bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Weinzierl, Stuttgart og Sværdet i stenen

Weinzierl, Stuttgart og Sværdet i stenen

De færreste ting er efterhånden ligeså sikker som et amen i kirken om søndagen, men en trænerfyring i Stuttgart er måske en af de ting, som kommer aller tættest på. 1-3 nederlaget ude imod Hannover 96 i syvende spillerunde endte med at blive træner Tayfun Korkuts sidste i spidsen for Die Schwaben, og nu er det i stedte op til Markus Weinzierl at forløse potentialet i Mercedes-byen.

Nederlaget mod Hannover blev kulminationen på en sæsonstart som langt fra har levet op til forventningerne for de ambitiøse sydtyskere, der trods en markant oprustning forud for sæsonen, står tilbage med en foreløbig 17. plads og dermed en næstsidsteplads i Bundesligaen.

Læg dertil at VfB indledte den nye sæson med et pokalexit i utide i DFB-pokal, hvor de tilbage i august måned røg ud i første runde imod det upåagtede 3. liga hold Hansa Rostock med cifrene 0-2, hvilket blot øgede presset på Korkut skuldre allerede inden sæsonen for alvor var skudt i gang trods en fremragende forårssæson.

De færreste ville formentlig have rynket på næsen, hvis man inden sæsonstart havde proklameret, at Tayfun Korkut næppe ville sidde i det brandvarme trænersæde på Mercedes-Benz Arena hele sæsonen igennem. Trænersædet er notorisk kendt som et af de sæder i tysk fodbold, hvor katapultudløseren anvendes hyppigst, hvilket understreges af den efterhånden absurde mængde af trænere, som Stuttgart har haft igennem møllen, siden man vandt sit seneste mesterskab tilbage i 06/07 sæsonen med dengang unge og fremadstormende spillere på holdkortet som Christian Gentner, Sami Khedira og en vis Mario Gomez.

Siden da er der løbet meget vand igennem Neckaren, og Korkuts afløser, Markus Weinzierl, bliver nu den 16. træner (inklusiv midlertidige løsninger) som sætter sig i det føromtalte sæde siden succesen tilbage i 2007. Hvis man regner lidt på det, så giver det et gennemsnit på cirka ni måneder i sædet per træner, hvilket er noget som de færreste klubber kan bryste sig af, hvor der i disse moderne fodboldtider prædikes kontinuitet og rød tråd. Den eneste røde tråd som Stuttgart kan fremvise er, at man har for vane at skille sig af trænerne næsten ligeså hurtig, som de går ind ad døren på klubanlægget på Mercedesstraße i Bad Cannstadt.

Få mål, få point

Dette skriv vil ikke for alvor gå i dybden med, hvorfor Korkuts taktik skulle vise sig at slå fejl. Risikoen for at miste en række læsere ville simpelthen være for faretruende høj, da man næppe tager munden for fuld, når man påstår, at tysk-tyrkeren ikke ligefrem praktiserede en spillestil som får et fodboldromantisk hjerte til at falde i svime, da det oftest var med et yderst defensivt perspektiv, som man gik på banen med. Skulle man dog alligevel have en vis interesse i, hvorfor efteråret ikke blev ligeså imponerende som foråret, så skal denne årsag formentlig findes i, at man har haft svært ved at opnå samme defensiv stabilitet, som var så afgørende for Stuttgarts succes inden sommerpausen.

Stuttgart havde i forrige sæson ligaens 2. bedste defensiv, hvor de blot indkasserede 1,06 mål per kamp, hvilket skal holdes op imod de 1,86 mål, som de indkasserer i snit på nuværende tidspunkt. Når de så samtidig ikke har forbedret sine evner foran målet, som i forvejen var noget under det ønskværdige (snit på nuværende 0,85 mål i denne sæson mod 1,06 i sidste sæson), så bliver det selvsagt svært at vinde fodboldkampe. I foråret lykkedes det at få nærmest vanvittige imponerende 2,21 point per kamp, men i denne sæson er det kun blevet til 0,63 point per kamp under Korkuts ledelse.

Det taktiske har som sådan ikke ændret sig synderligt, da de – som tidligere nævnt – stadig er gået ind til kampene med et defensivt udgangspunkt i denne sæson, hvor de har forsøgt at stå dybt og kompakt i banen, for dernæst at kunne straffe modstanderen i en hurtig omstilling, hvilket også var Korkuts foretrukne vindertaktik, som han praktiserede hele foråret igennem.

Om det er de berømte marginaler, som blot er gået imod Stuttgart, eller om modstanderen simpelthen bare har læst Stuttgarts succesfulde, omend simple, taktik skal være usagt, men faktum og status er, at Korkut er fortid i Stuttgart, og at en ny træner allerede står klar til at forsøge at forløse det potentiale, som der utvivlsomt er i en trup, der bl.a. indeholder verdensmesteren Benjamin Pavard, den 21-årige argentinske oprydder Santiago Ascacíbar, som for nyligt kunne fejre sin landsholdsdebut for La Albiceleste samt Ascacíbars landsmand, Nicólas González, og det spanske rekordindkøb, Pablo Maffeo, der er kommet til Baden Württemberg i sommers fra henholdsvis Argentinos og Manchester City.

Weinzierl og det længeventede comeback

Denne føromtalte nye træner, som har valgt at tage udfordringen op, er som sagt den 43-årige tysker Markus Weinzierl. Weinzierl har været uden trænerjob, siden han blev afskediget ved udgangen af sæsonen 16/17, hvor han førte sit Schalke 04 hold frem til en på papiret skuffende 10. plads for en af Tysklands største klubber. Den tidligere Jahn Regensburg og Augsburg træner nåede således kun at styre Die Königsblauen i blot en enkelt sæson, som blev indledt på forfærdelig vis med fem nederlag i træk, hvilket naturligvis fik sædet til at brænde under den nytilkomne træner.

Siden da blev skuden dog rettet op, uden dog for alvor aldrig at blive helt godt, hvor man dog nåede til kvartfinalerne i Europa League og DFB-pokal, men da man samtidig sluttede sæsonen af med kun en enkel sejr i de sidste seks kampe, var tålmodigheden tilsyneladende brugt op hos Schalke-ledelsen, som valgte at hive Domenico Tedesco ind i stedet.

Dette efterlod Weinzierl uden job forud for sidste sæson, men da Schalke sportschefen, Christian Heidel, tilsyneladende ikke var i stand eller villig til at forhandle en fratrædelsesgodtgørelse i stand, så forblev den unge træner på lønningslisten hele sidste sæson igennem. Denne mere eller mindre vigtige detalje er muligvis også årsagen til, at det faktisk endte med at være Tayfun Korkut, som sportschef i Stuttgart, Michael Reschke, ansatte tilbage i udgangen af januar måned, da Hannes Wolf skulle erstattes.

Ifølge flere rygter var Weinzierl egentlig Reschkes favorit, men da han juridisk stadig var under kontrakt i Schalke, hvor han i øvrigt modtog en glimrende løn fra, og derudover ikke så sig selv som en decideret ”brandslukker type”, som egentlig var det, som Stuttgart var på udkig efter, medførte det at Weinzierl takkede nej tak til tilbuddet.

Siden da har situationen dog ændret sig. Weinzierl er ikke længere kontraktligt forbundet til Schalke, og ligeledes er sæsonen endnu forholdsvis ny, hvilket giver tyskeren en anelse mere arbejdsro til at implementere sine taktiske ideer set i forhold til at overtage i foråret, hvor det lynhurtigt skærper til i bunden af tabellen om at undgå den faretruende nedrykning.

Pragmatisk succes – fejl i filosofien

Markus Weinzierl kan bedst skrives som en pragmatiker. Han har hidtil ikke praktiseret en egentlig spillestil, som har gået på tværs af de klubber, som han har stået i spidsen for. Tilbage i 2008 overtog Weinzierl som blot 34-årig styringen i Jahn Regensburg, som han på daværende tidspunkt var assistent under Thomas Kristls ledelse. Det lykkedes at styre klubben uden om nedrykning fra 3. Liga, og i de følgende tre sæsoner opnåede Die Jahnelf henholdsvis en 16., 8. og 3. plads, hvilket medførte en playoffkamp imod Karlsruher SC, som man formåede at besejre, hvilket sikrede oprykning til 2. Bundesliga.

Så langt nåede træner Weinzierl dog ikke med på rejsen, da han samme sommer blev hentet til Augsburg i 1. Bundesliga. I sin første sæson i spidsen for Augsburg, hvor han afløste Jos Luhukay, som – naturligvis – fristes man til at sige har været et smut forbi Stuttgart, undgik Augsburg akkurat playoff-kampe, da de endte på en 15. plads i tabellen. Sæsonen efter gik noget bedre, da de sluttede på en yderst flot 8. plads, inden det hele kulminerede i sæsonen 14/15 med en 5. plads, hvilket gav adgang til Europa League i den følgende sæson.

Augsburg formåede at gå videre til knockout kampene, hvor Liverpool dog blev endestationen, og på trods af kun en 12. plads i Bundesligaen, så var Christian Heidel solgt, hvilket medførte, at Schalke købte Weinzierl fri af kontrakten for tre millioner euro, således han kunne overtage roret i Gelsenkirchen. Nogen udpræget succes blev det som tidligere nævnt ikke, og derfor er Weinzierl nu at finde i Stuttgart, hvor trænerkarrieren atter skal tilbage på det rette spor, som for blot få år gjorde ham til en af de mest interessante nye trænernavne på den tyske scene.

Foruden at være pragmatisk anlagt, så er en anden ting som gennemsyrer Weinzierls trænerkarriere hidtil, at han har været utrolig god til at få meget ud af lidt. Man tager næppe munden for fuld, når man siger, at Augsburgs spillerbudget er i den lave ende i forhold til konkurrenterne i 1. Bundesliga. Faktisk var det kun nedrykkerne fra Paderborn, der havde et mindre spillerbudget i sæsonen 14/15, da Augsburg opnåede deres hidtil bedste resultat med den føromtalte 5. plads.

Resultaterne kom i stand via en klassisk 4-2-3-1 med et solidt defensivt udgangspunkt, hvor de to centrale midtbanespillere stod dybt i banen, da de skulle forsøge at kompensere for den manglende fart, som de to stoppere besad. Samtidig lukkede de to backs oftest af ind i banen, således man forsøgte at stå kompakt centralt og derved tvinge modstanderen ud på kanterne. En taktik der bar frugt.

Augsburgs offensiv var omvendt karakteriseret ved, at de faktisk både beherskede kontrafasen, men de var – måske lidt overraskende – også relativ god til at tilspille sig chancer via boldbesiddelse. En af ”hemmelighederne” bag sidstnævnte var især overlaps fra de to backs Paul Verhaegh og ghanesiske Abdul Rahman Baba. På trods af de to ikke leverede en overdådig mængde af assists, så skabte deres overlaps på ydersiden plads til at særligt Raul Bobadilla og Tobias Werner kunne krydse ind i boksen og udnytte den ekstra plads, som overlappene medførte, og derfor kunne de offensive kræfter arbejde tæt sammen omkring den forreste angriber Sascha Mölders og playmakeren Halil Altintop.

Markus Weinzierl ændrede og tilpassede sin taktik, da han kom til Schalke. 4-2-3-1 formationen blev erstattet med 3-5-2, men blev som tidligere nævnt aldrig den store succes. Hele sæsonen igennem kæmpede han med at få implementeret de taktiske ideer og den arbejdsratio, som systemet krævede fra spillerne, for at det skulle blive en succes.

Formationen var bygget til at kunne straffe modstanderen på omstillinger, men en mangel på afleveringskvalitet i bagkæden var især skyld i, at man aldrig kom til at drage nytte af den bredde, som systemet egentlig giver anledning til. Ligeledes var en af de store udfordringer, at man simpelthen stressede, når man var på bolden, så man aldrig fik udnyttet rummene på banens sidste tredjedel og kontrollerede kampene.

Mario Gomez skal sættes i scene

Alt peger umiddelbart i retningen af Weinzierl vil forsøge sig med den kendte 3-5-2 formation fra Schalke tiden eller en 4-3-3 med en omvendt diamant med to 8’ere. Derudover har han allerede proklameret, at han – modsat Korkut – vil forsøge at investere lidt mere i offensiven, som VfB faktisk har forudsætningerne for med flere spændende navne, som gør sig i det offensive geled.

Blandt andet har Weinzierl udtalt, at når man har en type som Mario Gomez, så skal man naturligvis forsøge at få ham iscenesat, og det gør man – naturligvis – bedst ved at komme over kanterne, som Weinzierl jo også har praktiseret i alle sine tidligere klubber. Derudover vil han med ”Mut und Leidenshaft” føre Stuttgart væk fra bunden af Bundesligaen.

Såfremt 3-5-2 formationen bliver den foretrukne, så åbner det op for, at den rutinerede Holger Badstuber, kan få en nøglerolle i at organisere og dirigere de to unge Timo Baumgartl og verdensmesteren Benjamin Pavard. Badstuber var på udlån til Schalke fra FC Bayern München i den sæson, hvor Weinzierl ligeledes var i Gelsinkirchen, hvor de to ikke umiddelbart havde det bedste forhold, da den så ofte skadesplagede forsvarsspiller langt fra fik den spilletid, som han havde sat næsen op efter.

Weinzierls tiltræden kan også vise sig at være en fordel for eksempelvis spanske Pablo Maffeo, der ikke har fået den bedste start i det tyske, og hvor tendensen her i begyndelsen har været, at Tayfun Korkut har vist mere tillid til den noget ældre Andreas Beck, som, måske lidt overraskende for fodboldfeinschmeckeren, faktisk spillede helt habilt i foråret. Ligeledes så kan fansenes nye yndling, grækeren Anastasios Donis, også komme til at spille en mere markant rolle, ind det hidtil har været tilfældet, på trods af han hen imod den sidste del af Korkuts regeringstid fik flere spilleminutter end tidligere.

Som det altid gælder for en ny træner, så må tiden vise, om det bliver den succes, som man drømmer om. Men man skal som VfB fan være mere end optimistisk, hvis man med historien in mente, reelt set tror på, at Markus Weinzierl kommer til at sidde i det brandvarme sæde i en årrække trods sine kvaliteter som træner.

Holdet besidder så tilpas meget kvalitet, om end det naturligvis kan blive bedre, at man simpelthen ikke skal rode rundt i bunden af ligaen, men som man efterhånden har set, så har adskillige mere eller mindre kompetente trænere har haft enorme udfordringer med at forløse det potentiale, som der utvivlsomt er til stede i klubben.

Men omvendt så må tiden også vise sig, om Weinzierl nu for at bruge en David Nielsen reference, bliver den, som trækker det berømte sværd ud af stenen, eller om det atter går som Markus Weinzierls mange forgængere og ender ud i det rene ingenting. Håbet er unægtelig til stede i VfB hjertet om førstnævnte, men hjernen og historien går mere i retningen af sidstnævnte.

Vil du en tur ned og se, om Markus Weinzierl vitterligt bliver manden, der trækker stenen ud af sværdet i en af Tysklands mest traditionsrige klubber, så se her, hvordan du får billetter til din næste fodboldrejse

Foto: www.vfb.de

You may also like
Optakt – Runde 25: Hamburg-Derby og Ruhr-hold i krise
Rundens hold – uge 24: Big Bayern, tyrkisk supertalent og Funklende Fortuna
Optakt og spiltips runde 22: Mulig trænerfyring, vigtigt topopgør og oprykningskamp i 2. Bundesliga
Optakt – runde 19: Bayern, Bosz og no bullshit fra Tedesco