bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Sind wir besser als die Weltmeister?

Sind wir besser als die Weltmeister?

– Det nuværende tyske landshold vs. Guldholdet fra ’14. Hvem er bedst? Vi hiver de to hold igennem den helt store analyse.

Få følelser tager sig så godt ud på live billeder, som kulmination der leder ud i en kæmpe glædesrus. Jubelbrølet, der overdøver al form for ræsonnement og fornuft og som tilsidesætter alle verdens problemer. I hvert fald for en stund. Men ikke desto mindre en stund, som skaber og danner historie. Fællesskaber. Minder. I Tyskland var det i 2014 en 22-årig ung mand fra Memmingen tæt ved den sydlige grænse til Østrig, der bidrog med sådan et historisk moment. 113 minutter stod der på uret, da den unge Mario Götze fik Maracaña og hele Tyskland fra Berlin til München til at eksplodere. Med ordene ”bevis verden, at du er bedre end Messi” fra landstræner Löw fik den lille tekniker sat låg på en 24-års hungren efter et verdensmandskab til tyskerne. Samtidig var det første verdensmesterskab, som tyskerne havde vundet som samlet nation.

Det var kulminationen på en række VM-slutrunder, som havde været lige ved og næsten for tyskerne. 2002 blev Brasilien endestationen i finalen, en finale, hvor en tårevædet Michael Ballack måtte se til fra tilskuerpladserne efter, at han måtte afsone karantæne efter kort mod Sydkorea i semifinalen. Oliver Kahn blev skurken i finalen efter en turnering, hvor han ellers havde stået intet mindre end fantastisk. 2006 blev et smertefuldt semifinalenederlag en realitet efter, at Jürgen Klinsmann skulle forsøge at vinde VM på hjemmebanen. I 2010 blev Spanien endestationen i semifinalen. Tre VM-slutrunder, hvor man tabte til slutrundens senere vinder. En forbandelse, der endelig blev brudt i Brasilien efter, de havde maltrakteret hjemmebanenationen med de absurde cifre 7-1.

Trupperne

Nu er vi i 2018, og Tyskland må igen påtage sig rollen som en af frontløberne i favoritfeltet. Kvalifikationen skulle ikke byde på store udfordringer, idet tyskerne valsede igennem og kvaste alle konkurrenter med maksimumpoint og en absurd målscore på 43-4. Det store spørgsmål er, om holdet kan måle sig med guldvinderne fra 2014. I et forsøg på at finde svaret sætter vi hver kæde op mod hinanden for at vurdere, om 2014- eller 2018 versionen af Die Mannschaft står stærkest:

2014-truppen:

Målmænd: Manuel Neuer (Bayern München), Ron-Robert Zieler (Hannover) & Roman Weidenfeller (Dortmund)

Forsvar: Kevin Großkreutz (Dortmund), Benedikt Höwedes (Schalke), Matthias Ginter (Freiburg), Benedikt Höwedes (Schalke 04), Mats Hummels (Borussia Dortmund), Eric Durm (Borussia Dortmund), Philipp Lahm (Bayern München), Per Mertesacker (Arsenal), Jerome Boateng (Bayern München), Shkodran Mustafi (Sampdoria)

Midtbane: Sami Khedira (Real Madrid), Bastian Schweinsteiger (Bayern München), Mesut Özil (Arsenal), André Schürrle (Chelsea), Lukas Podolski (Arsenal), Julian Draxler (Schalke 04), Toni Kroos (Bayern München), Christoph Kramer (Borussia Mönchengladbach),

Angreb: Miroslav Klose (Lazio), Thomas Müller (Bayern München), Mario Götze (Bayern München)

 

2018-truppen:

Målmænd: Manuel Neuer (Bayern München), Marc-André ter Stegen (Barcelona), Kevin Trapp (PSG)

Forsvar: Niklas Süle (Bayern München), Mats Hummels (Bayern München), Antonio Rüdiger (Chelsea), Joshua Kimmich (Bayern München), Matthias Ginter (Borussia Mönchengladbach), Jerome Boateng (Bayern München), Marvin Plattenhardt (Hertha Berlin), Jonas Hector (FC Köln)

Midtbane: Sami Khedira (Juventus), Toni Kroos (Real Madrid), Leon Goretzka (Bayern München), Mesut Özil (Arsenal), Marco Reus (Dortmund), Julian Brandt (Bayer Leverkusen), Sebastian Rudy (Bayern München), Ilkay Gündogan (Manchester City), Julian Draxler (PSG), Thomas Müller (Bayern München)

Angreb: Mario Gomez (Stuttgart), Timo Werner (RB Leipzig)

 

Vurdering:

Målmænd:

Fordel til 2014-truppen.

Dette valg kan ses som en kende kontroversielt, men tillad mig at begrunde mit valg. Det skal siges, at jeg mener, at bredden hos de tyske målmænd er væsentligt bedre i 2018-truppen. Jeg ser både Marc-André ter Stegen og Kevin Trapp være stærkere målmænd end henholdsvis Ron-Robert Zieler og Roman Weidenfeller var i 2014. Den store forskel mellem de to hold er udgaven af Manuel Neuer, som man får med til slutrunden. Joachim Löw har gjort det klart, trods forsvindende lidt med spilletid i denne sæson pga. skade, at Manuel Neuer kommer til at vogte buret på bekostning af Marc-André ter Stegen, som ellers har stået en flot sæson hos FC Barcelona.

Neuer havde inden VM i Brasilien stået hele sæsonen fast for Bayern München. En sæson der bød på den hjemlige The Double, her i blandt en suveræn ligasejr med 29 point ned til Dortmund og en periode undervejs med 28 kampe som ubesejret. Champions League var en skuffelse for Bayern, der godt nok nåede semifinalen, men fik en reel endefuld af Real Madrid på samlet 0-5. Neuer har i denne sæson spillet blot fire kampe, hvoraf den sidste blev spillet 16 september 2017. Siden har en drilsk fodskade holdt ham ude indtil VM her. Min beslutning om at give 2014-truppen pointet her er, at Neuer simpelthen var i bedre forfatning dengang. Han skal være velkommen til at modbevise denne pointe, men der er intet, der taler for, at Neuer anno 2018 skulle være ligeså god som Neuer anno 2014.

Forsvar:

Fordel til 2018-truppen.

Stammen af forsvaret fra guldholdet er stadig intakt: Jerome Boateng og Mats Hummels agerer stadig et af verdens bedste centerforsvar, og deres interne forhold er kun blevet bedre siden da, idet de har spillet sammen i Bayern siden 2016. Niveaumæssigt er ingen af dem blevet dårligere siden da, hvor den eneste anke der kan siges er, om Boateng stadig har mén efter skaden mod Real Madrid i Champions League-semifinalen. Han skulle eftersigende være helt klar, så der bør ikke være nogle problemer her.

Venstrebacken (og nok også lidt forward-positionen) var guldholdets svageste punkt, hvor man dengang havde den normale midterforsvar Benedikt Höwedes til at spille. Höwedes er ikke engang udtaget til truppen i år, hvor Jonas Hector er blevet fast mand på venstrebacken. Trods det at han næste år skal spille 2. Bundesliga for FC Köln, så er Hector en markant bedre venstreback end Höwedes, især i det offensive spil. Hector har for Köln før gjort sig gældende på den centrale midtbane, og der er da heller ingen tvivl om, at han kunne have spillet for en større klub, hvis ikke han var forblevet loyal til Die Geißböcke.

Højrebacken blev i ’14 huseret af legenden Philipp Lahm. Der er ingen tvivl om hans betydning historisk set for det tyske landshold, og ikke mindst for Bayern München, hvor han spillede over 300 kampe. Det absurde ved det nuværende tyske landshold (og ikke mindst Bayern München) er, at de på rekordtid har fundet en erstatning. Joshua Kimmich har spillet en forrygende sæson som højre back for Bayern München, og selvom det kan lyde blasfemisk, så kan man vel sagtens argumentere for, at han er en dygtigere back end Lahm var i 2014. Hurtigere, mere offensivt drive og mere målfarlig. Det er faktum omkring Kimmich, som med succes har løftet den tunge arv fra Lahm.

Bredden på forsvaret er nogenlunde det samme. Löw har frem mod 2018-slutrunden valgt at udtage færre forsvarsspillere end i 2014, men jeg vil stadig vurdere, at reserverne fra 2018 (Rüdiger, Süle, Plattenhardt & Ginter) er et niveau over 2014-reserverne (Mertesacker, Mustafi, Durm, en yngre Ginter & Großkreutz).

Midtbanen

Fordel til 2018-truppen.

Bredden på midtbanen i 2018-truppen er simpelthen genial. På de centrale pladser kan du lade de normale startere Khedira og Kroos få en pause, mens du har dygtige erstatninger på bænken i form af Gündogan, Goretzka og Rudy. Toni Kroos har også taget et skridt op ad niveaumæssigt efter skiftet til Real Madrid, hvor det er blevet tydeligt, at han klart er en af holdets vigtigste spillere, idet han binder hele holdet sammen. Bredden på den centrale midtbane er klart blevet forstærket, især hvis man sammenligner med VM-finalen.

Her stillede tyskerne med tre centrale midtbanespillere: Kroos, Schweinsteiger og Kramer (khedira var skadet i den kamp). Kroos er i mine øjne blevet væsentligt bedre efter, at han er blevet placeret længere tilbage i banen, Khedira har bevaret et højt bundniveau i Juventus, og Özil funkler markant mere centralt end på kanten (hvor han spillede i VM-finalen). I mine øjne er der ingen tvivl om, at den centrale akse med Khedira, Özil og Kroos anno 2018 er klart stærkere end 2014-udgaven med Kramer, Schweinsteiger og Kroos.

Kanterne anno 2018 vurderer jeg ligeledes stærkere end dem, der var med i 2014. Igen råder man over en vild bredde, når man kan troppe op med kanter som Reus, Draxler, Brandt og Müller, og man for den sags skyld kan tillade sig at holde Sané hjemme. Især Reus er en fantastisk tilføjelse til landsholdet, da skader har holdt ham ude af mange landskampe (inklusiv VM i 2014).

Alle kanterne har evnerne til at spille i små rum og ikke mindst til at skære ind i banen, hvilket Löw sætter stor pris på. 2014-holdet brugte Özil meget på kanten med Müller modsat, mens man fra bænken kunne smide Schürrle og Podolski ind på samme positioner med et meget anderledes resultat. Især Podolski sang på sidste vers under VM, og man kan argumentere for, at der manglede kreativitet fra kantspillerne under 2014. Nu har man rigeligt at smide ind her, hvilket giver 2018-holdet en klar fordel i alle facetter af midtbanen.

 

Angrebet

Fordel til 2018-truppen

Man kan fristes til at sige, at det er svært sige andet her, for i 2014 havde tyskerne kun en reel angriber med, og det var en 36-årig Miroslav Klose, der bestemt var langt fra sit højeste niveau. I nogle kampe blev Mario Götze brugt oppe foran som falsk nier, men tyskerne fra 2014 manglede i høj grad en klasse angriber oppe foran.

Timo Werner kan endnu ikke kategoriseres som en af verdens bedste angribere, men der er ingen tvivl om, at han har imponeret for Die Mannschaft. 8 mål i 14 kampe har overbevist Löw om, at han bliver manden, der skal spille i front. Werner bidrager med en ekstremt hurtighed, samt en arbejdsevne der er i top. Han giver mulighed for, at tyskerne kan spille på forskellige måder, idet han både er god i feltet, men hans hurtighed også åbner op for knivskarpe kontrastød. Der kan ikke være nogen tvivl om, uanset hvor stor en legende Klose er, at Werner er en solid opgradering i forhold til 2014.

Som joker har man valgt at udtage gode gamle Mario Gomez, der er god i feltet, og som kan komme ind, hvis man desperat har brug for et mål til sidst. Anden rolle kommer den rutinerede angriber nok ikke til at have, og valget af ham må tilskrives, at alternativerne ikke var gode nok (jeg kigger på dig Sandro Wagner). En mildest talt sløj sæson med ni mål i 28 kampe får heller ikke mange tyskere op at ringe, selvom det retfærdigvis skal nævnes, at otte af disse ni mål kom i foråret efter skiftet tilbage til Stuttgart.

 

Største mangel fra 2014-holdet: Erfaring

Trods der at jeg har siddet og kaldt de unge erstatninger til Lahm, Klose, Podolski og Schweinsteiger som forbedringer, så kan man ikke se bort fra, at det er 501 landskampe, man mister, det er 16 VM-mål fra Miroslav Klose man mister, og det er ikke mindst en stor mængde erfaring, der går tabt. Denne erfaring er afgørende under slutrunder, og kan være forskellen på et nederlag eller en sejr.

Umiddelbart bekymrende, men vi må rose Joachim Löw for at han har været god til at lave flydende generationsskifter på det tyske landshold. Undervejs har han formået at erstatte legender som Oliver Kahn, Michael Ballack, og de fornævnte med stor succes, og det er bare et faktum, at tyskerne kontinuerligt er gode ved VM: De sidste fire VM-slutrunder er endt med mindst en semifinale.

Største styrke ved 2018-holdet: Bredde

Man kan ikke fornægte, at Löw har en fremragende trup med sig ved VM i Rusland. Det imponerende ved dette års trup er, at han nærmest på alle positioner har mulighed for at skifte ud, og holdet mister ikke den store værdi. Det er kun i angrebet, at jeg ser det som værende en stor niveauforskel mellem starter og reserver. At man undlader at udtage Leroy Sané fra Manchester City vidner også om et landshold, der bare har enormt mange kvalitetsspillere at vælge imellem.

Hvis man skal sammenligne med guldholdet, så vil jeg vove den påstand at sige, at reserverne er markant bedre ved denne slutrunde end dengang. Når man i år fra bænken kan hive kort frem som Draxler, Gündogan, Goretzka, Süle osv, så indgyder det respekt hos alle. Durm, Ginter, Grosskreutz og Mustafi var stort set uprøvede, da de kom med i truppen i 2014. Tyskerne går ikke ned, hvis de får en skade eller to, det er en velsmurt maskine som på trods af, de ikke har VM’s største profil, kan vinde igen ved det faktum, at holdets bredde kan bære dem. For det er som bekendt sværere at lukke et helt hold ned end blot en enkelt person.

Abschluss

Jeg kan ikke se nogen begrundelse for, hvorfor dette hold ikke skulle vinde verdensmesterskabet, når 2014-holdet kunne gøre det. Holdet er forbedret / forblevet intakt på de vigtigste positioner, og breddespillerne er bedre. Træneren er stadig Joachim Löw, og siden 2006 er det kun sket få gange, at tyskerne har fejlet for alvor ved en slutrunde. Faktisk har holdet ikke misset en semifinale i hverken EM- eller VM med Löw ved roret. Rent matematisk kan man derfor med historisk empiri konkludere, at tyskerne har 25% for at vinde. Mere eller mindre i hvert fald.

Men imens jeg har skrevet denne artikel, og i mit stille sind funderede over, hvad der kan være tyskernes svaghed, så slog det mig, at styrken også kan være blive deres svaghed. For selvom jeg flere steder roser bredden hos tyskerne, så er det som sagt svært at pege på den ene spiller, der står over alle de andre. Hvis man skal drage historiske paralleller, så var 2002-holdet markant dårligere end dette udgave af Die Mannschaft, men de havde to spillere der overstrålede alle: Ballack og Kahn. Ballack spillede ikke i finalen, Kahn spillede ikke op til niveau og tyskerne tabte. Det var bagsiden af medaljen ved at have to komplette nøglespillere. Tyskerne i år er baseret om holdet, men hvis holdet ikke fungerer, hvem falder det så tilbage på? Hvem tager holdet på skuldrene og løfter Die Mannschaft som sit hold? Er det Neuer i buret, Müller eller Kroos? Jeg har svært ved at se, hvem det skulle være.

Omvendt kan man sige, at man ved det står godt til, når den eneste svaghed du kan finde ved et hold er en hypotetisk fremstilling om, hvis hele holdet ikke fungerer. Og det er som sagt ikke engang sikkert, at vi når til et punkt, hvor den hypotese kommer til at blive virkelighed. Men alle har en svaghed: Maradona havde kiloene, Bayern har de spanske hold i Champions League og Oliver Kahn havde Ronaldo. Spørgsmålet er, om den manglende stjerne for tyskerne kan blive deres svaghed, eller om vi igen skal se glade tyskere danse, kramme og skråle med Brandenburger Tor i majestætisk formation i horisonten, som endnu engang kan danne baggrunden for en historisk begivenhed.

Læs også:

VM 1954 – Mirkalet i Bern

VM 1974 – Weltmeister på trods

VM 1990 – Da de italienske tyskere blev verdensmestre

VM 2014 – Wir sind Weltmeister

Relateret
You may also like
Tyske bekymringer i målet
Timo Werner – fra Schwalbekönig til Tysklands angrebshåb
VM 2014 – Wir sind Weltmeister
Quiz: Top 25 over flest landskampe for Tyskland