bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Toni Schumacher: Målmanden med vanvidstacklingen

Når man slår Adolf Hitler i en afstemning, om hvem der er den mest upopulære mand i et helt land, så ved man, at man har gjort noget helt galt. Uden at have dræbt nogen, men dog tæt på, blev Harald Anton, bedre kendt som Toni, Schumacher lagt for had i Frankrig efter en voldsom kollision med en franskmand under VM i 1982. Her er historien om den hadede, men dygtige, tyske målmandslegende, der vandt sit sidste tyske mesterskab som 42-årig efter at have været pensioneret i fire år, og senere som træner formåede at blive fyret i pausen af en kamp.

Tidligere i december i år blev manges tanker under kampen mellem Schalke 04 og Eintracht Frankfurt ledt lidt over 37 år tilbage. En af Tysklands nye store målmandstalenter Alexander Nübel stormede langt ud af sit mål og nedlagde på groveste vis en Frankfurtspiller, der med det samme faldt hårdt til jorden. Nübel blev retfærdigvis udvist for sin voldsomme handling og er efterfølgende blev idømt fire karantænedage og en bøde på næsten 90.000 kr.

Under VM i 1982 kan mange huske tilbage på en mindst ligeså grusom tackling på en magtesløs franskmand, hvor konsekvenserne dog blev noget mildere, eller nærmere: helt udeblev, i hvert fald for gerningsmanden Toni Schumacher.

Episoden opstod, da den senere UEFA-præsident Michel Platini lagde en dyb bold på kanten af tyskernes felt, hvor den indskiftede franske forsvarsspiller Patrick Battistion løb i dybden mod bolden. Ud fra målet kom en fremstormende Schumacher, og da franskmanden nåede at få prikket bolden først, ramte Schumacher Battistion hårdt, og franskmanden faldt med det samme bevidstløs om på jorden. Modsat Nübel endte Schumacher med at kunne sparke det efterfølgende målspark, da bolden trillede forbi målet, og den hollandske dommer på mærkværdigste vis lod den tyske keeper blive på banen. Dette var et af de mest velkendte momenter i målmandens karriere, men den var meget mere end én voldsom tackling.

Legendarisk gedebuk

Toni Schumacher spillede langt størstedelen af sin karriere i den samme klub, nemlig 1. FC Köln. Han kom til klubben i 1972 som 18-årig, og han forlod først klubben igen 15 år senere som en klublegende. Den dag i dag er målmanden fra Düren, en by der ligger små 40 kilometer uden for Köln, stadig den spiller med flest kampe for ”Gedebukkene”, for hvem han gik på banen hele 535 gange i løbet af de 15 år i klubben. Lidt bemærkelsesværdigt er det, at Schumacher spillede 213 Bundesligakampe i træk over en seksårig periode fra slut 70´erne til starten af 80´erne. I løbet af denne periode blev han og holdkammeraterne tyske mestre og pokalvindere i 77/78-sæsonen.

Dette er i øvrigt det seneste mesterskab klubben har vundet, og titlen blev ikke hævet hjem uden spænding, da Köln akkurat sluttede foran et stærkt Mönchengladbach-hold, der få år inden dominerede med blandt andet Günter Netzer ved taktstokken, kun afgjort på målforskel. Et par år senere, men mens Schumacher stadig spillede i Köln og havde været med til at vinde i alt tre pokaltitler og det føromtalte mesterskab, blev hans store præstationer anerkendt af de vesttyske sportsjournalister, der både i 1984 og 1986 valgte ham til årets spiller i landet, som den blot tredje målmand siden den første kåring i 1960.

Nye udfordringer i den begge ender af tabellen.

Toni Schumacher forlod i 1987 hjerte- og barndomsklubben Köln og skiftede til Schalke 04. Her blev Toni Schumacher kun et enkelt år, hvor succesen udeblev. Schalke sluttede sidst og havde lukket hele 80 mål ind i de 33 ud af 34 Bundesligakampe, hvor Schumacher vogtede buret. Turen ned i 2. Bundesligaen blev dog uden Schumacher, der tog videre til den tyrkiske storklub Fenerbache. Anderledes godt gik det her, og holdet vandt suverænt den tyrkiske Süper Lig med kun et nederlag, 103 scorede mål og 10 point ned til andenpladsen.

Schumacher var endda anfører, og han var altså manden, der løftede trofæet. Han blev i det tyrkiske i tre år, inden turen gik tilbage til hjemlandet. Her ventede Bayern München med en kontrakt til den 37-årige målmand. Ligesom i Schalke blev opholdet ikke en stor succes. Denne gang skyldtes det dog både holdets svage præstationer, hvor det i ligaen blot blev til en 10. plads, Bayerns næstdårligste placering i Bundesligaen nogensinde, og manglende spilletid, hvor Schumacher blot fik otte kampe under Bayerns danske træner Søren Lerby. Schumachers mangel på gode præstationer og skader til andre målmænd gjorde, at i alt fire keepere fik spilletid i sæsonen.

Støvlerne stilles halvt på hylden

Efter den skuffende sæson med den sydtyske storklub valgte Schumacher, der efterhånden havde 38 somre bag sig, at stille støvlerne på hylden. I løbet af de næste fire år blev tiden som pensioneret fodboldspiller dog alligevel brugt på det, Schumacher var bedst til, nemlig at hjælpe med at holde bolde ude af målet. Han blev nemlig ansat som målmandstræner i først sin tidligere klub Schalke 04, siden Bayern München og endelig Borussia Dortmund. Schumacher nåede både at spille sammen med store spillere på banen, men han indgik så sandelig også i trænerteams med legendariske trænere. I Schalke var Toni Schumacher ansat under Udo Lattek, i Bayern var Beckenbauer manager i en periode, mens Ottmar Hitzfeld stod i spidsen, mens Schumacher var i Dortmund.

Hitzfeld fik dog også brug for Schumacher til mere end bare spillet på træningsbanen. I den sidste kamp i 95/96-sæsonen var den sædvanelige målmand Stefan Klos ikke med i truppen, og derfor udtog Hitzfeld sin målmandstræner til pladsen på bænken.

Der forblev Toni Schumacher dog ikke, for i det 88. minut blev Dortmund ramt af en skade på målmandsposten, og den 42-årige Schumacher måtte træde til. For ham blev det en stor succes. Han holdt modstanderne fra Freiburg fra at udligne til 3-3 og kunne være med til at løfte sin anden og sidste Bundesligatitel i sin allersidste kamp i karrieren.

Fra sæsonen efter blev Schumacher assistent for Hitzfeld i Dortmund, inden han to år efter fik chancen som træner i hjembyen Köln. Her var det dog ikke Bundesligaklubben og Schumachers tidligere klub 1. FC Köln, der ventede, men derimod lillebror SC Fortuna Köln i 2. Bundesliga. Sammen med sin tidligere holdkammerat Bernd Schuster stod han i spidsen for klubben i 52 kampe over halvandet år, hvor pointsnittet var 1,06. Tiden i klubben endte noget usædvanligt, da de to tyske fodboldlegender blev fyret i pausen af efterårets sidste kamp, hvor Fortuna Köln var bagud 0-2.

Siden blev Schumacher ansat som målmandstræner i sin fjerde Bundesligaklub, nemlig Bayer Leverkusen, og var fra 2012 til september i år vicepræsident i 1. FC Köln.

Nationalfjende, men nummer 1

Schumachers klubkarriere var både lang og gloværdig men det var især for sine præstationer på landsholdet, at han vil blive husket på godt og ondt. I 1979, året efter mesterskabet med Köln, fik 25-årige Schumacher sin landsholdsdebut i anden halvleg af venskabskampen mod Island. Landsholdkarrieren tog hurtigt fart, for førstemålmand Sepp Maier stoppede, så Schumacher var udset en plads som reservemålmand til EM i 1980. Dog blev Norbert Nigbur, den nye førstemålmand, skadet inden slutrunden, og Schumacher var med til at vinde trofæet uden at have spillet en eneste kamp i kvalifikationen.

Schumacher var ligeledes at finde mellem stængerne til VM-slutrunden to år senere. Denne slutrunde blev meget afgørende for Schumachers karriere, for det var nemlig i semifinalekampen mod Frankrig, at Schumacher trak alle overskrifter med sin vanvidstackling. Battistion blev, som tidligere beskrevet, nedlagt, men Schumacher gik fri af straf. Battistion slap dog ikke helt uskadt fra sammenstødet. Han blev slået bevidstløs, fik tre brækkede ribben, mistede to tænder og lå i koma.

Franskmændene var mildt sagt ikke tilfreds med dommeren, og Schumacher ”vandt” efterfølgende en afstemning i Frankrig som den mest hadede mand i landet foran Adolf Hitler. Toni Schumacher selv gjorde dog ikke situationen meget bedre ved senere at joke med, at han sagtens kunne betale de to nye tænder, hvis det var alt, der var galt med Battistion. Kampen, kendt som ”Natten i Sevilla”, endte vesttyskerne med at vinde efter straffesparkskonkurrence, hvor Schumacher reddede to franske spark, men i finalen stod Italien i vejen for endnu en tysk sejr.

Fire år senere spillede Toni Schumacher og resten af Vesttyskland sig i endnu en VM-finale, men igen endte tyskerne blot med sølvmedaljerne om halsen, da Argentina med Maradona på holdet besejrede tyskerne 3-2. Dog kunne den tyske målmand trøste sig med at være blevet kåret som turneringens bedste målmand og næstbedste spiller. Samtidig blev det Schumachers sidste betydende landskamp, da, han efter at have trukket sit ønske om landsholdspension tilbage, udgav sin kontroversielle bog ”Udspark” (på tysk: ”Anpfiff”) og blev suspenderet af landstræner Beckenbauer.

I bogen omtalte målmanden en landsholdskammerats brug af ulovlige stoffer og et heftigt alkoholindtag under slutrunden i 1982, hvilket blev for meget for det tyske forbund og landstræneren, og Schumacher spillede sin sidste landskamp i oktober 1986.

Toni Schumacher var en verdensklassemålmand, der blev mest kendt for sin voldsomme tackling under VM i 1982, men han var blandt verdenseliten under sin tid i Köln og på det tyske landshold. Som spiller blev han i Frankrig lagt for had på grund af den voldsomme tackling, men Schumacher var langt fra en voldsom målmand og fik blot to røde kort i 770 gældende kampe. Efter karrieren fortsatte tyskeren med at være på fodboldbanen som både målmands-, assistent- og førsteholdstræner, og herefter som vicepræsident i hjerteklubben 1. FC Köln, hvor han som aktiv vandt et af to mesterskaber og tre pokaltitler. Udover det er Schumacher blandt andet europamester og er blevet kåret til årets tyske fodboldspiller og næstbedste spiller ved et VM.

 

Foto: www.fc.de

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt Bundes Manager runde 10: Har du penge, så kan du få – dem fra Bayern som du peger på
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
DFB, Nationalelf, landshold, Tyskland, EM 2024, VM 2022
100 dage til EM: Toni Kroos tilbage, men i hvilken rolle?