bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Den nye, tyske TV-aftale: solidarisk guldregn?

Den nye, tyske TV-aftale: solidarisk guldregn?

Med en stigning på 85 procent sikrer den nye, tyske TV-aftale bedre økonomiske vilkår i både 1. og 2. Bundesliga. Men hvad betyder fordelingen af de mange penge for klubberne og ligaerne, og er fordelingen virkelig baseret på solidaritet, når den møder kritik og uligheden er større end i England?

Af Michael Hehr & Max Mortensen

Svimlende €4.64 milliarder (svarende til cirka 34.5 milliarder DKK). Så mange penge skal klubberne i 1. og 2. Bundesliga fordele mellem sig fra denne sommer til og med sæsonen 2020/21 på grund af den nye, lukrative TV-aftale, som DFL (Deutsche Fussball Liga) præsenterede og indgik i fjor.

Sky Sports og Eurosport, som fortsat har rettighederne til at vise kampene, er således med til at sende i alt €1.16 milliarder om året – i modsætning til de tidligere €680 millioner – videre til klubberne. Med en stigning på 85% bliver den tyske aftale altså den næstmest værdifulde, som blot er overgået af den engelske Premier League.

Ikke overraskende sikrer den nye, forbedrede aftale en øget indtægt hos samtlige klubber. “Alle får mere”, som DFL’s Christian Seifert forklarer. Også klubberne i bunden. Blandt andet af den årsag bliver aftalen beskrevet som solidarisk. Men er den reelt solidarisk?

Milliardernes fordeling

For at kunne besvare det spørgsmål, er vi nødt til at se på, hvordan milliarderne bliver fordelt. Fordelingen af de €4.64 milliarder beror fire fordelingsnøgler, som DFL har præsenteret. De fire fordelingsnøgler, der afgør hvor meget klubberne hver især modtager, er som følger:

1)   70% (€812 millioner) fordeles efter en præstationsbaseret femårsvurdering (desto højere placering, desto flere penge). Den bedst placerede Bundesligaklub modtager således 5,8% af denne pose penge, hvorimod den dårligst placerede modtager 2,9%. Der er herefter et spring ned til 2. Bundesliga, hvor den bedst placerede modtager 1,69% og den dårligste 0,75%.

2)    5% (€58 millioner) fordeles efter ”bæredygtig”, altså med andre ord en præstationsbaseret tyveårsvurdering. Dermed tilgodeses 1. og 2. Bundesligaens ”nye” klubber som Leipzig og Hoffenheim umiddelbart ikke, men i højere grad de etablerede klubber, såsom Hamburg, Bremen og endda Kaiserslautern eller 1860 München.

3)   2% (€23 millioner) fordeles på baggrund af klubbernes talentarbejde. Dermed belønnes klubberne efter brug af deres egne U23-spillere, hvor beregningen er baseret på antal spillede minutter. Udenlandske ungdomsspillere skal dog registreres før de bliver 18 år, før en klub kan modtage en økonomisk godtgørelse.

4)  23% (€267 millioner) fordeles efter endnu en femårsvurdering. I modsætning til den første fordelingsnøgles procentuelle fordeling efter ens direkte slutplacering, har man valgt at gruppere pengenes fordeling. Det vil sige, at pengene fordeles i grupper, hvor de første seks hold eksempelvis får det samme beløb.

Vindere og tabere

Der er lagt vægt på, at den nye, lukrative TV-aftale er opbygget ud fra et solidaritetsprincip, men fordelingen indeholder dog visse skævvridninger. Aftalen sikrer generelt en økonomisk gevinst, hvor alle har mulighed for at få flere euro i kassen. Alligevel er det langt fra alle klubber, der er glade for den nye aftale, hvor man allerede på nuværende tidspunkt kan tale om vindere og tabere. Det gør sig gældende individuelt såvel som kollektivt (det kollektive tab belyses senere i artiklen).

På det individuelle plan er den nye aftales tabere særligt de ”nye” klubber samt dem, der kun i de seneste eller enkelte år har spillet i 1. og 2. Bundesliga. Det betyder umiddelbart, at Hoffenheim og især Leipzig, eller for den sags skyld Darmstadt, Dynamo Dresden og Kiel, i mindre grad tilgodeses, fordi de ikke har mange års tilstedeværelse i de to bedste rækker. Det skyldes, at deres præstationer på henholdsvis fem- og tyveårsvurderingen ikke kan give et substantielt økonomisk afkast – tydeliggjort i den nylige opgørelse af pengenes fordeling for 2017/2018, hvor Leipzig med en 2. plads i den foregående sæson er klart det hold, der tjener mindst på TV-aftalen i Bundesligaen.

Vinderne er derimod i højere grad de “gamle” klubber. Dem – som Bremen, Frankfurt eller Hamburg – der i nyere tid ikke nødvendigvis har nydt sportslig fremgang (som Hoffenheim og Leipzig). De andre vindere er enkelte klubber i 2. eller endda 3. Bundesliga, der kan vinde på fordelingsnøglernes fem- og tyveårsvurdering. Selvom det årligt kun er 5% af den samlede pulje, kan klubber som 1860 München, Nürnberg og Kaiserslautern hente penge hjem via deres ”bæredygtighed” hen over 20 år.

Endeligt er det et positivt signal, omend det kun er 2% af den samlede pulje, at DFL belønner de klubber, der satser på at udvikle deres egne ungdomsspillere. Det er en belønning, som må siges at være i tråd med Tysklands intensive talentarbejde.

En “solidarisk” præstationsbaseret aftale

I forbindelse med lanceringen af den nye TV-aftale, fastslog præsidenten for DFL, Reinhard Rauball, at aftalen afspejler en kombination af “præstation og solidaritet”. Han sagde videre, at “solidaritetstanken ikke var til debat, og at den fortsat vil være et kendetegn for Bundesligaen”.

Spørgsmålet er dog, når der kastes et blik på denne sæsons fordeling, om de to parametre er ligevægtige. For en aftale, der er solidarisk, og en aftale, der i kroner og øre er bedre for alle parter i 1. og 2. Bundesliga, er naturligvis et ideal og et mål, som er værd at stræbe efter.

Men om aftalen de facto er solidarisk, afhænger først og fremmest af øjnene, der ser. For på trods af, at den nye TV-aftale sikrer større indtægter til de involverede parter, så er det diskutabelt, om den er solidarisk.

Er det solidarisk, at 1. Bundesliga-klubberne modtager 86,4% (i alt €1.002 mia.) af TV-pengene, når klubberne i 2. Bundesliga tidligere modtog 20%? Gode præstationer skal selvfølgelig belønnes, men er det solidarisk, at Dortmund får tre gange så mange penge som Leipzig? Eller er det solidarisk, at Bayern München får dobbelt så mange penge som næsten halvdelen af konkurrenterne?

Fastholdelse af status quo

Det må som nævnt være op til den enkelte at vurdere. Det er dog interessant at sammenligne med fordelingen i den engelske Premier League, hvor der kun var ca. 53% forskel i fordelingen af TV-pengene på top (Chelsea) og bund (Sunderland) i den netop overståede 2016/2017-sæson. Det skyldes blandt andet, at hver klub modtager et fast, solidarisk beløb på €96,4 mio.

Der er forskellene altså større i Tyskland, hvor TV-pengenes fordeling af samme årsag ikke møder ubetinget glæde i 2. Bundesliga. For det første modtager ligaen procentmæssigt mindre end tidligere, og for det andet får Ingolstadt eksempelvis mere end 2,5-gange så mange penge som Kiel. Direktørerne i St. Pauli og Dynamo Dresden, henholdsvis Andreas Rettig og Michael Born, har derfor kritiseret fordelingen, “som favoriserer Bundesligaklubberne samt enkelte klubber, der rykker op og ned”, hvilket betyder, at “der gives et misvisende billede af, at klubberne i 2. Bundesliga med den nye aftale er bedre stillede”.

Solidariteten, eller manglen herpå, kan potentielt have den effekt, at den økonomiske kløft i Tyskland (læs: Bayern vs. resten af ligaen såvel som 1. Bundesliga vs. 2. Bundesliga) kun vil vokse og dermed bidrage til, at konkurrencedygtigheden svækkes yderligere – altså med mindre Red Bull investerer store beløb i et ambitiøst projekt og således skaber en hurtigere vej til succes.

Dermed kan man argumentere for, at den nye aftale tjener samme formål som 50+1-reglen. 50+1-reglen, der som bekendt er en del af licenskravene, har nemlig den effekt, at det er svært for nye, udefrakommende investorer at komme ind på det tyske marked. Det er med til at fastholde den status quo, der har etableret sig i nyere tid, og det samme gør sig altså gældende for den TV-aftale, der tilgodeser de succes- og traditionsrige klubber.

Det store billede: “Brutalo-Kapitalismus”

TV-aftalen betyder naturligvis, at klubbernes årlige omsætning vokser. Den større tilførsel af penge giver umiddelbart Bundesliga-klubberne mulighed for at bruge flere penge og dermed (teoretisk set) bedre vilkår for at konkurrere på et dyrere og dyrere transfermarked. Købekraften kan umiddelbart aflæses i sommerens mange handler, som allerede beløber sig på mere end €450 mio. Dermed kan sidste års transferrekord på nuværende tidspunkt (seks uger inden transfervinduet lukker) blive slået. Herunder har Bayern, Gladbach og Köln sat nye klubrekorder med købene af Corentin Tolisso, Mathias Ginter og Jhon Cordoba.

Internationalt er TV-aftalen videre en bekræftelse af, at Bundesligaen bliver mere populær, får flere følgere og som brand bliver mere kommercialiseret. Blandt andet er appellen til og fra det asiatiske marked de seneste år derfor højaktuel, hvilket underbygges af Werder Bremens nye kinesiske sponsor, Heji18: “Den tyske Bundesliga er blandt de tre store europæiske ligaer, og har en stor indflydelse i Asien. Derfor er det en passende platform at markedsføre vores brand”. Derudover har Bayern åbnet et kontor i Shanghai, efter de tidligere åbnede et i New York. Dortmund, der (ligesom DFL) allerede har et kontor i Singapore, præsenterede kontraktforlængelsen med Shinji Kagawa i forbindelse med deres tur til Japan i sidste uge. Endeligt har DFB i et samarbejde med Kina – på trods af kritik om overdrevet markedsføring og boykot fra flere klubber – givet grønt lys til, at et kinesisk U20-hold kan deltage i Regionalliga Südwest (svarende til 4. liga). Kampene mod U20-holdet i foråret 2018 er uden for konkurrence, men hver klub, der har sagt ja til at spille, modtager en del af €225.000.

Fælles for de nævnte forhold er, at de – ligesom den nye TV-aftale – afspejler den øvrige fodboldbranche, hvor omsætning, transfersummer og lønninger bare synes at stige. En række tyske klubber har klaret sig godt med små budgetter og unge talenter, men Christian Streich er bekymret for, at det bliver sværere for Freiburg at følge med. Især kritiserer han transfermarkedets himmelflugt, hvor “Brutalo-Kapitalismus” (oversat: den brutale kapitalisme) er ønsket. Men vil Freiburg og de tyske klubber generelt have en større rolle at spille i det kapløb, der udspiller sig sportsligt, kommercielt og på transfermarkedet, så er de tvunget til i nogen grad at give køb på de traditioner og principper, de ellers synes at værne om.

For der er umiddelbart ingen udsigt til, at prisen på talent falder, og med det nuværende transfersystem, der som en form for skattesystem dikterer hierarkiet i den internationale fodboldbranche, skal også tysk fodbold tilpasse sig det globale fodboldmarkeds mekanismer. Altså, jagte markedsandele i hele verden, hvilket de synes at gøre med især de asiatiske forbindelser in mente. For når indtægterne stiger for de internationale konkurrenter, som de tyske klubber kæmper med på transfermarkedet, så gør prisen på spillerne såvel som deres lønninger det samme. Det har den effekt, at det er svært reelt at ændre sin position i det internationale fodboldhierarki.

Umiddelbart synes TV-aftalen at være en national guldregn, hvor alle får mere, men på det globale fodboldmarked er de svimlende €4.64 milliarder efterhånden new normal og business as usual. I hvert fald for verdens bedste ligaer. Solidarisk eller ej.

Læs også: Bundesligaen eksporterer: Indtages den sidste bastion?

Relateret
You may also like
Podcast: Stor optakt til Der Klassisker
Optakt: Hertha BSC – RB Leipzig
Optakt: Schalke 04 – SV Werder Bremen
Quiz: Kan du nævne samtlige danskere i Bundesligaens historie?