.

19. september 2010: Schalke – Dortmund 1-3  – Shinji Kagawa og tronskifte

I de foregående år har holdet fra Gelsenkirchen haft håneretten, men i Magaths sidste sæson i Schalke ændrer magtforholdet sig markant. To scoringer af Shinji Kagawa sikrer for altid japaneren heltestatus i Dortmund og markerer samtidig indledningen på en forrygende Dortmund-sæson, der kronens med klubbens syvende mesterskab.

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt