Et travlt transfervindue er veloverstået. Flere profiler har forladt ligaen, men mange er også kommet ind. Her får du overblikket over hvad, der har rørt sig. Vi udpeger de mest interessante handler og ser på, hvordan den nye tv-aftale har påvirket transfervinduet.
Den absolut største transfer er Dortmunds salg af Ousmane Dembélé til FC Barcelona. Et salg for langt over €100 mio., der med afstand tangerer rekorden for det største salg en Bundesliga-klub har bedrevet. Salget er et klassisk eksempel på transfervinduets dominoeffekt: Barcelona sælger Neymar, og nu står de og skal finde en afløser. Det er en åben hemmelighed, at Barcelona er kommet til mange penge, og derfor ender Dortmund med at kunne sælge en spiller til langt over hans formodede værdi.
At Dortmund solgte Dembéle gav plads anledning til at hente en ny offensiv spiller. Ind kom Andrej Jarmolenko for €25 mio. fra Dynamo Kiev. Forinden havde Dortmund blandt andre også sikret sig Mohamed Dahoud, Maximilian Philipp, Dan-Axel Zagadou i Paris, Ömer Toprak, og senere kom Jeremy Toljan og Manchester Citys unge talent Jadon Sancho også til.
En anden længerevarende transfersaga var Kölns salg af Modeste. Spørgsmålet var længe om Köln skulle cashe ind nu, eller vægte det sportslige højere og holde på deres absolut vigtigste spiller. Jörg Schmadtke valgte det første, og så blev Köln €34 mio. rigere.
Modeste bliver svær at erstatte, hvilket de to første kampe i den nye sæson allerede har bevidst. Men som tilfældet var med Barcelona, så havde Köln også lige pludseligt mange penge mellem hænderne. Og når sælgerne ved det, så koster en afløser også mere. Modeste-afløseren fandt de i Bundesligaen, og for €17 mio. hentede de colombianske Jhon Cordoba i Mainz. En fin spiller, men lad os bare kalde det et meget flot salg af Mainz.
Rudi Völlers brandudsalg
I Leverkusen har profilflugten været stor. Hakan Calhanoglu er taget til AC Milan, Javier Hernandez til West Ham, mens Töprak er taget til Dortmund og Papadopoulos til HSV. På sidste transferdag røg Kevin Kampl til Leipzig, som hvad der kan formodes at være en fremtidig erstatning for Naby Keita, der næste år tager til Liverpool. I de absolut sidste timer lykkedes det også Völler at sende Dragovic af sted til Leicester på en lejeaftale. De mange afgange kalder alle på erstatninger, og indtil nu er Dominik Kohr, Sven Bender og Panagiotis Retsos kommet ind.
I Wolfsburg er flere profiler også væk. Ricardo Rodriguez er fulgt med Calhanoglu til Milan, mens Luiz Gustavo og Diego Benaglio er taget til Frankrig til henholdsvis Marseille og Monaco.
I Schalke har de mistet to af det helt høje i hierarkiet: Huntelaar er taget hjem til Ajax, mens Höwedes er taget til Juventus for omtrent €20 mio. Han havde mistet anførerbindet, men kan vise sig som et stort tab. De får en fin pris for Höwedes er en kvalitetsspiller, og en spiller af egen avl, en klar fanfavorit. Den betydning må ikke undervurderes. Endelig så valgte de måske lidt overraskende at skippe Johannes Geis af på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen til Sevilla. Specielt set i det lys, at Geis var en af få rutinerede spillere på et efterhånden meget ungt Schalke mandskab.
I Bayern er Mehdi Benatia som forventet skiftet til Juventus. Han slog aldrig til, og særligt med Süles ankomst, var hans rolle mere eller mindre udspillet i München. Samme tur har Douglas Costa taget. Han virkede ikke til at have Ancelottis tillid, men er stadig en kvalitetsspiller, som Bayern stadig kunne have fået gavn af.
Costa er blevet erstattet med James Rodriquez, som var kommet i overskud i det madrilenske. Han må betegnes som det største navn, der er kommet ind i Bundesligaen denne sommer. Det skal blive spændende, hvorvidt han genfinder sit topniveau i Tyskland. James Rodriguez har i hvert fald gode erfaringer fra at spille under Ancelotti.
Set fra et kommercielt synspunkt er det dog en vigtig transfer, ikke blot for Bayern, men også Bundesligaen. Det handler om at vinde markeder og om at positionere sig over for de andre store klubber, men også ligaer. Med James-handlen sætter man sig solidt på det sydamerikanske marked, hvor Rodriguez har et kæmpe navn. En Real Madrid trøje med James bag på har i flere år været blandt de mest solgte trøjer i verden!
Hoffenheim rippet
Bayern forstærkede midtbanen med dyrtindkøbte Corentin Tolisso og Sebastian Rudy, som kom på en fri transfer i Hoffenheim. Han kom til efter en stor sæson, hvor Hoffenheim præsterede langt over forventningerne. På transfermarkedet er Hoffenheims placering i det transfermæssige hierarki dog blevet slået fast. Selvom de har præsteret flot, har de haft mere end svært ved at holde på deres vigtigste spillere.
Süle er også taget til Bayern, et skifte der næsten syntes uundgåeligt. Han var blevet for stor til Hoffenheim, og virker klar til en af de helt store klubber. Derudover er Jeremy Toljan skiftet til Dortmund. En oplagt spiller for Dortmund, som kan forstærke sig på den position, de ser svagest ud på. Men handlens omstændigheder må virke overraskende. En pris på blot €5 mio. virker meget lavt. Også selvom han kun havde et enkelt år tilbage af kontrakten. I handlen indgår et to-årig lejemål af Felix Passlack, som havde svært ved at bryde igennem på Dortmunds hold. Det er en interessant spiller, som virker til at passe som fod i hose i Nagelsmanns system.
Hoffenheim har også lejet Serge Gnabry i Bayern München. For anden sommer i træk var Gnabry en del af sommerens mere obskure handler. Han spillede en forrygende sæson i Bremen, og tog for €8 mio. til Bayern. En lille pris, men hans kontrakt indeholdte en klausul, som Bayern indløste. Men han har ikke niveau til Bayern endnu, og nu er han i Hoffenheim på leje. Han kunne ligeså godt have blevet i Bremen, men nuvel Hoffeinheim skal da også spille europæisk…
Den danske vinkel
Der kan altid laves en dansk vinkel på Bundesligaen. Vi får desværre ikke længere Andreas Christensen at se. Han bliver et stort tab for Borussia Mönchengladbach, som har forsøgt at erstatte ham med Matthias Ginter. Jonas Lössl forlod også Bundesligaen efter, at han mistede pladsen i Mainz-målet. Han er lejet ud til Huddersfield, hvor han er blevet førstemålmand og startet forrygende med tre clean sheets.
Viktor Fischer havde et mislykket ophold i Middlesbrough, han er nu taget til netop Mainz. Her får han muligheden for at få den spilletid, han så nødvendigt har brug for. I Mainz er han som udgangspunkt købt ind til startopstillingen – så skal Fischer slå i gennem i en af de større ligaer, skal det altså være nu.
Han er ikke dansk, men hentet i den danske liga hos FC København. Ludwig Augustinsson er hentet direkte til startopstillingen hos Werder Bremen, hvor han også er startet godt. Han var tæt på at score i begge af de første kampe, og viste sig god til at komme frem og tilbyde sig i det offensive spil.
I Bremen lader de helt store handler vente på sig, hvor de særligt mangler en rendyrket ni’er.
Pizarro stoppede karrieren, og ind er kommet to angribere kommet i form af Zhang fra West Bromwich og Ishak Belfoldi fra Standard Liege. De ligner dog bestemt ikke løsningerne på Werders offensive problemer. Det ligner lysere tider i Bremen, men netop denne position er et hårdt slag for de hårdtprøvede Werder-fans i et transfervindue, hvor der tidligt har været større navne i spil, som eksempelvis Davie Selke.
Derimod er der plads til at rose deres rivaler fra HSV. Det er ikke ofte, at der er det, men når de gør det godt, så skal de også roses. De har afskippet den tidligere anfører Johan Djourou, mens de har sikret sig Papadopoulos permanent i Leverkusen. Han løftede Hamburgs defensiv gevaldigt i sidste sæson og er en meget vigtig transfer. Lasogga er lejet ud til Leeds United. Ind har de videre hentet Andre Hahn, som kom i overskud i Gladbach, samt den tyske u/21-målmand Julian Pollersbeck. De har dog også mistet Adler, som på en fri transfer er taget til Mainz. Stærk transfer af Mainz, og et hårdt slag for Hamburg. Men HSV er startet med maksimumpoint, så måske i år alligevel bliver året, hvor de ikke behøver kæmpe med i den tunge ende af Bundesligaen?
Den nye tv-aftale
Værdien af den tyske tv-aftale er steget betragteligt. Frem mod sommeren 2021 skal klubberne i 1. og 2. Bundesliga fordele svimlende €4,64 mia. mellem sig. Og det har allerede sat sit præg på transfermarkedet. Det tydeligste bevis er, at de mindre klubber har brugt mange millioner på transfermarkedet. Der er nemlig ikke tradition for, at de mindre klubber kaster sig om med penge, når de handler.
Tag bare Köln. Naturligvis har de også tjent fedt på salget af Modeste, men at de bruger €17 mio. på Cordoba er usædvanligt. Læg dertil at Johannes Horn og Jorge Mere kom for €7 mio. hver. I Gladbach har de også haft checkhæftet fremme, hvor Ginter har kostet €17 mio., og Denis Zakaria er kommet for €12 mio. fra Young Boys. Schalke har brugt mere en €30 mio. på Konoplyanka og Bentaleb, mens Wolfsburg har punget mere end €40 mio. ud for Camacho, John Brooks og Nany Dimata.
Selv de to oprykkere Stuttgart og Hannover har brugt store summer. Stuttgart har været i stand til at bruge mere end €20 mio. denne sommer, mens Hannover har langet €9 mio. ud efter Jonathas i Rubin Kazan.
”Dem skal du holde øje med”
I kategorien ”disse transfer er gået under radaren, men har potentiale til at blive rigtig gode”, skal vi først til Stuttgart, som har hentet godt ind, og ligner en klub der vil blive i Bundesligaen. De har hentet Sergio Ascacibar, et stort midtbanetalent i Estudiantes, men derudover har de hentet tre ”glemte profiler” ind. Aogo kommer fra Schalke, mens Ron Robert Zieler er hentet hjem, efter et år som reserve for Kasper Schmeichel. Læg dertil, at Holger Badstuber kommer fra Bayern München.
Særligt de to sidste transfers kan vise sig at være rigtig stærke. Zieler er en kvalitetsmålmand i periferien af det tyske landshold, og Badstuber har tidligere bevist at have et højt topniveau. Badstuber har dog været meget skadesplaget, og det er også kun derfor, at de er i stand til at lande en spiller som ham. Kan de dog holde ham skadesfri, står Stuttgart med en virkelig god spiller. Det er nok meget usandsynligt, men han er startet godt, og blev blandt andet matchvinder mod Mainz.
Hertha har hentet Davie Selke. Hans talent er uomtvisteligt, men kom til overs i Leipzig. Man kan også kun forestille sig, at Selke kommer med en stor lyst og motivation for at bevise sig. Det skal blive spændende at følge ham i Berlin, hvor han har fået en ny chance for at slå til igen, og hvor alle forudsætningerne for at slå igennem er tilstede.
I Leipzig kom han til overs, da de købte Jean-Kevin Augustin. En ung angriber fra Paris, med et stort potentiale, og i Leipzigs hvirvelvindsfodbold skal han nok også komme til sine chancer. Paradoksalt nok, så går rygterne på, at netop Hertha prøvede at hente ham i vinter, men ikke havde pengene til at købe ham fri.
RasenBall-klubben har i Galatasaray hentet Bruma. Som helt ung blev han regnet som et af de største talenter i sin årgang. Han har haft lidt svært ved at leve op til hypen gennem sin karriere, men sidste år var han god, og formåede at lægge mål til sit spil. Han scorede 11 mål, hvilket er pænt for en kantspiller, og han skal blive rigtig spændende at følge i Leipzig.
Kendere af spansk fodbold kender navnet Jorge Mere. Og det kan virke overraskende, at en klub som Köln er i stand til at hente ham. Som 20-årig har han allerede spillet to faste sæsoner i La Liga, og gælder som et af de absolut største spanske forsvarstalenter. Han spillede fast sammen med Vallejo i det spanske midterforsvar under dette års u/21-EM. Han er ikke en fysisk stærk spiller, men enormt forudseende i sit spil. Köln har fået en spiller med et stort udviklingspotentiale, og det skal blive spændende at følge Jorge Mere. På papiret ligner det i hvert fald et af transfervinduets mest interessante handler.
Rykker vi mod Kölns rivaler i Gladbach, har de også fået to interessante transfers i form af Vincenzo Grifo og Denis Zakaria. Grifo bliver et stort tab i Freiburg, hvor han vel nok var deres vigtigste offensive spiller. I Gladbach kan han blive en stor gevinst. Særligt deres dødbolde kan blive rigtigt farlige nu, og på den front kan man godt forvente, at Grifo laver del assister, måske pandet ind af Jannik Vestergaard? Zakaria er købt ind som sekser, og er tiltænkt at direkte ind i startelleveren. Han er en ung spiller, som er fysisk og teknisk stærk. Han er allerede startet godt, og scorede blandt andet i seneste runde mod Augsburg efter et flot gennembrud, der viste nogle af de kvaliteter, han besidder.
På falderebet er det væsentligt at nævne Renato Sanches. Vinderen af Golden Boy-prisen slog ikke til sidste sæson, og lige inden lukketid blev han sendt på leje i Swansea. Her skal han sætte sig i gennem, og det bliver interessant at se næste sommer, hvordan han står. Gør opholdet i Wales ham klar til mere spilletid i Bayern München, eller skal han videre?
Det tyske vindue er slut for denne omgang. Et markant et af slagsen, der faldt godt i tråd med det, der skete rundt om i resten af Europa. Flere penge brugt på spillere og flere sene handler end normalt fra ellers de mest planlæggende klubben.