bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Tyske pressebidder: Cirkusdowski, video-replay og uventet Klopp-support

Tyske pressebidder: Cirkusdowski, video-replay og uventet Klopp-support

Lewandowski-cirkuset fortsætter

En realitet inden længe?

En realitet inden længe?

Uge 39 blev ugen, hvor sagaen om Robert Lewandowskis påståede skifte til Bayern München blussede op igen-igen. Ifølge det polske netmedie Pilka Nozna har hovedpersonen således bekræftet at den gul-sorte trikot bliver byttet ud med konkurrenternes rød-hvide ditto efter parterne har indgået en aftale om en præ-kontrakt, der skal binde Lewandowski til Bayern når hans kontrakt udløber til sommer. Pilka Nozna kunne hverken bekræfte en transfersum eller en lønaftale, men adspurgt direkte om et muligheden for et januarskifte af SPORT1s Christian Ortlepp efter Dortmunds 2-0 sejr i DFB-pokalen mod 1860 München tirsdag aften sagde hovedpersonen selv: “Ja, fordi på det tidspunkt kan jeg officielt skrive under på en kontrakt. Officielt kan jeg først sige noget i januar. På dette tidspunkt er det stadig for tidligt. Vi bliver nødt til at vente lidt”. Den polske angriber forsøgte kort efter at trække i land, og hævdede at han blot havde ment at hans fremtid ikke kan afgøres før til januar. Dertil kom nye beskyldninger om urent trav fra både Dortmundledelsen og Lewandowskis entourage. Og på det netop overståede pressemøde i Dortmund torsdag eftermiddag blev affæren ikke nævnt med et eneste ord. Altsammen en kende tvetydigt, men dog måske alligevel klart nok: Lewandowski ligner efterhånden en mand, der efter sommeren er at finde i München. Der vil han blive vel modtaget af Mario Götze, der selv tog turen fra Dortmund til Bayern i sommers. Götze lægger ikke skjul på at han gerne ser polakken i rødt, og kom med denne lille velkomsttale til BILD: “Hvis han kommer til os, ville det glæde mig. Allerede i BVB har vi forstået hinanden rigtig godt. Han er en fantastisk angriber.” Søde forventninger om genforening hos Dortmunds største og vel eneste rigtige konkurrenter. Godt eller skidt for Bundesligaen? Afhængigt af øjnene, der ser…

Alle Lewandowskis 75 mål for Dortmund:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=-kWMp9Mu_GI

Holzhäuser ude med riven

“Fodboldens yndlingsord er ‘nej!'” – sådan cirka lyder en bemærkelsesværdig ligefrem kritik af moderne fodbold og dens hårdnakkede konservatisme fra Bayer Leverkusen-boss Wolfgang Holzhäuser. I et interview med WAZ langer Holzhäuser ud efter “arrogante” modstandere af for eksempel mållinieteknologi og påpeger at “fodbold er den eneste sportsgren hvor man til stadighed må af med flere penge, men hvor vi intet gør for sporten”. Udover mållinieteknologi gør den kontroversielle fodboldboss sig også til fortaler for videogengivelser af nøglesituationer samt transmission af dommerkommunikation – altsammen elementer som for alvor kan dele vandene i moderne topfodbold. Holzhäuser er dog ikke en Hr. Hvemsomhelst når det kommer til nytænkning i tysk fodbold, og Leverkusen-chefen har tidligere været ude med lignende initiativer. Således var han også en af de bærende kræfter da man indførte relegationsprincippet for at afgøre op- og nedrykkere i landets bedste ligaer.

Uventet støtte til Klopp-amok Klopp raseri

Jürgen Klops raseriudfald og tilhørende grimasse under Champions League-kampen mod Napoli gik verden rundt, og mange var hurtige til at kritisere den passionerede træner for at have tabt hovedet for en kort bemærkning. Men nu får “Klopp-amok” uventet støtte fra ingen ringere end selve Oliver Kahn. På sin blog hos BILD tager Kahn Klopp i forsvar og skriver blandt andet at Klopps reaktion er en uundgåelig del af sport på højeste plan. “I denne situation ser man de følelser, som gør fodbold til noget særligt; overbevisningen om at have ret, usikkerheden og frygten for at blive uretfærdigt behandlet, den resulterende panik og overgivelse, skam og vrede, den rene energi; det er den totale overbevisning”. Ifølge Kahn er udfaldet således det hele værd, også selvom situationen skulle udmunde i en karantæne for Dortmund-træneren. “En vigtig succesfaktor i professionel sport er at være så autentisk som muligt. Det vil sige, at agere sådan at alting stemmer overens med ens overbevisninger. Man kan kun håbe at Jürgen Klopp ikke forvandler sig til en dårlig kopi af sig selv, men at han forbliver akkurat som han er”. Stærke ord fra en stærk mand, der om nogen måske ved præcist hvad det vil sige at gå amok i kampens hede…

You may also like
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25