Mange børn af 1990’erne har gjort deres trøjer beskidte ved at kaste sig langs græsset i haven og lavet ’diveren’ af Jürgen Klinsmann. Han har vundet VM og EM, men lige så genial Klinsmann var som spiller, lige så idéforladt og kontroversiel har han været som klubtræner.
Den unge Jürgen voksede i Baden-Würrtemberg som søn af en bagermester, og Klinsmann den yngre tog ligesom sin fader en uddannelse som bager. Selv ville Klinsmann dog helst være pilot, men dette ændrede sig efter hans første stadionoplevelse. Den første fodboldkamp Jürgen Klinsmann så live på stadion var VfB Stuttgart mod Hertha BSC på det gamle Neckarstadion. Jürgens far, Siegfried Klinsmann, var oprindelig fra Frankfurt ved Oder, men han var glødende Hertha fan, og da æblet som bekendt ikke falder langt fra stammen, blev Jürgen Klinsmann derfor også Hertha fan. Berlinerne tabte kampen mod VfB Stuttgart med 4-0, men Jürgen var begejstret.
Flammen for fodbold var tændt, og Jürgen Klinsmann, begyndte herefter til fodbold i TB Gingen, og talentet var umuligt ikke at få øje på. Som 9-årig scorede Klinsmann 16 mål i én kamp, og i det lokale begyndte snakken om den blonde dreng med den imponerende målnæse hurtigt at sprede sig. Gingen blev til Geislingen, og nogle år senere skiftede han til Stuttgarter Kickers, hvor han for alvor fik sit gennembrud.
I 1983/84 sæsonen bombede han 19 mål ind i 2. Bundesliga for Kickers, og så måtte storebror VfB Stuttgart selvfølgelig slå til. De havde vundet kampen mod Hertha BSC, som Klinsmann havde set for år tilbage, og nu vandt de så også kampen om et af tysk fodbolds største talenter. Ledelsen så et lys i den unge 20-årige ”Blondschopf” fra lokalområdet, og VfB Stuttgart, der året forinden var blevet tysk mester, havde så sandelig ikke købt katten i sækken. Klinsmann fortsatte sin forrygende målnæse med 94 mål i 186 kampe for sydtyskerne. Ikke nok med at han scorede mål på samlebånd, så scorede han tilmed også spektakulære mål som eksempelvis saksesparket mod Bayern München i 1987, hvilket blev kåret til årets mål. I 1988 blev han desuden kåret til årets fodboldspiller i Tyskland.
Efter fem år i Stuttgart var tiden inde til at prøve noget nyt. Klinsmann skiftede til verdens bedste liga og skrev under med Inter Milan i 1989. La pantegana bionda (Den blonde rotte), som han hurtigt blev døbt, dannede tysk trio med Andreas Brehme og Lothar Matthäus og om tilværelsen i Milano med Klinsmann sagde Matthäus, at ”vores levestil var meget forskellig, hvorfor vi altså heller aldrig drak en øl sammen efter træningen. På fodboldbanen forstod vi dog hinanden som fod i hose”.
Landsholdet
I Klinsmanns nye hjemland skulle han i 1990 fejre sin største triumf i form af en VM titel. Den tyske angriber havde ellers ikke den bedste statistik i forhold til finaler på klubplan, da han med Stuttgart havde tabt DFB Pokalen til Bayern München i 1986, ligesom Stuttgart var blevet besejret af Napoli og Diego Maradona i UEFA Cuppen efter to tætte opgør i 1989.
I 1990 skulle han få sin revanche mod Maradona, men mere om det lige om lidt. For det var trods succesen en blandet slutrunde for Jürgen Klinsmann. To mål blev det til for Klinsmann i gruppespillet, hvor det dog særligt var Lothar Matthäus og Rudi Völler, der skilte sig ud, men det ændrede sig i ottendedelsfinalen mod Holland.
Rudi Völler kom nok en gang i fokus, men det var mere ufrivilligt, da han blev udvist efter en batalje med Frank Rijkaard, der hele to gange sende en spytklat i Völlers krøllede manke. Der var spillet godt tyve minutter, da de to blev sendt tidligt i bad, og træner Franz Beckenbauer var nødt til at ændre formation, således at Klinsmann spillede alene på toppen. Det gjorde dog næsten kun Klinsmann bedre, for han løb solen sort i det opgør og scorede det vigtige føringsmål i 2-1-sejren.
Klinsmann havde spillet en forrygende kamp, og daværende landstræner Franz Beckenbauer mente, at ”Klinsmann havde spillet over evne i kampen mod Holland”.
De gode takter fortsatte dog ikke i den efterfølgende kamp, tværtimod. Her spillede Jürgen Klinsmann en omgang forfærdelig fodbold mod Tjekkoslovakiet i kvartfinalen. Han virkede ukoncentreret og mistede bolden flere gange på unødvendig vis, hvorfor Beckenbauer måtte råbe ind på banen og forklare Klinsmann, at han altså ikke var Pelé. Det forlyder, at Beckenbauer endda skulle have fortalt sit hold; ”aflevér ikke bolden til den blinde, Klinsmann. Han spiller imod os i dag”.
Klinsmann fik fuld spilletid i både semifinalen og finalen, og han kunne fejre karrierens største triumf efter en finalesejr over Argentina, hvor han fik en afgørende rolle, da det straffespark Andy Brehme sparkede ind kort før tid blev begået mod netop Jürgen Klinsmann. Argentinerne var voldsomt utilfredse med dommerkendelsen, da de mente, at Jürgen Klinsmann filmende, og det var bestemt ikke sidste gang, at Klinsmann skulle høre beskyldninger om, at han var en Schwalbekönig, mend hang til at lade sig falde i feltet.
To år senere måtte han frustreret se til, da Peter Schmeichel pillede alt, hvad han sendte af sted mod Danmark i EM-finalen i 1992, men Klinsmann fik sin revanche fire år senere ved EM i England, hvor han var anfører for et skadesplaget tysk landshold, der gik hele vejen og tog EM-guldet efter sejr over Tjekkiet i finalen.
Klinsmann trak sig tilbage på landsholdet i 1998, efter han i øvrigt blive den første spiller nogensinde til at score minimum tre mål i tre VM-slutrunder i træk, og i alt nåede Klinsmann at score 47 mål i 108 kampe for landsholdet. Han er dermed den fjerde mest scorende spiller for det tyske landshold gennem tiderne.
Are there any diving schools?
Hos Inter var alt begyndt godt for Klinsmann, der havde vundet UEFA Cuppen under Giovanni Trapattonis ledelse, men da den italienske træner forlod Inter i 1991, faldt holdet fra hinanden, og efter tre år i klubben søgte Klinsmann væk. Denne gang til Monaco, som han i 1993/94 førte frem til semifinalen i Champions League, hvor de mødte deres overmænd mod de senere vindere fra AC Milan. Efter to år i det franske tog Jürgen Klinsmann til England for at forsøge at modbevise sine største kritikere ved at bombe mål ind for Tottenham Hotspur. Både medier og fans var indledningsvist kritisk indstillet over for Jürgen Klinsmann, og særligt hans tendens til at filme på banen, der ikke var velset i det engelske.
Klinsmann tog det dog i stiv arm og smilede kritikken væk. På sit første pressemøde ville han høre pressen, om ”there are any diving schools” i London, og da han scorede i sin debutkamp for Spurs, fejrede han målet med et dive til stor morskab for tilhængerne, og således vandt han de engelske fans hjerter. Medierne havde desuden ikke meget at kritisere Klinsmann for, da han med 20 mål af landets journalister blev valgt til årets spiller i England.
Efter en fremragende sæson i London skrev Klinsmann under med mægtige Bayern München. Heller ej i Sydtyskland havde han mistet evnen til at score mål, og Jürgen Klinsmann scorede svimlende 15 mål i 12 kampe i Uefa Cuppen. En rekord der først blev brudt 15 år senere af colombianske Radamel Falcao. I 1995 blev Jürgen Klinsmann nummer to i afstemningen om Ballon d’Or, og han havde som spiller levet et liv uden mange eskapader. Der er dog en enkelt scene, som mange fans af Bundesligaen stadig har fast inkorporeret i erindringen. Da Bayerns træner Giovanni Trappatoni i 1997 ved stillingen 0-0 skiftede topscoreren Klinsmann ud med ti minutter tilbage i et opgør mod Freiburg, som dengang lå på sidstepladsen, kunne Klinsi ikke holde sine følelser tilbage. Klinsmann råbte højlydt på italiensk, at træneren kunne skide ham et stykke, og som prikken over i’et sparkede han også en reklametønde i stykker. I dag kan Klinsmann se tilbage på situationen og grine af det, men han var dengang pinlig over situationen, og han turde længe ikke indrømme, at han havde beskadiget sin ankel ved at sparke reklametønden i stykker.
Efter to år i Bayern fulgte der et kort intermezzo hos Sampdoria og en kort tilbagevenden til Tottenham. I London fandt han sin velkendte målnæse frem igen og scorede 9 mål i 15 kampe for kriseramte Spurs, hvilket i sidste ende var med til at sikre klubben overlevelse.
Én af grundene til at Klinsmann havde sådan en god målnæse var efter eget udsagn det logiske faktum, at “trykket frigøres, når du skyder mod mål – en fantastisk følelse. Svarende til sex”.
Karrieren efter karrieren
Efter karrieren trak Jürgen Klinsmann sig væk fra offentligheden og valgte, at USA skulle være hans nye hjemland sammen med sin kone og børnene. Han levede det søde fodboldpensionsliv ved den amerikanske vestkyst, lige indtil Tyskland stod i en dyb, dyb fodboldkrise i 2004. Tyskland vandt ikke en eneste kamp i EM-gruppespillet, hvor det blandt andet blev til en yderst skuffende 0-0 mod Letland. Rudi Völler var nu fortid, og landet stod to år før verdensmesterskaberne i eget land uden en landstræner. Flere trænerkoryfæer som Ottmar Hitzfeld, Morten Olsen og Arsene Wenger blev tilbudt jobbet, men alle sagde de nej. De ville ikke være tysk landsholdstræner. Efter mange overvejelser faldt valget ganske overraskende på Jürgen Klinsmann. Manden, der ingen trænererfaring havde skulle nu lede en af verdens største fodboldnationer ud af krisen.
Med Klinsmanns tilgang ændrede alt sig i DFB. Da ingen andre i grove træk ville have jobbet, havde han fået forholdsvis frit spil. Som værtsnation var Tyskland allerede kvalificeret til VM 2006, så Jürgen Klinsmann kunne i stedet bruge sin tid på at bygge holdet op og implementere en ny spillestil.
Således blev en større reformationsproces indledt hos DFB, hvor de vigtigste positioner hos fodboldforbundet blev udskiftet. Under Klinsmann blev hierarkierne brudt, og trænerteamet bestod af et team og ikke af individualister. Tilmed blev yoga og træningselastikker aktivt anvendt til træningspassene, og trænerstaben blev også udvidet med fitnesstrænere.
Tysklands nye teammanager Oliver Bierhoff sagde, at ”han (Klinsmann, red.) med sin positivitet og sit mod til forandring kunne ændre tingene hos DFB. Han lagde fingeren på pulsen med henblik på problemerne i tysk fodbold”.
Ved sin ansættelse talte Klinsmann allerede om, at Tyskland havde et klassehold. Det var meget optimistiske ord om et hold, der just havde spillet 0-0 mod et lettisk landshold til en slutrunde, men Klinsmann troede på sine spillere og gav således en masse unge talenter som eksempelvis Robert Huth og David Odonkor, som ingen havde på radaren, debut på landsholdet. Tyskland skulle væk fra det fysisk betonede spil, der havde været kendetegnende for holdet i de foregående år, for han ville spille offensiv fodbold. Klinsmann ville underholde.
Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for den nye Bundestrainer. Jürgen Klinsmann blev nemlig boende i Californien, og det skabte en del røre hos fodboldeksperter i Tyskland. Mindre end et år før verdensmesterskaberne i eget land sagde Bayern München manager Uli Hoeneß at ”han (Klinsmann, red.) skulle komme hjem til Tyskland i stedet for at danse fandango i Californien og lade os gøre hele lortet selv”. Særligt efter det store og klare nederlag til Italien tre måneder før VM-åbningskampen haglede kritikken ned over Klinsmann. Den lød, at landstræneren ikke kunne vide, hvad der foregik rundt omkring det tyske landshold og dets spillere, når han hele tiden befandt sig i USA. Klinsmann formåede som så ofte før at smile kritikken væk og forklarede, at den tyske mentalitet bestod i at brokke sig over den mindste detalje. Ifølge Klinsmann måtte folk forstå, at ”vi (Tyskland, red.) orienterer os i et globalt marked”.
Det var ikke kun kritik udefra, som Klinsmann skulle forholde sig til. Også internt i truppen fik hans reformationer stor betydning. En af Klinsis første handlinger som landstræner var at afsætte målmandstræneren Sepp Maier. I mange år havde der været en indædt kamp om pladsen mellem stængerne mellem Oliver Kahn og Jens Lehmann, og efter Klinsmanns ansættelse sagde Lehmann selvsikkert, at han kom til at vogte Tysklands mål til VM 2006. Maier valgte efterfølgende side i målmandsdebatten og mente, at Kahn var den bedste målmand, hvorpå Klinsmann valgte at fyre Maier.
Alene den behandling, som Kahn fik af Klinsmann, blev kritiseret af mange fodboldfans. Først fik Kahn frataget anførerbindet, så blev der åbnet op for en målmandsdebat, og siden hen blev han degraderet som nummer 2 til VM på hjemmebane. Mange fans var totalt uforstående over for denne gradvise degradering af manden, der fire år forinden havde ført Tyskland til en VM-finale i Asien.
Uli Hoeneß mente, at det var et upassende tidspunkt at melde Kahns degradering ud på, for ”vi (Bayerns ledelse og Klinsmann, red.) kunne have sat os sammen en søndag eftermiddag og talt om tingene, men han var sikkert allerede på vej mod Californien igen”. Desuden mente Hoeneß også, at målmandsdebatten blot havde været et spil for galleriet. ”Jeg tror, at Lehmann har kendt til udfaldet i 1,5 års tid. Det kom ikke som en overraskelse for Lehmann”. Det var ej heller kun Kahn, der blev vraget af Klinsmann. En anden stor og erfaren spiller som Christian Wörns blev helt smidt af holdet. Det hed sig at det var pga. en nedadgående formkurve.
Med al den palaver der havde været op til slutrunden, var forventningerne så som så, men VM 2006 blev en kæmpe succes. Fra det øjeblik Tyskland Philipp Lahm hamrede bolden i nettet i åbningskampen mod Costa Rica, der blev vundet med 4-2 efter offensivt og seværdigt spil, havde de hele nationen bag sig, så selvom Tyskland blev slået ud i semifinalen af Italien, var de helte.
De havde givet nationen en stolthed og en identitet, og det ikke kun i fodboldmæssig forstand. Spillerne havde givet alt, de havde, og det samme havde Klinsmann, der lidt overraskende valgte at trække sig fra jobbet. Efter to år på posten havde den store revolution kostet mange kræfter hos den blonde tysker.
Bayern, Buddha og brølere
Klinsmann trak sig efterfølgende tilbage til sit liv Californien, men i 2008 fik han et tilbud, han ikke kunne afslå. FC Bayern München ville have Klinsmann til at reformere klubben på samme måde, som han havde reformeret det tyske landshold. Sydtyskerne investerede derfor mange tusinder euro på computere og andet teknologi, og tilmed blev der i Klinsmanns periode opført et bibliotek og store Buddha-statuer foran klubområdet på Säbener Straße. Spillerne skulle kunne efteruddanne sig i sprog, og der skulle være gæsteforelæsninger af spændende mennesker, som spillerne kunne lade sig inspirere sig af. Ved sin ansættelse sagde Klinsmann, at hans ambition var at ”ville gøre alle spillere en smule bedre for hver dag, de havde trænet”.
Tankerne var gode, men de flugtede på ingen måde med den virkelighed, der var i Bayern, og hvor de ikke havde tid til at vente flere år på at se de eventuelle frugter af Klinsmanns arbejde. Ved vinterpausen toppede oprykkerne 1899 Hoffenheim ligaen, og da det blev sommer havde Wolfsburg overhalet inden om. Bayern tabte sågar 5-1 i Wolfsburg mod deres tidligere træner Felix Magath. Grafite scorede et af Bundesligaens bedste mål nogensinde, da han afdriblede et helt hold, og ydmygelsen blev total, da Magath skiftede målmanden Diego Benaglio ud kort før tid. Samtidig med de dårlige resultater i ligaen, var Bayern München også røget ud på røv og albuer i Champions League til FC Barcelona.
Mens Klinsmann mente, at han havde lagt fundamentet for fremtiden, var Uli Hoeneß af en anden overbevisning. Klinsmann blev fyret efter kun ti måneder i Bayern, da mesterskabet var ude af syne, og ind kom i stedte Jupp Heynckes. Efter fyringen sagde Hoeneß, at ”Jupp Heynckes er en fodboldlærer, og det er, hvad vi nu har brug for”. Hoeneß kritiserede tilmed Klinsmanns til tider videnskabelige tilgang til fodbolden.
Til teammøderne havde Bayern investeret tusindevis af euro i computere og teknologi, mens Heynckes kunne nøjes med et flipoverstativ og nogle tuscher. ”Med Heynckes vinder vi kampe for 12,5 euro, og med Klinsmann investerede vi mange penge med begrænset succes”.
Philipp Lahm skrev efterfølgende i sin selvbiografi, at spillerne ganske enkelt havde været nødt til at mødes inden kampene for selv at gennemgå taktikken, fordi Klinsmann ikke havde noget brugbart at give dem.
Spilleglæden fra forrige sæson var forsvundet under Klinsmanns ledelse, og der blev skabt unødvendige interne problemer i truppen, som da kaptajn van Bommel blev sat på bænken i en periode. Klinsmann blev kritiseret for at betragte fodbolden for teoretisk og for lidt pragmatisk og efterlod en fortælling om en idéforladt taktik, hvor noget nær eneste lyspunkt var, at han fik bragt Thomas Müller ind på førsteholdet.
Landstræner i sit nye hjemland
Fodbold er langt fra nationalsporten i USA, men sporten kunne få et gevaldigt skub i den rigtige retning med den rette mand ved roret og en klar plan, mente man, og således blev Klinsmann ansat både som cheftræner og som teknisk direktør for det amerikanske landshold i 2011. American soccer fik dermed et kvalitativt løft, hvor Klinsmann vanen tro gjorde brug af unge spillere med udviklingspotentiale. Klinsmann og hans team var med til at implementere idéen om, at fodbold ikke bare var en hobby, men at det var en livsstil. Amerikanske børn skulle lære, at det ikke var nok at have et vist talent, men at de også måtte arbejde hårdt for det.
Klinsmann kritiserede åbent talenterne i USA for ikke at være gearet på samme måde som i Europa eller Sydamerika, for der havde fodbolden en helt anden status. Klinsmann opfordrede unge, sultne talenter til at tage springet over Atlanten, da niveauet i den hjemlige MLS-League var for lavt, og siden Klinsmann-æraen har langt flere amerikanske talenter taget springet til Europa. Seneste eksempler er Christian Pulisic i Chelsea, Weston McKennie i Juventus, Giovanni Reyna i Dortmund og Tyler Adams i Leipzig.
VM 2014 blev en succes for Jürgen Americans, som flere af spilleren blev kaldt, men som altid kom succesen ikke uden kontroverser, og som ofte før i trænerkarrieren var det en kort succes.
Således blev Landon Donovan vraget op til verdensmesterskaberne i 2014. Klinsmann mente, at det var et privilegium at have trænet med en så stor personlighed som Donovan, men at han blev indhentet af alderen. Det var tid til at prøve noget nyt, og i stedet fik Julian Green fra Bayerns andethold en plads i truppen. Green havde blot spillet to minutter for Bayerns førstehold, inden han blev nomineret til VM-slutrunden i Brasilien. Klinsmann gik således imod hele nationen, men han var tro over for sin egen linje og filosofi. De gode resultater ved VM 2014 gav optimisme over there, men hernæst gik det nedad bakke, og efter en periode med svigtende resultater, blev Klinsmann fyret i 2018.
Big City Life og facebook live i Berlin
Som nævnt i begyndelsen af denne artikel, havde Jürgen Klinsmann altid haft et svagt punkt for Hertha, selvom han aldrig have optrådt for klubben.
Med investor Lars Windhorsts ankomst i Berlin skulle Hertha BSC endelig være sexy igen og bevæge sig væk fra den kedelige middelmådighed, og dermed også væk fra status som ligaens grå mus. Men alt imens der blev pumpet penge i klubben, udeblev resultaterne. Jürgen Klinsmann takkede i første ombæring ja til at blive bestyrelsesmedlem, men da Ante Čović blev fyret i november 2019, pegede bestyrelsen på Jürgen Klinsmann som ny Hertha-træner. Det var en fejl. Måske den største i tysk fodbold i de seneste mange år, for efter 76 tumultariske dage i Berlin var det slut for Klinsmann i Berlin.
Forud var gået flere kontroversielle situationer. Klinsmann havde på sit første pressemøde brilleret ved ikke at vide, om Hertha fortsat var med i pokalen, i debuten mod Borussia Dortmund brugte han lang tid på at filme sig selv og oplevelsen med en mobiltelefon, og så var han ikke helt sikker på, at han havde papirerne i orden til overhovedet at være træner, da licensen vist nok lå hjemme i Californien i en skotøjsæske.
Senere blev nogle ominøse notater fundet, som pressen af uforklarlige årsager kom i besiddelse af. Her vurderede Klinsmann alle sine spillere ud fra et kapitalistisk synspunkt, hvor alle fik en lille notits. Thomas Kraft var blandt andent ”konstant syg eller skadet og uden merværdi”, Lucas Klünter fik beskrivelsen ”For svag rent teknisk, men mulighed for at generere merværdi,” mens Dodi Lukebakio fik stemplet ”talent, men et fejlindkøb af Michael Preetz.”
Det mest pinlige øjeblik indtræf dog ved Klinsmanns opsigelse, som han ikke lige havde informeret bestyrelsen om, men som han i stedet valgte at offentliggøre i en video direkte på facebook til stor morskab for resten af Fodboldtyskland. Klinsmann udstillede ledelsen som en flok ’lusede amatører’, som Egon Olson ville have sagt. Hertha havde brug for en mand, der kunne indfri klubbens store forventninger, for de så sig selv om Big City Club, hvorfor de også måtte tænke stort, mente Klinsmann.
Han sluttede af med at sige, at han så frem til at fortsætte sin rolle i bestyrelsen, men efter at have lagt sig ud med alt og alle, så synes den øvrige ledelse ikke at, det bar nogen god idé, og således blev det farvel til Jürgen Klinsmann, der efterhånden har opnået en ligeså stor samling af skandaler som træner, som han fik titler som spiller.
