bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Tyske bekymringer i målet

Tyske bekymringer i målet

Få hold er så godt besat på målmandsposten som det tyske landshold, men det der for Joachim Löw tidligere var et luksusproblem er nu blot et problem. For hvem skal stå i målet, når det hele går løs? Manuel Neuer eller Marc-André te Stegen?

Manuel Neuer og Marc-André ter Stegen. De fleste landstrænere ville være begejstrede over udsigten til at have to af verdens bedste målmænd at vælge i mellem. Og det har Löw helt sikkert også været. Men hvor der tidligere var et klart hierarki og en naturlig rækkefølge, er der – blandt folk udefra – sået tvivl om, hvem der egentlig burde begynde i målet, når Tyskland indleder VM mod Mexico den 17. juni.

Manuel Neuer er vidt og bredt anerkendt som verdens bedste målmand, han er anfører og kender tre ud af de forventede fire startere i forsvaret fra Bayern München. Men før udtagelsen af Tysklands VM-bruttotrup havde han ikke spillet en kamp siden den 16. september sidste år. Det er derfor just ikke en målmand, der er i kampform, som Joachim Löw får med til VM. Et par træningskampe for U20 landsholdet og to testkampe mod Saudi Arabien og Østrig. Det er alt, som Neuer har nået at spille op til VM-slutrunden. Alligevel har Joachim Löw gjort det klart, at det er VM-helten fra 2014, der skal vogte målet i den første gruppekamp.

Der er ingen tvivl om, at en Manuel Neuer på sit topniveau er en kæmpe gevinst for hvilket som helst hold. Hans spil med fødderne, evnen til at præstere i de store kampe, kommunikationen og hans tilstedeværelse i feltet er en gave til det tyske landshold. Men kan Manuel Neuer være tilbage på sit topniveau efter en sæson med så få kampe? Er han allerede nu klar til at præstere på den absolut øverste hylde?

De to venskabskampe gav os ikke for alvor noget svar. Et par gode redninger og uden store fejl hos et vakkelvornt forsvar var facit. Neuer virkede klar, foden holdte til belastningen, og Löw virkede tilfreds. Men hvorvidt Neuer kan stå en hel turnering på det høje niveau, der kræves for at sikre en ny tysk VM-triumf, må tiden vise.

Sikkerhed giver usikkerhed

Der er ingen tvivl om, at Neuer er Löws mand. Det har han været siden foråret 2009, og det ændrer knap et års skadespause ikke på. Når Löw relativt tidligt meldte ud, at Neuer er førstevalg, var det for at vise opbakning og for at lukke en sag ned, før den udviklede sig.

For i de tyske medier var de godt i gang med at gøre ter Stegen til ny første målmand. Barcelona-målmanden har ikke nydt samme opbakning fra Löw i sin tid på landsholdet, men da Tyskland sidste sommer vandt Confederations Cup, var det med ter Stegen i en afgørende rolle. Han fik vist, at han også kan levere for die Mannschafft, og at han kan gøre det til en slutrunde.

Efter lidt børnefejl i sidste sæson, har han i år leveret på et stabilt højt niveau for Barcelona, og Ter Stegens målmandsstil minder på mange måder om Neuers.

De kan begge præstere de ekstraordinære redninger, men den helt store styrke ligger i spillet med fødderne og til at komme ud af deres mål og afværge chancer. Barcelona og Bayerns kan spille med så høje bagkæder, fordi de har henholdsvis ter Stegen og Neuer bag dem. Så hvis egenskaberne er matchende, og niveauet er tæt på det samme, hvorfor så ikke vælge ham, der kommer med en hel sæson i benene? Hvorfor ikke træffe det sikre valg og slippe for eventuelle spørgsmål, hvis Neuer dropper i en afgørende kamp? Samtlige aktioner vil blive vendt og drejet, og selv den mindste fejl vil straks kunne ledes tilbage til Neuers lange skadespause. Det sikre valg havde været ter Stegen, men måske det alligevel havde givet mere usikkerhed.

På en hver anden position på banen og valget havde givet sig selv. Men hvor der sagtens kan skeles mod dagsform for angriber, så handler det for en målmand om erfaring. Og den har Neuer. Ter Stegen har selvfølgelig spillet mange kampe for Tyskland i forbindelse med Neuers fravær, men der har ikke været mange af de kampe, hvor han har spillet sammen med det forsvar, der ser ud til at skulle udgøre stammen til VM i Rusland. Neuer, Boateng og Hummels har udgjort kernen siden EM 2012, og de tre spillere kender også hinanden fra Bayern. Præcis som tilfældet er med Kimmich. Det giver Löw sikkerhed, at fire ud af de fem bagerste spiller sammen til daglig. Relationerne er der, og det vægter historisk set også højere end aktuel form i en tysk slutrundetrup.

I Danmark talte Åge Hareide meget om ikke at udtage spillere, der ikke var 100 procent klar til den første kamp. Forståeligt nok for et hold, der formentlig blot skal spille tre-fire kampe ved VM. I Tyskland er situationen anderledes. Löw har ført sit mandskab til minimum semifinalen i de turneringer, han har siddet på bænken (tiden under Klinsmann medregnet).

Tyskerne tillader sig at planlægge en hel slutrunde, hvor gruppespillet er noget, der blot skal overstås. Nogle kalder det tysk arrogance. Vi kalder det Turniermannschaft.

Det er derfor, vi tidligere har set både halvt og helt skadede spillere hutle sig igennem en slutrunde, og det er blandt andet derfor, at Neuer er førstemålmand og spiller åbningskampen mod Mexico. 

Det skal også nævnes, at selvom spilletiden har været begrænset, så har Manuel Neuer været tilbage på træningsbanen siden den 20. april i år. I pokalfinalen for godt tre uger siden sad han på bænken hos Bayern München, og han kunne måske have være kastet i kamp tidligere, hvis det havde været påkrævet. Og skal vi forsøge at se det i det helt positive perspektiv, så kommer han til VM med større friskhed og appetit på at vise sit værd, og havde tyskerne i ter Stegen ikke haft så kvalificeret en afløser, havde hele debatten givetvis aldrig fyldt så meget.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, har Löw lagt sig fast. Neuer er førstemålmand og manden med nummer 1 på ryggen. Ter Stegen må tage til takke med en plads på bænken og vente på sin chance. Måske den allerede kommer om to år.

Læs også: Målmændenes højborg – den stolte tyske målmands tradition

Læs også: ter Stegens chance

Foto: DFB

You may also like
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
100 dage til EM: Toni Kroos tilbage, men i hvilken rolle?
Tyskland, Bundesliga, EM, VM EM-optakt, Sommermärchen
150 dage til EM – hvor står Tyskland?
Hall of Fame, DFB
NEKROLOG – Franz Anton Beckenbauer 1945-2024
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
Julian Nagelsmanns første landsholdstrup: Comeback til Hummels og debut til Behrens