bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > Da den nordtyske røde tråd blev brændt

Da den nordtyske røde tråd blev brændt

I sekundet man kunne falde hen med tanken om, at der var kommet ro på i Hamburger SV, så sørger bestyrelsen for, at vi stadig taler om dem. I dag på baggrund af, man fristes til at sige endnu, en trænerfyring.

Udtrykket ’galehus’ bliver slynget omkring i fodboldverdenen, som var det salt på en vinterglat vej. I Danmark er det ofte AGF, der får givet dette postulat, mens man i det spanske i mange år smed det label på Atletico Madrid. I Tyskland har det i mange år været kendt, at HSV er landets fodboldgalehus.

I ordbogen defineres et galehus som to ting:

1 – Et opholdssted for sindssyge mennesker
2 – OVERFØRT: Sted, hvor folk opfører sig som vanvittige.
Eks: FC Barcelona er kendt som det spanske galehus, hvor det er reglen mere end undtagelsen at skifte spillere og trænere ud, som andre skifter underbukser.

Barcelona er selvfølgelig et fiktivt eksempel i denne sammenhæng, men sætter vi HSV ind i stedet for, så er det ikke helt galt. 15 trænere siden 2010, og nu bliver Hannes Wolf nummer 16, der skal forsøge at overbevise bestyrelsen i det nordtyske om, at han skal være manden fremover. Hvis altså overhovedet Wolf tør at tænke længere hen end den næste kamp, hvilket man i øvrigt ikke kan bebrejde ham for.

Statistisk set har de trænere, som ikke blot har været træner in absentia, været i posten i under 10 måneder gennemsnitligt. Det er skræmmende lidt i en sport, hvor kontinuitet ofte er en grundessens i opskriften på succes. Christian Titz ender på den baggrund med at falde ind i det fortabte trænertapet med sine syv måneder i spidsen for holdet. Lidt under gennemsnittet, men ikke så meget, at det decideret bryder mønsteret.

Desillusion

På diverse fora og twitter slår det mig, at der er en bred følelse af desillusion blandt HSV-fans. Det tyske stjernefrø Jann-Fiete Arp var sågar ude med en sviner på instagram, hvor han tydeligt bekendtgjorde sin utilfredshed med fyringen. Arp i øvrigt en spiller, der lige har forlænget med klubben efter længere tids flirteri med Bayern, og som kendte Titz helt tilbage fra U17-tiden. Desillusionen er dog forankret i en besynderlig beslutning i en fornuftig tid resultat- og spillemæssigt.

Titz overtog HSV efter en mærkelig periode med Bernd Hollerbach ved roret. En træner der lod til at træne mere på gejst og energi end reel taktisk snilde. Ingen reel plan eller fremskridt, og så var Hollerbach ude igen efter blot to måneder. Titz tog over, og fremskridtene skete så småt.

HSV fik med det samme en klar filosofi: Man ville ikke gå på kompromis med en offensiv tankegang, der bundede ud i boldbesiddelse og højt pres. Et tydeligt bevis på de nye tider var, at keeper Julian Pollersbeck ofte stod langt oppe på banen og var med i opspillet. Det er vel på grænsen til at være en pioneropfindelse, idet Pollersbeck ikke bare spillede med på kanten af eget felt, men ofte kunne ses lige bag midten i det etablerede opspil. Noget, der i øvrigt kostede forbavsende få mål trods den store risiko.

Kort sagt, så gik HSV fra at have spillet under trænere uden klar filosofi til en meget klar filosofi. Forsvarskrumtappen Kyriakos Papadopoulos var klar i mælet efter nedrykningen: ”Vi fik ansat den rigtige træner for sent”.

Titz blev ansat permanent og blev set som manden, der skulle føre Hamburg tilbage i det fine selskab. Trods en svær start med et klart nederlag på 0-3 hjemme mod naboerne fra Holstein Kiel, så blev det fulgt op med sejre mod Sandhausen og Bielefeld.

Titz’ aftryk

Status lige p.t. er følgende: HSV er to point bag Köln i toppen af 2. Bundesligaen. En liga der traditionelt set er enormt tæt, og hvor der kun er spillet 10 kampe.

Sæsonen har spillemæssigt budt på det samme, som vi så i slutningen af sidste sæson. HSV vil gerne dominere kampene med meget boldbesiddelse og højt pres. Udgangspunktet er en 4-3-3, hvilket ligeledes er meget lig de sidste sæsoner.

Der er ingen tvivl om, at HSV er blevet solide defensivt. Ser man bort fra Holstein Kiel kampen og 0-5 blamagen mod Regensburg hjemme, så har de blot lukket tre mål ind i otte kampe. Hvad der gør dette imponerende er, at man mangler kernen fra sidste års forsvar, idet både Papadopoulos og Mavraj ikke længere udgør midterforsvaret, men i stedet er det 19-årige Rick van Drongelen og 22-årige David Bates, der har overtaget de pladser. Som det har været tilfældet med Titz, så har mange yngre kræfter fået chancen, hvilket har givet holdet en nyfunden energi, som ofte manglede i de mange halvsløje år i Bundesligaen.

For et ungt mandskab må udfald forventes, og selvom både nederlaget mod Kiel og Jahn Regensburg lå i den pinlige ende af skalaen, så har der faktisk været noget så sjældent som fremgang at spore på holdet.

Det store problem for holdet har været, at de ikke er konsekvente nok på den sidste tredjedel. Holdet har svært ved at omsætte den massive spildominans til mål, og Titz har virket til at være forholdsvis usikker på sin konstellation i front. Fra Lasogga til Hwang og Arp, mange forskellige har fået chancen blandt de forreste tre. Dog har ingen af dem formået at spille sig til en fast startplads. Det kan dog virke meget naturligt, da det er et nyt hold, der blot har spillet ti kampe i den nye sæson.

Spillet har imidlertid ikke fejlet noget, hvilket igen gør det svært at svare på, hvorfor bestyrelsen har valgt at sige farvel til Titz. Det kunne tyde på, at tålmodigheden i HSV er markant mindre end i andre klubber, men det er vel også svært at forvente tålmodighed hos en bestyrelse, der de seneste 10 år har markant flere dårlige beslutninger på deres CV end gode.

Nogle havde måske håbet på, at en tur ned i den næstbedste række ville medføre realistiske forventninger til den tidligere storklub, men hvis det er fordi, forventningerne ikke er blevet indfriet, af Titz her efter blot ti kampe, hvor man stadig ligger lunt til i toppen, så har HSV nok desværre ikke lært det store.

Fortid er fortid

Jeg har ofte været hjemme hos mine bedsteforældre, og set på gamle fotoalbum. Forsvundne tider fanget på kamera, en tid, der ofte bliver beskrevet som ’bedre tider’. Hvor historien endnu en gang starter ud med et ”dengang jeg var ung” efterfulgt af en pointe, som ofte er fin nok, men som glemmer alt det gode ved de nye tider.

Jeg ser lidt det samme mønster udvikle sig hos HSV’s bestyrelse. Man ser på gamle billeder af Kevin Keegan. Den engelske mand med det prægtige mørke garn. Bladrer man videre i albummet, ser man billeder af Felix Magath. Jernmanden med de høje tindinger. Måske endda der figurerer billeder af to danske islæt, nemlig Allan Hansen og Lars Bastrup. Tiderne, hvor de var en faktor og vandt mesterskabet og Europa Cuppen.

Ligheden mellem min tur hos mine bedsteforældre og HSV’s længsel efter 80’erne er, at fortid er fortid. Og at den fortid ofte er langt væk. Man kan ikke ændre, hvad der har været. HSV har været en stor faktor i tysk fodbold. Grammatikken i ordvalget er forklaring nok. ”Har været” er førnutid. HSV’s storhedstid er ligeledes før den nutid, vi befinder os i. I nutiden har den tidligere Bundesliga-dinosaur taget så mange tæsk, at den ligesom sine virkelig artsfælder formentlig snart uddør, hvis ikke noget drastisk sker.

Som jeg indledte med at skrive, så var man lige ved at tro, at klubben havde fundet fodfæste. Den røde tråd. Ansættelsen af en træner med rødder i klubben, som gav ungdommen chancen i stedet for afdankede næsten-pensionister (ja, jeg kigger på dig Sejad Salihovic) og havde en klar filosofi. Men ak.

Hvis man skal være hård, så har klubben måske blot fundet sit fodfæste i at være tysk fodbolds kontinuerlige galehus. Et ry, som de, desværre, har plejet lidt for godt de sidste år. Og så må vi jo se, om Wolf bliver det nye sort i Hamburg, eller om han kan tilskrive sig den efterhånden store mængde af trænere, der har haft en tørn i det nordtyske. Uden at henfalde til andre klicheer vil jeg slutte af med et citat fra Bob Dylan, der nok betegner flere HSV fans’ ståsted meget godt på nuværende tidspunkt.

 

Yes, I wish that for just one time

You could stand inside my shoes

You’d know what a drag it is

To see you.

Vil du opleve Tysklands galehus fra HSV forsøge at sikre sig oprykning til Bundesligaen, så se her, hvordan du får billetter til deres kampe

 

 

Relateret
You may also like
Optakt – Runde 25: Hamburg-Derby og Ruhr-hold i krise
Optakter og spiltips runde 24: Intens mesterskabskamp og et bundhold i krise
En fodboldweekend i Tyskland
Optakt og spiltips runde 22: Mulig trænerfyring, vigtigt topopgør og oprykningskamp i 2. Bundesliga