bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Bayer Leverkusen > Leverkusens definerende sæson

Leverkusens definerende sæson

Med en 12. plads og en stille flirt med nedrykningspladserne, levede Bayer Leverkusen langt fra op til forventningerne i den forgangene sæson. Den svage sæson kostede Roger Schmidt jobbet, og konsekvenserne ser ud til at kunne blive store for klubben.  

For få år tilbage havde Bayer Leverkusen et af de mest spændende og inspirerende hold i europæisk fodbold. Med Roger Schmidts dynamiske genpres-fodbold krydret med offensive profiler som Hakan Calhanoglu, Karim Bellarabi og Heung Min Son, så fremtiden lys ud. I flere sæsoner var de fast inventarer i Champions League, men den svære sidste sæson betyder ingen europæisk fodbold for Die Werkself, og det kan betyde en større profilflugt.

Leverkusen har længe ligget i laget af klubber, der kæmper om at være førsteudfordrer til Bayern München. En sæson uden Champions League-deltagelse besværliggør dog, at de kan bibeholde denne position. Bayer-klubben har ikke den samme naturlige tiltrækningskraft, som eksempelvis Schalke og Dortmund. De har ikke samme historie, tradition og fankultur, som gør klubberne attraktive at spille for. For at Bayer Leverkusen kan hente spillere på samme hylde som Schalke og Dortmund, er det altså en betingelse, at de kan tilbyde europæisk fodbold på et kontinuerligt plan.

Derfor bliver dette transfervindue specielt vigtigt på for Bayer Leverkusen. Kan de holde på deres profiler, og hvilke spillere kan de få tilført? Her skal de ramme rigtigt, hvis de vil forblive i toppen af tysk fodbold. Det bliver i hvert fald en travl sommer, som kan give Rudi Völler flere hovedbrud. For Bayer Leverkusen skal tilbage i Europa i første hug.

En sæson til glemmebogen

Der var store forventninger i Bundesligaen, hvor truppen havde fået tilgang af spændende navne som Aleksander Dragovic og Kevin Volland, samtidig med at det for en sjælden gangs skyld lykkedes at holde på profilerne. Målet var klart. Leverkusen skulle tage det næste skridt. Hverken Volland og Dragovic slog dog til, mens profiler som Bellarabi, Leno og Javier Hernandez ikke genfandt tidligere sæsoners niveau.

Roger Schmidts ellers dynamiske spil fungerede heller ikke længere. Det virkede ofte til, at spillerne ikke i samme omfang købte ind på stilen. For at kunne købe ind på denne stil, kræver det, at samtlige spillere er fuldt ud med, for ellers hænger systemet ikke sammen. Det virkede til, at flere var gået trætte i Schmidts krævende spillestil.

Roger Schmidt blev fyret efter det ydmygende 2-6-nederlagt til Dortmund. Han blev erstattet af Tayfun Korkut, der et par måneder forinden selv havde sagt op i Kaiserslautern. Han blev præsenteret som en midlertidig træner, og hans og Leverkusens ageren hen mod afslutningen af sæsonen lignede bestemt heller ikke noget, der skulle være mere end midlertidigt Korkut fandt aldrig opskriften på succes, og det var aldrig tydeligt, hvad Korkut ville med holdet.

Profilflugten
Den svage sæson har været hård ved Leverkusen, og flere profiler er på vej væk. Blandt andre er anfører Ömer Topak smuttet til Dortmund, Calhanoglu er taget til AC Milan og marginalspillere som Danny da Costa og Kyriakos Papadopoulus er også væk. Skal man følge rygterne, kan flere være på vej væk. Det ligner, at Admir Mehmedi tager til Nice, mens Kevin Kampl også ser ud til at smutte, selvom det ikke blev til et Kina-skifte i denne omgang.

Derudover har der længe været rygter om, at både Julian Brandt og Javier Hernandez kan forlade Leverkusen inden transfervinduet er ovre. Samtidigt bør det heller ikke komme som den store overraskelse, hvis enten Bernd Leno og Karim Bellarabi i den nærmeste fremtid også ønsker at prøve sig af på større adresser. 

Leverkusen kan altså komme til at miste flere profiler, der alle skal erstattes, hvis klubben vil bevare sin position i toppen af Bundesligaen. De mange afgange giver naturligvis også klubben noget at handle for.

Ind er foreløbig kommet Sven Bender og midtbanespilleren Dominik Kohr fra Augsburg. At genforene Bender-brødrene kan vise sig som en stærk transfer. Det er dog også en transfer forbundet med en stor risiko. I sin tid i Dortmund har han været meget skadet, og det er givetvis også derfor, at det har været muligt for Leverkusen at hente ham. Undgår han skader, kan han dog sagtens blive en bærende spiller.

Leverkusen har også udmeldt, at de er bevidste om, at Toprak skal erstattes, men at det sandsynligvis først sker i august. Lige nu går meldingerne fra de tyske medier på, at afløseren kan blive Ajax’ Nick Viergever.

Hvem er Herrlich?

Manden som i den kommende sæson skal stå i spidsen for Bayer Leverkusen, bliver den 45-årige Heiko Herrlich, som blev hentet i Jahn Regensburg. Som spiller var han selv aktiv i Bayer Leverkusen. Derudover var han med på det Borussia Dortmund-hold, som vandt mesterskabet i 1996 og 2002, samt Champions League i 1997.

Som træner er han et mere ubeskrevet blad. Han startede som ungdomstræner i netop Dortmund, inden han fik chancen i Bundesligaen for Bochum i 2009. Her blev han dog fyret efter mindre end en enkelt sæson. Næste stop for Herrlich blev Greuther Fürth, men det blev heller ikke her, at han slog trænernavnet fast. Efter mindre end et år trådte han tilbage af private årsager og vendte i stedet tilbage til at træne ungdomsfodbold. Her blev det til jobs som U17-træner for Bayern München og det tyske landshold. I 2015 brød han så igennem på seniorplan, hvor han med to oprykninger, førte Jahn Regensburg op i 2. Bundesligaen.

Ved ansættelsen betonede Völler, at de nu havde fået en træner med en aggressiv, aktiv og attraktiv spillestil. Altså er intentionen med Herrlich at bibeholde den stil, som blev grundlagt under Roger Schmidt. Dog formegentlig uden at være så konstant og alternativløst i udtrykket, som under Schmidt. Med Herrlich søger man en træner, der vil spille direkte, men som er stand til at agere mere fleksibelt end Roger Schmidt.

Heiko Herrlich fremstår dog ikke som Rudi Völlers absolutte førstevalg. Under pressekonferencen fortalte Völler, at der havde været snak med to øvrige kandidater, som i sidste ende ikke var mulige for Leverkusen at lande. Men han pointerede, at Herrlichs taktiske tilgang havde imponeret ham. Specielt relegationskampene mod 1860 München havde været en faktor. Rygterne går på, at Rudi Völler ellers forsøgte at lande enten Thomas Tuchel, Peter Bosz samt Huddersfields succestræner David Wagner.

Et vigtigt transfervindue

Leverkusen står i dag et helt andet sted end for blot et år siden. Lige nu befinder de i en klassisk transferfase, hvor der endnu en række uopklarede spørgsmål i forhold til trupsammensætningen. Deres sæson kommer til at afhænge, hvordan de formår at agere på transfermarkedet.

Top fire synes unægtelig uden for rækkevidde, men en Europa League-plads kan sagtens komme i spil, hvis de får det til at hænge sammen. Uanset hvad, kommer Herrlich til at råde over en trup med potentiale til mere end sidste sæsons 12. plads.

Det er vigtigt, at det er lykkedes at forlænge med Kai Havertz og Benjamin Henrichs, som vi med garanti kommer til at høre mere til de kommende år. Buddet herfra er dog, at der kommer til at ske mere i transfervinduet. De afgange som kommer, skal alle erstattes, hvis Leverkusen skal kunne blande sig i kampen om de europæiske pladser igen.

Udover en erstatning af anfører Toprak, bør Leverkusen prioritere at hente offensivt ind. Afgangen af Calhanoglu kommer til at kunne mærkes. På grund af sin karantæne var han ikke til rådighed i forårssæsonen, og det var tydeligt, at der manglede sammenhæng i offensiven. Derudover er det bekymrende, at Bellarabi og Brandt ikke ramte topniveau i den forgangene sæson, så her mangler Leverkusen kvalitet.

Bayer Leverkusen tåler ikke en sæson som sidste år. Slutter de uden for de europæiske pladser igen, vil der helt sikkert også blive stillet spørgsmål ved Rudi Völlers rolle i klubben. De står overfor en altafgørende sæson, som kan være definerende for deres position i tysk fodbold. Leverkusen bliver derfor en af de helt interessante klubber at følge i den kommende Bundesliga-sæson.

Få det store transferoverblik over samtlige klubbers ageren på transfermarkedet

Relateret
You may also like
Optakt: Bayer Leverkusen – RB Leipzig
Optakt: Bayer Leverkusen – 1. FC Köln
Rundens hold i Bundesligaen – uge 9
Optakt: FC Schalke 04- Bayer Leverkusen