bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Borussia Dortmund > Ottmar Hitzfeld del 1/2: Borussia Dortmund (1994-97)

Ottmar Hitzfeld del 1/2: Borussia Dortmund (1994-97)

Ottmar Hitzfeld er et kendt navn i trænerverdenen. Nu er han pensioneret, men det stopper os ikke i at tage et tilbageblik på en lang og gloværdig karriere – hovedsageligt i tysk fodbold.

Det var en ganske fornuftig spillerkarriere den i dag 65-årige Ottmar Hitzfeld havde – ikke så lang, dog flot. Det blev til 12 år med knopper under fødderne – først i Basel, så i Stuttgart, Lugano og afslutningsvis Luzern. 169 mål i 300 kampe blev det til alt i alt, for den kun 176 centimeter høje vesttyske angriber, eksklusiv de fem mål han scorede i sine seks landskampe for det vesttyske landshold i 1972.

Støvlerne blev lagt på hylden i 1983, måske endda sat i glas og ramme, for succes var der altid i dem, og den skulle jo nødig forsvinde. Min teori er dog, at han aldrig tog dem af, for successen fulgte tyskeren i hans trænerkarriere de efterfølgende 31 år, som var han bedste venner med den.

Tiden i det schweiziske

Ni ud af 12 sæsoner tilbragte tyskeren i det schweiziske i løbet af sin aktive karriere. Hitzfeld havde skabt et bånd til alpelandet, som nærmest blev hans andet hjem. Da han stoppede karrieren, gik der ikke længe, før en ny lønseddel begyndte at komme ind ad døren. Han fik et job som cheftræner for FC Zug allerede samme år, og året efter blev det skiftet ud med et fireårigt ophold som træner for FC Aarau, hvor han allerede i 1985 sikrede klubben sin første Schweiziske Cup nogensinde. Det var også Hitzfelds første triumf, men forskellen for ham og klubben, var at det ikke just ville blive hans sidste.

Hans flotte præstationer gav genlyd i Europa, men for nu blev han i ”hjemlandet”. Han skiftede til Grasshopper, en af de større klubber i det schweiziske. Dette gjorde han i 1988, og på tre år sikrede han dem fire trofæer, heraf to schweiziske mesterskaber.

Der gik dog ikke længe før den førnævnte europæiske interesse indhentede ham. 42 år gammel, otteårig lang trænerkarriere og seks trofæer. Et trænertalent af de store, allerede med tonsvis af erfaring. Erfaring, der skulle forgylde Bundesligaen de kommende næsten 15 år. Nu bankede en af de store på døren. En af de rigtig store!

Die Schwarzgelben von Westfalenstadionhitz 2

1990/91-sæsonen havde været katastrofal dårlig for Borussia Dortmund. Horst Köppel havde kun formået at få de sortgule til at slutte på en 10. plads og fik sparket ved sæsonafslutningen. Dermed blev der plads til Ottmar Hitzfeld, der nu skulle gøre sig som Dortmunds træner nummer 46.

Mestertræneren førte allerede i sæsonen 1991/92 Dortmund tilbage i toppen af tysk fodbold. En andenplads blev det til i debutsæsonen, blot en sejr – eller et Stuttgart-nederlag – fra mesterskabet. Året efter blev et knap så spektakulært år i den hjemlige liga. Til gengæld kunne den gule side af Ruhr-distriktet glæde sig over europæisk succes, hvor klubben blev ført til finalen i UEFA Cuppen. Der skulle dog guld til, før fansene kunne glemme den kedelige fjerdeplads fra Bundesligaen, kun en dårligere målscore fra bronzemedaljer. Det skete ikke i UEFA Cuppen.  6-1 samlet tabte tyskerne til Juventus, og det blev en tung og vældig uinteressant sølvmedalje, der blev hængt om halsen på spillerne efter kampens slutfløjt.

Alt i alt en relativt blandet start for Hitzfeld, der endnu ikke havde formået at bryde de tyske standarder på samme måde, som han havde gjort det i Schweiz. Bayern vandt 1993/94-mesterskabet med sølle 44 points i 34 kampe. Sæsonen efter skrabede de 43 points sammen, men alligevel skulle det blive et væsentlig anderledes tabel man kiggede på et år senere.

Fanfavorit Poulsens glamourøse farvel

Det var så sandelig en meget tæt Bundesliga, og endnu en gang skulle afgørelsen falde i sidste spillerunde. Op til den 34. kamp, så det ud til at Dortmund, som havde kæmpet en flot sæson og stod med 46 points – to mindre end Werder Bremen, som var nummer et. Dermed så det ud til, at Der BVB endnu en gang måtte tage til takke med de metallignende sølvmedaljer. Werder Bremen lå i pole position til at løbe med mesterskabet, og med en sejr over storskuffende Bayern München, ville mesterskabet være i hus. Men overraskende nok gik det anderledes. Bayern vandt 3-1 på hjemmebane foran 63.000 tilskuere, mens Dortmund, foran et propfyldt Westfalenstadion, sikrede sig mesterskabet med en 2-0-sejr over Hamburg.hitz 3

På den måde fik Hitzfeld sit første mesterskab i sin karriere som tysk cheftræner, og målene fra Lars Ricken og Andreas Möller, som for øvrigt sluttede på en delt femte plads på topscorerlisten med 14 mål – et bag Dortmund-angriberen Michael Zorc, sikrede samtidig den perfekte afslutning for danske Flemming Povlsen, som efter kampen han ikke spillede, satte et flot punktum for en gloværdig karriere med sit første ligamesterskab nogensinde. Fanfavoritten fik, som mange ved, karrieren ødelagt af skader, og i 1995 satte de altså en stopper for mere sjov med bolden.

Den jævnbyrdige Bundesliga ophørte

Som tidligere nævnt havde Bundesligaen været enormt jævnbyrdig. De seneste to udgaver var blevet afsluttet med henholdsvis kun syv points mellem nummer et og syv, samt seks points mellem nummer et og seks. Samtidig var pointsene fordelt meget ud, da mestrene blot havde vundet ligaen med henholdsvis 44 og 49 points. I 1995/96 blev der vendt om på det, da Bundesligaen, 15 år efter England, indførte reglen om at give tre points for en sejr.

Bayern München var sultne efter revanche. Efter en skuffende sjetteplads i Bundesligaen sæsonen forinden, skulle de tilbage og generobre det mesterskab Hitzfeld og Dortmund havde vundet. Dortmund var dog opsatte på at forsvare det, og det gjorde de med stil. I 34 kampe scorede de 76 mål, hvilket resulterede i to 5-0-sejre mod henholdsvis Stuttgart og Uerdingen, samt en 6-0-sejr mod Frankfurt. De var svære at røre, men 11 uafgjorte kampe, gjorde det ikke umuligt. Til gengæld bliver det meget svært, når man som forfølger taber 10 kampe på en sæson. Det gjorde Bayern München, som altså, for andet år i træk, kunne se Dortmund løbe med mesterskabet. Denne gang med 68. point – og med en margin på hele seks point ned til nummer to.

Ottmar Hitzfelds trænertalent blev mere og mere kendt i fodboldverdenen eftersom han gang på gang leverede. Han mislykkes dog med at sikre Dortmund tre mesterskaber på stribe. Bayern München genvandt ligaen, og Die Borussen sluttede som nummer tre. Ikke just nogen succes, men det kom andetsteds. Nemlig i Europa.

Revanchen

Med fire sejre, en uafgjort og et nederlag havde Dortmund kvalificeret sig til knockout-fasen i den fortsat relativt nye turneringsmodel af Mesterholdenes Turnering, Champions League. Tyskerne sluttede som nummer to á points med Atlético Madrid, som gik videre som nummer et.

Knockout-fasen bød på fransk modstand i form af Auxerre, der nemt blev fejet af banen med to sejre på samlet 4-1. I semifinalen stod der til gengæld en langt større test, hvor de regerende engelske mestre, Manchester United, ventede.

Dortmund tog dog Sir Alex Fergusons drenge med oprejst pande, og med to sejre á 1-0 var de i finalen. Her ventede præcis samme modstander som slog holdet 6-1 samlet i UEFA Cup-finalen i 1993, nemlig Juventus. Italienerne havde, for at komme til finalen, slået både Rosenborg og Ajax, og siden sidste finale mod Dortmund, sikret sig store spillere som Christian Vieri, Zinedine Zidane og Didier Deschamps.

Med kaptajn Matthias Sammer i front, gik tyskerne på banen på Olympiastadion i München foran 59.000 tilskuere. Og til trods for at det normalt var Bayern Münchens hjemmebane, følte Dortmund sig mere end hjemme i de tyske rammer. Karl-Heinz Riedle var i også i godt humør. Den tyske legende havde nemlig allerede efter 34. minutter bragt tyskerne foran med 2-0. Det var også stillingen da holdene gik til pause.

Juventus-træneren, Marcello Lippi, reagerede og satte den unge angriber, Alessandro Del Piero, på banen i stedet for højrebacken, Sergio Porrini. Det gav pote. Efter 65. minutter lå bolden i nettet bag Stefan Klos, og så var det game on.

Den tætte stilling holdt dog kun ganske kort. Lars Ricken fik nemlig endnu engang den afgørende fod på. Efter 71. minutter scorede han, og gode tyve minutter senere, var han matchvinder i en tysk triumf.

Hitzfelds sejr med sejr med Dortmund sikrede ham kåringen som verdens bedste træner. Men senere blev han afskediget af ledelsen grundet uoverensstemmelser. Et år senere blev han hyret af rivalerne fra Bayern München, hvor successen fortsatte. Det kan du læse meget mere om i del 2.

Relateret
You may also like
Podcast: Magtkamp i Bayern, Heynckes-comeback og det nye Dortmund
Guide: Fodboldrejse til 1860 München
Das Sommermärchen – andet afsnit
Das Sommermärchen – VM 2006 og Tysklands plads i Europa