Principielt er der vigtige point på spil i kvalifikationen til VM, når Tyskland tager imod naboerne fra Østrig, men selve kampen fylder ikke det store i den tyske presse. Det gør i stedet en cirka 170 cm høj højreback, der som ung ville være bager, men som fredag aften løber ind i det, han selv beskriver som sin baghave, til sin kamp nummer 100.
Philipp Lahm er navnet, og det er sagt med den største selvfølgelighed. Den elegante forsvarsspiller fra Bayern München er nemlig startet alle sine foregående 99 kampe på banen. For mens der har været skiftet godt og grundigt ud på den modsatte back position, har Lahm siden debuten mod Kroatien tilbage i februar 2004 været noget nær første mand på holdkortet, hvad enten træneren har heddet Völler, Klinsmann eller Löw.
Når kaptajnen leder sit hold på banen på Allianz Arena, bliver det altså til sin kamp nummer 100 for Die Nationalelf. Lahm træder dermed ind i et fint selskab, der blandt andet tæller legender som Klinsmann, Kohler, Beckenbauer og rekordindehaveren Matthäus, men spørgsmålet er, om han også er helt op på siden af legenderne, når han skal vurderes ud fra et historisk perspektiv.
For er der en ting, der mangler i Lahms ellers imponerende karriere, så er det en titel med landsholdet. To VM-bronze samt en enkelt EM-sølvmedalje er det trods alt blevet til, men på pressemødet forud for kampen mod Østrig, lagde han ikke skjul på, at de mange lige ved og næsten oplevelser fortsat sidder i ham. Her forsøgte han samtidig at mane til besindighed i forhold til den voksende skare af forventningsfulde tyskere, der kræver det første trofæ siden 1996.
“Nederlaget mod Spanien i 2008 var det mest bitre, jeg har oplevet. Jeg var selv delvist skyld i deres scoring og måtte lade mig udskifte i pausen med en skade. Vi vil gerne gøre det godt næste år, men der er ingen garanti for, at vi vinder titlen. Vi har et hold med en masse unge talenter, og vi vil gøre vores bedste, men man ved aldrig, hvad der sker i fodbold.”
Selvom Lahm var involveret i Torres’ sejrsmål, så havde han i de foregående kampe overbevist tilstrækkeligt til at komme på turneringens hold – akkurat som han gjorde det i 2006, 2010 og 2012. På den måde indrammer det meget præcist hans vel nok allerstørste styrke: Stabilitet.
Det er næppe at tage munden for fuld, når vi her udnævner ham til den mest stabile spiller det seneste årti. En klassiker inden for fodboldverden når en spiller skal vurderes, er at se på hans bundniveau. I tilfældet Lahm kan man være i tvivl om, han overhovedet har et! Derfor var der heller ingen tvivl, da bulibold inden sæsonstart satte årets hold for den kommende sæson. Lahm kommer man ikke udenom.
Den opfattelse deler også holdkammeraten Schweinsteiger, der både i Bayern og på det tyske landshold er viceanfører. I et åbent brev til Lahm i forbindelse med dennes jubilæum, roser han blandt andet hans spilforståelse og menneskelige egenskaber:
“Kære Philipp. Ikke kun hos FC Bayern, men også på landsholdet, er du en super kaptajn. En, der også bekymrer dig om dine medspillere uden for banen, og en der er i stand til at se hele banen med dit 360 grader blik for spillet. Med sejren i Champions League har vi opnået noget, som vi kun turde drømme om, da vi for 11 år siden spillede sammen på ungdomsholdet. Jeg tror, at denne titel kan være grundstenen til flere store internationale titler og måske også VM i 2014.”
Generelt er det svært at finde en person, der ikke er bevidst om Lahms klasse. Guardiola udtalte for nyligt, at Lahm er den mest intelligente spiller, han har arbejdet sammen med. Store ord fra spanieren, når man tager de spillere (Messi, Xavi, Iniesta) han har haft under sine vinger i betragtning.
Alligevel er det som om, at Lahm trods fem mesterskaber, fem pokaltitler, en Champions League sejr og nu 100 landskampe, fortsat ikke regnes blandt Tysklands allerbedste gennem tiderne. Beckenbauer, Matthäus, Gerd Müller, Fritz Walter osv. var alle mere spektakulære og kontroversielle end den stille og rolige Lahm, der udover en selvbiografi for et par år siden ellers ikke tiltrækker sig den store interesse uden for fodbolden.
På banen er han heller ikke den fandenivoldske spiller, som eksempelvis Ballack eller Kahn var det. Lahm går i stedet forrest med sin ro, sine defensive dyder samt sine knivskarpe indlæg, der ikke findes meget bedre. Han er spilleren, der lyttes til, og som de andre altid kan læne sig op ad.
Den hårdtarbejdende Lahm, der ville være bager, så han var sikker på at have fri om aftenen, er blevet den store leder. Hvorvidt han i eftertiden vil huskes som en af Tysklands allerstørste, vil fremtiden vise. Måske vi allerede får svar i 2014.
