Kampfakta:
Spillested: Mercedes-Benz-Arena, Stuttgart
Kamptidspunkt: Tirsdag 18:30
TV: TV3 Sport
VfB Stuttgart:
I lørdags vandt Stuttgart en flot 2-0-sejr på udebane over Wolfsburg.
Stuttgart er med to sejre og en uafgjort i de seneste tre kampe kommet ind i en rigtig god stime, og derfor er det måske i virkeligheden et rigtigt dårligt tidspunkt at møde Bayern på. For selvom de tidligere har leveret flotte præstationer mod Bayern, så ville de nok have ønsket sig et lettere hold på nuværende tidspunkt.
Stuttgart ligger på femtendepladsen med et point flere end Augsburg, der ligger til Relegationspiel. I virkeligheden ser Bundesligaen rigtig spændende ud lige nu, da stillingen er utrolig tæt og involverer mange hold. Det er ikke mere end fem point, der skiller Augsburg på 16.-pladsen og Leipzig på 7.-pladsen, så for de mange hold, der ligger i det lag, kan sæsonen stadig nå at gå rigtig mange forskellige veje.
“Die Schwaben” har en del folk ude for tiden, hvilket de har haft stort set hele sæsonen. Til tirsdagens sydtyske møde mangler de Sasa Kalajdzic, Fabian Bredlow, Enzo Millot, Erik Thommy, Borna Sosa, Sankoh, Roberto Massimo og danske Nikolas Nartey sidder ude med skader, mens Philipp Klement er ude med COVID-19.
Bayern München:
Mestrene kom i lørdags tilbage og vandt 2-1 over Mainz, efter de var kommet bagud 0-1. Lidt af en specialitet efterhånden for Bayern at få vendt kampene på hovedet.
Bayern har haft en lidt spøjs sæson hidtil. De spiller overbevisende og ligner et hold, der er umulige at slå, men bedst som vi siger, at ingen kan konkurrerer med den om Bundesliga-titlen, laver de et eller andet mærkeligt pointtab som fx et nederlag på hjemmebane til Eintracht Frankfurt eller et nederlag på udebane til Augsburg, og så åbnes kampen op igen. Men efter knap en halv sæson spillet fører de ligaen med seks point ned til Dortmund, og når man tænker på styrkeforholdet mellem de to, så er det svært at se, hvordan Dortmund skulle overhale dem. Det er dog stadig for tidligt at udråbe Bayern som mestre, men med et point til “Stern des Südens” i aften, kan Bayern offcielt kalde sig for “Herbstmeister”.
Læs også: Quiz: Herbstmeister i Bundesligaen
Det har været en stor sag i det tyske, at Bayerns stjernespiller Joshua Kimmich ikke har valgt at tage COVID-19-vaccinen, og efter sit COVID-19-forløb er han stadig ikke klar til at spille endnu. Choupo-Moting er ligeledes i gang med genoptræning efter COVID-19. Leon Goretzka, Marcel Sabitzer og Josip Stanisic sidder ude med skader.
Bud på startopstillinger:
VfB Stuttgart: Müller; Mavropanos, Anton, Ito; Karazor; Stenzel, Endo, Mangala, Coulibaly; Förster; Marmoush
FC Bayern München: Neuer; Pavard, Upamecano, Hernandez; Tolisso, Musiala; Coman, Müller, Sane, Davies; Lewandowski
Dom:
Stuttgart er i god form, og vi ser en overraskelse i vente. 2-1 til hjemmeholdet.