Sepp Maier, Oliver Kahn og Manuel Neuer. Tyske målmænd i verdensklasse er der nok af. Men hvad er det vores naboer mod syd gør så godt? Vi dykker ned i den tyske målmandstradition.
“Vores arbejde er altid det samme. Vi må ikke lukke mål ind.”
Sådan beskrev Sovjetunionens legendariske sidste skanse Lev Yashin (1929-1990) målmandens arbejde, og selvom der ligger en sandhed i citatet, er det unægteligt en forenkling af den moderne målmands opgaver.
Meget har ændret sig siden Yashin i 1963 blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, som den første – og hidtil eneste – målmand nogensinde. Målmanden anno 2013 skal være god med fødderne, i evig kommunikation, dominere sit felt og støvsuge sit forsvar rent for bolde i bagrummet. En udvikling, som Tyskland har mestret bedre end konkurrenterne, hvorfor landet efterhånden har udviklet sig til storleverandør af målmænd af fineste karat.
En ny generation, med Manuel Neuer i spidsen, er i færd med at videreføre en stolt tysk målmandstradition. Rødderne går tilbage til 70’er– og 80’er-heltene Sepp Maier og Toni Schumacher, inden Andreas Köpke, Bodo Illgner, Jens Lehmann og Oliver Kahn i årtierne efter intensiverede opfattelsen af Tyskland som målmændenes højborg.
Læs også: Toni Schumacher: Manden med vanvidstacklingen
Manuel Neuer er ikke alene om det høje niveau i dag. Andre eksempler på målmandskulturen syd for grænsen er Roman Weidenfeller (Dortmund), Timo Hildebrand (Schalke 04) og Rene Adler (Hamburger SV), der i flere Bundesliga-sæsoner har vist højt og stabilt niveau, mens et ungt kuld bestående af Bernd Leno (Bayer Leverkusen), Marc-André ter Stegen (Gladbach) og Ron-Robert Zieler (Hannover 96) har sikret, at målmandsposten på landsholdet vil være godt besat de kommende mange år. Dertil kommer flere lovende navne i form af Sven Ulreich (Stuttgart), Timo Horn (FC Köln), Kevin Trapp (Eintracht Frankfurt) og Sebastian Mielitz (Werder Bremen). Talentmassen er altså omfattende, og et fornemt udtryk for det store tyske arbejde, der bliver lagt i målmændene.
Årsagerne til det store antal af kvalitetsmålmænd er mange. Først og fremmest ser tyskerne anderledes på målmandsposten end man gør i andre lande. Fodboldspillere verden over vil hellere score mål end at undgå dem, men i Tyskland er positionen omgærdet af en helt særlig respekt, især efter Oliver Kahns ikoniske karriere.
Tyskerne kan identificere sig med målmanden, og ekskluderer ikke manden mellem stængerne fra fællesskabet, tværtimod. Som den engelske journalist og forfatter Roger Boyes har skrevet i en artikel om den tyske målmandskultur på hjemmesiden for Goethe Instituttet, der arbejder for at formidle tysk kultur i udlandet:
I engelske skoler er det den tykke dreng der står på mål: antagelsen er, at hans store fylde vil komme i vejen for bolden. I Tyskland bliver positionen givet til den stærkeste, den bedste hopper, den klogeste, den bedste sparker. Kort sagt tager landet målmandsspillet seriøst. I flere år gjorde det endda sin målmand, Oliver Kahn til anfører på landsholdet – utænkeligt i de fleste lande, hvor det forventes, at kaptajnen styrer spillet fra midtbanen.
På grønsværen skal successen primært tillægges den spilletid, som de tyske målmænd får. 15 ud af 18 Bundesliga-holds førstemålmand har tysk pas, modsat er kun tre Premier League-målmænd engelske. Tilmed bliver målmændene vist tillid i en tidlig alder. Manuel Neuer fik Bundesliga-debut som 20-årig, Roman Weidenfeller som 21-årig, Marc-André ter Stegen og Oliver Kahn som 19-årig og Jens Lehmann som 18-årig. Og sådan kunne man blive ved.
Læs også: Oliver Kahn – Den blonde vulkan
En anden vigtig faktor er traditionen for, at pensionerede topmålmænd, i stedet for læne sig tilbage og nyde deres otium, videregiver erfaring til morgendagens stjerner. Tidligere topmålmænd som Sepp Maier, Andreas Köpke, Uwe Kamps, Oliver Reck og Toni Schumacher blev alle målmandstrænere efter karrierestoppet, og har altså været kraftigt medvirkende til uddannelsen af de mange tyske målmandstalenter. Til sammenligning har engelske topmålmænd som Peter Shilton, Gordon Banks, Nigel Martyn og David Seaman, for bare at nævne nogle stykker, ikke viet deres fodboldpension til træningen af engelske målmænd.
Fascinationen af målmanden har samtidig gjort tyskerne til pionerer, når det kommer til træningsmetoder. I den sammenhæng er Andreas Köpke vigtig. Han er grundlæggeren af en årlig international målmandskongres, som er etableret på baggrund af et tysk behov for et mere professionelt målmandsmiljø. Han står bag mange af de principper, som målmandstræningen i Tyskland er baseret på. Den reviderede opfattelse af målmanden er blevet taget til efterretning, og træningen designet herefter. I bestræbelserne på at forbedre spillet med fødderne, lader man for eksempel målmændene deltage i flere af markspillernes øvelser.
Lader man blikket falde ned over det danske målmandslandskab finder man faktisk beslægtede udviklingstræk. Mens Köpke svinger taktstokken i Tyskland, har Lars Høgh været et eksempel til efterfølgelse herhjemme. Den tidligere landsholdsmålmand, kamp-rekordholder i OB og nuværende målmandstræner på landsholdet, har som målmandskonsulent i sit eget firma arbejdet for skærpet opmærksomhed omkring den udsatte post og forbedret træning ude i klubberne. Efterhånden konverterer mange danske målmænd – ligesom tyskerne – desuden spillerkarrieren til en fremtid som målmandstræner. Udover Høgh er Jan Hoffmann, Morten Cramer, Kaj Stefansen, Per Wind, Henrik Ipsen, Claus Fallentin og Erik Boye – blandt andre – eksempler på dette. Forhåbentlig betyder det større kvalitet hos de danske målmænd i fremtiden.
Det høje niveau blandt de tyske målmænd disse år er resultatet af mange års målrettet arbejde, der er dannet på et fundament af en national respekt for manden med handskerne. Tyskerne behandler målmandsspillet som en individuel sport integreret i et holdspil, og det har skabt de optimale rammer for udviklingsprocessen.
